02 July 2025

Janis Joplin "Pearl" (1971)

Pearl
udgivet: 11. jan. 1971
format: cd (1999 remaster) / vinyl (2020 reissue)
[vurdering: 4 / 5] [4,02]
producer: Paul A. Rothchild
selskab: Columbia - nationalitet: USA

Udvalgte numre: A) 1. "Move Over" - 2. "Cry Baby" (4,5 / 5) - 4. "Half Moon" - 5. "Buried Alive in the Blues"

2. og sidste solo-studiealbum fra Janis Joplin er hendes fjerde i alt, hvis man medregner de to albums med Big Brother and the Holding Company. Pearl er et blues rock-album af ypperste karat, der følger lidt mindre end 1½ år efter den mindre succesfulde solodebut I Got Dem Ol' Kozmic Blues Again Mama! (sep. 1969). Janis levede livet i overhalingsbanen, og hun var den ledende stjerne på to ikoniske studiealbums fra 1967 til 1971 - det andet store album er Cheap Thrills (aug. 1968) udgivet, mens Joplin endnu var en del af Big Brother and the Holding Company.
CD-remasteren fra 1999 indeholder fire live-numre fra den såkaldte Festival Express-turné - numre, der alle er optaget d. 4. jul. 1970 ved koncerten i Calgary. Denne særlige turné var arrangeret med en række forskellige kunstnere, der alle rejste med samme tog tværs gennem Canada fra øst til vest, fra Toronto via Winnipeg og med afslutning i Calgary, og med store navne som Buddy Guy Blues Band, The Flying Burrito Brothers, Grateful Dead, samt The Band. Turnéen var oprindeligt planlagt til at omfatte fem programsatte koncerter, men programmerne for Montreal og Vancouver endte med at blive aflyst.
Pearl blev udgivet tre måneder efter Joplins død (okt. 1970), som indtraf under indspilningerne til albummet, hvilket bl.a. betyder, at "Buried Alive in the Blues" ufrivilligt endte som et instrumentalnummer. Albummet er en naturlig del af "1001 Albums You Must Hear Before You Die" og er ligeledes at finde på Rolling Stones liste "The 500 Greatest Albums of All Time", og det er bestemt stadig et meget anbefalelsesværdigt album at kende.
[ allmusic.com 5 / 5, Rolling Stone 4 / 5 stjerner ]

10 June 2025

The Pop Group "Y" (1979)

Y
[debut]
udgivet: 20. apr. 1979
format: cd (2007 remaster)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,54]
producer: Dennis Bovell, The Pop Group
selskab: Radar / Rhino - nationalitet: England, UK

