Mogwai "The Bad Fire" (2025)

The Bad Fire

udgivet: 24. jan. 2025

format: digital (10 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,68]

producer: John Congleton

selskab: Rock Action - nationalitet: Skotland, UK

Udvalgte numre: 1. "God Gets You Back" - 2. "Hi Chaos" - 4. "Fanzine Made of Flesh" - 6. "If You Find This World Bad, You Should See Some of the Others" - 7. "18 Volcanoes" - 9. "Lion Rumpus"

11. studiealbum fra skotske Mogwai lander fire år efter As the Love Continues (feb. 2021) markerer et skifte til det helt hotte producernavn John Congleton (Lana Del Rey, The Killers, Sharon Van Etten, Modest Mouse, St. Vincent... for blot at nævne nogle få) - et navn, der efter min mening ikke forekommer som det oplagte førstevalg, men hvad, bandet eller dets manager har måske følt, at bandet havde brug for et promoverings-kneb (?). Måske havde Dave Fridmann bare ikke tid? Jeg synes, Fridmann har bevist, at han passer bandet rigtig, rigtig godt, og han har altid været en garanti for en flot og original produktion.

Sammenlignet med det fremragende 2021 album, er det ikke en mærkbar anderledes udgivelse, men den føles umiddelbart som en svagere samling af kompositioner, hvor det sædvanlige brede spænd er blevet betydeligt indsnævret. Indespærret. Begrænset. Slutresultatet er noget, hvor der bestemt er damp på kedlerne, men ikke nok kul til at gøre en forskel. Undtagelserne er "Hi Chaos", som lyder mere som et overskydende bonusnummer fra '21-albummet, og "Fanzine Made of Flesh", som er det tætteste, bandet har været på et decideret skifte til indie-pop.

The Bad Fire er ikke et dårligt album. Slet ikke. Men efter så store bedrifter føles det mindre væsentligt. Lidt som en blød landing. Det, jeg isæt savner her, er en tydelig retning - hvad er det egentlig for en størrelse? Det er tydeligt, at bandet er kommet langt siden Come on Die Young (1999), og at synthesizere nu er blevet en mere integreret del af bandets primære instrumentering. Men hvor As the Love Continues fremviste et flot mix, der lod guitarerne blive brugt fuldt ud, side om side med eller skiftevis med store elektroniske arrangementer, så blender denne nye udgivelse ligesom det hele sammen i én stor gryde, hvor nye grænser ikke længere rykkes, og nyt terræn ikke berøres. For mig er dette utvivlsomt Mogwai, hvilket betyder, at det ikke kan være dårligt, og det er det... aldrig. Det er bare, som om musikken lyder, som om den er blevet forhindret i at folde sig så frit ud, som den kunne.

Anbefalet.

[ allmusic.com, The Guardian, Mojo 4 / 5, Pitchfork 7,4 / 10, Rolling Stone, 👍PopMatters 3,5 / 5 stjerner ]

Kings of Leon "Can We Please Have Fun" (2024)

Can We Please Have Fun

udgivet: 10. maj 2024

format: cd (2 cd) (Limited udgave)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,66]

producer: Kid Harpoon

selskab: LoveTap Records / Polydor - nationalitet: USA

Udvalgte numre: Disc 1) 1. "Ballerina Radio" - 2. "Rainbow Ball" - 4. "Mustang" (live fra the Tonight Show) - 5. "Actual Daydream" - 6. "Split Screen" - 9. "M Television"

Disc 2 - Live at Wrexham) 1. "Crawl" - 4. "On Call" - 5. "Find Me" - 6."Pyro" [ officielt live uddrag ]

9. studiealbum fra Kings of Leon udkommer tre år efter When You See Yourself (mar. 2021), og det er bandets første med den britiske producer Kid Harpoon. Han har tidligere arbejdet med Harry Styles og er især blevet hyldet som sangskriver for sit omfattende arbejde på Styles' album Harry's House (2022). Den eksklusive 2-disc udgave er udstyret med den walisiske titel Gawn Ni Hwyl Plîs, med henvisning til live-numrene fra en koncert i Wrexham, Wales, optaget på Racecourse Ground d. 27. og 28. maj 2023.

Mit gæt er, at et stort flertal af KOL-fans ser Harry Styles' musik som mere end blot en slags omvej fra bandets velkendte lydbillede, men jeg er efterhånden nået til den erkendelse, at dette band ser sig selv i et andet lys, end jeg intuitivt ville gøre. Arbejdet med producere som Angelo Petraglia & Jacquire King fik nok flere til at acceptere bandet som en naturlig del af den alternative rock-scene, men med skiftet til Markus Dravs på to på hinanden følgende albums står det, efter min mening, tydeligere, at bandet har andre ønsker end kun at repræsentere den mere stilrene rock. Kid Harpoon (alias Thomas Edward Percy Hull) kan måske ses som en britisk-stilet 'partner in crime' til Dravs - snævert set, naturligvis. Men i virkeligheden er KOL et af de bands - ikke ulig The Killers - der står med ét ben begravet dybt i beskidt rock-mudder og det andet i klæbrig candy-floss. KOL startede som et ren-dyrket psykedelisk rockband og oplevede derefter international berømmelse, da de hoppede på pop-toget, og lige siden har de stået dér med fødderne plantet på hver side, som frosset i et limbo. Nemme penge og gigantisk berømmelse er svære parametre at afvise, når ens hobby pludselig er ens levevej, og hvorfor i alverden skulle man også det? Koncerten på disc 2 her afspejler på en måde dilemmaet: Koncertgængerne skriger og råber efter hits som "Revelry", "On Call", "Find Me" og "Pyro", og bandet leverer varen. KOL er på vej til at blive det tætteste, man kommer en amerikansk udgave af U2, og de sejler med på denne sejlads, fordi det er alt, de kan gøre. Det ville ikke overraske mig meget, hvis de pludselig lavede en U-vending i den nærmeste fremtid og skabte deres eget Achtung Baby med et-eller-andet prominent producer-navn, for derefter at bruge resten af karrieren på at springe fra trædesten til trædesten for at undgå glemslens tåger - som et andet kendt band.

