Best of 2025: Grant-Lee Phillips "In the Hour of Dust" (2025)

In the Hour of Dust

udgivet: 5. sep. 2025

format: digital (11 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [4,08]

producer: Grant-Lee Phillips

selskab: Yep Roc - nationalitet: USA

Udvalgte numre: 1. "Little Men" - 2. "Did You Make It Through the Night Okay" - 3. "Closer Tonight" - 4. "Bullies" - 6. "She Knows Me" (4 / 5) - 7. "Someone" - 8. "No Mistaking" - 9. "Dark Ages" - 10. "American Lions"

12. studiealbum fra Grant-Lee Phillips, som udkommer 3½ år efter All That You Can Dream (maj 2022), er skabt i Grant-Lee's velkendte stil, hvilket indebærer en god portion traditionel folk med et gran moderne strejf af country og americana. Når det er sagt, så er alle hans udgivelser alligevel ret unikke i deres udtryk - måske varierer de ikke så voldsomt, som man kan opleve det hos andre kunstnere, men alligevel fremstår de unikke via mere subtile nuancer.

Dette album er ganske enkelt et af hans stærkeste ballade-orienterede udgivelser, og det deler måske nogle af de samme stemninger som 2022-albummet. Der løber en melankolsk enkelhed gennem alle numre – Adam Sobsey fra PopMatters har kaldt albummet for "Lullabies for adults" – men uagtet sangenes langsommelighed, deres indre glød, så fremstår albummet enormt helstøbt og som intet mindre end en kandidat til Grant-Lee's næstbedste til dato.

Jeg har haft albummet på repeat gennem årets sidste måneder, og det er muligvis det album fra 2025, som jeg har lyttet oftest til. Ser vi bort fra Salif Keitas So Kono, så er der ikke andre udgivelser, der har rørt mig som dette. Lige nu anser jeg det for at være 2025's bedste album.

[ Mojo 4 / 5, PopMatters, Uncut 3,5 / 5 stjerner ]

Music is getting worse...

Jeg så for nylig 👉denne video af Rick Beato – en overvejende ret spændende fyr at følge, når det drejer sig om emner relateret til musik generelt og rockmusik i særdeleshed. Han er klog, en god fortæller og en meget høflig og rar interviewer – i hvert fald når man er interesseret i detaljerede musikhistorier fra "bag kulissen", fx historier om, hvordan en bestemt kunstner fandt på noget ud over det sædvanlige, hvad der fik ham eller hende til at tænke på dit eller dat, og så videre. I de senere år har Rick udkæmpet en (mildt sagt) hård kamp mod de store pladeselskaber, som mener, det er passende at undertrykke influencere og YouTubere, der skaber sig en lille levevej ved at præsentere og diskutere deres musikinteresse og / eller bare interesserer sig for at anmelde musik, dvs. eksplicit sige deres uforbeholdne mening om den musik, de hører. Det er helt rystende at lytte til den måde, Rick har kæmpet mod de store selskaber, der truer med sagsanlæg, blot fordi han siger sin mening om musik. Dette er endnu en vanvittig historie, man kan finde i hans videoudvalg – noget, der deler lighedspunkter med dynamikken i, hvordan politik fungerer nu om dage. Selvfølgelig er et af de værste scenarier adfærden fra den nuværende amerikanske administration, som ser ud til at være stærkt påvirket af, hvordan medierne og oppositionen behandles i Ru$$land. Men det viser grundlæggende også, hvordan verden styres af de få ultra-rige, og: "Hvis du har en anden mening, er det ikke op til dig at sprede eller ytre den, for det kan betyde, at vi sagsøger dig eller bringer dig til tavshed. Så pas lige på!!"

I videoen "The 2026 Grammys...Proof Music is Getting Worse" sammenligner Rick Beato musik skabt for omkring fire årtier siden med de nuværende nominerede til Grammy-uddelingen i 2025. Sammenligningen er slående, men alligevel fortæller den ikke noget om musikken i sig selv, men viser os derimod kun, hvordan interessen har ændret sig angående populærmusik / kunstnere. Dengang – hvornår var det helt præcis? Lad os sige 1980'erne, men det ville dybest set også gælde for de to foregående årtier og det efterfølgende – ja, dengang kunne store musikere faktisk opnå noget virkelig stort, som fx en Grammy-nominering, udelukkende på grund af kunstnerens musik. Det er altsammen ændret nu om dage, og det er derfor, en person som Taylor Swift (min mening) (undskyld, Swifties) er blevet så dominerende en kunstner, som hun er. Ikke på grund af hendes kunstneriske produktioner eller evner som sangskriver – hun passer bare så utroligt godt ind på Splotify / bApple Music / UTube-platformene, og det er dér, originale kunstnere og god musik (ofte) fejler. Grammy-showet handler om $, eller rettere: $$$$.$$$$.$$$. Hele vejen fra hvordan kunstneren promoveres, til hvilke platforme han / hun / de har mest succes på, om de har en fanbase på Clik-Clok osv. Forstår de at sælge sig selv som et produkt, og er de villige til at gøre, hvad end der kræves??? Swift-kvinden, hun ved dette ret godt, hvilket er grunden til, at hun er blevet så enormt et brand. Igen: ikke på grund af evner som hverken banebrydende instrumentalist, fabelagtig ordsmed eller sanger for den sags skyld. Antag fx, at Kate Bush ikke havde haft sin debut som kunstner i 1970'erne, men i stedet var blevet født ca. 40 år senere og debuterede omkring 2025. Så ville hun ikke have haft nogen som helst chance for at blive den anerkendte kunstner, hun retteligen blev, hovedsageligt fordi hun ikke brød sig om at optræde foran et live-publikum. Turnéer var ikke en del af hendes stil. I stedet nød hun virkelig at skrive, komponere, arrangere og producere musik, men ikke primært for at sælge den. Og hvad der er endnu mere fatalt i de nuværende "pengemænds" øjne: Hun krævede fuld kontrol over sin egen musik – og det er dér, det virkelig er blevet et "no-go" for en kunstner nu om dage!

Lad os vende tilbage til Beato's præmis om, at moderne musik er blevet dårligere... Han sammenligner, hvordan musik nu om dage bliver skabt ved at stjæle fra andre og / eller ved at bruge utallige sangskrivere og adskillige komponister for at kunne skabe ny musik, som så i bund og grund slet ikke er så ny, fordi meget af det er blevet klippet og samplet i stykker. Den nye sang er i forklædning. Det er det nye outfit, kunne man sige – "Kejserens nye klæder". Og så meget er ganske sandt. Sagen er den, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt den gode musik ikke findes, for der skabes stadig en overflod af fantastisk ny musik, måske endda mere end tidligere. Det eneste REELLE problem i dag er, at man skal være i stand til og have lyst til at gå ud og finde den, for streamingtjenesterne og de store selskaber er ikke interesserede, hvis det ikke er let profitabelt. Og hvorfor er det, at kvalitet ikke længere ser ud til at være en parameter i musikindustrien? Alt sammen fordi kunstnere har vist sig at være svære at styre – svære at dirigere og få til at gøre, som der bliver sagt. På trods af de ekstreme mængder af selvudgivet musik (fx udgivet via Bandcamp eller Soundcloud), er det sigende, at ca. 100% af de nominerede til Grammy-priserne er kunstnere på store pladeselskaber – dvs. kunstnere under total kontrol. Og det er... skræmmende.

*Afholdt af 'THE NATIONAL ACADEMY OF RECORDING ARTS & SCIENCES, INC.' [sic].