*Bonusnummer på 2007 remaster

Studiealbumdebut fra det Bristol-baserede avantgardist-band The Pop Group, bestående af vokalist Mark Stewart, guitarist John Waddington, basist Simon Underwood, guitarist og saxofonist Gareth Sager og trommeslager Bruce Smith. Den originale albumudgivelse består af 9 numre - cd-udgaver af albummet tilføjer bandets singledebut som åbningsnummer og singlens B-side er at finde som nummer #11, ligesom den øvrige rækkefølge er blevet ændret en smule. Den oprindelige vinyludgave har en spillelængde på 40 minutter, og med de to ekstra numre sniger cd’en sig lige over de 47 minutter.
Stilmæssigt lyder albummet mest af alt som... intet andet! Især når man tager året 1979 i betragtning, står det i den grad helt for sig selv. Det er både funk, post-punk og en eksperimenterende udgivelse, hvilket får mig til at tænke på en fin blanding af acid-rockerne Captain Beefheart og post-punk-rockerne fra The Birthday Party med tilføjelsen af funk. Det forholder sig blot sådan, at sidstnævnte band angiveligt selv skulle have været kraftigt inspireret af The Pop Group. Så hvordan endte de med så original en blanding på to bemærkelsesværdige albums, der er blevet hyldet som inspirationskilder for en lang række kunstnere? Sagen er, at albummet blev alt andet end anerkendt, da det i sin tid udkom, og den endnu mere skarpskårne opfølger How Much Longer Do We Tolerate Mass Murder? fra 1980 fik ikke ligefrem pladeselskaberne til at stå i kø for at skrive kontrakt med dette yderst originale band. I stedet blev de mødt af blandede og negative anmeldelser, og gruppen endte da også med at gå i opløsning efter kun to albums. Medlemmerne fortsatte dog i forskellige andre konstellationer, der alle befandt sig et sted i frontlinjen for nye musikalske retninger - og alle langt fra det, man dengang kunne opfatte som mainstream.
Det er først for nyligt, at jeg opdagede dette bands musikalske kvaliteter, og min første reaktion fik mig til at tænke på amerikanske Captain Beefheart og på det Engelske post-punk-band Shriekback. Det førstnævnte navn dukker op som følge af Mark Stewarts vokalpræstation og den eksperimenterende, krautrock-agtige synkoperede rytmesektion, der inkluderer flittig brug af perkussion og blæsere, hvorimod Shriekback muligvis har lyttet meget til The Pop Group, før de fandt deres egen lyd, som i sig selv er en tydelig kilde til det, der voksede frem med betegnelsen 'industrial'. I den henseende repræsenterer Y grundlæggende et enormt konglomerat af stilarter, hvor de mest fremtrædende er funk, funkrock, surfrock, post-punk, dub og garagerock. I samtiden for udgivelsen ville albummet sikkert være blevet listet som art-punk, vil jeg gætte på. Der er bestemt også forbindelser til den stærke politiske tilgang hos The Mothers såvel som de politisk-orienterede punkbands fra anarcho-punk-fraktionen af den britiske punkbølge - igen noget, der bliver mere tydeligt på den vredere opfølger i 1980.
Havde jeg hørt albummet som 14-årig i 1979, ville jeg med ret stor sikkerhed have afvist det som værende alt for støjende og alt for mærkeligt. Lidt på samme måde med andre ikoniske albums, som jeg overså ved første introduktion - hvilket gælder for kunstnere som The Fall, Crass, The Creatures og Psychic TV (for blot at nævne nogle få). Men når man kender til senere manifestationer under den alternative rock paraply, så står The Pop Group som grundlæggere af noget ud over det sædvanlige - en eksperimenterende afstikker ind i mystiske musikalske landskaber - men på en ganske forfriskende måde.
Y er afgjort noget ganske andet - et første udkast, om man vil - som tilsigtet måske har været mere forbundet med og et produkt med den eksperimenterende krautrock og den rene funk for øje, men med inspirationen fra punkmiljøet endte det i virkeligheden som et yderst originalt brud med genredefinitioner. Det er ikke desto mindre et spændende bud på post-punk med en original tone, som skulle blive yderligere gransket på en vildere og mere eksperimenterende opfølger.
Dette album er anbefalet til alle med en interesse for moderne musikhistorie.
[ allmusic.com, Uncut 4,5 / 5, Mojo, Record Collector 4 / 5, Sounds 3,5 / 5 stjerner ]

24 May 2025

Hifi Sean & David McAlmont "Twilight" (2025)

vinyl cover
Twilight
udgivet: 14. feb. 2025
format: vinyl (blue dusk vinyl) / digital (12 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,86]
producer: Hifi Sean
selskab: Plastique Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "The Comedown" - 2. "Twilight" - 3. "Uptown / Downtown" - 4. "Driftaway" - 5. "Sorry I Made You Cry" - 6. "Goodbye Drama Queen" - 7. "Equinox's Children" - 8. "High with You" - 10. "Star"

