M.I.A. "M.I.7" (2026)

M.I.7

udgivet: 17. apr. 2026

format: digital (16 x File, FLAC)

[vurdering: 2,5 / 5] [2,56]

producer: diverse

selskab: Ohmni - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 2. "Prayer 777" - 5. "Sacred Heart (feat. Kala)" - 7. "Money" - 15. "Everything"

7. studiealbum fra M.I.A. følger 3½ år efter MATA (okt. 2022) og er allerede et meget omtalt album. Mest i negative vendinger. Der er dog også uenighed omkring både kunster og album, men uagtet, hvem man læner sig opad, så er M.I.7 et anderledes album fra M.I.A. alene ved at indeholde gennemført kristne budskaber, der tager afsæt i 'Johannes' Åbenbaring' [sic]. Tillige ses 7 symboler på albummets front cover, som skulle symbolisere 'Syv segl fra Åbenbaringen', hvilket gør albummet til et kristent konceptalbum. Det indeholder 16 numre og har en total spillelængde på 64 min., men det, der er ret væsentligt i den forbindelse, er måden hvorpå de mere end 60 min. fordeles. De første 15 numre alene varer i alt blot 31 min., og af albummets 16 numre er der 7 med titlen "Trumpet" efterfulgt af en fortløben nummerering fra 1-7 - alle disse fremstår som deklamationer á la "God thanked it. Said time for the [second] trumpet"... hvorefter nummeret er slut efter en varighed fra 27 til 60 sekunder. Disse kan derfor ses som afspejlinger af de 7 segl... Ja. Andre numre indeholder ikke overraskende tydelige kristne budskaber, som fx #1. "Prayer 777", #4. "Jesus (feat. Sunday Service Choir)", #5. "Sacred Heart (feat. Kala)", #11. "Calling (feat. Sunday Service Choir)", og hele albummet er generelt naturligt 'sovset godt ind' i tydelige kristne budskaber, som en afspejlning af M.I.A.'s nyeste positionering i hendes (hidtil) velbevandrede kunstneriske og personlige søgen. Efter nogle år med forsøg på at markedsføre diverse tøjkollektioner med fokus på bæredygtighed og skærmning mod 5G og 10G stråling [jo jo!] mm., hvilket bl.a. forklarer ventetiden siden sidste album, så ser det nu ud til, at hun har fundet meningen (med det hele) og derfor udbringer det glade budskab med M.I.7. Og deraf følgende har, som indledningsvis indikeret, album og kunstner været genstand for en del mestendels negativ kritik, men ikke kun, forstås.

Personligt, gør det ikke nødvendigvis musik til noget dårligt, hvis det afspejler en tydelig religiøs overbevisning. Det kan det ofte, men Ray Charles, Van Morrison og fx Stevie Wonder har alle lavet flere udmærkede albums, hvor deres spirituelle holdninger har fyldt en del, men hvor musikken alligevel har gjort det til originale og lytteværdige værker. Religiøsiteten fylder i den grad på dette album, og hvad værre er, så mangler albummet egentlig musikalsk resonans. Der er intet nyt fra M.I.A. andet end gentagelser af musikalske mønstre - og det er så, når det er bedst. For det meste føles det uden involvering og substans. Albummets sidste nummer "30 Minutes of Silence" [!] mere end fordobler albummets spilletid - det bemærkelsesværdige er, at nummeret kommer med 30 minutters stilhed [tid til spirituel eftertænksomhed] efterfulgt af et kristent budskab næsten uden hørbar instrumentering.

M.I.7 er en original udgivelse. Det er det utvivlsomt. Det er bare ikke én af den slags, der giver mig lyst til at finde lignende albums, og hvad M.I.A. angår, så lader hun til at være tilpas skråsikker i sit nervesystem til at forholde sig til nuancer, faldgruber, og diverse former for manipulation - nej vel!! Albummet her falder ganske hårdt eller fladt og placerer sig som hendes indtil videre suverænt ringeste.

Det er ikke anbefalet - som i slet ikke. Måske min vurdering ligger i den høje ende af skalaen? Som Fantano tænker jeg: Det.er.ikke.godt.

[ needledrop: 'NOT GOOD' , 👍Slant 2,5 / 5,👎Pitchfork 7,4 / 10 stjerner ]

Morrissey "Make-Up Is a Lie" (2026)

Make-Up Is a Lie

udgivet: 6. mar. 2026

format: digital (12 x File, MP3)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,55]

producer: Joe Chiccarelli

selskab: Sire Records - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "You're Right, It's Time" - 2. "Make-Up Is a Lie" - 3. "Notre-Dame" - 4. "Amazona" - 8. "The Night Pop Dropped" - 9. "Kerching Kerching" - 10. "Lester Bangs"

14. studiealbum fra Morrissey udgivet hele 6 år efter hans seneste album I Am Not a Dog on a Chain (mar. 2020) er hans nu femte album i træk med producer Joe Chicarelli. Den samme kontinuitet ses ikke hvad angår pladeselskab og medlemmer i backing bandet. Morrissey har været på mange forskellige selskaber i årenes løb. Sidst var det Étienne, underselskab til mægtige BMG, der udgav tre albums fra 2017-2020, og før det var det Harvest, hvor han efter sigende bandt sig til en 2-albums kontrakt, men som kun manifesterede sig i World Peace Is None of Your Business (2014) - og før det Decca / Polydor, Sanctuary (under BMG), Island Records, RCA, Parlophone og: His Masters Voice - så jo, han har bestemt været omkring, kan man vist roligt sige. I 2022 var et album med titlen Bonfire of Teenagers rygtet på trapperne - det skulle være indspillet og produceret, men Capitol Records ønskede ikke længere at udgive det. Året senere forlød det så at et nyt album, Without Music the World Dies snart blev udgivet, men også det strandede - blev delvist genindspillet som albummet her, hvilket forklarer noget af den lange tid mellem hans seneste udgivelser. Lidt i samme boldgade er historierne om de musikalske partnerskaber, som han nødvendigvis har måttet indgå i, selvom han har holdt fast i ret faste komponister. Morrissey spiller ikke selv et instrument og har derfor ofte fundet sammen med skiftende guitarister, som hovedkomponister, såvel som bærende musikere på øvrige pladser. Gennem næsten alle årene har han lavet musik sammen med guitaristen Boz Boorer. Tidligere har multi-instrumentalist Alain Whyte har også været at finde som gennemgående komponist, og i de senere år har han fundet det nødvendige musikalske partnerskab i guitaristen Jesse Tobias. Whyte er her krediteret som komponist på tre numre, Tobias på to, hvilket også gælder den ofte benyttede tangentspiller Gustavo Manzur - både Whyte og Manzur medvirker i øvrigt blot på to numre hver, mens ny tangentspiller Camilla Grey er krediteret fire af numrene, ligesom hun står for programmering samt håndteringen af keyboards på alle numre. Ny guitarist Carmen Vandenberg har ligeledes fået en fremtrædende plads sammen med Tobias, og på trommer ses nu Brendan Buckley, der tilsyneladende har taget over fra Matt Walker. Nok har udskiftningen af centrale musikere været gennemgående hos Morrissey, men det musikalske udtryk har han alligevel bemærkelsesværdigt holdt godt fast i. Jeg tænker, hvis man ikke var vild med The Smiths eller ikke har syntes specielt meget om tidlig Morrissey, så er han nok bare svær at forene sig med - også på denne seneste udgivelse, for han lyder umiskendeligt som den 'gamle' Morrissey, hvilket jeg synes er en kvalitet i sig selv. En enkelt cover har sneget sig med på albummet: "Amazona" (nummer #4), skrevet af Bryan Ferry og Phil Manzanera - et nummer, der stammer fra Roxy Music-albummet Stranded (nov. 1973).