Her følger eksempler på musik som ville have været nomineret som 'Artist of the Year' / 'Album of the Year' hvis ikke pengemændene bestemte:

Grant Lee Phillips "In the Hour of Dust"

HiFi Sean & David McAlmont "Twilight"

Lisa Nilsson "Uteblivna vi"

Jens Lekman "Songs for Other People's Weddings"

Anna Ternheim "Psalmer från sjunde himlen"

Bob Mould "Here We Go Crazy"

Blaue Blume "Regnvåde sale"

CMAT "Euro-Country"

Sababa 5 "Nadir"

Anna von Hauswolff "Iconoclasts"

Salif Keita "So Kono"

Edwyn Collins "Nation Shall Speak Unto Nation"

Lucrecia Dalt "A Danger to Ourselves"

Paul Weller "Find El Dorado" (2025)

Find El Dorado

udgivet: 25. jul. 2025

format: digital (15 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,58]

producer: Steve Cradock

selskab: Parlophone - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Handouts in the Rain" - 2. "Small Town Talk" - 3. "El Dorado" - 4. "White Line Fever" - 8. "Where There’s Smoke, There’s Fire" - 11. "Lawdy Rolla" - 12. "Nobody's Fool" - 15. "Clive's Song"

18. studiealbum fra Paul Weller udkommer blot et enkelt år efter 'fødselsdagsalbummet' 66 (maj 2024). Som regel er Weller en kunstner, der udgiver albums med egne sange og kompositioner, og dette er en af de sjældne lejligheder, hvor han har fortolket andre kunstnere. Det er således kun hans andet coveralbum - det første var Studio 150 (2004). Albummet her er blevet modtaget med anmelderros, hvilket efterhånden er normen for Weller på dette senere stadie af en lang glorværdig karriere, der startede med trioen The Jam og bandets new wave- og punk-prægede debut In the City (1977).

The Jam var sprængfyldt med hvid energi, og selvom bandets seks fuldlængde studiealbums afslører stor variation og en gennemgående stilistisk udvikling, betød begrænsningerne i bandets lydbillede, at Weller endte med at måtte søge i nye retninger. Han startede det i begyndelsen ganske succesfulde projekt The Style Council i '83 - et band der bød på jazz-influeret pop-soul og sophisti-pop. Projektet viste sig måske som en endnu mere snæver affære, så fra '92 påbegyndte Weller sin lange og hyldede solokarriere som en af sin generations mest elskede britiske sangskrivere.

Weller's attende album afslører en kunstner, der har været hele paletten rundt inden for moderne rock - ofte knyttet til ældre genrer som soul og r&b, og tit stemplet som britpop, hvilket er en stil han ofte nævnes som én af ophavsfigurerne til. I de senere år har han fundet sin egen musikalske bryg: en blanding inspireret af mange stilarter, men som mest af alt lyder som ingen andre. Det er også dét, han forsøger sig med her, selvom de originale sange stammer fra vidt forskellige genrer. Så vidt jeg ved, er det ikke veldokumenterede eller vidtbesungne klassikere, han fortolker her, hvilket man kunne argumentere for kunne gøre det lettere at arrangere sangene præcis, som man lyster.

Som nævnt har albummet høstet positive anmeldelser, men for mig er det ikke en umiddelbar genistreg på højde med hans seneste seks udgivelser. I mine øjne skal man faktisk helt tilbage i Weller's bagkatalog til albummet Sonik Kicks fra 2012 for at finde et album, der ikke rigtig imponerer. Find El Dorado er dog milevidt fra middelmådigheden på netop 2012-albummet - faktisk minder det mere om en markant forbedret udgave af Studio 150, som ikke var specielt beundringsværdigt. Måske fungerer Weller's covernumre bare bedre, når han spiller live?

Personligt er jeg ikke enig i, at det er en af hans bedre udgivelser. Det er rigtig fint og mere end bare 'Okay'. Men ikke fantastisk. Måske forventer jeg bare mere af en type som Paul Weller, og måske var forlæggene bare ikke stærke nok. Men at påstå, at Weller her tilfører glemt materiale så meget ekstra, stemmer ikke helt overens med min smag for denne nye samling. Det er dog uden tvivl Paul Weller's absolut bedste coveralbum, men det siger så ikke så meget, da det andet ikke var synderligt mindeværdigt.

Find El Dorado er ikke desto mindre et solidt album, og måske vil jeg med tiden holde mere af det. Lige nu føles det dog en smule overvurderet, men stadig som et album fyldt med virkelig god musik, og måske især fordi Weller er en kunstner, der leverer velstrukturerede arrangementer og forstår sig på at få hvert ord til at tælle. Han er også nået til et punkt i sin karriere og i sit liv, hvor han ser ud til at forstå betydningen af 'less is more' ved at fremhæve nuancer med inderlighed i næsten enhver sang, så den lyder skarp og vital. På den måde har albummet unægteligt sine øjeblikke, og samlet set rangerer det som mere end blot et album på det jævne.

Anbefalet.

[ allmusic.com, Record Collector, Mojo 4 / 5, 👍Classic Rock Magazine 3,5 / 5 stjerner ]

Hvalfugl "Bag vore øjne strømmer drømme sagte forbi" (2025)

Bag vore øjne strømmer drømme sagte forbi

udgivet: 24. jan. 2025

format: 2lp vinyl (gatefold)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,64]

producer: self-produced

selskab: Hvalfugl Music (selvudgivet) - nationalitet: Danmark

Studiealbum fra den Aarhus-baserede trio Hvalfugl, bestående af guitarist Jeppe Lavsen, basist Anders Juel Bomholt og tangentspiller Jonathan Fjord Bredholt, er en selvudgivet dobbeltvinyl. Albummet er både en regulær studieudgivelse og en form for opsamling, da albummet bygger på en kombination af fire individuelle EP-udgivelser: Bag vore øjne (nov. 2022), Strømmer (sep. 2023), Drømme (jan. 2024) og Sagte forbi (sep. 2024). Det er dog ikke en direkte summering af disse fire udgivelser. Albummet her tæller 25 numre, og summen af de fire EP’er er 26 – men 'kun' 16 numre er hentet fra EP’erne og spredt med løs hånd ud over albummet. Det betyder, at der er 9 nye kompositioner på dette album sammenlignet med EP-udgivelserne, og det kan derfor med rette karakteriseres som et studiealbum. En anden interessant detalje er, at trioen gør stor brug af improvisationer. På tre af de fire EP’er finder man kompositionen "Kaskader af glemsel" efterfulgt af et nummer, der indikerer tre forskellige variationer af samme nummer. Men netop denne komposition findes ikke på albummet i nogen af variationerne, og det illustrerer måske i virkeligheden, hvordan trioen arbejder med improvisation som en måde at skabe nye, unikke øjeblikke på, hvilket på mange måder også vidner om en naturlig sammenhængskraft gennem hele albummet.

Stilmæssigt bevæger Hvalfugl sig i moderne instrumental nordisk jazz med stærk indflydelse fra traditionel folkemusik og folklore – og man burde måske kalde det 'jazz-folk'. Jeg kendte absolut intet til bandet, før jeg overværede en koncert i min hjemby i det tidlige efterår, hvor jeg mødte op helt uden forventninger. Det stod dog klart fra starten, at disse tre herrer er mere end blot kompetente instrumentalister - de mestrer kunsten at interagere musikalsk og den svære balance i at komplementere hinanden og samtidig formå at skabe sjælden synergi.

Stor anbefaling.

[ Gaffa.dk 5 / 6, Allaboutjazz 4,5 / 5 stjerner ]

Salif Keita "So Kono" (2025)

So Kono

udgivet: 11. apr. 2025

format: digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,92]

producer: Lucille Reyboz, Yusuke Nakanishi & Laurent Bizot

selskab: No Format! / Nø Førmat! - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Aboubakrin" - 2. "Awa" - 3. "Tassi" (4 / 5) - 4. "Kanté Manfila" - 5. "Chérie" - 8. "Tu vas me manquer"

Studiealbum af Salif Keita udgivet på det franske pladeselskab No Format! lander hele 6½ år efter Keita's proklamerede sidste album Un autre blanc (okt. 2019). Keita er nu 76 år gammel, og da han nærmede sig de 70, har han muligvis ræsoneret, at albummet fra 2019 skulle blive hans sidste. Men når musik er det, man virkelig mestrer, er det formentlig svært at sige stop, og så kom der jo som bekendt en pandemi, der fik mange til at finde nye veje inden for skabende kunst. Mange kunstnere fortsætter jo helt enkelt uden at trække sig tilbage, hvilket er grunden til, at vi stadig får bemærkelsesværdig musik fra navne som Van Morrison, Bryan Ferry, Robert Plant, Neil Young, John Cale, Laurie Anderson og en lang række andre.

