Salif Keita "So Kono" (2025)

So Kono

udgivet: 11. apr. 2025

format: digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,92]

producer: Lucille Reyboz, Yusuke Nakanishi & Laurent Bizot

selskab: No Format! / Nø Førmat! - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Aboubakrin" - 2. "Awa" - 3. "Tassi" (4 / 5) - 4. "Kanté Manfila" - 5. "Chérie" - 8. "Tu vas me manquer"

Studiealbum af Salif Keita udgivet på det franske pladeselskab No Format! lander hele 6½ år efter Keita's proklamerede sidste album Un autre blanc (okt. 2019). Keita er nu 76 år gammel, og da han nærmede sig de 70, har han muligvis ræsoneret, at albummet fra 2019 skulle blive hans sidste. Men når musik er det, man virkelig mestrer, er det formentlig svært at sige stop, og så kom der jo som bekendt en pandemi, der fik mange til at finde nye veje inden for skabende kunst. Mange kunstnere fortsætter jo helt enkelt uden at trække sig tilbage, hvilket er grunden til, at vi stadig får bemærkelsesværdig musik fra navne som Van Morrison, Bryan Ferry, Robert Plant, Neil Young, John Cale, Laurie Anderson og en lang række andre.

So Kono er ikke en fortsættelse af stilen fra Un autre blanc, som viste Keita i uvanligt orkestrerede arrangementer domineret af keyboards og synths. I den henseende er denne nye udgivelse i langt højere grad både en venden tilbage til rødderne og noget nyt. Det oprindelige islæt er uden de hurtige og danseorienterede kompositioner. Der er tale om en blidere produktion i malisk singer-songwriter-stil, hvor Keita's stadigt farverige og levende vokal udelukkende akkompagneres af få instrumenter som ngoni (et strengeinstrument, der minder om en kora), guitar og slagtøj. På den måde er det et nøgent udtryk vi får på albummet, og måske blev Keita inspireret til albummet gennem en nyligt overstået turné til Japan, hvor han netop spillede akustiske udgaver af sit repertoire. Jeg forstår ikke et ord af teksterne, der skifter fra malisk til lejlighedsvis fransk, men det fremstår som et album, der involverer dybe følelser. Jeg føler i hvert fald, at Keita lægger noget, jeg forstår som et inderligt engagement, i disse enkle, men smukke kompositioner. Nogle af numrene er mere nøgne genfortolkninger af hans egne tidligere sange.

So Kono hører allerede til blandt Keita's bedste albums. Det er et vidunderligt og varmt vidnesbyrd om Keita's styrke og vitalitet, og det er samtidig en stærk kandidat til årets album.

Stærkt anbefalet.

[ 👉Mojo, The Guardian, 👍Uncut, PopMatters 4 / 5 stjerner ]

Salif Keita "Folon" [The Past] (1995)

Folon [The Past]
udgivet: 1995
format: cd
[vurdering: 4 / 5] [3,78]
producer: Wally Badarou
selskab: Mango Records - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Tekere" (5 / 5) - 3. "Africa" - 4. "Myanyama" - 5. "Mandela" (4 / 5) - 6. "Sumun" - 7. "Seydou" - 8. "Dakan-Fe" - 9. "Folon"

4. internationale studiealbum af Salif Keita efter albummet Amen (1991) udgivet på Mango (underlabel til Island Records for deres 'world'-udgivelser) og produceret af Wally Badarou (Jean-Philippe Rykiel producerede spor #5 og #9).
Albummet var et af de første, jeg lyttede til af Keita. Nummeret "Tekere" er helt fantastisk og har den samme vidunderlige up-tempo afrikanske / mandé-stil, som jeg havde opdaget på forskellige udgivelser fra de tidlige 1980'ere med traditionel afrikansk folkemusik og / eller 'afrikansk jazz'. Keita spiller ikke selv nogen instrumenter, men komponerer og synger, og han har en strålende og varm sangstemme, der lyder som... ingen andre. Som oftest betegnes hans musik som world musik, hvilket jeg anser for at være et ekstremt dårlig mærkat for musik produceret og / eller udgivet i Afrika, Asien, Skandinavien, Sydamerika eller steder, der ikke er Europa eller USA. Keita laver mandé-folkemusik og afrikansk populærmusik inspireret af lokale traditioner og vestlig populærkultur, og han kombinerer elementer fra jazz, reggae, latin, blues... Oven i det, tilføjer han ofte en et element af 'dance'. Hvorfor findes der egentlig ikke en musikstil med betegnelsen 'folk dance'? For det er virkelig det, dette er... men ikke kun. På trods af at det er et album med (afrikanske, mandé) tekster, som jeg absolut ikke forstår et ord af, har jeg læst, at det vidunderlige nummer "Tekere" er en sang 'om jalousi, om at for meget jalousi let bliver til ondskabsfuldhed'. Uanset hvad, er musikken her ganske original og helt vidunderlig.
Folon er næsten lige så god som Amen og kommer naturligvis med en varm anbefaling.
[ allmusic.com 4 / 5 stjerner ]

