udgivet: 27. mar. 2026
format: digital (9 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,76]
producer: Klas Åhlund
selskab: Konichiwa - nationalitet: Sverige
Udvalgte numre: 1. "Really Real" - 2. "Dopamine" (4 / 5) - 4. "Sucker for Love" - 6. "Talk to Me" - 8. "Light Up"
9. studiealbum fra svenske Robyn følger hele 7½ år efter albummet Honey (okt. 2018). Tilbage ses Klas Åhlund som medkomponist og producer efter at været fraværende / fravalgt på 2018-udgivelsen - og ellers har Åhlund været med Robyn på alle udgivelser siden det selvbetitlede 4. album fra 2005.
Robyn har lavet en del forskellige albums i årenes løb uden at lyde som andet end... Robyn, og i den kontekst har Åhlund nok en rolle at spille uden det er klart, hvor stor indflydelse han har i det store billede. Albummet er et af de kortere af slagsen med sine blot lidt over 29 minutters totale spilletid fordelt på 9 numre. På den måde minder det i format om de to første udgivelser i "Body Talk"-serien Body Talk Pt. 1 (jun. 2010) og Body Talk Pt. 2 (sep. 2010) uden at dette nye album nogen steder benævnes som et decideret 'Mini-album'. Sådanne format-angivelser er ligesom blevet underligt antikvariske størrelser efter streaming-tjenesternes dominans, hvor spilletid er blevet noget ganske sekundært, mens det primære synes at være at kunne fremvise nye udgivelser.
Udover Åhlund er der som vanligt et mindre sammenrend af medsangskrivere og komponister, hvor det er svært at pege på andre end Åhlund som gennemgående figurer, og på den måde fremstår albummet nok mere som en samling nye numre lavet med forskellige andre, som Åhlund og Robyn så i sidste ende har fået til at fungere som et samlet hele. De to første numre fremstår måske mere som en slags singler, som også er kendetegnet ved at være lavet i samspil med andre kendte kunstnere. "Really Real" er lavet med Jonathan Bates fra amerikanske rockband Mellowdrone - han er også medkomponist på "Sucker for Love" sammen med Svein Berge fra norske Röyksopp, og "Dopamine" er skrevet med hjælp fra britiske Taio Cruz, hvorimod resten af numrene er lavet under medvirken af især svenske kunstnere, sangskrivere og producenter som fx Oscar Holter, Elvira Anderfjärd og så et gensyn med Max Martin (aka Martin Sandberg), som tidligt i Robyns karriere stod bag flere af hendes første store hits.
Resulatet er noget, der i mine ører umiddelbart falder mere i tråd med Body Talk-trilogien end en fortsættelse af Honey, men det er samtidig noget andet - noget nyt. Jeg synes ikke helt vi er på højde med tidligere tiders høje standarder, dertil er der et par helt anonyme numre med, hvilket er for meget, når vi er på så kort spilletid, mens de fremhævede numre alle har særlige kendetegn, der gør det til den temmelig unikke Robyn-musik.
I håb om en gentagelse af flere udgivelser samme år, så er dette dog indtil videre klart anbefalet.