3. album i træk fra samarbejdsprojektet mellem Hifi Sean & David McAlmont lander blot et halvt år efter Daylight (aug. 2024), og ligesom de to foregående udgivelser er dette produceret af Hifi Sean (aka Sean Dickson) og udgivet på Dicksons selskab, Plastique Recordings. Twilight er ikke overraskende alene en opfølger, men bør måske snarere ses som andet kapitel til det, der blev påbegyndt med duoens 2024-album. På duoens Bandcamp-side lyder det: "Twilight er en køretur gennem natten på tolv numre fra skumring til daggry, med alle øjeblikkene indimellem."
David McAlmont har mange gange bevist sine vokalevner i diverse samarbejdsprojekter - fx på to fine albums som McAlmont & Butler (med Bernard Butler), David McAlmont & Michael Nyman, i Fingersnap (med Guy Davies), McAlmont & Webb (med Alex Webb), og på sin solodebut McAlmont, som grundlæggende var bearbejdninger af numre fra det hedengangne duo-projekt Thieves, som McAlmont kortvarigt var halvdelen af sammen med Saul Freeman. At han nu arbejder sammen med Hifi Sean på tredje album i træk siger en del for aldrig tidligere er McAlmont blevet sammen med nogen anden kunstner i så lang tid, hvilket tydeligt skinner igennem som et livsdueligt projekt. Tre fuldlængde albums på blot tre år er efterhånden ret sjældent nu om dage, og Happy Ending (sep. 2022), Daylight og nu senest: Twilight er tre forskellige udspil, selvom de er i familie. Hvor forgængeren var uptempo og ubekymret dansabel, så fremstår dette album som den mørke tvillinge. Det er stadig neo-soul og house, der er det solide fundament, men tilstedeværelsen af jazzede 'blue notes' og melankoli er her i fuldt flor, og synthpop-inspirationen har transformeret sig til noget, der er mere velegnet til timerne efter midnat. Hifi Sean sørger for at skabe natlige scenarier, der udgør det perfekte lydtapet til McAlmont's delikate fraseringer.
Jeg håber virkelig, at McAlmont endelig har fundet sin musikalske partner til mange år fremover, for parret ser ud til at besidde en udviklet fornemmelse for, hvordan man skaber fantastisk musik sammen. Twilight er modsætningen / bagsiden af noget andet, hvor Daylight er det, der er ansigtet udadtil, og som pænt og skinnende tager imod. De to albums er markant forskellige, men stort set lige gode. Albummet her, er endnu et varmt anbefalet album fra en stærk duo.
[ Mojo, Record Collector, The Arts Desk 4 / 5, 👎Uncut 3 / 5 stjerner ]

14 May 2025

Bob Mould "Here We Go Crazy" (2025)

Here We Go Crazy
udgivet: 7. mar. 2025
format: digital (11 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,56]
producer: Bob Mould
selskab: BMG - nationalitet: USA


14. studiealbum fra grunge-rockens far, Bob Mould, lander 4½ år efter Blue Hearts (sep. 2020) og er, ikke overraskende, et album fyldt med masser af energi. Albummet er Mould's første på BMG efter en lang række udgivelser på Merge Records, men da Mould selv indtager sine vante roller som sangskriver, komponist og producer, kan en ny udgivelse ikke give anledning til mange løftede øjenbryn, hvad angår stil eller temaer. Tidligere har Mould eksperimenteret med sit lydbillede og brugen af instrumentering, men siden Silver Age fra 2012 har han befundet sig ganske konsekvent på en energisk alt-rock-platform, dristigt formet af sin forkærlighed for power pop og med små strejf fra en fjernere fortid i Sugar og i Hüsker Dü i det, der var en mere traditionel guitar-rock-indpakning. Sammenlignet med hans seneste album, Blue Hearts, så er albummet her en smule mere råt, lidt mere direkte, lidt mindre politisk-orienteret og i stedet fyldt til randen af rendyrkede følelser. Det passer både godt til den mængde energi, der lægges for dagen, og det melodiske drive - og ja, til tider kunne man argumentere, at det tenderer til noget repetitivt, men nu taler vi altså om den fu*#ing Bob Mould! Den mand bør til evig tid gives ret og tilladelse til bare at sætte strøm til sin guitar, tænde for forstærkeren, skrue godt op, og have det godt med at råbe ad og konfrontere lige præcis, hvad han har lyst til - hvad enten det er verden som sådan, sig selv, sit parforhold, det at blive ældre eller landets utålelige regering! Bob Mould er en slags ventil for den moderne tid. Lad nu dampen slippe ud!
Jeg har fulgt Mould's solokariere siden de sidste to albums med Hüsker Dü, og han har altid været en kunstner, hvis værker jeg har haft et særligt svagt punkt for. Det meste af tiden har han formået at berige mit liv, hvilket er grunden til, at jeg forbliver en slags trofast fan. Han er ikke længere en kunstner, der genopfinder musikken, men han er en garant for kvalitet, og han er en stemme, der taler på vegne af menneskeheden samtidig med, at han tager afstand fra alverdens dumhed – hvilket er endnu en god grund til at følge denne store kunstner.
Here We Go Crazy er i bund og grund det, vi er kommet til at forvente fra Mr. Mould, og endnu en gang er det både relevant og anbefalelsesværdigt!
[ allmusic.com, Rolling Stone 4 / 5 stjerner ]

