udgivet: 24. maj 2024
format: vinyl (Ltd. udgave) (blå vinyl) / digital (12 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,98]
producer: Paul Weller
selskab: Polydor - nationalitet: England, UK
Udvalgte numre: 1. "Ship of Fools" - 2. "Flying Fish" - 4. "Nothing" (4 / 5) - 5. "My Best Friend's Coat" - 6. "Rise Up Singing" - 7. "I Woke Up" - 9. "Sleepy Hollow" - 11. "Soul Wandering" (4 / 5)
17. studiealbum fra Paul Weller følger tre år efter den stærkeFat Pop (Volume 1) (maj 2021), og det er - hvis man fokuserer på titlen - måske ikke den forventede Volume 2. Det er dog tæt nok på, for faktum er, at Weller i sandhed har fundet sin musikalske skattekiste de seneste år og simpelthen virker ude af stand til at lave et irrelevant album. '66' har i øvrigt en dobbeltbetydning, idet titlen både refererer til året 1966 - en tid hvor musikken brød igennem med stor styrke rent produktionsmæssigt og i forhold til fyldigere arrangementer, og specifikke soul-hits fra netop det år - og så selvfølgelig til hans nuværende alder. Forside-coveret af Peter Blake (som også lavede coveret til Stanley Road) rammer ganske fint stilen fra netop det år. Albummet udgives dagen før hans 66-års fødselsdag og er Wellers første i en lang række, der ikke har deltagelse af hans nærmeste musikalske åndsfælle: tekniker, producer, multiinstrumentalist og medkomponist Jan 'Stan' Kybert. Albummet byder dog både på faste instrumentalister samt adskillige prominente gæsteoptrædener, som tæller Suggs (aka Graham McPherson fra Madness), Bobby Gillespie (fra Primal Scream), Christophe Vaillant (fra Le SuperHomard), Erland Copper, Steve Cradock, Noel Gallagher, Richard Hawley, Dr. Robert (aka Robert Howard) og Hannah Peel. Hertil har Weller både skrevet og komponeret selv, men han har også fundet matchende melodier med inspiration fra andre sangskrivere eller skrevet sange sammen med forskellige andre. Det bemærkelsesværdige ved dette er en stærk, sammenhængende samling af forskelligartede sange, hvor Weller's vokal sjældent har lydt så ekspressiv.
Albummet kunne lige så godt have heddet 'Volume 2 (66)' eller noget lignende, da det tager stafetten op fra 2021-albummet. Det er ikke strengt taget fra den samme tur i byen, da '21-albummet bød på flere uptempo-sange, mens dette fremstår som en mere afdæmpet udgivelse - måske fulgt af en melankoli over alle de år, der er gået? Nogle numre indeholder et vist strejf af The Style Council, i hvert fald, når vi taler kvalitet i stil med Café Bleu-perioden, hvilket er en nostalgisk tendens, der også høres på hans seneste forgængere. Generelt set er det et velafbalanceret album, der beroliger i blå og disede nuancer af blødhed, som ikke desto mindre stadig byder dig indenfor med den umulige blanding af musikalsk aristokrati og arbejderklasse-appel, og med en stærk sans for stilistisk mangfoldighed uden på nogen måde at miste sammenhængskraften. Oven i det, står melodierne side om side og kalder på lytterens opmærksomhed - det er et album fyldt med stærke sange, som allerede kandiderer til et af hans hovedværker. Imponerende, det er hvad det er, og naturligvis varmt anbefalet.