Sangmæssigt bevæger Morrissey sig som vanligt på grænserne af noget social-politisk og noget tidsmæssigt generaliserende eller stigmatiserende. Der er stort set altid sange med om grådighed, liv og død og skæve personligheder, som man ikke altid lige kan placere, men som på fascinerende vis alligevel bliver levendegjort i Morrissey's leg med rim og ord. I sangen "Lester Bangs" tager Morrissey os med tilbage til den virkelighed, der klæbede sig til den kendte og konfrontatoriske musikkritiker Bangs, med fokus på hans skarpe pen, der placerede kunstnere på den rigtige eller forkerte side - uden at Morrissey berører samme Bangs' fortrydelse over tidligere at have sympatiseret med kunstnere, der delte racistiske synspunkter, og som til sidst blev optaget af anti-rascistiske bevægelser... Sangen kan nogen måske se som Steven Morrissey i en slags ny erkendelse eller blot en henvisning til, hvordan medier og massebevægelser har det med at placere medansvar og rigtigte / forkerte holdninger - Morrissey synes at nøjes med at udpensle synet af den åh-så-roste anmelder, der udøvede sin magt og bestemte skæbner på vejen mod karriere eller forglemmelse - på den måde viser sangen også noget af den tvetydighed som næsten altid er en fast bestanddel i Morrissey's tekstlige univers. På albummet høres det tydeligt i "The Night Pop Dropped", som er en sang uden henvisninger, der angiver hvem eller hvad 'Pop' dækker over, og i titelnummeret kan Make-up referere til en bogstavlig brug af make-up, som skjuler det reelle udtryk, eller det kan ses som en mere generel kommentar via henvisningen til Paris, hvor 'hendes' skønhed er symbolsk, med deraf følgen: hvad impliceres underliggende? Morrissey taler her om både en eksplosion og en gravsten, men det forbliver skjult i tågerne. Alligevel er det som om, han ønsker at sige mere end blot noget antydet, og man kan lægge meget i tolkninger og skjulte referencer, men faktum er, at musikken endnu en gang fremstår levende, selvom der måske er genoptagelser af tidligere elementer i meget af musikken.

Jeg synes faktisk, han formår at bevare en vedkommendhed. Musikken lever, sangene er om end noget tvetydige, fulde af personlighed og ikke mindst: en iørefaldenhed, hvis man naturligvis som udgangspunkt overhovedet kan holde af (tidlig) Morrissey.

Anbefalet.

[ Rolling Stone 2,5 / 5, 👎The Guardian 2 / 5, Pitchfork 6,1 / 10, 👍Uncut, PopMatters 3,5 / 5, Mojo 4 / 5 stjerner ]

Wet Leg "Moisturizer" (2025)

Moisturizer

udgivet: 11. jul. 2025

format: digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,52]

producer: Dan Carey

selskab: Domino - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "CPR" - 2. "Liquidize" - 3. "Catch These Fists" - 4. "Davina Mccall" - 5. "Jennifer's Body" - 6. "Mangetout" - 8. "Pokemon" - 11. "11:21"

2. studiealbum fra Isle of Wight-skabte band Wet Leg er opfølger til den selvbetitlede debut fra 2022. Oprindeligt var bandet et duo-projekt af forsanger og rytmeguitarist Rhian Teasdale og lead guitarist Hester Chambers, som havde startet musikprojektet omkring tre år før de albumdebuterede - en debut, der tog landet med storm, da det ikke bare toppede albumhitlisten i Storbritanien men også førte til to Grammy Awards for 'Best Alternative Music Performance' og for 'Best Alternative Music Album'. Alt dette skete som følge af flere positive hændelser og en række succesfulde singleudgivelser. Duoen udgav førstesinglen "Chaise Longue" jun. 2021, og den blev rost i flere magasiner og endte som et viralt hit takket været en (banal) original video, som duoen fulgte op med endnu et videohit i sep. '21 med sangen "Wet Dream". Allerede to måneder senere fulgte så en dobbeltsingle-udgivelse med sangene "Too Late Now" og "Oh No" - igen anset som hits og så fulgte femte- og sjette-singlerne "Angelica" og "Ur Mum" i hhv. feb. og apr. '22, inden albummet så udkom kort efter den sidste single. Albummet består af 12 numre og med halvdelen af sangene udgivet som singler, var det et album, der var imødeset som sjældent før, selvom bandet ikke havde taget vejen til udbredelse gennem mange års liveoptrædener og promoveringer på anden vis. Wet Leg blev først og fremmest et mediehit, der slog igennem både via traditionalle medier som magasiner og trykte medier, men måske især gennem visninger på sociale medier. Ganske vist fremstod Wet Leg på debuten som en duo, som her på Moisturizer er blevet udivdet til en kvintet med guitarist og tangentspiller Joshua Mobaraki, bassist Ellis Durand og trommelager Henry Holmes - både Mobaraki og Holmes medvirkede på debutalbummet. På Moisturizer er det især Teasdale og Durand der fungerer som sangskrivere, men også Mobaraki og Chambers er krediteret flere af sangene. "Catch These Fists" blev udvalgt som førstesingle, hvorefter tre følgende numre er udgivet som singler: "CPR", "Davina McCall" og "Mangetout".

Musikalsk og stimæssigt er der ikke meget nyt ved Wet Leg. De spiller også her en simpel og energisk rockmusik med rødder i indie rock og med navne som Pixies og The Breeders fra USA, engelske The Vaccines og elementer fra tidlig Björk som umiddelbare inspirationskilder, som måske kan ses som en slags revival og idolisering af girl-power. Albummet peger i flere retninger end den lidt enklere-skårede debut. Der har indsneget sig en portion inspiration og elementer fra den elektroniske musik, fra synth-pop og art pop, som både gør albummet til en original og samtidig ret enkel udgivelse båret frem af Teasdale's skarpe vokal, som alligevel ikke adskiller denne væsentligt fra debuten. Det er stadig forfriskende og ligefrem musik som bestemt er værd at lytte til. Som på '22-albummet savnes der lidt på originaliteten og jeg har det lidt sådan, at uden sociale medier, så havde bandet her nok blot været for de få - det er de jo så heldigvis ikke, kan man sige. Bandet er ikke mine nye personlige favoritter, men mindre kan bestemt gøre det. Wet Leg er værd at stifte bekendtskab med og albummet her fortjener en anbefaling uden, at det på den måde kandiderer til årets bedste albumudgivelse.

Anbefalet.

[ allmusic.com, Rolling Stone, NME, The Guardian, Slant 4 / 5, Pitchfork 7,8 / 10 stjerner ]

Paul Weller "Find El Dorado" (2025)

Find El Dorado

udgivet: 25. jul. 2025

format: digital (15 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,58]

producer: Steve Cradock

selskab: Parlophone - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Handouts in the Rain" - 2. "Small Town Talk" - 3. "El Dorado" - 4. "White Line Fever" - 8. "Where There’s Smoke, There’s Fire" - 11. "Lawdy Rolla" - 12. "Nobody's Fool" - 15. "Clive's Song"

18. studiealbum fra Paul Weller udkommer blot et enkelt år efter 'fødselsdagsalbummet' 66 (maj 2024). Som regel er Weller en kunstner, der udgiver albums med egne sange og kompositioner, og dette er en af de sjældne lejligheder, hvor han har fortolket andre kunstnere. Det er således kun hans andet coveralbum - det første var Studio 150 (2004). Albummet her er blevet modtaget med anmelderros, hvilket efterhånden er normen for Weller på dette senere stadie af en lang glorværdig karriere, der startede med trioen The Jam og bandets new wave- og punk-prægede debut In the City (1977).

