22 June 2025

Kele "The Flames pt. 2" (2023)

The Flames pt. 2
udgivet: 24. mar. 2023
format: digital (12 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,68]
producer: Gethin Pearson
selskab: Kola - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Never Have I Ever" - 2. "Reckless" - 4. "True Love Knows No Death" - 5. "Vandal" - 8. "Someone to Make Me Laugh" - 9. "I'm in Love with an Outline" - 11. "Kerosene"

6. studiealbum fra Kele følger omtrent to år efter COVID19-albummet The Waves Pt. 1 (maj 2021) og er altså ikke 2. del af dette - og mon så ikke alligevel? Der eksisterer (så vidt vides) ikke et 'The Flames pt. 1', og på den måde er det både en opfølger og ikke, selvom det kommer i forlængelse af 2021-albummet. Siden sit femte soloalbum har Kele med Bloc Party udgivet bandets sjette album: Alpha Games (apr. 2022) og blot tre måneder efter dette album udgav han med Bloc Party ep'en The High Life EP (jul. 2023). Alle disse udgivelser indimellem hinanden demonstrerer en vitalitet og samtidig afspejler de ret forskelligartede udgivelser. Med Bloc Party ved man aldrig helt, hvad der kommer - sådan er det for så vidt også med Kele's soloudgivelser - de ligner bare ikke hinanden, selvom der er elementer, der går igen. Siden Bloc Party debuterede i de tidligere nullere er der sket en del stilmæssigt. Bandet slog igennem med deres post-punk revival, som hurtigt ændrede udtryk, og siden da, har det været en tur gennem genre- og stil-varianter, som de færreste slipper afsted med uden at miste ikke bare fans, men også integritet, og det er faktisk noget, jeg synes, både Bloc Party og Kele er lykkedes ret flot med. Bevares, i starten var det en kamel at sluge, når bandet ikke levede op til ens forventninger, men dem kunne man jo så starte med at pakke væk.
The Flames pt. 2 er produceret af Gethin Pearson som også stod bag det fine 2042 (nov. 2019), og der er faktisk flere mindelser ved netop det album end hos den umiddelbare forgænger. Pearson og Kele er begge angivet som komponister alle numre. Bemærkelsesværdigt er det måske, at Kele også er angivet som eneste instrumentalist. Stilmæssigt er det noget vi har hørt før blandet med noget andet, og på den måde er der ikke store overraskelser på albummet. The Waves Pt. 1 var mere tilbagelænet og havde et mere følsomt udtryk, og blev også betegnet som et af mange tidstypiske albums, som havde baggrund i pandemien. Her er The Flames pt. 2 langt mere udadvendt med dansevenlige toner med et både aggressivt og indimellem hårdtslående ydre, men ikke alene det. Jeg synes faktisk, der er en god balance på albummet her, som på sin vis indeholder elementer, man kunne forvente fra en Bloc Party-udgivelse. Der er en ny bred variation i tempo og i stil, som er belevet en del af bandets DNA, og så er der blevet plads til Kele's ofte sete præference for danse-orienterede kompositioner.
I min optik er det intet mindre end et af Kele's klart bedste solo-albums. Det er bedre varieret end hans stringente debut, som stadig er min favorit, og så er det ret muntert og positivt trods et tekstunivers, hvor der udpensles en del personlige konflikter, men det er også bare en del af Kele's kilde til kompositioner.
Stor anbefaling.
[ Line of Best Fit, 👉Clash 3,5 / 5, Loud and Quiet 3 / 5 stjerner ]

10 June 2025

The Pop Group "Y" (1979)

Y
[debut]
udgivet: 20. apr. 1979
format: cd (2007 remaster)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,54]
producer: Dennis Bovell, The Pop Group
selskab: Radar / Rhino - nationalitet: England, UK