I mellemtiden er Can We Please Have Fun en solid og herlig samling af melodisk uptempo pop/rock, som bekræfter, hvordan de har fundet deres formel og samtidig har afholdt sig fra tidligere fejltrin som Walls (2016) og Mechanical Bull (2012). Sidstnævnte fremstår i dag som nødvendige forsøg med sukkerholdigt indhold og en formel, der ramte for langt ved siden af skiven. Det er nogenlunde 'kvalitet' som småkager fra Karen Volf eller flødeboller fra Spangsberg. Men jo, det sælger jo godt! (Ikke at det betyder, at det er godt, vel?!)

Anbefalet.

[ allmusic.com, Rolling Stone, The Independent 4 / 5, Clash 3,5 / 5, Mojo, NME 3 / 5 stjerner ]

2-disc Limited Edition

Sarah Vaughan "Crazy and Mixed Up" (1982)

Crazy and Mixed Up

udgivet: 1982

format: vinyl / cd (1985 genoptryk)

[vurdering: 4 / 5] [3,85]

producer: Sarah Vaughan

selskab: Pablo Records - nationalitet: USA

Studiealbum af Sarah Vaughan udgivet på Pablo anses som et af hendes bedre albums fra det sidste årti i hendes lange karriere. Albummet følger umiddelbart lige efter Send in the Clowns (1981) optaget sammen med Count Basie Orchestra, ligeledes på Pablo.

Crazy and Mixed Up er en samling standarder og vokaljazz sange, som tæller to krediteret Rodgers & Hart: "I Didn't Know What Time It Was" og "You Are Too Beautiful", Kosma og Prévet kompositionen "Autumn Leaves" (org. "Les Feuilles mortes") med engelsk tekst af Johnny Mercer, Haymes og Brandt klassikeren "That's All", samt fire andre fine og godt valgte numre skrevet af andre. Alle numre demonstrerer, at Vaughan i sine slut-50'ere stadig var sprællevende og i stand til at fortolke andres sange med stor passion og indfølelse.

Stor anbefaling.

[ allmusic.com 4,5 / 5, Penguin Guide to Jazz Recordings 4 / 4 stjerner ]

Tindersticks "Soft Tissue" (2024)

Soft Tissue

udgivet: 13. sep. 2024

format: vinyl (Lucky Dog41LP) / digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,96]

producer: Stuart A. Staples

selskab: Lucky Dog / City Slang - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: A) 1. "New World" - 3. "Nancy" - 4. "Falling, the Light" (4 / 5) - - B) 1. "Always a Stranger" (4 / 5) - "The Secret of Breathing" - 3. "Turned My Back" (4 / 5) - 4. "Soon to Be April"

14. studiealbum fra Tibdersticks følger 3½ år efter Distractions (feb. 2021) er som vanligt produceret af sangskriver og frontfigur Stuart A. Staples. Han er krediteret alle sange, dog er to numre (numrene #A4 og #B4) komponeret sammen med basist og tangentspiller Dan McKinna.

Lige fra starten er det tydeligt, at Soft Tissue bevæger sig i en anden retning end de elektroniske elementer, forgængeren forsigtigt lagde op til - med undtagelse af trommeprogrammeringen på nummer #2, "Don't Walk, Run". Disse otte / ni sange - vinyludgaven indeholder otte numre, mens den digitale har et niende bonusnummer, "New World (Edit)" - holder sig til mere ordinære spilletider, der varierer fra 3:35 til 6:15 minutter. Det mest slående på albummet, er den tydelige dominans af strygerinstrumenter, hvilket gør det til et ret karakteristisk chamber pop-album. Og når strygerne ikke lige dominerer sangarrangementet så meget, er det oftest keyboards med lyd som harmonika, et Wurlitzer-klaver, et orgel, som i stedet indtager den ledende plads i lydbilledet. Måske med undtagelse af nummer #B3, som er et varmt soul-agtigt og kor-baseret sidespring, men overordnet set er sangene arrangeret i ret stille, enkle og bløde arrangementer. Ordinære trommer høres stort set ikke på albummet - i stedet benyttes en subtil jazz-agtig perkussion, klokkespil eller bongos som musikalsk akkompagnement.

Endnu en gang kommer Tindersticks med et album, hvor Staples' fortællende og hjemsøgte vokal er altdominerende, men han gør det med stor delikatesse og en nødvendige variation, der gør det hele så meget mere appetitligt.

Som med albummet fra 2021 er coveret krediteret Staples' datter, Sidonie Osborne Staples.

Med Soft Tissue leverer Tindersticks endnu en gang en solid og stærk samling sange til en lang liste af moderne klassikere.

Anbefalet.

[ 👍allmusic.com, Rolling Stone, 👍The Guardian 4 / 5, Gaffa.dk 4 / 6 stjerner ]

The Dukes of Stratosphear "25 O'Clock" (1985)

25 O'Clock

udgivet: 1. apr. 1985

format: cd (2009 remaster - APECD023)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,52]

producer: John Leckie, Swami Anand Nagara, The Dukes

selskab: Ape House - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "25 O'Clock" - 2. "Bike Ride to the Moon" - 3. "My Love Explodes" - 4. "What in the World??…" - 5. "Your Gold Dress" - 6. "The Mole From the Ministry" - 13 "Black Jewelled Serpent of Sound (Radio Caroline Edit)" - 14. "Open a Can of Human Beans" - 15. "Tin Toy Clockwork Train"

Debutalbum fra projektbandet The Dukes of Stratosphear - i bund og grund XTC, der her hygger sig med at spille psykedelisk rock, som det lød fra midten til slutningen af 1960'erne. Det originale album udgivet på Virgin Records er et mini-album på seks numre og en samlet spilletid på under 27 minutter, mens 2009-remaster udgaven (udgivet på Andy Partridge's selskab Ape House) tilføjer yderligere ni numre bestående af demo-optagelser og outtakes, hvilket forlænger spilletiden til 49 minutter. På tidspunktet for udgivelsen var XTC en trio bestående af vokalist & guitarist Andy Partridge, vokalist & guitarist Colin Moulding samt lead-guitarist & tangentspiller Dave Gregory, og med inddragelsen af Daves bror Ian på trommer optræder de her som The Dukes, fordi sidstnævnte ikke var en del af XTC. På albummet er de alle krediteret under navnene Sir John Johns, The Red Curtain, Lord Cornelius Plum og E.I.E.I. Owen [!]. Producer John Leckie er krediteret med både sit rigtige navn og sit alias: Swami Anand Nagara.