The Jam var sprængfyldt med hvid energi, og selvom bandets seks fuldlængde studiealbums afslører stor variation og en gennemgående stilistisk udvikling, betød begrænsningerne i bandets lydbillede, at Weller endte med at måtte søge i nye retninger. Han startede det i begyndelsen ganske succesfulde projekt The Style Council i '83 - et band der bød på jazz-influeret pop-soul og sophisti-pop. Projektet viste sig måske som en endnu mere snæver affære, så fra '92 påbegyndte Weller sin lange og hyldede solokarriere som en af sin generations mest elskede britiske sangskrivere.

Weller's attende album afslører en kunstner, der har været hele paletten rundt inden for moderne rock - ofte knyttet til ældre genrer som soul og r&b, og tit stemplet som britpop, hvilket er en stil han ofte nævnes som én af ophavsfigurerne til. I de senere år har han fundet sin egen musikalske bryg: en blanding inspireret af mange stilarter, men som mest af alt lyder som ingen andre. Det er også dét, han forsøger sig med her, selvom de originale sange stammer fra vidt forskellige genrer. Så vidt jeg ved, er det ikke veldokumenterede eller vidtbesungne klassikere, han fortolker her, hvilket man kunne argumentere for kunne gøre det lettere at arrangere sangene præcis, som man lyster.

Som nævnt har albummet høstet positive anmeldelser, men for mig er det ikke en umiddelbar genistreg på højde med hans seneste seks udgivelser. I mine øjne skal man faktisk helt tilbage i Weller's bagkatalog til albummet Sonik Kicks fra 2012 for at finde et album, der ikke rigtig imponerer. Find El Dorado er dog milevidt fra middelmådigheden på netop 2012-albummet - faktisk minder det mere om en markant forbedret udgave af Studio 150, som ikke var specielt beundringsværdigt. Måske fungerer Weller's covernumre bare bedre, når han spiller live?

Personligt er jeg ikke enig i, at det er en af hans bedre udgivelser. Det er rigtig fint og mere end bare 'Okay'. Men ikke fantastisk. Måske forventer jeg bare mere af en type som Paul Weller, og måske var forlæggene bare ikke stærke nok. Men at påstå, at Weller her tilfører glemt materiale så meget ekstra, stemmer ikke helt overens med min smag for denne nye samling. Det er dog uden tvivl Paul Weller's absolut bedste coveralbum, men det siger så ikke så meget, da det andet ikke var synderligt mindeværdigt.

Find El Dorado er ikke desto mindre et solidt album, og måske vil jeg med tiden holde mere af det. Lige nu føles det dog en smule overvurderet, men stadig som et album fyldt med virkelig god musik, og måske især fordi Weller er en kunstner, der leverer velstrukturerede arrangementer og forstår sig på at få hvert ord til at tælle. Han er også nået til et punkt i sin karriere og i sit liv, hvor han ser ud til at forstå betydningen af 'less is more' ved at fremhæve nuancer med inderlighed i næsten enhver sang, så den lyder skarp og vital. På den måde har albummet unægteligt sine øjeblikke, og samlet set rangerer det som mere end blot et album på det jævne.

Anbefalet.

[ allmusic.com, Record Collector, Mojo 4 / 5, 👍Classic Rock Magazine 3,5 / 5 stjerner ]

The Pop Group "Y" (1979)

Y [debut]

udgivet: 20. apr. 1979

format: cd (2007 remaster)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,54]

producer: Dennis Bovell, The Pop Group

selskab: Radar / Rhino - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: *1. "She Is Beyond Good and Evil" - 2. "Thief of Fire" - 3. "Snowgirl" - 5. "We Are Time" - 7. "Words Disobey Me" -

*Bonusnummer på 2007 remaster

Studiealbumdebut fra det Bristol-baserede avantgardist-band The Pop Group, bestående af vokalist Mark Stewart, guitarist John Waddington, basist Simon Underwood, guitarist og saxofonist Gareth Sager og trommeslager Bruce Smith. Den originale albumudgivelse består af 9 numre - cd-udgaver af albummet tilføjer bandets singledebut som åbningsnummer og singlens B-side er at finde som nummer #11, ligesom er den øvrige rækkefølge blevet ændret en smule. Det oprindelige vinylalbum har en spillellængde på 40 minutter, og med de to ekstra numre sniger cd’en sig lige over de 47 minutter.

Stilmæssigt lyder albummet mest af alt som... intet andet! Især når man tager året 1979 i betragtning, står det i den grad helt for sig selv. Det er både funk, post-punk og en eksperimenterende udgivelse, hvilket får mig til at tænke på en fin blanding af acid-rockerne Captain Beefheart og post-punk-rockerne fra The Birthday Party med tilføjelsen af funk. Det forholder sig blot sådan, at sidstnævnte band angiveligt selv skulle have været kraftigt inspireret af The Pop Group. Så hvordan endte de med så original en blanding på to bemærkelsesværdige albums, der er blevet hyldet som inspirationskilder for en lang række kunstnere? Sagen er, at albummet blev alt andet end anerkendt, da det i sin tid udkom, og den endnu mere skarpskårne opfølger How Much Longer Do We Tolerate Mass Murder? fra 1980 fik ikke ligefrem pladeselskaberne til at stå i kø for at skrive kontrakt med dette yderst originale band. I stedet blev de mødt af blandede og negative anmeldelser, og gruppen endte da også med at gå i opløsning efter kun to albums. Medlemmerne fortsatte dog i forskellige andre konstellationer, der alle befandt sig et sted i frontlinjen for nye musikalske retninger - og alle langt fra det, man dengang kunne opfatte som mainstream.

Det er først for nyligt, at jeg opdagede dette bands musikalske kvaliteter, og min første reaktion fik mig til at tænke på amerikanske Captain Beefheart og på det Engelske post-punk-band Shriekback. Det førstnævnte navn dukker op som følge af Mark Stewarts vokalpræstation og den eksperimenterende, krautrock-agtige synkoperede rytmesektion, der inkluderer flittig brug af perkussion og blæsere, hvorimod Shriekback muligvis har lyttet meget til The Pop Group, før de fandt deres egen lyd, som i sig selv er en tydelig kilde til det, der voksede frem med betegnelsen 'industrial'. I den henseende repræsenterer Y grundlæggende et enormt konglomerat af stilarter, hvor de mest fremtrædende er funk, funkrock, surfrock, post-punk, dub og garagerock. I samtiden for udgivelsen ville albummet sikkert være blevet listet som art-punk, vil jeg gætte på. Der er bestemt også forbindelser til den stærke politiske tilgang hos The Mothers såvel som de politisk-orienterede punkbands fra anarcho-punk-fraktionen af den britiske punkbølge - igen noget, der bliver mere tydeligt på den vredere opfølger i 1980.

Havde jeg hørt albummet som 14-årig i 1979, ville jeg med ret stor sikkerhed have afvist det som værende alt for støjende og alt for mærkeligt. Lidt på samme måde med andre ikoniske albums, som jeg overså ved første introduktion - hvilket gælder for kunstnere som The Fall, Crass, The Creatures og Psychic TV (for blot at nævne nogle få). Men når man kender til senere manifestationer under den alternative rock paraply, så står The Pop Group som grundlæggere af noget ud over det sædvanlige - en eksperimenterende afstikker ind i mystiske musikalske landskaber - men på en ganske forfriskende måde.