*Bonusnummer på 2007 remaster

Studiealbumdebut fra det Bristol-baserede avantgardist-band The Pop Group, bestående af vokalist Mark Stewart, guitarist John Waddington, basist Simon Underwood, guitarist og saxofonist Gareth Sager og trommeslager Bruce Smith. Den originale albumudgivelse består af 9 numre - cd-udgaver af albummet tilføjer bandets singledebut som åbningsnummer og singlens B-side er at finde som nummer #11, ligesom den øvrige rækkefølge er blevet ændret en smule. Den oprindelige vinyludgave har en spillelængde på 40 minutter, og med de to ekstra numre sniger cd’en sig lige over de 47 minutter.
Stilmæssigt lyder albummet mest af alt som... intet andet! Især når man tager året 1979 i betragtning, står det i den grad helt for sig selv. Det er både funk, post-punk og en eksperimenterende udgivelse, hvilket får mig til at tænke på en fin blanding af acid-rockerne Captain Beefheart og post-punk-rockerne fra The Birthday Party med tilføjelsen af funk. Det forholder sig blot sådan, at sidstnævnte band angiveligt selv skulle have været kraftigt inspireret af The Pop Group. Så hvordan endte de med så original en blanding på to bemærkelsesværdige albums, der er blevet hyldet som inspirationskilder for en lang række kunstnere? Sagen er, at albummet blev alt andet end anerkendt, da det i sin tid udkom, og den endnu mere skarpskårne opfølger How Much Longer Do We Tolerate Mass Murder? fra 1980 fik ikke ligefrem pladeselskaberne til at stå i kø for at skrive kontrakt med dette yderst originale band. I stedet blev de mødt af blandede og negative anmeldelser, og gruppen endte da også med at gå i opløsning efter kun to albums. Medlemmerne fortsatte dog i forskellige andre konstellationer, der alle befandt sig et sted i frontlinjen for nye musikalske retninger - og alle langt fra det, man dengang kunne opfatte som mainstream.
Det er først for nyligt, at jeg opdagede dette bands musikalske kvaliteter, og min første reaktion fik mig til at tænke på amerikanske Captain Beefheart og på det Engelske post-punk-band Shriekback. Det førstnævnte navn dukker op som følge af Mark Stewarts vokalpræstation og den eksperimenterende, krautrock-agtige synkoperede rytmesektion, der inkluderer flittig brug af perkussion og blæsere, hvorimod Shriekback muligvis har lyttet meget til The Pop Group, før de fandt deres egen lyd, som i sig selv er en tydelig kilde til det, der voksede frem med betegnelsen 'industrial'. I den henseende repræsenterer Y grundlæggende et enormt konglomerat af stilarter, hvor de mest fremtrædende er funk, funkrock, surfrock, post-punk, dub og garagerock. I samtiden for udgivelsen ville albummet sikkert være blevet listet som art-punk, vil jeg gætte på. Der er bestemt også forbindelser til den stærke politiske tilgang hos The Mothers såvel som de politisk-orienterede punkbands fra anarcho-punk-fraktionen af den britiske punkbølge - igen noget, der bliver mere tydeligt på den vredere opfølger i 1980.
Havde jeg hørt albummet som 14-årig i 1979, ville jeg med ret stor sikkerhed have afvist det som værende alt for støjende og alt for mærkeligt. Lidt på samme måde med andre ikoniske albums, som jeg overså ved første introduktion - hvilket gælder for kunstnere som The Fall, Crass, The Creatures og Psychic TV (for blot at nævne nogle få). Men når man kender til senere manifestationer under den alternative rock paraply, så står The Pop Group som grundlæggere af noget ud over det sædvanlige - en eksperimenterende afstikker ind i mystiske musikalske landskaber - men på en ganske forfriskende måde.
Y er afgjort noget ganske andet - et første udkast, om man vil - som tilsigtet måske har været mere forbundet med og et produkt med den eksperimenterende krautrock og den rene funk for øje, men med inspirationen fra punkmiljøet endte det i virkeligheden som et yderst originalt brud med genredefinitioner. Det er ikke desto mindre et spændende bud på post-punk med en original tone, som skulle blive yderligere gransket på en vildere og mere eksperimenterende opfølger.
Dette album er anbefalet til alle med en interesse for moderne musikhistorie.
[ allmusic.com, Uncut 4,5 / 5, Mojo, Record Collector 4 / 5, Sounds 3,5 / 5 stjerner ]