24 April 2025

Anna Ternheim "Psalmer från sjunde himlen" (2025)

Psalmer från sjunde himlen
udgivet: 17. jan. 2025
format: digital (10 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,66]
producer: Joakim Berg, Martin Sköld
selskab: Universal - nationalitet: Sverige


8. studiealbum fra Anna Ternheim, som følger op på albummet A Space for Lost Time fra 2019, byder på noget markant anderledes end det, hun hidtil har udgivet som solist. Den tidligere Kent-frontfigur Joakim Berg er her krediteret som komponist på samtlige numre, og den tidligere Kent-bassist og producer Martin Sköld er ligeledes krediteret som medkomponist på halvdelen af disse ti nye sange. Berg og Ternheim udgør desuden 2/3 af projektbandet Dead People, som gav i 2022 albumdebuterede med We Love - et album, der afspejler en stil, som blander folk-pop og synthpop, hvilket i bund og grund også er det, der møder os på albummet her fra Ternheim. I den forstand markerer det et stort skifte fra hendes mere nøgne folk-udgivelse fra 2019. Berg arbejdede tidligere sammen med Veronica Maggio på hendes Fiender är tråkigt (okt. 2019), hvor Berg var medkomponist på 9 sange, og det er fristende at pege på netop dét album, når man lytter til Psalmer från sjunde himlen. Vokalisten er skiftet ud, men Bergs fingeraftryk er overalt på dette album, og han har virkelig en gave for at kunne skrive melodiske popsange. For at færdiggøre den fristende sammenligning med Maggios soloudgivelse, så er den holdt i mere uptempo synthpop-arrangementer, hvilket på mange måder passer bedre til hendes vokal, hvorimod Ternheim i højere grad fremstår som en sangerinde, der har det med at brillere i de blå toner. Når det er sagt, er albummet bemærkelsesværdigt uptempo sammenlignet med Ternheims øvrige diskografi, og det er samtidig hendes første, som udelukkende er med tekster på svensk.
Alt i alt er albummet et forfriskende nyt træk på Ternheims musikalske sti. Til tider fornemmer jeg referencer til Kents bagkatalog, og visse sange oser af en vis forenklet naivitet - men omvendt er der netop eksplicit tale om "salmer fra den 7. himmel", og det bør ikke komme som et chok for nogen, at det primært indebærer positive melodier. Det er mest af alt bare honning for ører og sind, og i sidste ende føles hele albummet som et frisk pust. Og har vi ikke allesammen brug for det? Psalmer från sjunde himlen hører til blandt Ternheims bedste albums, og det får en varm anbefaling herfra.
[ Aftonbladet.se 4 / 5 stjerner ]

12 April 2025

Underworld "Strawberry Hotel" (2024)

Strawberry Hotel
udgivet: 25. okt. 2024
format: digital (15 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,86]
producer: Rick Smith, Esme Bronwen-Smith
selskab: Smith Hyde Productions - nationalitet: UK