Salif Keita "Amen" (1991)

Amen

udgivet: 1991

format: cd

[vurdering: 4 / 5] [3,96]

producer: Joe Zawinul

selskab: Mango Records - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Yele N Na" (4 / 5) - 2. "Waraya" - 3. "Tono" - 4. "Kuma" - 5 . "Nyanafin" - 6. "Karifa" - 7. "N B'I Fe" - 8. "Lony"

Studiealbum af Salif Keita efterfølger albummet Ko-Yan (1989), også udgivet på Mango. Det er album, der af mange anses som Keita's første kommercielle gennembrud, og det er virkelig flot produceret af det 'gamle' Weather Report medlem Joe Zawinul, som er lykkedes med at skabe et klassisk 'world fusion' album.

Det der fungerer så godt ved albummet er Keita's særlige vokal, hans færdigheder som komponist og afholdelsen fra at skabe afrikansk musik med tydelig vestlig indlydelse. Jo, det omfatter tydelige spor fra en traditional jazz pop men uden at kompromitere de maliske rødder, og så nyder jeg bare den kendsgerning, at disse otte kompositioner ikke bare er tre-minutters sange - de varierer fra 4:09 til 7:56 og er på den måde mange mil fra oplagt radio-venlig musik. Bortset fra Zawinul, byder albummet også på en genforening af Keita's tidligere band-guitarist, Kante Manfila tilbage fra den gang, de begge spillede sammen i Les Amassadeurs i Malis hovedstad: Bamako.

Amen er helt uden fyldnumre, og det er intet miondre end et af de absolut bedste af Salif Keita.

Stor anbefaling.

[ allmusic.com 4,5 / 5 stjerner ]

Salif Keita "Soro" (1987)

Soro

udgivet: dec. 1987

format: cd

[vurdering: 3,5 / 5] [3,52]

producer: Francois Breant

selskab: Stern's Africa - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Wamba" - 2. "Soro (Afriki)" - 5. "Cono" - 6. "Sanni Kegniba"

Album af Salif Keita, som er kendt som hans internationale debut, og som blev udgivet på forskellige pladeselskaber. Island Records ser ud til at have udgivet det i Tyskland og Italien, og dets underselskab Mango udgav albummet på det nordamerikanske marked og det australske, mens det i Frankrig er både Mango og EMI (Pathé Marconi EMI), der står bag udgivelsen. Styllart Records har udgivet albummet i tidligere franske kolonier, og Stern's Africa har udgivet albummet i Storbritannien, men også på CD-format i Tyskland og i Sydafrika. Det er svært at sige, hvilket selskab der havde distributionsrettighederne, men det er utvivlsomt, at Keita på dette tidspunkt allerede havde forladt Afrika og nu var bosiddende i Paris, hvor hans solokarriere blev cementeret med netop Soro. Før det, havde Keita påbegyndt sin musikalske karriere omkring 1970, da han opstrådte som den første forsanger i Rail Band (senere kendt som Super Rail Band og Bamako Rail Band, og et år senere blev også Mory Kanté en del af bandet). Efter ca. tre år forlod Keita Rail Band og var med til at stifte Les Ambassadeurs (alias Les Ambassadeurs du Motel de Bamako, alias Ambassadeurs du Motel), som oplevede en tilsyneladende flittigt skiftende besætning, som også talte Kante Manfila og Sekou Bembeya Diabaté. I slutningen af 70'erne skiftede bandet så navn til Les Ambassadeurs Internationaux (alias Ambassadeur International, alias Salif Keita et Les Ambassadeurs Internationaux). Albummet Ambassadeur International (1981) er senere blevet udgivet som Seydou Bathily som er et opsamlingsalbum i Salif Keita's diskografi.

Soro adskiller sig stilmæssigt fra den tempofyldte blanding af afrikansk jazz og latin-jazz-indflydelse, som lader til at have karakteriseret Keita's musik i 70'erne; en stil, der er blevet kaldt 'Afro-Cuban son'. Her er der et stærkere Mandé / malisk præg, som igen blander stilarter, men den egentlige fællesnævner og mærkbare styrke er Keita's originale vokal, som binder det hele sammen. Alle numre her er krediteret Keita, og selvom det primært er et album bestående af tempofyldt musik med vokalharmonier, er disse numre længere end traditionel popmusik. Albummet indeholder 'blot' seks numre med spilletider fra 4:46 til 9:50 minutter.

Når man sammenligner med musikken skabt af Keita's tidligere bands, er det tydeligt, at Keita her har fundet et produktionsmæssigt bedre udtryk. Opsamlinger med musik af Rail Band og Les Ambassadeurs underbygger kun Keita's evner som komponist, men de er også præget af en markant flad lyd.

Soro er efter min mening ikke Keita's bedste, men det dokumenterer hans alsidighed og hans øre for hooks og komplekse arrangementer.

[ allmusic.com 4,5 / 5 stjerner ]