Y er afgjort noget ganske andet - et første udkast, om man vil - som tilsigtet måske har været mere forbundet med og et produkt med den eksperimenterende krautrock og den rene funk for øje, men med inspirationen fra punkmiljøet endte det i virkeligheden som et yderst originalt brud med genredefinitioner. Det er ikke desto mindre et spændende bud på post-punk med en original tone, som skulle blive yderligere gransket på en vildere og mere eksperimenterende opfølger.

Dette album er anbefalet til alle med en interesse for moderne musikhistorie.

[ allmusic.com, Uncut 4,5 / 5, Mojo, Record Collector 4 / 5, Sounds 3,5 / 5 stjerner ]

Underworld "Strawberry Hotel" (2024)

Strawberry Hotel

udgivet: 25. okt. 2024

format: digital (15 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,86]

producer: Rick Smith, Esme Bronwen-Smith

selskab: Smith Hyde Productions - nationalitet: UK

Udvalgte numre: 1. "Black Poppies" - 2. "Denver Luna" - 3. "Techno Shinkansen" - 4. "And the Colour Red" - 5. "Sweet Lands Experience" - 6. "Lewis in Pomona" - 9. "King of Haarlem" - 10. "Ottavia" - 12. "Gene Pool" - 14. "Iron Bones"

11. studiealbum fra det mere end 3 årtier gamle elektroniske duo-projekt Underworld - grundlagt i Cardiff, Wales og bestående af walisisk-fødte Rick Smith og engelskfødte Karl Hyde. Albummet følger fem år efter deres massive Drift-projekt, som blev kondenseret til det regulære album Drift Series 1 - Sampler Edition (nov. 2019). Normaltvis har Rick Smith været eneproducer på Underworlds udgivelser, men her har han slået sig sammen med Esme Bronwen-Smith, som 'tilfældigvis' er Rick's datter, men som samtidig er kendt som operasanger, og hun bidrager desuden med vokal på fire numre (sporene #5 til #7 og #10). Albummet indeholder 15 numre med en samlet spilletid på mere end 68 minutter.

Hvor den kondenserede Drift Series 1 - Sampler Edition kan betragtes som en form for moderne elektronisk opsamling - givet dens oprindelse som udvalgt fra mere end 40 kompositioners materiale - så er dette nye album mere af en traditionel støbning. Albummet knytter tilmed bånd til langt tidligere udgivelser som A Hundred Days Off (sep. 2002) og helt tilbage til Second Toughest in the Infants (mar. 1996) ved betoningen af progressive elektroniske lydstrukturer med medrivende drum & bass og den mere dansegulvsvenlige partymusik; musik, der ikke bare er kun det, men som burde kunne invitere store menneskemængder til at motionere fødder, arme og ben, når det spilles højt.

Strawberry Hotel er et perfekt eksempel på, hvordan disse to erfarne musikere har forstået at holde ilden brændende ved at producere ny og relevant musik til yngre generationer, og det er virkelig en fornøjelse at høre Karl Hyde lyde på omtrent samme måde som han gjorde på albums produceret for tre årtier siden.

Stor anbefaling.

[ allmusic.com 3,5 / 5, Uncut 4,5 / 5, Record Collector, 👍The Guardian, Mojo 4 / 5, SputnikMusic 3,7 / 5 stjerner ]

Tindersticks "Soft Tissue" (2024)

Soft Tissue

udgivet: 13. sep. 2024

format: vinyl (Lucky Dog41LP) / digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,96]

producer: Stuart A. Staples

selskab: Lucky Dog / City Slang - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: A) 1. "New World" - 3. "Nancy" - 4. "Falling, the Light" (4 / 5) - - B) 1. "Always a Stranger" (4 / 5) - "The Secret of Breathing" - 3. "Turned My Back" (4 / 5) - 4. "Soon to Be April"

14. studiealbum fra Tibdersticks følger 3½ år efter Distractions (feb. 2021) er som vanligt produceret af sangskriver og frontfigur Stuart A. Staples. Han er krediteret alle sange, dog er to numre (numrene #A4 og #B4) komponeret sammen med basist og tangentspiller Dan McKinna.

Lige fra starten er det tydeligt, at Soft Tissue bevæger sig i en anden retning end de elektroniske elementer, forgængeren forsigtigt lagde op til - med undtagelse af trommeprogrammeringen på nummer #2, "Don't Walk, Run". Disse otte / ni sange - vinyludgaven indeholder otte numre, mens den digitale har et niende bonusnummer, "New World (Edit)" - holder sig til mere ordinære spilletider, der varierer fra 3:35 til 6:15 minutter. Det mest slående på albummet, er den tydelige dominans af strygerinstrumenter, hvilket gør det til et ret karakteristisk chamber pop-album. Og når strygerne ikke lige dominerer sangarrangementet så meget, er det oftest keyboards med lyd som harmonika, et Wurlitzer-klaver, et orgel, som i stedet indtager den ledende plads i lydbilledet. Måske med undtagelse af nummer #B3, som er et varmt soul-agtigt og kor-baseret sidespring, men overordnet set er sangene arrangeret i ret stille, enkle og bløde arrangementer. Ordinære trommer høres stort set ikke på albummet - i stedet benyttes en subtil jazz-agtig perkussion, klokkespil eller bongos som musikalsk akkompagnement.

Endnu en gang kommer Tindersticks med et album, hvor Staples' fortællende og hjemsøgte vokal er altdominerende, men han gør det med stor delikatesse og en nødvendige variation, der gør det hele så meget mere appetitligt.

Som med albummet fra 2021 er coveret krediteret Staples' datter, Sidonie Osborne Staples.

Med Soft Tissue leverer Tindersticks endnu en gang en solid og stærk samling sange til en lang liste af moderne klassikere.

Anbefalet.

[ 👍allmusic.com, Rolling Stone, 👍The Guardian 4 / 5, Gaffa.dk 4 / 6 stjerner ]

The Dukes of Stratosphear "25 O'Clock" (1985)

25 O'Clock

udgivet: 1. apr. 1985

format: cd (2009 remaster - APECD023)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,52]

producer: John Leckie, Swami Anand Nagara, The Dukes

selskab: Ape House - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "25 O'Clock" - 2. "Bike Ride to the Moon" - 3. "My Love Explodes" - 4. "What in the World??…" - 5. "Your Gold Dress" - 6. "The Mole From the Ministry" - 13 "Black Jewelled Serpent of Sound (Radio Caroline Edit)" - 14. "Open a Can of Human Beans" - 15. "Tin Toy Clockwork Train"

Debutalbum fra projektbandet The Dukes of Stratosphear - i bund og grund XTC, der her hygger sig med at spille psykedelisk rock, som det lød fra midten til slutningen af 1960'erne. Det originale album udgivet på Virgin Records er et mini-album på seks numre og en samlet spilletid på under 27 minutter, mens 2009-remaster udgaven (udgivet på Andy Partridge's selskab Ape House) tilføjer yderligere ni numre bestående af demo-optagelser og outtakes, hvilket forlænger spilletiden til 49 minutter. På tidspunktet for udgivelsen var XTC en trio bestående af vokalist & guitarist Andy Partridge, vokalist & guitarist Colin Moulding samt lead-guitarist & tangentspiller Dave Gregory, og med inddragelsen af Daves bror Ian på trommer optræder de her som The Dukes, fordi sidstnævnte ikke var en del af XTC. På albummet er de alle krediteret under navnene Sir John Johns, The Red Curtain, Lord Cornelius Plum og E.I.E.I. Owen [!]. Producer John Leckie er krediteret med både sit rigtige navn og sit alias: Swami Anand Nagara.