11. studiealbum fra det mere end 3 årtier gamle elektroniske duo-projekt Underworld - grundlagt i Cardiff, Wales og bestående af walisisk-fødte Rick Smith og engelskfødte Karl Hyde. Albummet følger fem år efter deres massive Drift-projekt, som blev kondenseret til det regulære album Drift Series 1 - Sampler Edition (nov. 2019). Normaltvis har Rick Smith været eneproducer på Underworlds udgivelser, men her har han slået sig sammen med Esme Bronwen-Smith, som 'tilfældigvis' er Rick's datter, men som samtidig er kendt som operasanger, og hun bidrager desuden med vokal på fire numre (sporene #5 til #7 og #10). Albummet indeholder 15 numre med en samlet spilletid på mere end 68 minutter.
Hvor den kondenserede Drift Series 1 - Sampler Edition kan betragtes som en form for moderne elektronisk opsamling - givet dens oprindelse som udvalgt fra mere end 40 kompositioners materiale - så er dette nye album mere af en traditionel støbning. Albummet knytter tilmed bånd til langt tidligere udgivelser som A Hundred Days Off (sep. 2002) og helt tilbage til Second Toughest in the Infants (mar. 1996) ved betoningen af progressive elektroniske lydstrukturer med medrivende drum & bass og den mere dansegulvsvenlige partymusik; musik, der ikke bare er kun det, men som burde kunne invitere store menneskemængder til at motionere fødder, arme og ben, når det spilles højt.
Strawberry Hotel er et perfekt eksempel på, hvordan disse to erfarne musikere har forstået at holde ilden brændende ved at producere ny og relevant musik til yngre generationer, og det er virkelig en fornøjelse at høre Karl Hyde lyde på omtrent samme måde som han gjorde på albums produceret for tre årtier siden.
Stor anbefaling.
[ allmusic.com 3,5 / 5, Uncut 4,5 / 5, Record Collector, 👍The Guardian, Mojo 4 / 5, SputnikMusic 3,7 / 5 stjerner ]

24 March 2025

Mogwai "The Bad Fire" (2025)

The Bad Fire
udgivet: 24. jan. 2025
format: digital (10 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,68]
producer: John Congleton
selskab: Rock Action - nationalitet: Skotland, UK


11. studiealbum fra skotske Mogwai lander fire år efter As the Love Continues (feb. 2021) markerer et skifte til det helt hotte producernavn John Congleton (Lana Del Rey, The Killers, Sharon Van Etten, Modest Mouse, St. Vincent... for blot at nævne nogle få) - et navn, der efter min mening ikke forekommer som det oplagte førstevalg, men hvad, bandet eller dets manager har måske følt, at bandet havde brug for et promoverings-kneb (?). Måske havde Dave Fridmann bare ikke tid? Jeg synes, Fridmann har bevist, at han passer bandet rigtig, rigtig godt, og han har altid været en garanti for en flot og original produktion.
Sammenlignet med det fremragende 2021 album, er det ikke en mærkbar anderledes udgivelse, men den føles umiddelbart som en svagere samling af kompositioner, hvor det sædvanlige brede spænd er blevet betydeligt indsnævret. Indespærret. Begrænset. Slutresultatet er noget, hvor der bestemt er damp på kedlerne, men ikke nok kul til at gøre en forskel. Undtagelserne er "Hi Chaos", som lyder mere som et overskydende bonusnummer fra '21-albummet, og "Fanzine Made of Flesh", som er det tætteste, bandet har været på et decideret skifte til indie-pop.
The Bad Fire er ikke et dårligt album. Slet ikke. Men efter så store bedrifter føles det mindre væsentligt. Lidt som en blød landing. Det, jeg isæt savner her, er en tydelig retning - hvad er det egentlig for en størrelse? Det er tydeligt, at bandet er kommet langt siden Come on Die Young (1999), og at synthesizere nu er blevet en mere integreret del af bandets primære instrumentering. Men hvor As the Love Continues fremviste et flot mix, der lod guitarerne blive brugt fuldt ud, side om side med eller skiftevis med store elektroniske arrangementer, så blender denne nye udgivelse ligesom det hele sammen i én stor gryde, hvor nye grænser ikke længere rykkes, og nyt terræn ikke berøres. For mig er dette utvivlsomt Mogwai, hvilket betyder, at det ikke kan være dårligt, og det er det... aldrig. Det er bare, som om musikken lyder, som om den er blevet forhindret i at folde sig så frit ud, som den kunne.
Anbefalet.
[ allmusic.com, The Guardian, Mojo 4 / 5, Pitchfork 7,4 / 10, Rolling Stone, 👍PopMatters 3,5 / 5 stjerner ]