Stilmæssigt er det et stærkt forsøg på at producere musik med Syd Barrett-udgaven af Pink Floyd i tankerne. Angiveligt blev alt spillet og indspillet på gammelt udstyr [wiki om albummet].

Gennem det meste af karrieren som XTC, har bandet inddraget elementer fra psykedelisk rock - på senere albums bliver XTC mere direkte eksponent for neo-psykedelisk rock, og det er tydeligt, hvordan dette sideprojekt kan ses i XTC's stilmæssige udvikling - især med tanke på trækkene fra de efterfølgende albums, fx: Skylarking (1986), Oranges & Lemons (1989), Nonsuch (1992) og Apple Venus Volume 1 (1998).

Albummet blev promoveret af Virgin som en slags egentlig debut - som en samling 1960'er-kompositioner af et hidtil ukendt band, der endelig ser dagens lys og får sin udgivelse. Mest sigende er det, at albummet solgte dobbelt så mange eksemplarer som forgængeren The Big Express (okt. 1984) af XTC på et tidspunkt, hvor ingen kendte til dette nye bands virkelige identitet.

25 O'Clock er et kraftfuldt album, både som original psykedelisk rock, såvel som i XTC's diskografi, hvor det med nogen ret også kan indplaceres. Det er et album som muligvis kræver noget tilvænning, og selvom det blev udgivet d. 1. april og udstiller masser af britisk humor, så er musikken ikke udelukkende tænkt som en joke.

[ allmusic.com 4,5 / 5, Pitchfork 7,7 / 10 stjerner ]

The Smile "Cutouts" (2024)

Cutouts

udgivet: 4. okt. 2024

format: digital (10 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,72]

producer: Sam Petts-Davies

selskab: XL Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Foreign Spies" - 2. "Instant Psalm" (4 / 5) - 3. "Zero Sum" - 4. "Colours Fly" - 8. "The Slip" - 9. "No Words" - 10. "Bodies Laughing" (live)

3. fuldlængde album fra The Smile følger kun 9 måneder efter Wall of Eyes (jan. 2024), og det er da også en samling af outtakes – "cutouts" – fra de samme indspilningssessioner, der blev til forgængeren. Der er tale om i alt ti numre med en samlet spilletid på ca. 44 minutter.

Ikke overraskende lyder Cutouts meget som det forrige, og ved første gennemlytning peger det ikke på nye oplagte singler, men giver man det tid, kan det faktisk ende med at fremstå som det bedste af de to albums. Det er ikke fordi, Jonny Greenwood og Thom Yorke har forsømt den eksperimenterende side i deres mange tidligere udgivelser, og Radiohead var ikke ligefrem berømte for deres normale rytmesektion, men det lader til, at der med inddragelsen af trommeslager Tom Skinner (Sons of Kemet) er sket en værdifuld tilføjelse i form af en jazz-vibe til Yorke og Greenwood's idéer. Skinner har en udforskende natur, hvor synkoper lægger sig oven i den naturlige særegenhed ved Greenwood og Yorke's kompositioner, hvilket forvandler alt til synkroniserede improvisationer med en stærk følelse af kreativ sammenhæng, og jazz-elementet gør det ekstra levende. Præcis som visse anmeldere antyder, tror jeg, at essensen af Cutouts er, at det repræsenterer mere fri improvisation og dermed understreger det eksperimenterende, og alligevel udgør udvalget af kompositioner en fin, sammenhængende helhed, hvor man virkelig får lov at høre, hvor fantastiske musikere de alle er. Hvilken af disse to udgivelser man foretrækker, er, som med al musik, en smagssag, og i det lange løb vil de formentlig blive betragtet som værende meget mere på niveau og måske egentlig bare som to kapitler.

Indtil videre foretrækker jeg faktisk dette album. Jeg synes, det er et helstøbt album, der vinder ved hver gennemlytning - men hold da op, tænk om de oprindeligt havde udgivet det hele som et dobbeltalbum!

Anbefalet.

[ 👍allmusic.com, Slant 3,5, The Guardian, NME, 👉Pitchfork 8 / 10, 😲MusicOMH 5 / 5 stjerner ]

Signe Svendsen "Hvem vil ikke elskes igen" (2022)

Hvem vil ikke elskes igen

udgivet: 14. okt. 2022

format: vinyl (LGLP2201) / digital (10 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,86]

producer: Lars Skjærbæk

selskab: Lydia Gramophone - nationalitet: Danmark

Udvalgte numre: 1. "Tiden" - 2. "Du fik hendes øjne" - 3. "Hvem vil ikke elskes igen" - 4. "Sig at solen rejser sig" - 6. "Ville give dig alt" - 7. "Hun sagde det" - 9 "Lydia" - 10. "Uden aftale"

5th studiealbum af Signe Svendsen følger lidt mere end 2½ år efter Det forlyder (jan. 2020). Albummet er som alle hendes udgivelser produceret af Lars Skjærbæk, som også medvirker som instrumentalist på guitar, mandolin, synthesizer og som korsanger - hans yngre bror Troels spiller bas, og Lars' datter Sofie Juliane er ligeledes med på kor. Albummet er blevet til i selskab med en tæt række kendte musikere, som også inkluderer multi-instrumentalisten Christoffer Møller, som i øvrigt ofte har dannet musikalsk partner med Skjærbæk i deres roste producer-duo Mahler & Bir. Signe Svendsens eget selskab Lydia Gramophone er i øvrigt opkaldt efter hendes bedstemor, som også er centrum for den stærke "Lydia" (sang #9), hvor Svendsen gendigter noget af den barske skæbne bedstemoren gennemlevede.

