udgivet: 20. aug. 2024
format: vinyl (gatefold) / digital (22 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,74]
producer: Laurie Anderson
selskab: Nonesuch - nationalitet: USA
Udvalgte numre: 1. "To Circle the World" - 3. "Take-Off" - 4. "Aloft (feat. ANOHNI)" - 5. "San Juan" - 7. "Crossing the Equator (feat. ANOHNI)" - 10. "The Letter" - 11. "India and on Down to Australia (feat. ANOHNI)" - 13. "Flying at Night" - 15. "Road to Mandalay" - 21. "Radio (feat. ANOHNI)"
[ playliste ]
8. studiealbum af Laurie Anderson udkommer mere end 14 år [!] efter Homeland (juni 2010) er et konceptuelt album baseret på den sidste ekspedition i 1937 foretaget af den amerikanske luftfartspioner Amelia Earhart. Ikke overraskende har Anderson i løbet af mere end et årti været optaget af andre projekter - fx sin egen film og soundtrack Heart of a Dog (okt. 2015) og en række samarbejdsprojekter, herunder Landfall (feb. 2018) lavet sammen med Kronos Quartet, Songs From the Bardo (2019) skabt sammen med Tenzin Choegyal og Jesse Paris Smith, samt albummet Dokument #2 (2020) lavet med Brian Eno og Ebe Oke. Så nej, Laurie Anderson er langt fra gået på pension!
På mange måder er Amelia et værk, som vi genkender som typisk Andersonsk – ikke fordi det er, hvad man ville have forventet, for det er ikke sådan, at Anderson i en moden alder har fundet sig en tryg base, hvor hun holder sig til en velkendt formel, som mange andre kunstnere med de bedste år bag sig. Det er mere i den forstand, at det ganske enkelt ikke kunne være lavet af nogen anden. Albummet består af 22 navngivne numre - og ja, det er en hel del, men med en samlet spilletid på knap 35 minutter er det jo ikke som sådan en lang udgivelse, da de fleste numre kun varer omkring ét minut - fra 29 sekunder til næsten 4 minutter - men igen, de fleste numre er på under to minutter, og det forklarer den relativt korte spilletid. Lidt paradoksalt fungerer det virkelig godt på grund af sangenes struktur, som gør, at de hænger uløseligt sammen og føjer sig naturligt ind i rækkefølgen.
Overordnet fortæller Anderson med Amelia historien om Earharts sidste ekspedition, hvor Anderson både skildrer, hvad der er historisk kendt - hvor og hvornår påbegyndte Earhart sin sidste rejse? Hvad var hendes mission? - Og samtidig inddrager Anderson faktuelle notater fra dagbøger og radiologs med de autentiske beskeder, der blev sendt fra kontroltårnet, mens man forsøgte at holde fast i radiokontakten efter, at Earhart var forsvundet. Albummets enkelte numre fungerer som små dagbogsnotater over, hvad hun kunne have oplevet på rejsen en given dag. På den måde bliver det en form for fiktionaliseret historiefortælling iblandet noget dokumentaristisk.
Selvfølgelig fortæller Anderson ikke historien kronologisk - hun skifter klogt perspektiv fra at beskrive det overordnede projekt til at zoome ind på detaljerede episoder - frem og tilbage. Hun starter med idéen bag Earharts projekt: at flyve jorden rundt fra øst til vest, fra Oakland, Californien og tilbage igen. Et lydklip med Earhart optræder pludseligt midt i et nummer (nummer #12 "This Modern World") - næsten placeret i albummets midte - og Anderson fortsætter fortællingen, mens lytteren ledes dybere ind i mysteriet. Det føles som at overvære en film, man tvinges til kun at opleve via ørerne, og Anderson demonstrerer sin evne til at strukturere sine værker på et ekstraordinært niveau. Der er altid den ekstra dimension ved værker af Anderson. Det får mig til at tænke på hendes fascinerende film Heart of a Dog, som også findes som et stærkt selvstændigt soundtrack. Amelia er på den måde den musikalske fortælling uden en tilhørende film.
Instrumenteringen består af klassisk orkestermusik med vokale indslag, hvor Anderson præger fortællingen med sin særlige frasering og klang. Der er også noget specielt dragende ved tilstedeværelsen af ANOHNI, der beriger udvalgte numre med sin himmelske stemme. Alt er arrangeret for fuldt orkester, inklusive Filharmonie Brno og Trimbach Trio, med stor vægt på strygere.
Det er ikke et album med traditionelle sange. Det er overvejende spoken-word, men der er masser af musik, som understøtter følelser og handlinger - præcis som var det understøttelsen af noget visuelt. Anderson har sin helt egen karakteristiske stemme og diktion, som for mig næsten altid fungerer som en magnet for øret - se blot førnævnte film, og lyt dernæst til dette album.
Dette er et af Andersons bedste værker, og jeg bliver lettere konfus i forhold til, hvordan man skal bedømme et så bemærkelsesværdigt værk. Jeg har haft albummet på repeat - og det fungerer fremragende ved at køre i loop. Og igen: der er stort set ikke nogen traditionelle sange her - måske kommer nummer #21 tættest på noget der ligner - men det, der bør fremhæves, er albummet i sin helhed. Albummet er én ‘lang’ fortælling, skabt til at blive hørt fra start til slut, og det rejser faktisk spørgsmålet: burde det i virkeligheden betragtes som én lang komposition opdelt i musikalske segmenter, lidt á la en opera / operette?
Uagtet hvilken kategori albummet kan placeres i, er det med en stærk anbefaling.