Stilmæssigt er det et stærkt forsøg på at producere musik med Syd Barrett-udgaven af Pink Floyd i tankerne. Angiveligt blev alt spillet og indspillet på gammelt udstyr [wiki om albummet].

Gennem det meste af karrieren som XTC, har bandet inddraget elementer fra psykedelisk rock - på senere albums bliver XTC mere direkte eksponent for neo-psykedelisk rock, og det er tydeligt, hvordan dette sideprojekt kan ses i XTC's stilmæssige udvikling - især med tanke på trækkene fra de efterfølgende albums, fx: Skylarking (1986), Oranges & Lemons (1989), Nonsuch (1992) og Apple Venus Volume 1 (1998).

Albummet blev promoveret af Virgin som en slags egentlig debut - som en samling 1960'er-kompositioner af et hidtil ukendt band, der endelig ser dagens lys og får sin udgivelse. Mest sigende er det, at albummet solgte dobbelt så mange eksemplarer som forgængeren The Big Express (okt. 1984) af XTC på et tidspunkt, hvor ingen kendte til dette nye bands virkelige identitet.

25 O'Clock er et kraftfuldt album, både som original psykedelisk rock, såvel som i XTC's diskografi, hvor det med nogen ret også kan indplaceres. Det er et album som muligvis kræver noget tilvænning, og selvom det blev udgivet d. 1. april og udstiller masser af britisk humor, så er musikken ikke udelukkende tænkt som en joke.

[ allmusic.com 4,5 / 5, Pitchfork 7,7 / 10 stjerner ]

The Smile "Cutouts" (2024)

Cutouts

udgivet: 4. okt. 2024

format: digital (10 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,72]

producer: Sam Petts-Davies

selskab: XL Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Foreign Spies" - 2. "Instant Psalm" (4 / 5) - 3. "Zero Sum" - 4. "Colours Fly" - 8. "The Slip" - 9. "No Words" - 10. "Bodies Laughing" (live)

3. fuldlængde album fra The Smile følger kun 9 måneder efter Wall of Eyes (jan. 2024), og det er da også en samling af outtakes – "cutouts" – fra de samme indspilningssessioner, der blev til forgængeren. Der er tale om i alt ti numre med en samlet spilletid på ca. 44 minutter.

Ikke overraskende lyder Cutouts meget som det forrige, og ved første gennemlytning peger det ikke på nye oplagte singler, men giver man det tid, kan det faktisk ende med at fremstå som det bedste af de to albums. Det er ikke fordi, Jonny Greenwood og Thom Yorke har forsømt den eksperimenterende side i deres mange tidligere udgivelser, og Radiohead var ikke ligefrem berømte for deres normale rytmesektion, men det lader til, at der med inddragelsen af trommeslager Tom Skinner (Sons of Kemet) er sket en værdifuld tilføjelse i form af en jazz-vibe til Yorke og Greenwood's idéer. Skinner har en udforskende natur, hvor synkoper lægger sig oven i den naturlige særegenhed ved Greenwood og Yorke's kompositioner, hvilket forvandler alt til synkroniserede improvisationer med en stærk følelse af kreativ sammenhæng, og jazz-elementet gør det ekstra levende. Præcis som visse anmeldere antyder, tror jeg, at essensen af Cutouts er, at det repræsenterer mere fri improvisation og dermed understreger det eksperimenterende, og alligevel udgør udvalget af kompositioner en fin, sammenhængende helhed, hvor man virkelig får lov at høre, hvor fantastiske musikere de alle er. Hvilken af disse to udgivelser man foretrækker, er, som med al musik, en smagssag, og i det lange løb vil de formentlig blive betragtet som værende meget mere på niveau og måske egentlig bare som to kapitler.

Indtil videre foretrækker jeg faktisk dette album. Jeg synes, det er et helstøbt album, der vinder ved hver gennemlytning - men hold da op, tænk om de oprindeligt havde udgivet det hele som et dobbeltalbum!

Anbefalet.

[ 👍allmusic.com, Slant 3,5, The Guardian, NME, 👉Pitchfork 8 / 10, 😲MusicOMH 5 / 5 stjerner ]

Tommy Steele "Singing the Blues" (1957) (ep)

Singing the Blues, 7'' EP

udgivet: feb. 1957

format: vinyl (DFE 6389) (1957 genoptryk)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,45]

producer: ?

selskab: Decca - nationalitet: Engalnd, UK

Numre: A) 1. "Singing the Blues" - 2. "Rebel Rock" - - B) 1. "Knee Deep in the Blues" - 2. "Elevator Rock"

EP-udgivelse af Tommy Steele - på bagsiden af coveret og på selve vinyl-etiketterne er EP'en krediteret 'Tommy Steele and the Steelmen'. Numrene #A1 og #B1 er krediteret den amerikanske sangskriver Melvin Endsley, mens både #A2 og #B2 er sange skrevet af Tommy Steele selv. Endsleys titelsang var et stort hit i USA for Guy Mitchell og blev udgivet næsten samtidig med Steele's version; sidstnævnte blev til gengæld et britisk nummer 1-hit og et ret stort hit over hele Europa. Ganske finurligt skiftedes Mitchell's og Steele's versioner til at indtage førstepladsen på singlehitlisterne i adskillige lande.

Dette specifikke genoptryk stammer fra mine forældres pladesamling. Jeg husker tydeligt at have spillet den i 7-12-årsalderen, og den var en tidlig favorit på et tidspunkt, hvor jeg mest lyttede til The Beatles, til country, beat og rock & roll. Jeg husker også sangen "A Handful of Songs" (fra soundtrack The Tommy Steele Story fra maj 1957) som sandsynligvis den mest populære Steele-sang i mine barndomsår. De tidlige sceneoptrædener, hvor Steele mimede til sine mest populære sange, præsenterede ham som en mere velfriseret Bill Haley- eller Elvis Presley-klon. Det gjorde formentlig rock & roll mere acceptabelt for dem, der ellers forbandt genren med uopdragne og uregerlige unge mennesker. Tommy Steele er gået over i historien som den første britiske rock & roll-stjerne, men han blev hurtigt efterfulgt af Cliff Richard, der i længden viste sig som en mere holdbar popstjerne.

Set i bakspejlet er denne EP et vigtigt dokument over den tidlige rock & roll-historie, men den placerer også Steele i en kategori for sig selv som en kunstner, der ihærdigt forsøgte at kopiere amerikanske ikoner uden egentlig at have ret meget selvstændigt at byde på. Jo, han hjalp med at transformere rock & roll til noget mere letfordøjeligt, og han eksemplificerede en ny type rock-and-roller, men han leverede primært gennem sine covernumre. På denne EP lyder Steele's egne to bidrag kraftigt inspireret, eller måske endda som kopier af Bill Haley og Chuck Berry, og hans andet album - soundtracket til filmen 'The Tommy Steele Story' - vidner om en prioritering af form over indhold med kun lille relevans for, men også lille forståelse for, hvordan musik bliver til legende. Når det er sagt, har Steele bestemt en plads i historiebøgerne angående, hvordan rock & roll blev et internationalt fænomen, og han spiller en væsentlig rolle i populærmusikkens stilmæssige udvikling.

~ ~ ~

Dette opslag er en del af MyMusicJourney, som lister de vigtigste udgivelser, der har formet min musiksmag gennem min opvækst og frem til 14-årsalderen. De fleste af disse udgivelser stammer fra mine forældres og / eller min storebrors samling.