10 March 2025

Kings of Leon "Can We Please Have Fun" (2024)

Can We Please Have Fun
udgivet: 10. maj 2024
format: cd (2 cd) (Limited udgave)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,66]
producer: Kid Harpoon
selskab: LoveTap Records / Polydor - nationalitet: USA

Disc 2 - Live at Wrexham) 1. "Crawl" - 4. "On Call" - 5. "Find Me" - 6."Pyro" [ officielt live uddrag ]

9. studiealbum fra Kings of Leon udkommer tre år efter When You See Yourself (mar. 2021), og det er bandets første med den britiske producer Kid Harpoon. Han har tidligere arbejdet med Harry Styles og er især blevet hyldet som sangskriver for sit omfattende arbejde på Styles' album Harry's House (2022). Den eksklusive 2-disc udgave er udstyret med den walisiske titel Gawn Ni Hwyl Plîs, med henvisning til live-numrene fra en koncert i Wrexham, Wales, optaget på Racecourse Ground d. 27. og 28. maj 2023.
Mit gæt er, at et stort flertal af KOL-fans ser Harry Styles' musik som mere end blot en slags omvej fra bandets velkendte lydbillede, men jeg er efterhånden nået til den erkendelse, at dette band ser sig selv i et andet lys, end jeg intuitivt ville gøre. Arbejdet med producere som Angelo Petraglia & Jacquire King fik nok flere til at acceptere bandet som en naturlig del af den alternative rock-scene, men med skiftet til Markus Dravs på to på hinanden følgende albums står det, efter min mening, tydeligere, at bandet har andre ønsker end kun at repræsentere den mere stilrene rock. Kid Harpoon (alias Thomas Edward Percy Hull) kan måske ses som en britisk-stilet 'partner in crime' til Dravs - snævert set, naturligvis. Men i virkeligheden er KOL et af de bands - ikke ulig The Killers - der står med ét ben begravet dybt i beskidt rock-mudder og det andet i klæbrig candy-floss. KOL startede som et ren-dyrket psykedelisk rockband og oplevede derefter international berømmelse, da de hoppede på pop-toget, og lige siden har de stået dér med fødderne plantet på hver side, som frosset i et limbo. Nemme penge og gigantisk berømmelse er svære parametre at afvise, når ens hobby pludselig er ens levevej, og hvorfor i alverden skulle man også det? Koncerten på disc 2 her afspejler på en måde dilemmaet: Koncertgængerne skriger og råber efter hits som "Revelry", "On Call", "Find Me" og "Pyro", og bandet leverer varen. KOL er på vej til at blive det tætteste, man kommer en amerikansk udgave af U2, og de sejler med på denne sejlads, fordi det er alt, de kan gøre. Det ville ikke overraske mig meget, hvis de pludselig lavede en U-vending i den nærmeste fremtid og skabte deres eget Achtung Baby med et-eller-andet prominent producer-navn, for derefter at bruge resten af karrieren på at springe fra trædesten til trædesten for at undgå glemslens tåger - som et andet kendt band.
I mellemtiden er Can We Please Have Fun en solid og herlig samling af melodisk uptempo pop/rock, som bekræfter, hvordan de har fundet deres formel og samtidig har afholdt sig fra tidligere fejltrin som Walls (2016) og Mechanical Bull (2012). Sidstnævnte fremstår i dag som nødvendige forsøg med sukkerholdigt indhold og en formel, der ramte for langt ved siden af skiven. Det er nogenlunde 'kvalitet' som småkager fra Karen Volf eller flødeboller fra Spangsberg. Men jo, det sælger jo godt! (Ikke at det betyder, at det er godt, vel?!)
Anbefalet.
[ allmusic.com, Rolling Stone, The Independent 4 / 5, Clash 3,5 / 5, Mojo, NME 3 / 5 stjerner ]