So Kono er ikke en fortsættelse af stilen fra Un autre blanc, som viste Keita i uvanligt orkestrerede arrangementer domineret af keyboards og synths. I den henseende er denne nye udgivelse i langt højere grad både en venden tilbage til rødderne og noget nyt. Det oprindelige islæt er uden de hurtige og danseorienterede kompositioner. Der er tale om en blidere produktion i malisk singer-songwriter-stil, hvor Keita's stadigt farverige og levende vokal udelukkende akkompagneres af få instrumenter som ngoni (et strengeinstrument, der minder om en kora), guitar og slagtøj. På den måde er det et nøgent udtryk vi får på albummet, og måske blev Keita inspireret til albummet gennem en nyligt overstået turné til Japan, hvor han netop spillede akustiske udgaver af sit repertoire. Jeg forstår ikke et ord af teksterne, der skifter fra malisk til lejlighedsvis fransk, men det fremstår som et album, der involverer dybe følelser. Jeg føler i hvert fald, at Keita lægger noget, jeg forstår som et inderligt engagement, i disse enkle, men smukke kompositioner. Nogle af numrene er mere nøgne genfortolkninger af hans egne tidligere sange.

So Kono hører allerede til blandt Keita's bedste albums. Det er et vidunderligt og varmt vidnesbyrd om Keita's styrke og vitalitet, og det er samtidig en stærk kandidat til årets album.

Stærkt anbefalet.

[ 👉Mojo, The Guardian, 👍Uncut, PopMatters 4 / 5 stjerner ]

Damien Dempsey "Seize the Day" (2003)

Seize the Day

udgivet: 16. maj 2003

format: cd

[vurdering: 4 / 5] [3,78]

producer: John Reynolds

selskab: Clear Records - nationalitet: Irland

Udvalgte numre: 1. "Negative Vibes" - 2. "Ghosts of Overdoses" - 3. "It's All Good" (live) - 4. "Factories" - 5. "Jar Song" - 6. "Celtic Tiger" - 7. "Apple of My Eye" - 11. "Seize the Day"

2. studiealbum fra den irske sanger og sangskriver Damien Dempsey som efterfølger til They Don't Teach This Shit at School (mar. 2000). Albummet er udgivet på Dempsey og producer John Reynolds' eget, nu hedengangne, pladeselskab. Navnet Damien Dempsey ringer måske ikke en klokke hos mange, men han er blevet intet mindre end et nationalikon i Irland. Det skyldes hans mange albums, der blander traditionel folkemusik og historiefortælling med et moderne livssyn samtidig med, at han har forstået at bygge bro mellem moderne folk-pop og en mere traditionelt funderet sangskrivning. Sinéad O’Connor er med på kor på tre af sangene (numrene #1, #3 og #6). Forud for indspilningen albummet inviterede O’Connor Dempsey med som opvarmning på en turné, hvor hun optrådte med noget af det materiale, der senere kom til at fylde hendes irske folk-album Sean-Nós Nua (okt. 2002). John Reynolds har produceret og / eller spillet på størstedelen af O’Connors albums, og han fik efter sigende øjnene op for Dempsey, da O’Connor havde rost hans talent som sangskriver. Dempsey spiller en slags moderniseret irsk folkemusik, der trækker tråde til både The Dubliners og The Pogues, eller rettere: Shane MacGowan - endnu en kunstner med hjertet bankende for irske traditioner og et irsk ikon i egen person, selvom han blev født og opvoksede i England.

Seize the Day er et fremragende album med sange om arbejderklassens moderne liv og sange om det, der virkelig betyder noget i livet - og så har Dempsey en fin og blid vokal. Sangen "It’s All Good" er også med på O’Connors album Collaborations (2005). En anmeldelse i Paste Magazine af Andy Whitman (fra 2004) siger en del om Dempseys status: "Den irske sjæl er en notorisk flygtig størrelse. Van Morrison har den - i hvert fald når han stadig gider. Sinéad O’Connor har den. Bono - trods alle hans mange ubestrideligt musikalske kvaliteter - har den ikke. Den 29-årige Dublin-indfødte Damien Dempsey, han har den, og hans næsten tøjlede passion og råstyrke løfter sangene på hans andet album 'Seize the Day' fra det gode til det ofte sublime."

Varmt anbefalet.

[ allmusic.com 3 / 5, 👉Paste Magazine 3,5 / 5, Sputnik Music 4,5 / 5 stars ]

alt. 2004 cover

Laurie Anderson "Amelia" (2024)

Amelia

udgivet: 20. aug. 2024

format: vinyl (gatefold) / digital (22 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,72]

producer: Laurie Anderson

selskab: Nonesuch - nationalitet: USA

Udvalgte numre: 1. "To Circle the World" - 3. "Take-Off" - 4. "Aloft (feat. ANOHNI)" - 5. "San Juan" - 7. "Crossing the Equator (feat. ANOHNI)" - 10. "The Letter" - 11. "India and on Down to Australia (feat. ANOHNI)" - 13. "Flying at Night" - 15. "Road to Mandalay" - 21. "Radio (feat. ANOHNI)"

[ playliste ]

8. studiealbum af Laurie Anderson udkommer mere end 14 år [!] efter Homeland (juni 2010) er et konceptuelt album baseret på den sidste ekspedition i 1937 foretaget af den amerikanske luftfartspioner Amelia Earhart. Ikke overraskende har Anderson i løbet af mere end et årti været optaget af andre projekter - fx sin egen film og soundtrack Heart of a Dog (okt. 2015) og en række samarbejdsprojekter, herunder Landfall (feb. 2018) lavet sammen med Kronos Quartet, Songs From the Bardo (2019) skabt sammen med Tenzin Choegyal og Jesse Paris Smith, samt albummet Dokument #2 (2020) lavet med Brian Eno og Ebe Oke. Så nej, Laurie Anderson er langt fra gået på pension!

På mange måder er Amelia et værk, som vi genkender som typisk Andersonsk – ikke fordi det er, hvad man ville have forventet, for det er ikke sådan, at Anderson i en moden alder har fundet sig en tryg base, hvor hun holder sig til en velkendt formel, som mange andre kunstnere med de bedste år bag sig. Det er mere i den forstand, at det ganske enkelt ikke kunne være lavet af nogen anden. Albummet består af 22 navngivne numre - og ja, det er en hel del, men med en samlet spilletid på knap 35 minutter er det jo ikke som sådan en lang udgivelse, da de fleste numre kun varer omkring ét minut - fra 29 sekunder til næsten 4 minutter - men igen, de fleste numre er på under to minutter, og det forklarer den relativt korte spilletid. Lidt paradoksalt fungerer det virkelig godt på grund af sangenes struktur, som gør, at de hænger uløseligt sammen og føjer sig naturligt ind i rækkefølgen.

Overordnet fortæller Anderson med Amelia historien om Earharts sidste ekspedition, hvor Anderson både skildrer, hvad der er historisk kendt - hvor og hvornår påbegyndte Earhart sin sidste rejse? Hvad var hendes mission? - Og samtidig inddrager Anderson faktuelle notater fra dagbøger og radiologs med de autentiske beskeder, der blev sendt fra kontroltårnet, mens man forsøgte at holde fast i radiokontakten efter, at Earhart var forsvundet. Albummets enkelte numre fungerer som små dagbogsnotater over, hvad hun kunne have oplevet på rejsen en given dag. På den måde bliver det en form for fiktionaliseret historiefortælling iblandet noget dokumentaristisk.

Selvfølgelig fortæller Anderson ikke historien kronologisk - hun skifter klogt perspektiv fra at beskrive det overordnede projekt til at zoome ind på detaljerede episoder - frem og tilbage. Hun starter med idéen bag Earharts projekt: at flyve jorden rundt fra øst til vest, fra Oakland, Californien og tilbage igen. Et lydklip med Earhart optræder pludseligt midt i et nummer (nummer #12 "This Modern World") - næsten placeret i albummets midte - og Anderson fortsætter fortællingen, mens lytteren ledes dybere ind i mysteriet. Det føles som at overvære en film, man tvinges til kun at opleve via ørerne, og Anderson demonstrerer sin evne til at strukturere sine værker på et ekstraordinært niveau. Der er altid den ekstra dimension ved værker af Anderson. Det får mig til at tænke på hendes fascinerende film Heart of a Dog, som også findes som et stærkt selvstændigt soundtrack. Amelia er på den måde den musikalske fortælling uden en tilhørende film.