Hifi Sean & David McAlmont "Daylight" (2024)

Daylight

release date: 16. aug 2024

format: vinyl / digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,90]

producer: Hifi Sean

selskab: Plastique Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Daylight" - 2. "Sun Come Up" - 3. "Coalition" - 4. "You Are My" - 5. "Meantime" - 7. "Sad Banger" - 8. "USB - USC" - 9. "Summery"

2. samarbejdsalbum fra elektroniske kunstner Hifi Sean og soul- og vocal jazz-sanger David McAlmont som efterfølger til det roste Happy Ending (sep. 2022). Debuten præsenterede os ligeledes for tolv sange, men hvor det albums samlede spilletid sneg sig op på knap en time (56 min.), afslører denne nye samling mere traditionelle spillelængder, der får udgivelsen til at lande på lige under 40 minutter. Det første udspil favnede dristige, eksperimenterende og stilistiske toner med plads nok til Hifi Sean's flair for kompositionsmæssig mangfoldighed; ikke desto mindre var slutresultatet en blanding af elektronisk house møder pop-soul iblandet disco-bidder og moderne synthpop - altsammen flot holdt sammen af især McAlmonts undervurderede blændende vokal, og det føltes stadig som et sammenhængende album.

Daylight fortsætter som en varm sommerbrise, og det ser også ud til netop at have været duoens intention. Ifølge deres Bandcamp-profil er albummet det første af to 'søskende'-albums - den anden er Twilight, som tiltænkes udgivet i starten af 2025. I mellemtiden er dette første kapitel en ret stærk og særdeles fin opfølger til en flot debut. Det handler om den lyse og varme side ved tingene, og duoen cementerer kun deres værd. Med den musikalske partner Hifi Sean er det en fornøjelse at være vidne til, hvordan McAlmont træder i karakter med det, han virker skæbnebestemt til: at synge, synge, synge, og når han får muligheden, fejler han aldrig.

Daylight er en varm og anbefalelsesværdig lytteoplevelse.

[ The Guardian, The Line of Best Fit 4 / 5 stjerner ]

Barry Ryan "We Did It Together" (1970) (single)

We Did It Together, 7'' single

udgivet: 1970

format: vinyl

[vurdering: 2,5 / 5] [2,58]

producer: Paul Ryan

selskab: Polydor - nationalitet: England, UK

Numre: A) "We Did It Together" - - B) "Lay Down"

Singleudgivelse af den engelske sangskriver og fotograf Barry Ryan (Sapherson, også kendt som Barry Davison) fra tvillingebroder-duoen Paul & Barry Ryan. Denne single ser ud til at stamme fra en tid, hvor Barry koncentrerede sig om en solokarriere, mens tvillingebroderen Paul havde trukket sig tilbage fra rampelyset for at hjælpe Barry med sangskrivning og produktion. Titelnummeret her fungerer på sin vis som en passende beskrivelse af, hvordan de to brødre fandt deres vej i showbizz.

Denne specifikke danske udgave stammer sandsynligvis fra min storebrors pladesamling. Jeg kan huske, at jeg spillede den i 7-12-årsalderen, men den fangede aldrig rigtig min interesse. Stilistisk lyder den inspireret af The Walker Brothers og deres kærlighed for tunge, orkestrerede arrangementer. Barry og Paul oplevede en del succes, efter Barry gik solo – for eksempel med hit-singlen "Eloise" (1968), som et årti senere også blev et singlehit for punkrockbandet The Damned.

~ ~ ~

Dette opslag er en del af MyMusicJourney, som lister de vigtigste udgivelser, der har formet min musiksmag gennem min opvækst og frem til 14-årsalderen. De fleste af disse udgivelser stammer fra mine forældres og / eller min storebrors samling.

Paul Weller "66" (2024)

66

udgivet: 24. maj 2024

format: vinyl (Ltd. udgave) (blå vinyl) / digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,98]

producer: Paul Weller

selskab: Polydor - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Ship of Fools" - 2. "Flying Fish" - 4. "Nothing" (4 / 5) - 5. "My Best Friend's Coat" - 6. "Rise Up Singing" - 7. "I Woke Up" - 9. "Sleepy Hollow" - 11. "Soul Wandering" (4 / 5)

17. studiealbum fra Paul Weller følger tre år efter den stærkeFat Pop (Volume 1) (maj 2021), og det er - hvis man fokuserer på titlen - måske ikke den forventede Volume 2. Det er dog tæt nok på, for faktum er, at Weller i sandhed har fundet sin musikalske skattekiste de seneste år og simpelthen virker ude af stand til at lave et irrelevant album. '66' har i øvrigt en dobbeltbetydning, idet titlen både refererer til året 1966 - en tid hvor musikken brød igennem med stor styrke rent produktionsmæssigt og i forhold til fyldigere arrangementer, og specifikke soul-hits fra netop det år - og så selvfølgelig til hans nuværende alder. Forside-coveret af Peter Blake (som også lavede coveret til Stanley Road) rammer ganske fint stilen fra netop det år. Albummet udgives dagen før hans 66-års fødselsdag og er Wellers første i en lang række, der ikke har deltagelse af hans nærmeste musikalske åndsfælle: tekniker, producer, multiinstrumentalist og medkomponist Jan 'Stan' Kybert. Albummet byder dog både på faste instrumentalister samt adskillige prominente gæsteoptrædener, som tæller Suggs (aka Graham McPherson fra Madness), Bobby Gillespie (fra Primal Scream), Christophe Vaillant (fra Le SuperHomard), Erland Copper, Steve Cradock, Noel Gallagher, Richard Hawley, Dr. Robert (aka Robert Howard) og Hannah Peel. Hertil har Weller både skrevet og komponeret selv, men han har også fundet matchende melodier med inspiration fra andre sangskrivere eller skrevet sange sammen med forskellige andre. Det bemærkelsesværdige ved dette er en stærk, sammenhængende samling af forskelligartede sange, hvor Weller's vokal sjældent har lydt så ekspressiv.

Albummet kunne lige så godt have heddet 'Volume 2 (66)' eller noget lignende, da det tager stafetten op fra 2021-albummet. Det er ikke strengt taget fra den samme tur i byen, da '21-albummet bød på flere uptempo-sange, mens dette fremstår som en mere afdæmpet udgivelse - måske fulgt af en melankoli over alle de år, der er gået? Nogle numre indeholder et vist strejf af The Style Council, i hvert fald, når vi taler kvalitet i stil med Café Bleu-perioden, hvilket er en nostalgisk tendens, der også høres på hans seneste forgængere. Generelt set er det et velafbalanceret album, der beroliger i blå og disede nuancer af blødhed, som ikke desto mindre stadig byder dig indenfor med den umulige blanding af musikalsk aristokrati og arbejderklasse-appel, og med en stærk sans for stilistisk mangfoldighed uden på nogen måde at miste sammenhængskraften. Oven i det, står melodierne side om side og kalder på lytterens opmærksomhed - det er et album fyldt med stærke sange, som allerede kandiderer til et af hans hovedværker. Imponerende, det er hvad det er, og naturligvis varmt anbefalet.