2-disc Limited Edition


21 February 2025

Sarah Vaughan "Crazy and Mixed Up" (1982)

Crazy and Mixed Up
udgivet: 1982
format: vinyl / cd (1985 genoptryk)
[vurdering: 4 / 5] [3,85]
producer: Sarah Vaughan
selskab: Pablo Records - nationalitet: USA

Studiealbum af Sarah Vaughan udgivet på Pablo anses som et af hendes bedre albums fra det sidste årti i hendes lange karriere. Albummet følger umiddelbart lige efter Send in the Clowns (1981) optaget sammen med Count Basie Orchestra, ligeledes på Pablo.
Crazy and Mixed Up er en samling standarder og vokaljazz sange, som tæller to krediteret Rodgers & Hart: "I Didn't Know What Time It Was" og "You Are Too Beautiful", Kosma og Prévet kompositionen "Autumn Leaves" (org. "Les Feuilles mortes") med engelsk tekst af Johnny Mercer, Haymes og Brandt klassikeren "That's All", samt fire andre fine og godt valgte numre skrevet af andre. Alle numre demonstrerer, at Vaughan i sine slut-50'ere stadig var sprællevende og i stand til at fortolke andres sange med stor passion og indfølelse.
Stor anbefaling.
[ allmusic.com 4,5 / 5, Penguin Guide to Jazz Recordings 4 / 4 stjerner ]

17 February 2025

Tindersticks "Soft Tissue" (2024)

Soft Tissue
udgivet: 13. sep. 2024
format: vinyl (Lucky Dog41LP) / digital (9 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,96]
producer: Stuart A. Staples
selskab: Lucky Dog / City Slang - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: A) 1. "New World" - 3. "Nancy" - 4. "Falling, the Light" (4 / 5) - - B) 1. "Always a Stranger" (4 / 5) - "The Secret of Breathing" - 3. "Turned My Back" (4 / 5) - 4. "Soon to Be April"

14. studiealbum fra Tibdersticks følger 3½ år efter Distractions (feb. 2021) er som vanligt produceret af sangskriver og frontfigur Stuart A. Staples. Han er krediteret alle sange, dog er to numre (numrene #A4 og #B4) komponeret sammen med basist og tangentspiller Dan McKinna.
Lige fra starten er det tydeligt, at Soft Tissue bevæger sig i en anden retning end de elektroniske elementer, forgængeren forsigtigt lagde op til - med undtagelse af trommeprogrammeringen på nummer #2, "Don't Walk, Run". Disse otte / ni sange - vinyludgaven indeholder otte numre, mens den digitale har et niende bonusnummer, "New World (Edit)" - holder sig til mere ordinære spilletider, der varierer fra 3:35 til 6:15 minutter. Det mest slående på albummet, er den tydelige dominans af strygerinstrumenter, hvilket gør det til et ret karakteristisk chamber pop-album. Og når strygerne ikke lige dominerer sangarrangementet så meget, er det oftest keyboards med lyd som harmonika, et Wurlitzer-klaver, et orgel, som i stedet indtager den ledende plads i lydbilledet. Måske med undtagelse af nummer #B3, som er et varmt soul-agtigt og kor-baseret sidespring, men overordnet set er sangene arrangeret i ret stille, enkle og bløde arrangementer. Ordinære trommer høres stort set ikke på albummet - i stedet benyttes en subtil jazz-agtig perkussion, klokkespil eller bongos som musikalsk akkompagnement.
Endnu en gang kommer Tindersticks med et album, hvor Staples' fortællende og hjemsøgte vokal er altdominerende, men han gør det med stor delikatesse og en nødvendige variation, der gør det hele så meget mere appetitligt.
Som med albummet fra 2021 er coveret krediteret Staples' datter, Sidonie Osborne Staples.
Med Soft Tissue leverer Tindersticks endnu en gang en solid og stærk samling sange til en lang liste af moderne klassikere.
Anbefalet.
[ 👍allmusic.com, Rolling Stone, 👍The Guardian 4 / 5, Gaffa.dk 4 / 6 stjerner ]