Instrumenteringen består af klassisk orkestermusik med vokale indslag, hvor Anderson præger fortællingen med sin særlige frasering og klang. Der er også noget specielt dragende ved tilstedeværelsen af ANOHNI, der beriger udvalgte numre med sin himmelske stemme. Alt er arrangeret for fuldt orkester, inklusive Filharmonie Brno og Trimbach Trio, med stor vægt på strygere.

Det er ikke et album med traditionelle sange. Det er overvejende spoken-word, men der er masser af musik, som understøtter følelser og handlinger - præcis som var det understøttelsen af noget visuelt. Anderson har sin helt egen karakteristiske stemme og diktion, som for mig næsten altid fungerer som en magnet for øret - se blot førnævnte film, og lyt dernæst til dette album.

Dette er et af Andersons bedste værker, og jeg bliver lettere konfus i forhold til, hvordan man skal bedømme et så bemærkelsesværdigt værk. Jeg har haft albummet på repeat - og det fungerer fremragende ved at køre i loop. Og igen: der er stort set ikke nogen traditionelle sange her - måske kommer nummer #21 tættest på noget der ligner - men det, der bør fremhæves, er albummet i sin helhed. Albummet er én ‘lang’ fortælling, skabt til at blive hørt fra start til slut, og det rejser faktisk spørgsmålet: burde det i virkeligheden betragtes som én lang komposition opdelt i musikalske segmenter, lidt á la en opera / operette?

Uagtet hvilken kategori albummet kan placeres i, er det med en stærk anbefaling.

[ allmusic.com 3,5 / 5, Pitchfork 7,1 / 10, Uncut 4 / 5, PopMatters, Clash 4,5 / 5 stjerner ]

=> The Story of 'Amelia' by Laurie Anderson

Sinéad O'Connor "I'm Not Bossy I'm the Boss" (2014)

I'm Not Bossy I'm the Boss

udgivet: 11. aug. 2014

format: digital (15 x File, FLAC) (Deluxe udgave)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,54]

producer: John Reynolds

selskab: Nettwerk - nationalitet: Irland

Udvalgte numre: 1. "How About I Be Me" - 2. "Dense Water Deeper Down" - 4. "Your Green Jacket" - 5. "The Vishnu Room" - 6. "The Voice of My Doctor" - 9. "8 Good Reasons" - 10. "Take Me to Church" - 11. "Where Have You Been?"

10. og sidste studiealbum fra Sinéad O'Connor udkom 2½ år efter How About I Be Me (And You Be You)? (feb. 2012). De ordinære digitale udgivelser samt cd- og vinylversioner omfatter 12 numre, mens en digital og cd-'Limited Deluxe' udgave tilføjer yderligere tre numre til sætlisten og forlænger den samlede spilletid fra 41 til 50 minutter. Som det var tilfældet med O'Connor's fine 2012-album, er dette produceret af John Reynolds, der også spiller trommer og keyboards og derudover står for programmering og mixing af albummet. Han er O'Connor's første eksmand og har medvirket på størstedelen af hendes albums og her er han samtidig medkomponist på mere end halvdelen af sangene. Guitaristen Graham Kearns er krediteret som medkomponist på fem sange. Guitaristen Justin Adams har været med til at skrive to numre – han spillede i øvrigt også på hendes album fra 2012 samt på Gospel Oak-ep’en (1997), men Reynolds er det eneste tilbagevendende navn fra hendes tidligste albums, som medvirker her, idet han optræder som O'Connors eneste faste instrumentalist gennem hele hendes karriere. Desuden er Sean Kuti krediteret for saxofon på et album, der også har Brian Eno på keyboards, ligesom han var det på 2012-albummet.

Stilmæssigt følger albummet rock-energien fra forgængeren, og på mange måder føles det meget som en slags andet kapitel til det. Der er naturligvis O'Connors nye, markante persona, som får dette album til at skille sig ud i hele hendes diskografi. Til albummet er hun blevet stylet som en slags ny Joan Jett-inspireret dominatrix, hvilket både tjener til at skabe distance til hendes eget liv og ikke helt formår at distancere sig som noget forceret, eller i bedste fald: et nyt kostume til at repræsentere et nyt image, som føles nødvendigt for at kunne skabe den rette afstand – et skjold. Musikalsk fortsætter albummet blandingen med enkelte bløde ballader og en overvægt af energiske rocknumre. Det er blevet mere tydeligt, at O'Connor ikke længere besidder samme fabelagtige vokal-instrument, som hun i sin tid vandt stor berømmelse for. Alder og rygning (?) har tæret på stemmebåndene, hvilket nødvendigvis giver et andet udtryk. Det er ikke fordi hendes vokalpræstation efter normale standarder er dårlig eller særlig begrænset, det er blot blevet tydeligt, at der er sket en forandring og der ses en begrænsning. Når det er sagt, er albummet langt fra et af hendes ringere. Det er faktisk som om, hun her har genfundet nogle af sine oprindelige styrker, hvilket også præger det forrige album, og som kunne have tjent karrieren godt fremover. Nogle kritikere ser albummet som endnu et skridt opad med mere nerve og bedre arrangementer og bedre produktion sammenlignet med det, der på en måde blev hendes 'comeback'-album i 2012. Enkelte fremhæver albummet som en slags svanesang og betoner, at det lykkes hende at afstå fra tekster om sine egne livserfaringer. Dette sidste mener jeg snarere er et spørgsmål om stil og en overforenkling, for albummet er fyldt til randen med sange, der ligeså let kunne ses som værende rent selvbiografiske, som mange af hendes tidligere sange. I stedet kunne man argumentere, at hendes evner som sangskriver er blevet forfinet, hvilket ikke er det samme som at sige, at hendes udgangspunkt og kilde til sange har ændret sig. I privatlivet synes O'Connor at fortsat sine kampe med tilværelsen og med parforhold. I 2006 fødte hun sønnen Yeshua – faren, Frank Bonadio, og O'Connor gik angiveligt fra hinanden i 2007. I 2010 blev O'Connor så gift med Steve Cooney – parret skulle være gået fra hinanden i starten af 2011, og i slutningen af samme år blev hun så gift med terapeuten Barry Herridge i Las Vegas – et ægteskab, der vist kun varede en enkelt uge.

To numre fra albummet blev udvalgt som singler: "Take Me to Church" (jul. 2014) som promoveringssingle efterfulgt af "8 Good Reasons" (okt. 2014), hvoraf ingen af disse gjorde det store indtryk på hitlisterne. I'm Not Bossy, I'm the Boss er et fint og solidt album at afslutte en strålende karriere med, selvom det blev en uforudset tidlig afslutning. Hendes sidste år ser ud til at have været overskygget af personlige vanskeligheder, hvilket også forklarer, hvorfor en opfølger til netop dette album aldrig blev indspillet. I 2017 ændrede O'Connor sit navn til Magda Davitt, da hun eksplicit ønskede at frigøre sig fra 'patriarkalske slavenavne', og et år senere konverterede hun til islam og antog navnet Shuhada' Sadaqat.

O'Connor gik bort i juli 2023 efter en periode med ustabilt helbred. Hun talte åbent om psykisk sygdom, og hun var i en periode inde og ude af hospitalet efter udgivelsen af netop dette album, ligesom hun kæmpede mod sin afhængighed af cannabis. I 2022 var O'Connor åbenhjertig omkring et nyt mentalt lavpunkt, efter hendes søn Shane havde begået selvmord, og hun blev igen indlagt med psykiske udfordringer. O'Connors død i 2023 i en alder af 56 år blev alligevel erklæret som værende begrundet ved naturlige årsager.

I noterne til de fleste af hendes albums har O'Connor ofte rettet opmærksomheden mod andre – ægtemænd, folk, religioner – men på I'm Not Bossy, I'm the Boss dedikerer O'Connor albummet til sig selv. Hun udgav selvbiografien "Rememberings" i 2021, som er hendes kritikerroste memoirer. Albummet her er måske ikke blandt hendes top 5-albums, men mindre kan også gøre det, og det er bestemt et i rækken, man bør kende. Efter min mening, og ud af hendes i alt 10 studiealbums, placerer dette sig komfortabelt som hendes sjettebedste.