[ allmusic.com, 👍The Guardian, 4 / 5, Clash 3,5 / 5, Record Collector 5 / 5 stjerner ]

And Also the Trees "Mother-of-pearl Moon" (2024)

Mother-of-pearl Moon

release date: Feb. 23, 2024

format: digital (11 x File, FLAC)

[album rate: 4 / 5] [3,85]

producer: Matthew Devenish

label: AATT - nationality: England, UK

Track highlights: 2. "The Whaler" (4 / 5) - 3. "Town Square" - 4. "Mother-of-pearl Moon" - 5. "This Path Through the Meadow" - 6. "Valdrada" - 8. "Visions of a Stray" - 9. "Field After Field" - 10. "Ypsilon"

[ album playlist ]

16th studio album by And Also the Trees follows 1½ years after The Bone Carver (Sep. 2023) and is like that made with producer Matthew Devenish and to the usual procedure the album is released on the band's own label.

The album shows a will to explore stylistic ground anew, and in that regard this new collection of songs differ from the band's most recent releases, which have all shown a stronger audible bond to the band's origins in a gothic rock setting. Mother-of-Pearl Moon invites us on a more mellow and subtle type of transport, which is both like a movement through different familiar places as well as a journey through time - and not as such back to the 1980s as much as much further back to another Century. Songwriter Simon Jones shapes these poetic pieces with his dark vocal as centre structure coloured by delicate percussion, bass and strings, which takes us through ancient European landscapes, often inspired by an atmosphere you would be likely to locate to 19th Century Paris or London. Originally, the band expressed itself with excessive theatrical postures - the link to a world of plays still lures on all tracks but in a much more refined manner provoking to your stolen attention, because the music cannot lie when it opens up and reveal its true nature. And that's a truly remarkable and fascinating creature they have come up with this time.

Mother-of-pearl Moon is no less than a great release from one of Britain's underestimated acts.

Highly recommended.

[ SputnikMusic 4 / 5 stars ]

[ bandcamp ]

The Jesus and Mary Chain "Just Like Honey" (1985) (single)

Just Like Honey, 12'' single

release date: Oct. 1985

format: vinyl (NEG 17T)

[single rate: 3,5 / 5] [3,55]

producer: The Jesus and Mary Chain

label: Blanco y Negro - nationality: Scotland, UK

Tracklist: A) 1. "Just Like Honey" - 2. "Head" - - B) 1. "Cracked" - 2. "Just Like Honey (Demo - Oct 84)"

Single release by The Jesus and Mary Chain is the band's third and final single taken from its forthcoming debut album Psychocandy (Nov. 1985). The single follows You Trip Me Up (May 1985), which followed Never Understand (Feb. 1985). The A-side tracks also constitute the regular 7'' single issue, which was released in Sep. '85.

The Smile "Wall of Eyes" (2024)

Wall of Eyes

release date: Jan. 26, 2024

format: digital (8 x File, FLAC)

[album rate: 3,5 / 5] [3,66]

producer: Sam Petts-Davies

label: XL Recordings - nationality: England, UK

Track highlights: 1. "Wall of Eyes" (4 / 5) - 2. "Teleharmonic" - 3. "Read the Room" - 4. "Under Our Pillows" - 7. "Bending Hectic"

2nd studio album by The Smile following nearly two years after A Light for Attracting Attention (May 2022) with Petts-Davis as producer - he previously produced Thom Yorke's solo soundtrack Suspiria (2018) for Luca Guadagnino's remake of a Dario Argento horror classic.

Although, the album has been made with a new producer, it really doesn't fall far from the trio's first album and you could also argue that the project here doesn't expose a tone that essentially differs from that of Radiohead, perhaps because that band's musical centre is constituted by Thom Yorke and Johnny Greenwood who are 2/3 of The Smile. And although, many compositions were nearly finished by Greenwood and Yorke in the Summer of '23, all songs and music here is credited the band only.

The now two studio albums by The Smile are so much alike that it's tempting to regard them as two chapters of the same book, or two sides of the same coin, and that's the only snag to a otherwise fine follow-up. On the positive side, you could add that it's really nice to have renowned artists like Yorke, Greenwood, and Skinner, who choose to make an album with focus on musical experimentation instead of going mainstream pop, and in that regard, the trio still offers a refreshing and challenging side-step to the Grammy Awards' self-centrered spotlight of make-believe where everything is about performance.

Recommended.

[ allmusic.com, The Guardian, NME, Rolling Stone 4 / 5, 😮Pitchfork 8,5 / 10, 👎Exclaim! 3 / 5 stars ]

Blur "The Ballad of Darren" (2023)

The Ballad of Darren

release date: Jul. 21, 2023

format: digital (12 x File, FLAC) (Deluxe)

[album rate: 3,5 / 5] [3,52]

producer: James Ford

label: Parlophone - nationality: England, UK

Track highlights: 3. "Barbaric" - 2. "St. Charles Square" - 4. "Russian Strings" - 6. "The Narcissist" - 7. "Goodbye Alert" - 10. "The Heights"

9th studio album by Blur marks a long-awaited reunion following more than eight years after The Magic Whip (Apr. 2015), which then was another reunion album following 12 years after Think Tank (May 2003). The Ballad... is produced by James Ford, who has made a name for his work with e.g. Arctic Monkeys, Last Shadow Puppets, and in this context: for his work on albums by Gorillaz. The band remains intact and all tracks are credited the band of Damon Albarn, Graham Coxon, Alex James, and Dave Rowntree. Together with Gorillaz, Albarn released Cracker Island (Feb. 2023), and basically, Blur now appears as just another brain-child of Albarn's. Blur is still something else, and markedly different from albums by Gorillaz, but there are apparent similarities with the music by the Albarn-led project The Good, The Bad & The Queen (e.g. "Goodbye Alert" and "Far Away Island"), who most recently - as of Nov. 2018 released Merrie Land.

The album was met by positive reviews - I didn't immediately embrace it as an improvement, and frankly thought of it as on par with the band's 2015 album, but one year down the road, I consider it better than my initial verdict. It's not up there among the best by Blur but it surely has its moments, and Coxon is a most treasured guarantee in delivering classic Blur guitar-riffs, which securely puts it somewhere in the middle on the Blur shelf.

[ 👎allmusic.com 4,5 / 5, The Guardian, Mojo, NME, 👍Pitchfork 7,2 / 10 stars ]

OMD "Bauhaus Staircase" (2023)

Bauhaus Staircase

release date: Oct. 27, 2023

format: digital (12 x File, FLAC)

[album rate: 3,5 / 5] [3,55]

producer: OMD

label: 100% Records / White Noise - nationality: England, UK

Track highlights: 1. "Bauhaus Staircase" - 2. "Anthropocene" - 4. "G.E.M." - 5. "Where We Started" - 6. "Veruschka" - 8. "Don't Go" - 10. "Aphrodite's Favourite Child"

14th studio album by Orchestral Manoeuvres in the Dark - the fourth since the band's reformation in 2006, follows six full years after The Punishment of Luxury (Sep. 2017). As all the band's four studio albums of the new Millennium, the album production is credited the band and most tracks are written and composed by Andy McCluskey and Paul Humphreys with the former taking the strongest role as songwriter - business as usual. The band hasn't exactly lived without exchanging members and the line-up with the two founding members McCluskey and Humpreys alongside keyboardist Martin Cooper are now on their fourth consecutive album together, whereas drummer Stuart Kershaw, who took part in the writing of five tracks on Liberator (1993), debuted on the 2017 album.

