udgivet: 19. feb. 2021
format: vinyl (LTD. blue vinyl) / digital (7 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [4,02]
producer: Stuart A. Staples
selskab: Lucky Dog / City Slang - nationalitet: England, UK
Fuld trackliste: 1. "Man Alone (Can't Stop the Fadin')" - 2. "I Imagine You" - 3. "A Man Needs a Maid" - 4. "Lady with the Braid" - 5. "You'll Have to Scream Louder" - 6. "Tue-Moi" - 7. "The Bough Bends"
13. studiealbum fra Tindersticks efterfølger No Treasure but Hope (nov. 2019) og er udgivet på Stuart Staples' eget label, Lucky Dog, med hjælp fra det uafhængige tyske selskab City Slang. Bandet er stadig samme kvintet, bestående af forsanger, primær sangskriver og komponist Stuart A. Staples, guitarist Neil Fraser, basist og tangentspiller Dan McKinna, tangentspiller David Boulter og trommeslager Earl Harvin. Albummet indeholder blot syv numre og har en samlet spilletid på lige over 46 minutter, hvilket betyder, at flere numre har længere spilletid end de sædvanlige 3 til 4 minutter - selvom bandet på de seneste udgivelser har forsøgt sig med andre utraditionelle tiltag i udviklingen af bandets lydunivers. Lidt ukonventionelt starter albummet her med det absolut længste nummer, der varer mere end 11 minutter, og nummeret er da også usædvanligt for Tindersticks, da det har en tydelig elektronisk kant. Herefter fortsætter albummet mere traditionelt for bandet med ret simpelt opbygget chamber pop uden en masse dikedarer udover Staples' markante vokal oven på stille guitartoner, et næsten ikke-eksisterende ambient keyboard og svagt-hørbare strygere - og helt uden traditionelle trommer. Et andet nyt træk er tilstedeværelsen af covers. Ud af albummets syv numre er der tre coversange, og selvom originalversionerne er ret tilgængelige, har Tindersticks forvandlet disse til rene Tindersticks-sange, så det hele fungerer ret fint sammen. "A Man Needs a Maid" er en velkendt Neil Young-sang fra hans klassiske Harvest-album fra 1972, og den er her fuldstændig tilpasset et Tindersticks-univers med lyse korstemmer og Staples' kontrasterende mørkere vokal - resultatet er rigtig godt. Det efterfølgende nummer, "Lady with the Braid", er sandsynligvis en mindre kendt sang for de fleste, skrevet af [Dorothy] Dory Previn [aka Dory Langdon, aka Dory Previn Shannon] og hentet fra hendes andet singer / songwriter-studiealbum Mythical Kings and Iguanas fra 1971. Denne efterfølges af det sidste covernummer: "You'll Have to Scream Louder" skrevet af Dan Treacy til det britiske post-punk band Television Personalities og hentet fra 1984-albummet The Painted Word. Herefter fortsætter Distractions med en ligeledes næsten typisk Tindersticks-komposition med fransk tekst: "Tue-moi" ['Slå mig ihjel'], hvor Staples med sit engelsk-franske [beklager] gør sit bedste i fransk 'chanson'-stil, hvilket nok kun briter og visse smigrede franskmænd vil opfatte som noget ekstraordinært. Sangen er dog noget helt særligt på en anden måde, da det er Staples' inspiration fra og hans tanker om attentatet på det franske spillested Bataclan i 2015 - et spillested, som Tindersticks har besøgt flere gange. Albummet slutter lidt, som det starter - med et lidt mere eksperimenterende nummer med tape-loops og 'anden elektronik', selvom det stadig mest bare lyder som Tindersticks i det lidt jazzede hjørne. På sin vis minder albummet om Staples' seneste soloudspil, albummet Arrhythmia fra 2018, som er første gang, man bemærker Staples eksperimentere med elektroniske virkemidler. Dét album var også usædvanligt på grund af sine ret lange kompositioner.
Alt i alt, er Distractions et album, der byder på både nyt og gammelt, og som umiskendeligt er Tindersticks, der for alvor har skruet ned for arrangementerne, men det er et album, der vinder over tid. Det velkendte chamber pop-element er kun svagt til stede, mens der i stedet er blevet plads til noget eksperimenterende, der låner fra både moderne stilarter og fra jazz.
Tindersticks fortsætter med at lave fascinerende musik - det virker som om, de har fundet deres helt egen plads i alt. rock-sfæren med plads nok til at fortsætte eksperimenterne uden samtidig at miste den kunstneriske fremdrift. Og jeg er fristet til at spørge: "Hvornår har det her band egentlig lavet et dårligt album?" Det er i hvert fald meget længe siden, og det har bestemt ikke været tilfældet, siden bandet var ramt af interne konflikter omkring årtusindskiftet.
Stor annbefaling.
Coveret til albummet er krediteret Sidonie Osborne Staples - datter til Stuart Staples & Suzanne Osborne.