Anbefalet.

[ 👍allmusic.com 3,5 / 5, 👉Pitchfork 7,3 / 10, Mojo 4 / 5, The Guardian, Slant 3 / 5 stjerner ]

Rumpistol "Nebula" (2025)

Nebula

udgivet: 13. maj 2025

format: digital (10 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,55]

producer: Jens Berents Christiansen

selskab: The Rust Music - nationalitet: Danmark

Udvalgte numre: 1. "Ascension" - 2. "Stargazer" - 3. "Nebula" - 4. "Pale Blue Dot" - 5. "Above the Horizon" - 6. "Celestial Awe" - 9. "Silver Seed"

Studiealbum af den danske elektroniske kunster Rumpistol, som er et soloprojekt af Jens Berents Christiansen, som har overlevet i mere end et par årtier, siden han udgav sit selvbetitlede debut i 2003. Siden det har Rumpistol udgivet en lang række albums og har deltaget i forskellige samarbejdsprojekter, herunder det danske eksperimenterende world music-band Kalaha. Nebula kan vist betragtes som Rumpistols niende regulære udgivelse, og på dette album har Christiansen inviteret flere gæstemusikere med, hvilket tæller: Sven Dam Meinild på fløjte, EWI, klarinet og sax, Maria Jagd på violin og bratsch, Emil de Waal (også fra Kalaha) på trommer, percussion og 'bowed metal', Helene Tungelund på keltisk harpe, Anders Stig Møller på bas og Anna Roemer på guitar.

Nebula er et instrumentalt album, som for mig har ligheder med tidlig Trentemøller - det er idm- og micro-house-elementerne - men det er ikke 'bare' et ekko af andre kunstneres værker. Der er tydelige originale træk og facetter fra Rumpistols tidlige udgivelser, og albummet er en repræsentation af en grundlæggende stilpalette, der ikke er rent elektronisk. Rumpistol har været omkring mange forskellige genrer og stilarter gennem årene, og i den henseende fremviser Nebula elementer fra så forskelligartet musik som syrerock, ambience og hvad der normalt hører til jazzens verden, og som altsammen er spredt ud og høres i højere eller mindre grad på disse ret forskellige kompositioner. Under tiden opstår der ligheder eller fragmenter, der peger mod tidlig elektronisk synthpop og ambience, men i essensen viser det blot Rumpistols mangefacetterede styrker som en original kamæleon, der gør brug af hvad end, musikken kalder på.

Det siger næsten sig selv, at det som et instrumentalt værk er musik til fordybelse, og det udfolder sig for alvor, jo mere man lytter til det. Og givet den korte tid, jeg har kendt til dette nye album, formoder jeg kun, at det kommer til at vokse på mig. Jeg kan lide det, det er stemningsmættet musik og virkelig godt. Og hvis du ikke kender Rumpistols værker, kan jeg kun anbefale, at man tjekker det ud. Projektet er lidt af en international hemmelighed, og jeg holder af album som Mere rum (2005), Away (2014), After the Flood (2020) og Isola (2022).

Anbefalet.

[ Nebula på bandcamp ]

Lorde "Virgin" (2025)

Virgin

udgivet: 27. jun. 2025

format: digital (11 x File, MP3)

[vurdering: 3 / 5] [3,02]

producer: Lorde & Jim E-Stack

selskab: Universal Music New Zealand - nationalitet: New Zealand

Udvalgte numre: 1. "Hammer" - 2. "What Was That" - 4. "Man of the Year" - 6. "Current Affairs"

4. studiealbum fra den newzealandske popkunstner Lorde, også kendt som Ella Marija Lani Yelich-O’Connor. Albummet udkommer fire år efter Solar Power (aug. 2024), som var genstand for begejstrede anmeldelser. Enkelte fandt det poleret og formløst, mens andre så det som et potentielt mesterværk. I den henseende har Lorde delt vandene hos fans og kritikere siden sin internationale debut med albummet Pure Heroine (sep. 2013). Det var et album, som vakte en del opmærksomhed, selvom opfølgeren Melodrama fra 2017 i vid udstrækning nok må anses som hendes egentlige gennembrudsalbum. Det toppede både albumlister verden over og sikrede kunstneren flere internationale musikpriser, men det var også så massiv en succes, at Lorde efterfølgende forsvandt fra rampelyset i en periode. Hun har allerede oplevet den form for succes, som mange drømmer om, men de færreste opnår, og den korte rejse mod toppen inden for pop er uundgåeligt forbundet med en pris.

Personligt er jeg ikke i målgruppen, og jeg har det lunkent med den musik, hun er udkommet med indtil videre. Lorde er et navn, der på det nærmeste er umuligt at komme udenom, og det er den eneste grund til, at jeg har lyttet til hendes albums. Igen: Jeg er ikke en del af målgruppen, og jeg har ganske enkelt svært ved at nyde dette album. For mig, er det en generisk popmusik, der lyder som så rigtig meget andet derude, og som jeg ikke finder nogen glæder ved. Det er uden tvivl uptempo, det er flot produceret, og det holdes primært i en positiv stemning - der er bare for mange ting ved det, jeg ikke bryder mig om. Fx er arrangementerne for tætpakkede - det opleves som effekter til at udfylde huller for at undgå kedsomhed eller tomrum? Desuden lyder mange numre ens, og jeg formoder, det er en god indikator for, at det ikke er min stil - lidt ligesom når jeg prøver at forstå en Wagner-opera: Jeg ender med at kede mig og synes, det grænser til det usmagelige.

Hvorfor så 3 ud af 5 stjerner i stedet for et sted under 2,5, kunne man spørge. Tja, jeg anerkender vel iboende kvaliteter... Det er ikke sådan, at jeg føler mig udsat for noget skadeligt, og der er bestemt god energi at hente i musikken, som jeg også finder velegnet til fysisk udfoldelse; jeg ville sikkert endda værdsætte albummet i det lokale fitnesscenter. Især "Hammer" vil jeg karakterisere som et ret iørefaldende electropop-nummer. Ganske hæderlig baggrundsmusik. Jeg er heller ikke på bølgelængde med kritikerne, da de fleste priser Virgin som Lorde's næstbedste album til dato, og jeg forstår ikke hypen. Mange sammenligner hende med Kate Bush: et ungt, ekstraordinært talent, der skriver og komponerer musik i en alder, hvor det burde være umuligt... Jeg ser bare ikke sammenligningen, men finder den villet, fordi der savnes en ny Kate Bush (?). Men det må være god musik, bare ikke for mig, og hvis dette er en reel udfordrer til hendes bedste nogensinde, forstår jeg vinket: Jeg bør nok ikke lede efter skjulte perler i denne boldgade – hvilket muligvis gør dette til min eneste kommentar til musikken fra denne nutidige popgigant. Man skal dog vare sig med at sige 'aldrig', eller jeg kunne tilføje Never for Ever [!]..

Ikke anbefalet.

[ allmusic.com 4,5 / 5, The Guardian, NME 4 / 5, Pitchfork 7,6 / 10 stjerner ]

Janis Joplin "Pearl" (1971)

Pearl

udgivet: 11. jan. 1971

format: cd (1999 remaster) / vinyl (2020 reissue)

[vurdering: 4 / 5] [4,02]

producer: Paul A. Rothchild

selskab: Columbia - nationalitet: USA

Udvalgte numre: A) 1. "Move Over" - 2. "Cry Baby" (4,5 / 5) - 4. "Half Moon" - 5. "Buried Alive in the Blues"

B) 2. "Me and Bobby McGee" (4 / 5) - 3. "Mercedes Benz" (4,5 / 5) - 4. "Trust Me" - 5. "Get It While You Can"

2. og sidste solo-studiealbum fra Janis Joplin er hendes fjerde i alt, hvis man medregner de to albums med Big Brother and the Holding Company. Pearl er et blues rock-album af ypperste karat, der følger lidt mindre end 1½ år efter den mindre succesfulde solodebut I Got Dem Ol' Kozmic Blues Again Mama! (sep. 1969). Janis levede livet i overhalingsbanen, og hun var den ledende stjerne på to ikoniske studiealbums fra 1967 til 1971 - det andet store album er Cheap Thrills (aug. 1968) udgivet, mens Joplin endnu var en del af Big Brother and the Holding Company.