Hvem vil ikke elskes igen følger i Svendsens melankolsk-stilede folk og ballade-orienterede singer / songwriter udgivelser. Svendsens pen er gennem årene blevet skarpere, og sangene her står mere personligt skarpt og passer virkelig flot i det musikalske udtryk der manifesteres her, og albummet fremstår ganske enkelt som Svendsens hidtil bedste. Det er et album uden overflødigt fyldstof og efter min mening, kandiderer det til årets bedste danske udgivelse.

Stor anbefaling.

[ Gaffa.dk 4 / 6, Politiken, BT 5 / 6 stjerner ]

The American Breed "Bend Me, Shape Me" (1967) (single)

Bend Me, Shape Me, 7'' single

udgivet: 1967

format: vinyl (KSS 6)

[vurdering: 4 / 5] [3,78]

producer: Bill Traut

selskab: Stateside - nationalitet: USA

Numre: A) "Bend Me, Shape Me" (4 / 5) (alt. mix) - - B) "Mindrocker"

Single med The American Breed taget fra det bandets kommende andet album Bend Me, Shape Me (feb. 1968). B-siden optræder også på samme album. Selvom titelsangen blev et internationalt hit takket være denne version, er nummeret oprindeligt en sang af den amerikanske sangskriverduo Scott English og Larry Weiss. Omkring et år tidligere blev sangen udgivet første gang af et andet amerikansk band: The Outsiders, og deres version af sangen findes på bandets tredje album In (udgivet feb. 1967 / indspillet i '66). Indimellem disse to udgaver, lavede et andet band den første coverudgave af sangen, og det var pigegruppen The Models med deres eneste (single) udgivelse i 1966 [The Models' version] (udgivet før The Outsiders' album, men indspillet efter). Det er en særpræget oplevelse at lytte til disse tre vidt forskellige versioner af den samme sang, som alle blev udgivet inden for et år. Set i bakspejlet er det mit indtryk, at versionen med The Models fremstår som den mest vovede udgave med sin syrede, psykedeliske og Phil Spector-agtige produktion. I den henseende er The Outsiders' version mere skrabet og en mere ligefrem sang, men det er også den, der fremstår som den reneste rock-udgave holdt i en typisk garage-rock-stil. Og så kom The American Breed og gjorde nummeret til et internationalt hit med en dristigere mainstream-appel. Når man lytter til de to tidligere versioner, virker det til, at The American Breed har lånt noget fra arrangementerne fra begge tidligere indspilninger, omend The American Breed står bag den mest polerede version af de tre. Sangen er senere blevet fortolket af diverse andre kunstnere, men gennem årene er det The American Breed, der er gået over i musikhistorien med den mest udbredte udgave af denne fine sang.

Lige netop denne single var en af mine favoritter, da jeg var 10-14 år gammel. Jeg går ud fra, at min bror må have købt den på et tidligt tidspunkt, før han kastede sig over 70’ernes britiske syrerock.

~ ~ ~

Dette opslag er en del af MyMusicJourney, som lister de vigtigste udgivelser, der har formet min musiksmag gennem min opvækst og frem til 14-årsalderen. De fleste af disse udgivelser stammer fra mine forældres og / eller min storebrors samling.

Tommy Steele "Singing the Blues" (1957) (ep)

Singing the Blues, 7'' EP

udgivet: feb. 1957

format: vinyl (DFE 6389) (1957 genoptryk)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,45]

producer: ?

selskab: Decca - nationalitet: Engalnd, UK

Numre: A) 1. "Singing the Blues" - 2. "Rebel Rock" - - B) 1. "Knee Deep in the Blues" - 2. "Elevator Rock"

EP-udgivelse af Tommy Steele - på bagsiden af coveret og på selve vinyl-etiketterne er EP'en krediteret 'Tommy Steele and the Steelmen'. Numrene #A1 og #B1 er krediteret den amerikanske sangskriver Melvin Endsley, mens både #A2 og #B2 er sange skrevet af Tommy Steele selv. Endsleys titelsang var et stort hit i USA for Guy Mitchell og blev udgivet næsten samtidig med Steele's version; sidstnævnte blev til gengæld et britisk nummer 1-hit og et ret stort hit over hele Europa. Ganske finurligt skiftedes Mitchell's og Steele's versioner til at indtage førstepladsen på singlehitlisterne i adskillige lande.

Dette specifikke genoptryk stammer fra mine forældres pladesamling. Jeg husker tydeligt at have spillet den i 7-12-årsalderen, og den var en tidlig favorit på et tidspunkt, hvor jeg mest lyttede til The Beatles, til country, beat og rock & roll. Jeg husker også sangen "A Handful of Songs" (fra soundtrack The Tommy Steele Story fra maj 1957) som sandsynligvis den mest populære Steele-sang i mine barndomsår. De tidlige sceneoptrædener, hvor Steele mimede til sine mest populære sange, præsenterede ham som en mere velfriseret Bill Haley- eller Elvis Presley-klon. Det gjorde formentlig rock & roll mere acceptabelt for dem, der ellers forbandt genren med uopdragne og uregerlige unge mennesker. Tommy Steele er gået over i historien som den første britiske rock & roll-stjerne, men han blev hurtigt efterfulgt af Cliff Richard, der i længden viste sig som en mere holdbar popstjerne.

Set i bakspejlet er denne EP et vigtigt dokument over den tidlige rock & roll-historie, men den placerer også Steele i en kategori for sig selv som en kunstner, der ihærdigt forsøgte at kopiere amerikanske ikoner uden egentlig at have ret meget selvstændigt at byde på. Jo, han hjalp med at transformere rock & roll til noget mere letfordøjeligt, og han eksemplificerede en ny type rock-and-roller, men han leverede primært gennem sine covernumre. På denne EP lyder Steele's egne to bidrag kraftigt inspireret, eller måske endda som kopier af Bill Haley og Chuck Berry, og hans andet album - soundtracket til filmen 'The Tommy Steele Story' - vidner om en prioritering af form over indhold med kun lille relevans for, men også lille forståelse for, hvordan musik bliver til legende. Når det er sagt, har Steele bestemt en plads i historiebøgerne angående, hvordan rock & roll blev et internationalt fænomen, og han spiller en væsentlig rolle i populærmusikkens stilmæssige udvikling.

