udgivet: 20. apr. 1979
format: cd (2007 remaster)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,54]
producer: Dennis Bovell, The Pop Group
selskab: Radar / Rhino - nationalitet: England, UK
Udvalgte numre: *1. "She Is Beyond Good and Evil" - 2. "Thief of Fire" - 3. "Snowgirl" - 5. "We Are Time" - 7. "Words Disobey Me" -
*Bonusnummer på 2007 remaster
Studiealbumdebut fra det Bristol-baserede avantgardist-band The Pop Group, bestående af vokalist Mark Stewart, guitarist John Waddington, basist Simon Underwood, guitarist og saxofonist Gareth Sager og trommeslager Bruce Smith. Den originale albumudgivelse består af 9 numre - cd-udgaver af albummet tilføjer bandets singledebut som åbningsnummer og singlens B-side er at finde som nummer #11, ligesom er den øvrige rækkefølge blevet ændret en smule. Det oprindelige vinylalbum har en spillellængde på 40 minutter, og med de to ekstra numre sniger cd’en sig lige over de 47 minutter.
Stilmæssigt lyder albummet mest af alt som... intet andet! Især når man tager året 1979 i betragtning, står det i den grad helt for sig selv. Det er både funk, post-punk og en eksperimenterende udgivelse, hvilket får mig til at tænke på en fin blanding af acid-rockerne Captain Beefheart og post-punk-rockerne fra The Birthday Party med tilføjelsen af funk. Det forholder sig blot sådan, at sidstnævnte band angiveligt selv skulle have været kraftigt inspireret af The Pop Group. Så hvordan endte de med så original en blanding på to bemærkelsesværdige albums, der er blevet hyldet som inspirationskilder for en lang række kunstnere? Sagen er, at albummet blev alt andet end anerkendt, da det i sin tid udkom, og den endnu mere skarpskårne opfølger How Much Longer Do We Tolerate Mass Murder? fra 1980 fik ikke ligefrem pladeselskaberne til at stå i kø for at skrive kontrakt med dette yderst originale band. I stedet blev de mødt af blandede og negative anmeldelser, og gruppen endte da også med at gå i opløsning efter kun to albums. Medlemmerne fortsatte dog i forskellige andre konstellationer, der alle befandt sig et sted i frontlinjen for nye musikalske retninger - og alle langt fra det, man dengang kunne opfatte som mainstream.
Det er først for nyligt, at jeg opdagede dette bands musikalske kvaliteter, og min første reaktion fik mig til at tænke på amerikanske Captain Beefheart og på det Engelske post-punk-band Shriekback. Det førstnævnte navn dukker op som følge af Mark Stewarts vokalpræstation og den eksperimenterende, krautrock-agtige synkoperede rytmesektion, der inkluderer flittig brug af perkussion og blæsere, hvorimod Shriekback muligvis har lyttet meget til The Pop Group, før de fandt deres egen lyd, som i sig selv er en tydelig kilde til det, der voksede frem med betegnelsen 'industrial'. I den henseende repræsenterer Y grundlæggende et enormt konglomerat af stilarter, hvor de mest fremtrædende er funk, funkrock, surfrock, post-punk, dub og garagerock. I samtiden for udgivelsen ville albummet sikkert være blevet listet som art-punk, vil jeg gætte på. Der er bestemt også forbindelser til den stærke politiske tilgang hos The Mothers såvel som de politisk-orienterede punkbands fra anarcho-punk-fraktionen af den britiske punkbølge - igen noget, der bliver mere tydeligt på den vredere opfølger i 1980.
Havde jeg hørt albummet som 14-årig i 1979, ville jeg med ret stor sikkerhed have afvist det som værende alt for støjende og alt for mærkeligt. Lidt på samme måde med andre ikoniske albums, som jeg overså ved første introduktion - hvilket gælder for kunstnere som The Fall, Crass, The Creatures og Psychic TV (for blot at nævne nogle få). Men når man kender til senere manifestationer under den alternative rock paraply, så står The Pop Group som grundlæggere af noget ud over det sædvanlige - en eksperimenterende afstikker ind i mystiske musikalske landskaber - men på en ganske forfriskende måde.
Y er afgjort noget ganske andet - et første udkast, om man vil - som tilsigtet måske har været mere forbundet med og et produkt med den eksperimenterende krautrock og den rene funk for øje, men med inspirationen fra punkmiljøet endte det i virkeligheden som et yderst originalt brud med genredefinitioner. Det er ikke desto mindre et spændende bud på post-punk med en original tone, som skulle blive yderligere gransket på en vildere og mere eksperimenterende opfølger.
Dette album er anbefalet til alle med en interesse for moderne musikhistorie.
[ allmusic.com, Uncut 4,5 / 5, Mojo, Record Collector 4 / 5, Sounds 3,5 / 5 stjerner ]