CD-remasteren fra 1999 indeholder fire live-numre fra den såkaldte Festival Express-turné - numre, der alle er optaget d. 4. jul. 1970 ved koncerten i Calgary. Denne særlige turné var arrangeret med en række forskellige kunstnere, der alle rejste med samme tog tværs gennem Canada fra øst til vest, fra Toronto via Winnipeg og med afslutning i Calgary, og med store navne som Buddy Guy Blues Band, The Flying Burrito Brothers, Grateful Dead, samt The Band. Turnéen var oprindeligt planlagt til at omfatte fem programsatte koncerter, men programmerne for Montreal og Vancouver endte med at blive aflyst.

Pearl blev udgivet tre måneder efter Joplins død (okt. 1970), som indtraf under indspilningerne til albummet, hvilket bl.a. betyder, at "Buried Alive in the Blues" ufrivilligt endte som et instrumentalnummer. Albummet er en naturlig del af "1001 Albums You Must Hear Before You Die" og er ligeledes at finde på Rolling Stones liste "The 500 Greatest Albums of All Time", og det er bestemt stadig et meget anbefalelsesværdigt album at kende.

[ allmusic.com 5 / 5, Rolling Stone 4 / 5 stjerner ]

The Pop Group "Y" (1979)

Y [debut]

udgivet: 20. apr. 1979

format: cd (2007 remaster)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,54]

producer: Dennis Bovell, The Pop Group

selskab: Radar / Rhino - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: *1. "She Is Beyond Good and Evil" - 2. "Thief of Fire" - 3. "Snowgirl" - 5. "We Are Time" - 7. "Words Disobey Me" -

*Bonusnummer på 2007 remaster

Studiealbumdebut fra det Bristol-baserede avantgardist-band The Pop Group, bestående af vokalist Mark Stewart, guitarist John Waddington, basist Simon Underwood, guitarist og saxofonist Gareth Sager og trommeslager Bruce Smith. Den originale albumudgivelse består af 9 numre - cd-udgaver af albummet tilføjer bandets singledebut som åbningsnummer og singlens B-side er at finde som nummer #11, ligesom er den øvrige rækkefølge blevet ændret en smule. Det oprindelige vinylalbum har en spillellængde på 40 minutter, og med de to ekstra numre sniger cd’en sig lige over de 47 minutter.

Stilmæssigt lyder albummet mest af alt som... intet andet! Især når man tager året 1979 i betragtning, står det i den grad helt for sig selv. Det er både funk, post-punk og en eksperimenterende udgivelse, hvilket får mig til at tænke på en fin blanding af acid-rockerne Captain Beefheart og post-punk-rockerne fra The Birthday Party med tilføjelsen af funk. Det forholder sig blot sådan, at sidstnævnte band angiveligt selv skulle have været kraftigt inspireret af The Pop Group. Så hvordan endte de med så original en blanding på to bemærkelsesværdige albums, der er blevet hyldet som inspirationskilder for en lang række kunstnere? Sagen er, at albummet blev alt andet end anerkendt, da det i sin tid udkom, og den endnu mere skarpskårne opfølger How Much Longer Do We Tolerate Mass Murder? fra 1980 fik ikke ligefrem pladeselskaberne til at stå i kø for at skrive kontrakt med dette yderst originale band. I stedet blev de mødt af blandede og negative anmeldelser, og gruppen endte da også med at gå i opløsning efter kun to albums. Medlemmerne fortsatte dog i forskellige andre konstellationer, der alle befandt sig et sted i frontlinjen for nye musikalske retninger - og alle langt fra det, man dengang kunne opfatte som mainstream.

Det er først for nyligt, at jeg opdagede dette bands musikalske kvaliteter, og min første reaktion fik mig til at tænke på amerikanske Captain Beefheart og på det Engelske post-punk-band Shriekback. Det førstnævnte navn dukker op som følge af Mark Stewarts vokalpræstation og den eksperimenterende, krautrock-agtige synkoperede rytmesektion, der inkluderer flittig brug af perkussion og blæsere, hvorimod Shriekback muligvis har lyttet meget til The Pop Group, før de fandt deres egen lyd, som i sig selv er en tydelig kilde til det, der voksede frem med betegnelsen 'industrial'. I den henseende repræsenterer Y grundlæggende et enormt konglomerat af stilarter, hvor de mest fremtrædende er funk, funkrock, surfrock, post-punk, dub og garagerock. I samtiden for udgivelsen ville albummet sikkert være blevet listet som art-punk, vil jeg gætte på. Der er bestemt også forbindelser til den stærke politiske tilgang hos The Mothers såvel som de politisk-orienterede punkbands fra anarcho-punk-fraktionen af den britiske punkbølge - igen noget, der bliver mere tydeligt på den vredere opfølger i 1980.

Havde jeg hørt albummet som 14-årig i 1979, ville jeg med ret stor sikkerhed have afvist det som værende alt for støjende og alt for mærkeligt. Lidt på samme måde med andre ikoniske albums, som jeg overså ved første introduktion - hvilket gælder for kunstnere som The Fall, Crass, The Creatures og Psychic TV (for blot at nævne nogle få). Men når man kender til senere manifestationer under den alternative rock paraply, så står The Pop Group som grundlæggere af noget ud over det sædvanlige - en eksperimenterende afstikker ind i mystiske musikalske landskaber - men på en ganske forfriskende måde.

Y er afgjort noget ganske andet - et første udkast, om man vil - som tilsigtet måske har været mere forbundet med og et produkt med den eksperimenterende krautrock og den rene funk for øje, men med inspirationen fra punkmiljøet endte det i virkeligheden som et yderst originalt brud med genredefinitioner. Det er ikke desto mindre et spændende bud på post-punk med en original tone, som skulle blive yderligere gransket på en vildere og mere eksperimenterende opfølger.

Dette album er anbefalet til alle med en interesse for moderne musikhistorie.

[ allmusic.com, Uncut 4,5 / 5, Mojo, Record Collector 4 / 5, Sounds 3,5 / 5 stjerner ]

Hifi Sean & David McAlmont "Twilight" (2025)

Twilight

udgivet: 14. feb. 2025

format: digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,90]

producer: Hifi Sean

selskab: Plastique Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "The Comedown" - 2. "Twilight" - 3. "Uptown / Downtown" - 4. "Driftaway" - 5. "Sorry I Made You Cry" - 6. "Goodbye Drama Queen" - 7. "Equinox's Children" - 8. "High with You" - 10. "Star"

3. album i træk fra samarbejdsprojektet mellem Hifi Sean & David McAlmont lander blot et halvt år efter Daylight (aug. 2024), og ligesom de to foregående udgivelser er dette produceret af Hifi Sean (aka Sean Dickson) og udgivet på Dicksons selskab, Plastique Recordings. Twilight er ikke overraskende alene en opfølger, men bør måske snarere ses som andet kapitel til det, der blev påbegyndt med duoens 2024-album. På duoens Bandcamp-side lyder det: "Twilight er en køretur gennem natten på tolv numre fra skumring til daggry, med alle øjeblikkene indimellem."

David McAlmont har mange gange bevist sine vokalevner i diverse samarbejdsprojekter - fx på to fine albums som McAlmont & Butler (med Bernard Butler), David McAlmont & Michael Nyman, i Fingersnap (med Guy Davies), McAlmont & Webb (med Alex Webb), og på sin solodebut McAlmont, som grundlæggende var bearbejdninger af numre fra det hedengangne duo-projekt Thieves, som McAlmont kortvarigt var halvdelen af sammen med Saul Freeman. At han nu arbejder sammen med Hifi Sean på tredje album i træk siger en del for aldrig tidligere er McAlmont blevet sammen med nogen anden kunstner i så lang tid, hvilket tydeligt skinner igennem som et livsdueligt projekt. Tre fuldlængde albums på blot tre år er efterhånden ret sjældent nu om dage, og Happy Ending (sep. 2022), Daylight og nu senest: Twilight er tre forskellige udspil, selvom de er i familie. Hvor forgængeren var uptempo og ubekymret dansabel, så fremstår dette album som den mørke tvillinge. Det er stadig neo-soul og house, der er det solide fundament, men tilstedeværelsen af jazzede 'blue notes' og melankoli er her i fuldt flor, og synthpop-inspirationen har transformeret sig til noget, der er mere velegnet til timerne efter midnat. Hifi Sean sørger for at skabe natlige scenarier, der udgør det perfekte lydtapet til McAlmont's delikate fraseringer.