~ ~ ~

Dette opslag er en del af MyMusicJourney, som lister de vigtigste udgivelser, der har formet min musiksmag gennem min opvækst og frem til 14-årsalderen. De fleste af disse udgivelser stammer fra mine forældres og / eller min storebrors samling.

Hifi Sean & David McAlmont "Daylight" (2024)

Daylight

release date: 16. aug 2024

format: vinyl / digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,90]

producer: Hifi Sean

selskab: Plastique Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Daylight" - 2. "Sun Come Up" - 3. "Coalition" - 4. "You Are My" - 5. "Meantime" - 7. "Sad Banger" - 8. "USB - USC" - 9. "Summery"

2. samarbejdsalbum fra elektroniske kunstner Hifi Sean og soul- og vocal jazz-sanger David McAlmont som efterfølger til det roste Happy Ending (sep. 2022). Debuten præsenterede os ligeledes for tolv sange, men hvor det albums samlede spilletid sneg sig op på knap en time (56 min.), afslører denne nye samling mere traditionelle spillelængder, der får udgivelsen til at lande på lige under 40 minutter. Det første udspil favnede dristige, eksperimenterende og stilistiske toner med plads nok til Hifi Sean's flair for kompositionsmæssig mangfoldighed; ikke desto mindre var slutresultatet en blanding af elektronisk house møder pop-soul iblandet disco-bidder og moderne synthpop - altsammen flot holdt sammen af især McAlmonts undervurderede blændende vokal, og det føltes stadig som et sammenhængende album.

Daylight fortsætter som en varm sommerbrise, og det ser også ud til netop at have været duoens intention. Ifølge deres Bandcamp-profil er albummet det første af to 'søskende'-albums - den anden er Twilight, som tiltænkes udgivet i starten af 2025. I mellemtiden er dette første kapitel en ret stærk og særdeles fin opfølger til en flot debut. Det handler om den lyse og varme side ved tingene, og duoen cementerer kun deres værd. Med den musikalske partner Hifi Sean er det en fornøjelse at være vidne til, hvordan McAlmont træder i karakter med det, han virker skæbnebestemt til: at synge, synge, synge, og når han får muligheden, fejler han aldrig.

Daylight er en varm og anbefalelsesværdig lytteoplevelse.

[ The Guardian, The Line of Best Fit 4 / 5 stjerner ]

Barry Ryan "We Did It Together" (1970) (single)

We Did It Together, 7'' single

udgivet: 1970

format: vinyl

[vurdering: 2,5 / 5] [2,58]

producer: Paul Ryan

selskab: Polydor - nationalitet: England, UK

Numre: A) "We Did It Together" - - B) "Lay Down"

Singleudgivelse af den engelske sangskriver og fotograf Barry Ryan (Sapherson, også kendt som Barry Davison) fra tvillingebroder-duoen Paul & Barry Ryan. Denne single ser ud til at stamme fra en tid, hvor Barry koncentrerede sig om en solokarriere, mens tvillingebroderen Paul havde trukket sig tilbage fra rampelyset for at hjælpe Barry med sangskrivning og produktion. Titelnummeret her fungerer på sin vis som en passende beskrivelse af, hvordan de to brødre fandt deres vej i showbizz.

Denne specifikke danske udgave stammer sandsynligvis fra min storebrors pladesamling. Jeg kan huske, at jeg spillede den i 7-12-årsalderen, men den fangede aldrig rigtig min interesse. Stilistisk lyder den inspireret af The Walker Brothers og deres kærlighed for tunge, orkestrerede arrangementer. Barry og Paul oplevede en del succes, efter Barry gik solo – for eksempel med hit-singlen "Eloise" (1968), som et årti senere også blev et singlehit for punkrockbandet The Damned.

~ ~ ~

Dette opslag er en del af MyMusicJourney, som lister de vigtigste udgivelser, der har formet min musiksmag gennem min opvækst og frem til 14-årsalderen. De fleste af disse udgivelser stammer fra mine forældres og / eller min storebrors samling.

Johnny Madsen "Godt nyt" (2015)

Godt nyt

udgivet: 25. sep. 2015

format: cd

[vurdering: 3,5 / 5] [3,58]

producer: Chief 1 (aka Lars Pedersen)

selskab: REO / Universal - nationalitet: Danmark

15. og sidste solo studiealbum fra Johnny Madsen. Indlægget her er lagt op på dagen, hvor det blev offentliggjort, at Madsen er gået bort, 4. nov. 2024 (73 år gammel). Albummet er det eneste af Madsens, som jeg købte kort efter, det udkom. Jeg var aldrig en kæmpe fan, men jeg nød virkelig meget af den musik, han lavede fra 1982 til 2015, og også i den holdbare trio Dalton sammen med Lars Lilholt og Allan Olsen satte Madsen et kvalitetsmæssigt præg på musikken. Jeg tror, jeg først lagde mærke til en af hans sange, efter han havde udgivet sit tredje album Chinatown, Yellow Moon og Den sorte fugl i 1987, da jeg faldt over titelnummeret og "Halgal halbal" – to sange, der fik en del spilletid i radioen. Jeg anså disse sange for at være yderst originale og ikke uden appel, selvom jeg ikke var den store fan af blues og simpelthen ikke var klar til hans til tider surrealistiske, originale tilgang til genren dengang. Hans opfølger Udenfor sæsonen (aug. 1988) var et nationalt gennembrud, og det er et album, der bragte flere klassikere med sig, inkl. titelnummeret, "Færgemanden", "Komadibovser" og "Tidlig mandag morgen". Med det etablerede han sig som en moderne kunstner med et usædvanligt stærkt, originalt bud på blød blues rock i en yderst original stil, og han var bestemt bemærkelsesværdig for sit øre for den lokale dialekt, krydret med stærke tekster og en ganske raspende sangstemme.

