udgivet: 25. sep. 2015
format: cd
[vurdering: 3,5 / 5] [3,58]
producer: Chief 1 (aka Lars Pedersen)
selskab: REO / Universal - nationalitet: Danmark
15. og sidste solo studiealbum fra Johnny Madsen. Indlægget her er lagt op på dagen, hvor det blev offentliggjort, at Madsen er gået bort, 4. nov. 2024 (73 år gammel). Albummet er det eneste af Madsens, som jeg købte kort efter, det udkom. Jeg var aldrig en kæmpe fan, men jeg nød virkelig meget af den musik, han lavede fra 1982 til 2015, og også i den holdbare trio Dalton sammen med Lars Lilholt og Allan Olsen satte Madsen et kvalitetsmæssigt præg på musikken. Jeg tror, jeg først lagde mærke til en af hans sange, efter han havde udgivet sit tredje album Chinatown, Yellow Moon og Den sorte fugl i 1987, da jeg faldt over titelnummeret og "Halgal halbal" – to sange, der fik en del spilletid i radioen. Jeg anså disse sange for at være yderst originale og ikke uden appel, selvom jeg ikke var den store fan af blues og simpelthen ikke var klar til hans til tider surrealistiske, originale tilgang til genren dengang. Hans opfølger Udenfor sæsonen (aug. 1988) var et nationalt gennembrud, og det er et album, der bragte flere klassikere med sig, inkl. titelnummeret, "Færgemanden", "Komadibovser" og "Tidlig mandag morgen". Med det etablerede han sig som en moderne kunstner med et usædvanligt stærkt, originalt bud på blød blues rock i en yderst original stil, og han var bestemt bemærkelsesværdig for sit øre for den lokale dialekt, krydret med stærke tekster og en ganske raspende sangstemme.
Godt nyt kan lyde som en upassende titel at vælge på netop denne dag, men med Madsens sans for det surrealistiske, en overflod af ironi og et talent for ordspil, kunne titlen være lige så god som enhver anden til at hylde hans begavede sjæl. Albummet giver os et modent og personligt blik på det moderne liv med velplacerede kommentarer til sociale medier, globalisme, traditioner og de små ting fra hverdagen - som en slags bånd til sjælevennen Dan Turréll. Jeg kan virkelig godt lide det her album. Det indeholder både gode hooks og velsmurte, kraftfulde arrangementer, men det har også en vis Lo-Fi-tone over sig, der får mig til at tænke på noget, der lyder som tidlige udkast på en organisk måde – som en ingrediens af autenticitet, hvilket er en kvalitet, jeg synes knytter sig til alle hans plader. Han efterlader os med en solid diskografi, som jeg er nødt til at dykke mere ned i, for hans musik er her stadig, og jeg kender flere af hans album, og de er bestemt alle værd at kende.
Tak for musikken, Johnny. Keep rockin'!