Jeg håber virkelig, at McAlmont endelig har fundet sin musikalske partner til mange år fremover, for parret ser ud til at en udviklet fornemmelse for, hvordan man skaber fantastisk musik sammen. Twilight er modsætningen / bagsiden af noget andet, hvor Daylight er det, der er ansigtet udadtil, og som pænt og skinnende tager imod. De to albums er markant forskellige, men lige gode. Albummet her, er endnu et varmt anbefalet album fra en stærk duo.

[ Mojo, Record Collector, The Arts Desk 4 / 5, 👎Uncut 3 / 5 stjerner ]

Bob Mould "Here We Go Crazy" (2025)

Here We Go Crazy

udgivet: 7. mar. 2025

format: digital (11 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,56]

producer: Bob Mould

selskab: BMG - nationalitet: USA

Udvalgte numre: 1. "Here We Go Crazy" - 2. "Neanderthal" - 3. "Breathing Room" - 4. "Hard to Get" - 9. "You Need to Shine" - 11. "Your Side"

14. studiealbum fra grunge-rockens far, Bob Mould, lander 4½ år efter Blue Hearts (sep. 2020) og er, ikke overraskende, et album fyldt med masser af energi. Albummet er Mould's første på BMG efter en lang række udgivelser på Merge Records, men da Mould selv indtager sine vante roller som sangskriver, komponist og producer, kan en ny udgivelse ikke give anledning til mange løftede øjenbryn, hvad angår stil eller temaer. Tidligere har Mould eksperimenteret med sit lydbillede og brugen af instrumentering, men siden Silver Age fra 2012 har han befundet sig ganske konsekvent på en energisk alt-rock-platform, dristigt formet af sin forkærlighed for power pop og med små strejf fra en fjernere fortid i Sugar og i Hüsker Dü i det, der var en mere traditionel guitar-rock-indpakning. Sammenlignet med hans seneste album, Blue Hearts, så er albummet her en smule mere råt, lidt mere direkte, lidt mindre politisk-orienteret og i stedet fyldt til randen af rendyrkede følelser. Det passer både godt til den mængde energi, der lægges for dagen, og det melodiske drive - og ja, til tider kunne man argumentere, at det tenderer til noget repetitivt, men nu taler vi altså om den fu*#ing Bob Mould! Den mand bør til evig tid gives ret og tilladelse til bare at sætte strøm til sin guitar, tænde for forstærkeren, skrue godt op, og have det godt med at råbe ad og konfrontere lige præcis, hvad han har lyst til - hvad enten det er verden som sådan, sig selv, sit parforhold, det at blive ældre eller landets utålelige regering! Bob Mould er en slags ventil for den moderne tid. Lad nu dampen slippe ud!

Jeg har fulgt Mould's solokariere siden de sidste to albums med Hüsker Dü, og han har altid været en kunstner, hvis værker jeg har haft et særligt svagt punkt for. Det meste af tiden har han formået at berige mit liv, hvilket er grunden til, at jeg forbliver en slags trofast fan. Han er ikke længere en kunstner, der genopfinder musikken, men han er en garant for kvalitet, og han er en stemme, der taler på vegne af menneskeheden samtidig med, at han tager afstand fra alverdens dumhed – hvilket er endnu en god grund til at følge denne store kunstner.

Here We Go Crazy er i bund og grund det, vi er kommet til at forvente fra Mr. Mould, og endnu en gang er det både relevant og anbefalelsesværdigt!

[ allmusic.com, Rolling Stone 4 / 5 stjerner ]

Anna Ternheim "Psalmer från sjunde himlen" (2025)

Psalmer från sjunde himlen

udgivet: 17. jan. 2025

format: digital (10 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,66]

producer: Joakim Berg, Martin Sköld

selskab: Universal - nationalitet: Sverige

Udvalgte numre: 1. "Kom tilbaks" - 2. "Nära dig" (4 / 5) - 3. "Orkanen" - 4. "Hit men inte längre" - 6. "Lämnar alla bakom" - 8. "Kalifornien" - 9. "Sjunde himlen" - 10. "Små mirakel"

[ Promo-video ]

8. studiealbum fra Anna Ternheim, som følger op på albummet A Space for Lost Time fra 2019, byder på noget markant anderledes end det, hun hidtil har udgivet som solist. Den tidligere Kent-frontfigur Joakim Berg er her krediteret som komponist på samtlige numre, og den tidligere Kent-bassist og producer Martin Sköld er ligeledes krediteret som medkomponist på halvdelen af disse ti nye sange. Berg og Ternheim udgør desuden 2/3 af projektbandet Dead People, som gav i 2022 albumdebuterede med We Love - et album, der afspejler en stil, som blander folk-pop og synthpop, hvilket i bund og grund også er det, der møder os på albummet her fra Ternheim. I den forstand markerer det et stort skifte fra hendes mere nøgne folk-udgivelse fra 2019. Berg arbejdede tidligere sammen med Veronica Maggio på hendes Fiender är tråkigt (okt. 2019), hvor Berg var medkomponist på 9 sange, og det er fristende at pege på netop dét album, når man lytter til Psalmer från sjunde himlen. Vokalisten er skiftet ud, men Bergs fingeraftryk er overalt på dette album, og han har virkelig en gave for at kunne skrive melodiske popsange. For at færdiggøre den fristende sammenligning med Maggios soloudgivelse, så er den holdt i mere uptempo synthpop-arrangementer, hvilket på mange måder passer bedre til hendes vokal, hvorimod Ternheim i højere grad fremstår som en sangerinde, der har det med at brillere i de blå toner. Når det er sagt, er albummet bemærkelsesværdigt uptempo sammenlignet med Ternheims øvrige diskografi, og det er samtidig hendes første, som udelukkende er med tekster på svensk.

Alt i alt er albummet et forfriskende nyt træk på Ternheims musikalske sti. Til tider fornemmer jeg referencer til Kents bagkatalog, og visse sange oser af en vis forenklet naivitet - men omvendt er der netop eksplicit tale om "salmer fra den 7. himmel", og det bør ikke komme som et chok for nogen, at det primært indebærer positive melodier. Det er mest af alt bare honning for ører og sind, og i sidste ende føles hele albummet som et frisk pust. Og har vi ikke allesammen brug for det? Psalmer från sjunde himlen hører til blandt Ternheims bedste albums, og det får en varm anbefaling herfra.

[ Aftonbladet.se 4 / 5 stjerner ]

Underworld "Strawberry Hotel" (2024)

Strawberry Hotel

udgivet: 25. okt. 2024

format: digital (15 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,86]

producer: Rick Smith, Esme Bronwen-Smith

selskab: Smith Hyde Productions - nationalitet: UK

Udvalgte numre: 1. "Black Poppies" - 2. "Denver Luna" - 3. "Techno Shinkansen" - 4. "And the Colour Red" - 5. "Sweet Lands Experience" - 6. "Lewis in Pomona" - 9. "King of Haarlem" - 10. "Ottavia" - 12. "Gene Pool" - 14. "Iron Bones"

11. studiealbum fra det mere end 3 årtier gamle elektroniske duo-projekt Underworld - grundlagt i Cardiff, Wales og bestående af walisisk-fødte Rick Smith og engelskfødte Karl Hyde. Albummet følger fem år efter deres massive Drift-projekt, som blev kondenseret til det regulære album Drift Series 1 - Sampler Edition (nov. 2019). Normaltvis har Rick Smith været eneproducer på Underworlds udgivelser, men her har han slået sig sammen med Esme Bronwen-Smith, som 'tilfældigvis' er Rick's datter, men som samtidig er kendt som operasanger, og hun bidrager desuden med vokal på fire numre (sporene #5 til #7 og #10). Albummet indeholder 15 numre med en samlet spilletid på mere end 68 minutter.