Godt nyt kan lyde som en upassende titel at vælge på netop denne dag, men med Madsens sans for det surrealistiske, en overflod af ironi og et talent for ordspil, kunne titlen være lige så god som enhver anden til at hylde hans begavede sjæl. Albummet giver os et modent og personligt blik på det moderne liv med velplacerede kommentarer til sociale medier, globalisme, traditioner og de små ting fra hverdagen - som en slags bånd til sjælevennen Dan Turréll. Jeg kan virkelig godt lide det her album. Det indeholder både gode hooks og velsmurte, kraftfulde arrangementer, men det har også en vis Lo-Fi-tone over sig, der får mig til at tænke på noget, der lyder som tidlige udkast på en organisk måde – som en ingrediens af autenticitet, hvilket er en kvalitet, jeg synes knytter sig til alle hans plader. Han efterlader os med en solid diskografi, som jeg er nødt til at dykke mere ned i, for hans musik er her stadig, og jeg kender flere af hans album, og de er bestemt alle værd at kende.

Tak for musikken, Johnny. Keep rockin'!

The Walker Brothers "Living Above Your Head" (1966) (single)

Living Above Your Head, 7'' single

release date: 1966

format: vinyl

[single rate: 3,5 / 5] [3,68]

producer: John Franz

label: Philips - nationality: USA

Tracklist: A) "Living Above Your Head" - - B) "Young Man Cried"

Single release by US pop trio The Walker Brothers consisting of John Walker (aka John Maus), Scott Walker (aka Noel Scott Engel), and Gary Walker (aka Gary Leeds) none of which were related. The single is a Spanish, Dutch, and Danish only release with the title track taken from the trio's second album Portrait (1966). The title track is a cover by US pop group Jay & The Americans taken [original] from the album Living Above Your Head (1966) - the B-side is credited Scott Walker and producer John Franz.

This particular Danish print comes from my parents' record collection. I recall playing this at 7-12 years of age, and remember finding it one of my prefered singles. Stylewise, it's vocal harmony-based baroque pop.

~ ~ ~

This post is part of MyMusicJourney, which enlists key releases that have shaped my musical taste when growing up and until age 14. Most of these releases come from my parents' and / or my older brother's collection.

Illeborg & Lysdal "Hjertekamre" (2004)

Hjertekamre

release date: 2004

format: cd (APCD 60067)

[album rate: 3,5 / 5] [3,48]

producer: Jens Lysdal

label: ArtPeople - nationality: Denmark

Track highlights: 1. "Hjertekamre" - 2. "Kan ikke huske" - 3. "Den mælkehvide måne" - 5. "På må og få" - 9. "Alt kan gå i stå" - 11. "Paradis"

Collaboration album by the two folk and singer / songwriter soloists Laura Illeborg and Jens Lysdal. Admittedly, neither have taken up much space in my music collection, as I have always found it difficult to listen to Danish contemporary soft folk which mostly comes with bonds to a schlager genre I associate with kitch and an indefinable ingredient of something non-professional, which of course is completely ungrounded and also is an undeserved criticism. I have no idea from where that has its foundation, but when consciously approaching music you tend to reject, for whatever reason and all because of a judgemental position, not to forget (ugly) double-standards - meaning: the poorest reasons of all, then you should instead try to be more open-minded and focus on a want to dig out an understanding of the obvious qualities that many others see so easily.

The sudden death of Laura Illeborg early October this year made me curious about her music, as I simply had no idea of what she had produced. Illeborg only lived to be 55 years of age but she has made a solid list of releases in what I understand is a varied discography. Initially, she performed as backing vocalist on various releases for a vast number of artists from all genres and styles, and from 1996 as soloist - her debut album is Lyv mig natten lys (1996) - as collaborator, and featuring vocalist, she has long gone ensured her name in Danish music history. Jens Lysdal is likewise an artist who started out accompanying others, primarily as guitarist and backing vocalist, after which he initiated a solo career with A Matter of Time (1995). Lysdal is a multi-facetted musician with roots in jazz, folk, country, and everything in between and close by, and in company with Illeborg the two showcase a wide repertoire in a soft corner of contemporary Danish folk. And I do enjoy it. The album contains 11 songs of which nine have lyrics by Illebord and music by Lysdal. Track #8 is co-written by Lysdal, and the end-track is exclusively credited Lysdal, who also performs as multi-instrumentalist and as producer. Stylewise, you could label it ballads with elements from jazz, pop, and folk, and it's music arranged with a classic set of minimal instrumentation, focusing on vocal, electric (jazz) guitar, bass, percussion and a small doze of keyboard. It's music made with melancholy as a centre point but balanced with a lightness running through the whole album. Some songs stand more alone as quiet vocal performances, while others engage with more tempo without being uptempo arrangements.

Laura Illeborg performs with her strong original vocal, and she obviously masters the slow intimate parts as well as more uptempo pop variants. No wonder, she has a long record as featuring vocalist in the studio, and together, Illeborg and Lysdal appear like a strong duo. In Illeborg's discography, the album follows what may be regarded as her national breakthrough, the album Lidt in Love (2002), and it's succeeded by the well-received album God vagt (2007).

Hjertekamre is a solid and well-executed album in the soft corner of folk that should appeal to fans of jazz, ballads, and folk.

Daniel Norgren "Wooh Dang" (2019)

Wooh Dang

release date: Apr. 19, 2019

format: vinyl / digital (10 x File, FLAC)

[album rate: 4 / 5] [3,84]

producer: Daniel Norgren

label: Superpuma / self-released - nationality: Sweden

Track highlights: 2. "The Flow" - 3. "Dandelion Time" - 4. "The Power" (4 / 5) (live) - 5. "Rolling Rolling Rolling" - 6. "So Glad" - 8. "The Day That´s Just Begun" (live on KEXP)

[ full perfomance on KEXP ]

Studio album by Swedish guitarist and songwriter Daniel Norgren originally released on vinyl and cd on Superpuma Records, and released as digital album via Norgren's bandcamp profile. The album is filed as Norgren's seventh full-length studio album and it follows two studio albums released in 2015: The Green Stone (Oct. 2015) and Alabursy (Apr. 2015). Since then, he has released a US-promotion compilation Skogens frukter (May. 2017) released on vinyl for the American market only.