Bauhaus Staircase not only continues where the band left us in 2017 but basically adopts the sound they have stuck to since the reformation and the release of History of Modern (2010), and the title referencing the German art school pretty much sums up what kind of legacy they aim for - and they do know how it connotates an early electronic European tradition, which implies both Jean-Michel Jarre and Kraftwerk. The album cover reflects the same perspective, as we've seen it with their four most recent albums. From the Pacific Age (1986) to Universal (1996) OMD found themselves - if not on a downward spiral, then at least on a negative trend, where they seemed to be caught on the wrong foot, searching of a proper style, which ultimately had McCluskey dissolve the band in '96. After the reunion, however, the band acts very determined to stick to a simple synth-pop founded on synths, drums, and melodic uptempo tunes that somehow all incorporate some of the characteristics of the band's earliest years. Since 2008 they have released live-versions of their most popular albums and been on tours only performing the albums Dazzle Ships and Architecture & Morality, and they have released the live album Access All Areas (2015) dedicated to hits of their heydays.

I feel somewhat undecided on this as I sense much reproduction and not much new, and then on the other hand I acknowledge that they really understand their own strengths and keep to these in a predictable, yet also quite charming way. My first impression was basically a complete rejection, and I thought it was game over. And again, I have to hand it to McCluskey & Co. as they know how to keep the torch alive.

Recommended.

[ Mojo, PopMatters, Record Collector, Uncut 4 / 5, Clash 4,5 / 5 stars ]

The Streets "The Darker the Shadow the Brighter the Light" (2023)

The Darker the Shadow the Brighter the Light

release date: Oct. 13, 2023

format: digital (15 x File, FLAC)

[album rate: 3,5 / 5] [3,64]

producer: Mike Skinner

label: Rhino UK - nationality: England, UK

Track highlights: 1. "Too Much Yayo" - 2. "Money Isn't Everything" (4 / 5) - 5. "Shake Hands With Shadows" - 6. "Not a Good Idea" - 8. "The Darker the Shadow the Brighter the Light" - 10. "Gonna Hurt When This Is Over" - 11. "Kick the Can" (4 / 5) - 12. "Each Day Gives" - 15. "Good Old Daze"

6th studio album by The Streets following nearly 13 years after Computers and Blues (Feb. 2011) and most recently the mixtape album None of Us Are Getting Out of This Life Alive (Jul. 2020) is a warm welcome back to one of Britain's most charismatic hip hop artists of the new millennium. All tracks except the title track, co-composed with Virginia Liston, are composed, written, arranged, produced and mixed by Skinner himself. Actually, the album appears to have been made on the basis of a full-length feature film (baring the same title) written by Skinner over nearly a full decade, and which has also premiered by now. Compared to his 2020 mixtape album this one doesn't include a long list of featuring artists, although Kevin Mark Trail contributes with vocals on seven tracks (he also performed on the 2002 debut as well as on the 2011 album by The Streets), Robert Harvey (of The Music, The D.O.T., Kasabian) features on two, and Laura Vane on one.

More than a decade has passed by, and Skinner has been involved in other projects, so I guess you would expect one of two scenarios: The Streets would take up the batton in a predicted pace and with the inclusion of Skinner's ear for hooks and samples - just like we've come to know him - or, you'd see him from a new perspective utilizing his time with other music projects to expand the musical universe of his most famous brain child. And Skinner only remains true to the spirit, the sound and the soundscape of The Streets, as he simply appears to move forward from whatever position he left his project in. That both makes it very comfortable without having to adjust to a new-found sound and at the same time a tee bit old-school. It does sound like music that should've been released a decade earlier, but then: so what? It wasn't! First and foremost it's nice to have him back in this role, and The Darker the Shadow... won't disturb anyones impression of this project, though I guess some would've wished more progression. Comparing with his fifth studio album I think the most aparent difference is a reluctance to over-arrange songs and stick to some kind of simplicity. The album runs for a total of 47 minutes, and all songs vary little in running time - going from 2:10 to 3:54 minutes they're all composed within a strict matrice of A, B, and C pieces held together with a bridge or two with extremely tight compository differences. That said, he still throws in samples and various stylistic inputs to colour and to make it a digestible treat. The skills remain intact. Some tracks stick out but as a whole it does feel a bit like going through the motions by replicating, duplicating, and by reminding us of his earlier beats. It's not that it doesn't work, 'cause it adds to the repertoire - there's. just. not. a lot. of. new. strengths. being revealed here. Aaaand that said, what really works here is Skinner's artistic approach with words, sentences - i.e. his rhyming to music. That's intact, or perfectly intact actually, and then it doesn't make things worse that you actually have some living experience. His gift in telling everyday life in the context of themes is point on - and we've missed that.

It's nice, it's good, and it's nearly great. Perhaps the biggest accomplishment is that the album actually feels like a real The Streets album to be referred to and compared with the five previvious studio albums. It may not be one of his three best but it comes close.

Recommended.

[ allmusic.com, Uncut, Mojo 4 / 5, Gaffa.dk 4 / 6, Pitchfork, Record Collector, NME 3 / 5 stars ]

M.I.A. "MATA" (2022)

MATA

release date: Oct. 14, 2022

format: digital (13 x File, FLAC)

[album rate: 3,5 / 5] [3,65]

producer: various

label: Island Records - nationality: England, UK

Track highlights: 2. "F.I.A.S.O.M. Pt. 2" - 4. "Beep" - 5. "Energy Freq" - 6. "The One" - 8. "Time Traveller" - 9. "Popular" - 11. "K.T.P. (Keep the Peace)" - 13. "Marigold"

6th studio album by M.I.A. following six years after AIM (Sep. 2016) is M.I.A.'s first album to only be issued in digital format. AIM had initially been released as her final studio album but the desire to release new material made her change her decision. MATA is a typical M.I.A. title - instead of refering to an individual, the title is an ironic pun hinted at the change of the name of Facebook to Meta. Furthermore, the front cover depicts a Christian cross in the writing of MATA in vertical letters, and M.I.A. has been outspoken in finding a meaningful life after turning to Christianity, and then, when pronounced in 'working-class' British, 'MATA' becomes 'matter' - meaning this is the / what 'MATA[r]'s. The album consists of thirteen tracks of which none is longer than 3:36 minutes and three tracks are below two minutes making it a relative short full-length album with a total running time under 33 minutes.

MATA is in many ways a typical album from M.I.A. with lyrics touching on social and political awareness. It's music about her role, about being parents, and about living at a current age where global issues demand our full attention.

M.I.A. is confrontatory in her very approach, and that has made her both extremely unpopular but also the opposite, and she's been perfectly aware of this from the very beginning of her career. The song "Popular" says everything about being just that, and that's just very much the very essence of her narrative. "F.I.A.S.O.M. Pt. 1" and "F.I.A.S.O.M. Pt. 2" are other neat examples of her gift with words to elaborate on issues of concern. Here, it's an abbreviation for 'Freedom Is A State Of Mind' ('whatcha gonna do with mine?'), which she uses to deal with exactly what it implies, and at the same time it cleverly refers to being 'Fearsome'. She speaks her mind of the things that she encounters - there's no hiding behind a public image or a media persona, and at the same time, that also reveals her conflicts of trying to be herself in a world where the media image is out of your own control. She rides along, reacts to issues and accusations and no matter what always find herself in the middle of a conflict she never asked for. And the fact that she never writes a song just to make it sound like a good hook or rhyme, but starts off by having something on her mind, and then makes a song about it incorporating rhymes, hooks, and beats is something extremely rare these days.

Anyway, MATA is another fine album from M.I.A., although, its not really among her absolute best, but in this case, much less will do, 'cause she's always right there in the midst of war zones reporting about actual human issues and not really caring about being [TaylorSwift-Reehannah-and-the-like-radio-friendly]-pop-ulaaar!

Recommended.

[ allmusic.com, Slant Magazine 4 / 5 stars ]