Hvor den kondenserede Drift Series 1 - Sampler Edition kan betragtes som en form for moderne elektronisk opsamling - givet dens oprindelse som udvalgt fra mere end 40 kompositioners materiale - så er dette nye album mere af en traditionel støbning. Albummet knytter tilmed bånd til langt tidligere udgivelser som A Hundred Days Off (sep. 2002) og helt tilbage til Second Toughest in the Infants (mar. 1996) ved betoningen af progressive elektroniske lydstrukturer med medrivende drum & bass og den mere dansegulvsvenlige partymusik; musik, der ikke bare er kun det, men som burde kunne invitere store menneskemængder til at motionere fødder, arme og ben, når det spilles højt.

Strawberry Hotel er et perfekt eksempel på, hvordan disse to erfarne musikere har forstået at holde ilden brændende ved at producere ny og relevant musik til yngre generationer, og det er virkelig en fornøjelse at høre Karl Hyde lyde på omtrent samme måde som han gjorde på albums produceret for tre årtier siden.

Stor anbefaling.

[ allmusic.com 3,5 / 5, Uncut 4,5 / 5, Record Collector, 👍The Guardian, Mojo 4 / 5, SputnikMusic 3,7 / 5 stjerner ]

Mogwai "The Bad Fire" (2025)

The Bad Fire

udgivet: 24. jan. 2025

format: digital (10 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,68]

producer: John Congleton

selskab: Rock Action - nationalitet: Skotland, UK

Udvalgte numre: 1. "God Gets You Back" - 2. "Hi Chaos" - 4. "Fanzine Made of Flesh" - 6. "If You Find This World Bad, You Should See Some of the Others" - 7. "18 Volcanoes" - 9. "Lion Rumpus"

11. studiealbum fra skotske Mogwai lander fire år efter As the Love Continues (feb. 2021) markerer et skifte til det helt hotte producernavn John Congleton (Lana Del Rey, The Killers, Sharon Van Etten, Modest Mouse, St. Vincent... for blot at nævne nogle få) - et navn, der efter min mening ikke forekommer som det oplagte førstevalg, men hvad, bandet eller dets manager har måske følt, at bandet havde brug for et promoverings-kneb (?). Måske havde Dave Fridmann bare ikke tid? Jeg synes, Fridmann har bevist, at han passer bandet rigtig, rigtig godt, og han har altid været en garanti for en flot og original produktion.

Sammenlignet med det fremragende 2021 album, er det ikke en mærkbar anderledes udgivelse, men den føles umiddelbart som en svagere samling af kompositioner, hvor det sædvanlige brede spænd er blevet betydeligt indsnævret. Indespærret. Begrænset. Slutresultatet er noget, hvor der bestemt er damp på kedlerne, men ikke nok kul til at gøre en forskel. Undtagelserne er "Hi Chaos", som lyder mere som et overskydende bonusnummer fra '21-albummet, og "Fanzine Made of Flesh", som er det tætteste, bandet har været på et decideret skifte til indie-pop.

The Bad Fire er ikke et dårligt album. Slet ikke. Men efter så store bedrifter føles det mindre væsentligt. Lidt som en blød landing. Det, jeg isæt savner her, er en tydelig retning - hvad er det egentlig for en størrelse? Det er tydeligt, at bandet er kommet langt siden Come on Die Young (1999), og at synthesizere nu er blevet en mere integreret del af bandets primære instrumentering. Men hvor As the Love Continues fremviste et flot mix, der lod guitarerne blive brugt fuldt ud, side om side med eller skiftevis med store elektroniske arrangementer, så blender denne nye udgivelse ligesom det hele sammen i én stor gryde, hvor nye grænser ikke længere rykkes, og nyt terræn ikke berøres. For mig er dette utvivlsomt Mogwai, hvilket betyder, at det ikke kan være dårligt, og det er det... aldrig. Det er bare, som om musikken lyder, som om den er blevet forhindret i at folde sig så frit ud, som den kunne.

Anbefalet.

[ allmusic.com, The Guardian, Mojo 4 / 5, Pitchfork 7,4 / 10, Rolling Stone, 👍PopMatters 3,5 / 5 stjerner ]

Kings of Leon "Can We Please Have Fun" (2024)

Can We Please Have Fun

udgivet: 10. maj 2024

format: cd (2 cd) (Limited udgave)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,66]

producer: Kid Harpoon

selskab: LoveTap Records / Polydor - nationalitet: USA

Udvalgte numre: Disc 1) 1. "Ballerina Radio" - 2. "Rainbow Ball" - 4. "Mustang" (live fra the Tonight Show) - 5. "Actual Daydream" - 6. "Split Screen" - 9. "M Television"

Disc 2 - Live at Wrexham) 1. "Crawl" - 4. "On Call" - 5. "Find Me" - 6."Pyro" [ officielt live uddrag ]

9. studiealbum fra Kings of Leon udkommer tre år efter When You See Yourself (mar. 2021), og det er bandets første med den britiske producer Kid Harpoon. Han har tidligere arbejdet med Harry Styles og er især blevet hyldet som sangskriver for sit omfattende arbejde på Styles' album Harry's House (2022). Den eksklusive 2-disc udgave er udstyret med den walisiske titel Gawn Ni Hwyl Plîs, med henvisning til live-numrene fra en koncert i Wrexham, Wales, optaget på Racecourse Ground d. 27. og 28. maj 2023.

Mit gæt er, at et stort flertal af KOL-fans ser Harry Styles' musik som mere end blot en slags omvej fra bandets velkendte lydbillede, men jeg er efterhånden nået til den erkendelse, at dette band ser sig selv i et andet lys, end jeg intuitivt ville gøre. Arbejdet med producere som Angelo Petraglia & Jacquire King fik nok flere til at acceptere bandet som en naturlig del af den alternative rock-scene, men med skiftet til Markus Dravs på to på hinanden følgende albums står det, efter min mening, tydeligere, at bandet har andre ønsker end kun at repræsentere den mere stilrene rock. Kid Harpoon (alias Thomas Edward Percy Hull) kan måske ses som en britisk-stilet 'partner in crime' til Dravs - snævert set, naturligvis. Men i virkeligheden er KOL et af de bands - ikke ulig The Killers - der står med ét ben begravet dybt i beskidt rock-mudder og det andet i klæbrig candy-floss. KOL startede som et ren-dyrket psykedelisk rockband og oplevede derefter international berømmelse, da de hoppede på pop-toget, og lige siden har de stået dér med fødderne plantet på hver side, som frosset i et limbo. Nemme penge og gigantisk berømmelse er svære parametre at afvise, når ens hobby pludselig er ens levevej, og hvorfor i alverden skulle man også det? Koncerten på disc 2 her afspejler på en måde dilemmaet: Koncertgængerne skriger og råber efter hits som "Revelry", "On Call", "Find Me" og "Pyro", og bandet leverer varen. KOL er på vej til at blive det tætteste, man kommer en amerikansk udgave af U2, og de sejler med på denne sejlads, fordi det er alt, de kan gøre. Det ville ikke overraske mig meget, hvis de pludselig lavede en U-vending i den nærmeste fremtid og skabte deres eget Achtung Baby med et-eller-andet prominent producer-navn, for derefter at bruge resten af karrieren på at springe fra trædesten til trædesten for at undgå glemslens tåger - som et andet kendt band.

I mellemtiden er Can We Please Have Fun en solid og herlig samling af melodisk uptempo pop/rock, som bekræfter, hvordan de har fundet deres formel og samtidig har afholdt sig fra tidligere fejltrin som Walls (2016) og Mechanical Bull (2012). Sidstnævnte fremstår i dag som nødvendige forsøg med sukkerholdigt indhold og en formel, der ramte for langt ved siden af skiven. Det er nogenlunde 'kvalitet' som småkager fra Karen Volf eller flødeboller fra Spangsberg. Men jo, det sælger jo godt! (Ikke at det betyder, at det er godt, vel?!)

Anbefalet.

[ allmusic.com, Rolling Stone, The Independent 4 / 5, Clash 3,5 / 5, Mojo, NME 3 / 5 stjerner ]

2-disc Limited Edition