I only recently knowingly discovered the music by Norgren. I was watching the 2022 Italian film "Le otto montagne" ("The Eight Mountains"), an adaptation by directors Felix van Groeningen and Charlotte Vandermeerschof of the 2016 novel debut by Paolo Cognetti, and I then made sure to pay attention to the music credits at the end of the film, and there I noticed that Daniel Norgren was credited all music. The music score was a most fitting mesmerising dimension to a beautiful film and it left me curious to check out more about this artist. I then discovered Norgren's bandcamp site - understood he is Swedish, although, I had been convinced it was an American artist - I then purchased several of his digital albums after receiving Wooh Dang, which appears to be his most recent studio album, and one that made me want more. All of his albums, or at least all of his seven full-length studio albums that I have come to know of, seem differently shaped. From his first album out Kerosene Dreams (2006) - an album which for some reason isn't included on his bandcamp site and an album I have come to know of via a major streaming service (and which isn't part of my six purchases) - through to Outskirts (2008) and Horrifying Deatheating Bloodspider (2010), Norgren appears much influenced by especially Tom Waits and Captain Beefheart, and then from Buck (2013), Alabursy and Green Stone, his music influences appear more complex with a stronger country foundation, and they all represent music with bonds to more original blues traditions with a bolder accentuated folk at the base, and then you could also say similar things of his more apparent experimental approach on his later albums.

Wooh Dang is modern indie folk with an experimental touch from someone who must be familiar with bluegrass, roots rock and a whole world of country. In that way, it's hard to pin out other Swedish acts as natural influences when Norgren's touch mostly sounds if shaped through the ages of American outback culture. Daniel Norgren is not only a great songwriter and composer, he also narrates and sings in a highly original tone. You can't always tell where it's going, but the journey, so far, is only a most delightful and pleasant one.

Highly recommended.

👉[ Norgren on bandcamp]

Paul Weller "66" (2024)

66

udgivet: 24. maj 2024

format: vinyl (Ltd. udgave) (blå vinyl) / digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,98]

producer: Paul Weller

selskab: Polydor - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Ship of Fools" - 2. "Flying Fish" - 4. "Nothing" (4 / 5) - 5. "My Best Friend's Coat" - 6. "Rise Up Singing" - 7. "I Woke Up" - 9. "Sleepy Hollow" - 11. "Soul Wandering" (4 / 5)

17. studiealbum fra Paul Weller følger tre år efter den stærkeFat Pop (Volume 1) (maj 2021), og det er - hvis man fokuserer på titlen - måske ikke den forventede Volume 2. Det er dog tæt nok på, for faktum er, at Weller i sandhed har fundet sin musikalske skattekiste de seneste år og simpelthen virker ude af stand til at lave et irrelevant album. '66' har i øvrigt en dobbeltbetydning, idet titlen både refererer til året 1966 - en tid hvor musikken brød igennem med stor styrke rent produktionsmæssigt og i forhold til fyldigere arrangementer, og specifikke soul-hits fra netop det år - og så selvfølgelig til hans nuværende alder. Forside-coveret af Peter Blake (som også lavede coveret til Stanley Road) rammer ganske fint stilen fra netop det år. Albummet udgives dagen før hans 66-års fødselsdag og er Wellers første i en lang række, der ikke har deltagelse af hans nærmeste musikalske åndsfælle: tekniker, producer, multiinstrumentalist og medkomponist Jan 'Stan' Kybert. Albummet byder dog både på faste instrumentalister samt adskillige prominente gæsteoptrædener, som tæller Suggs (aka Graham McPherson fra Madness), Bobby Gillespie (fra Primal Scream), Christophe Vaillant (fra Le SuperHomard), Erland Copper, Steve Cradock, Noel Gallagher, Richard Hawley, Dr. Robert (aka Robert Howard) og Hannah Peel. Hertil har Weller både skrevet og komponeret selv, men han har også fundet matchende melodier med inspiration fra andre sangskrivere eller skrevet sange sammen med forskellige andre. Det bemærkelsesværdige ved dette er en stærk, sammenhængende samling af forskelligartede sange, hvor Weller's vokal sjældent har lydt så ekspressiv.

Albummet kunne lige så godt have heddet 'Volume 2 (66)' eller noget lignende, da det tager stafetten op fra 2021-albummet. Det er ikke strengt taget fra den samme tur i byen, da '21-albummet bød på flere uptempo-sange, mens dette fremstår som en mere afdæmpet udgivelse - måske fulgt af en melankoli over alle de år, der er gået? Nogle numre indeholder et vist strejf af The Style Council, i hvert fald, når vi taler kvalitet i stil med Café Bleu-perioden, hvilket er en nostalgisk tendens, der også høres på hans seneste forgængere. Generelt set er det et velafbalanceret album, der beroliger i blå og disede nuancer af blødhed, som ikke desto mindre stadig byder dig indenfor med den umulige blanding af musikalsk aristokrati og arbejderklasse-appel, og med en stærk sans for stilistisk mangfoldighed uden på nogen måde at miste sammenhængskraften. Oven i det, står melodierne side om side og kalder på lytterens opmærksomhed - det er et album fyldt med stærke sange, som allerede kandiderer til et af hans hovedværker. Imponerende, det er hvad det er, og naturligvis varmt anbefalet.

[ allmusic.com, 👍The Guardian, 4 / 5, Clash 3,5 / 5, Record Collector 5 / 5 stjerner ]

Bo Sundström "Det kanske händer" (2021)

Det kanske händer

release date: Feb. 19, 2021

format: vinyl / cd

[album rate: 3,5 / 5] [3,72]

producer: Jonas Kullhammar

label: Columbia / Sony Music - nationality: Sweden

3rd solo album by Bo Sundström and the follow-up to his acclaimed 2018 vocal jazz album Mitt dumma jag - svensk jazz is much of a second coming to an established formula. The title track ['It Might Happen'] is a free translation of classic "It Could Happen to You" written by Jimmy Van Heusen and Johnny Burke. It's all predominantly old vocal jazz classics in new arrangements with translated lyrics to a common tone to make one coherent whole of originals covering a wider range of genres and styles, and once again, it's a sheer pleasure to listen to Sundström and his hand-picked backing band. One original track by Sundström has also found its way to another mighty fine acchievement, and in this outing, I think Sundström acchieves more at a time when Bo Kaspers Orkester appears to have lost some steam. We only have to see if he will take some of this new-found success back to the band playground and perhaps introduce us to a full circle with BKO returning to bolder jazz influence. I for one, would like to see that instead of a band who appears too eager to follow contemporary patterns. But that aside, there's an ocean of classic folk, standards and vocal jazz songs to rewrite, re-arrange and to release as future solo albums, and I'm pretty convinced there will be a growing audience for this 'cause Sundström just seems to have found his way.

Recommended.

Cassandra Jenkins "My Light, My Destroyer" (2024)

My Light, My Destroyer

release date: Jul. 12, 2024

format: vinyl / digital (18 x File, FLAC) (Deluxe Edition)

[album rate: 4 / 5] [4,06]

producer: Andrew Lappin, Cassandra Jenkins

label: Dead Oceans - nationality: USA

Track highlights: 1. "Devotion" (4 / 5) - 2. "Clams Casino" - 3. "Delphinium Blue" (4 / 5) - 5. "Aurora, IL" - 6. "Betelgeuse" (4 / 5) - 7. "Omakase" (4 / 5) - 9. "Petco" - 11. "Tape and Tissue" - 12. "Only One" - *15. "Hailey / Hayley (Only One)" - *17. "Stardust"

* Bonus track on Deluxe Edition

3rd studio album by Cassandra Jenkins following the acclaimed An Overview on Phenomenal Nature (Feb. 2021) and more recently the following release of demos and outtakes released as (An Overview on) An Overview on Phenomenal Nature (Nov. 2021). The standard vinyl and cd issues of the album contains 13 tracks with a total running time of just under 37 minutes. The digital Deluxe Edition (and the 2-disc cd issue) extends the running time to 52 minutes [ find it on bandcamp ]. The title of the album comes from the song "Omakase" and its chorus lines: "My lover - My light - My destroyer - My meteorite".

The album is held in the same original style and tone as her 2021 album. It's therefore made with a distinct sense for sophistication. It's a perfect blend of new age, jazz, indie rock, sophisti-pop, and with delicate use of field recordings. A couple of the bonus tracks are more experimental with bold use of field recordings and less focus on coherency - especially track #17, "Stardust" appears as one long experimental. The album is, however, no less than yet another amazing release. The whole album is meant for attentive listening and it works as a complete work - and more so than a collection of individual songs.

My Light, My Destroyer is one of this year's absolute best albums. For now, it's in my top-3, but I only suspect it to go higher.

Highly recommended.

[ allmusic.com, Uncut 4,5 / 5, 👍Pitchfork 8,0 / 10, 👍Mojo, The Guardian, Slant 4 / 5 stars ]

2024 Favourite releases: 1. Adrienne Lenker Bright Future - 2. Hurray for the Riff-Raff The Past Is Still Alive - 3. Cassandra Jenkins My Light, My Destroyer

Jessica Pratt "Here in the Pitch" (2024)

Here in the Pitch

release date: May 3, 2024

format: digital (9 x File, FLAC)

[album rate: 4 / 5] [3,92]

producer: Jessica Pratt & Al Carlson; Peter Mudge; Matt McDermott

label: City Slang - nationality: USA

Track highlights: 1. "Life Is" (TV performance) - 2. "Better Hate" (4 / 5) - 3. "World on a String" (4 / 5) - 4. "Get Your Head Out" - 7. "Empires Never Knows" - 9. "The Last Year"

[ Live on KEXP ]

4th studio album by Californian folk artist Jessica Pratt, which follows more than five years after Quiet Signs (Feb. 2019), and just like that this new album counts nine tracks and a total running time of just under 28 minutes.

It's not far from her 2019 album, but that doesn't necessarily mean lesser. Listening to Pratt in 2024 is like being transported on a time machine revisting the 1960s easy listening / baroque pop-period where she could have listened to Phil Spector, The Carpenters, Nick Drake, and / or Stan Getz and João Gilberto. It's... oh so quiet, a bit other-worldly but altogether very relaxing and comforting like a plaid gently swept over your cold legs on a Winter's night. Pratt has a distinct laid-back alto vocal. At times she reminds me of Richard Hawley but mostly she sounds like no one else, and Here in the Pitch is simply Pratt's best album to date, and what a wondrous release that is.

Here in the Pitch is no less than one of this year's absolute best and a highly recommended release.

[ allmusic.com, Under the Radar 4,5 / 5, Pitchfork 8,8 / 10, 👍The Line of Best Fit 4 / 5 stars ]

Last Dinosaurs "KYORYU" (2024)

KYORYU

release date: May 21, 2024

format: digital (13 x File, FLAC)

[album rate: 3 / 5] [3,12]

producer: Last Dinosaurs, Oscar Dawson & Scott Horscroft

label: Nettwerk - nationality: Australia

Track highlights: 1. "Keys to Your Civic" - 3. "Self-Serving Human Being" - 4. "Paranoia Paradise" (feat. Glaze) - 5. "14 Occasions" - 6. "Wait Your Turn" - 10. "Afterlife"

5th full-length studio or a compilation (?) album by Australian dream pop and indie pop quartet Last Dinosaurs following 1½ years after From Mexico with Love (Oct. 2022), which again followed Yumeno Garden (Oct. 2018). Since their 2022 album, the band released two EPs, RYU (Nov. 2023) and KYO (Apr. 2024), and the tracks from these two actually constitute KYORYU, basically reducing the album to a compilation, but then this has become a quite common promotion procedure - regardless, what you may think of it. But it means that the first five tracks are identical to KYU, and tracks #7-13 are all taken from RYO. The digital issue (from the band's bandcamp site) comes with one extra track (track #6), and the total running time clocks in at 49 minutes.

It's all fine melodic indie / dream pop focusing on harmony-driven arrangements. At times it's a bit too slick, a bit too sugary. For my taste. I find, there's a turn towards K-Pop music on this, but it's nevertheless nicely executed. I just don't suspect, it's an album I will return to that regularly. I simply miss more edge, and a bolder original sound.

2023 'RYU' ep

2024 'KYO' ep