23 January 2025

The Dukes of Stratosphear "25 O'Clock" (1985)

25 O'Clock
udgivet: 1. apr. 1985
format: cd (2009 remaster - APECD023)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,52]
producer: John Leckie, Swami Anand Nagara, The Dukes
selskab: Ape House - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "25 O'Clock" - 2. "Bike Ride to the Moon" - 3. "My Love Explodes" - 4. "What in the World??…" - 5. "Your Gold Dress" - 6. "The Mole From the Ministry" - 13 "Black Jewelled Serpent of Sound (Radio Caroline Edit)" - 14. "Open a Can of Human Beans" - 15. "Tin Toy Clockwork Train"

Debutalbum fra projektbandet The Dukes of Stratosphear - i bund og grund XTC, der her hygger sig med at spille psykedelisk rock, som det lød fra midten til slutningen af 1960'erne. Det originale album udgivet på Virgin Records er et mini-album på seks numre og en samlet spilletid på under 27 minutter, mens 2009-remaster udgaven (udgivet på Andy Partridge's selskab Ape House) tilføjer yderligere ni numre bestående af demo-optagelser og outtakes, hvilket forlænger spilletiden til 49 minutter. På tidspunktet for udgivelsen var XTC en trio bestående af vokalist & guitarist Andy Partridge, vokalist & guitarist Colin Moulding samt lead-guitarist & tangentspiller Dave Gregory, og med inddragelsen af Daves bror Ian på trommer optræder de her som The Dukes, fordi sidstnævnte ikke var en del af XTC. På albummet er de alle krediteret under navnene Sir John Johns, The Red Curtain, Lord Cornelius Plum og E.I.E.I. Owen [!]. Producer John Leckie er krediteret med både sit rigtige navn og sit alias: Swami Anand Nagara.
Stilmæssigt er det et stærkt forsøg på at producere musik med Syd Barrett-udgaven af Pink Floyd i tankerne. Angiveligt blev alt spillet og indspillet på gammelt udstyr [wiki om albummet].
Gennem det meste af karrieren som XTC, har bandet inddraget elementer fra psykedelisk rock - på senere albums bliver XTC mere direkte eksponent for neo-psykedelisk rock, og det er tydeligt, hvordan dette sideprojekt kan ses i XTC's stilmæssige udvikling - især med tanke på trækkene fra de efterfølgende albums, fx: Skylarking (1986), Oranges & Lemons (1989), Nonsuch (1992) og Apple Venus Volume 1 (1998).
Albummet blev promoveret af Virgin som en slags egentlig debut - som en samling 1960'er-kompositioner af et hidtil ukendt band, der endelig ser dagens lys og får sin udgivelse. Mest sigende er det, at albummet solgte dobbelt så mange eksemplarer som forgængeren The Big Express (okt. 1984) af XTC på et tidspunkt, hvor ingen kendte til dette nye bands virkelige identitet.
25 O'Clock er et kraftfuldt album, både som original psykedelisk rock, såvel som i XTC's diskografi, hvor det med nogen ret også kan indplaceres. Det er et album som muligvis kræver noget tilvænning, og selvom det blev udgivet d. 1. april og udstiller masser af britisk humor, så er musikken ikke udelukkende tænkt som en joke.
[ allmusic.com 4,5 / 5, Pitchfork 7,7 / 10 stjerner ]

12 January 2025

The Smile "Cutouts" (2024)

Cutouts
udgivet: 4. okt. 2024
format: digital (10 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,72]
producer: Sam Petts-Davies
selskab: XL Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Foreign Spies" - 2. "Instant Psalm" (4 / 5) - 3. "Zero Sum" - 4. "Colours Fly" - 8. "The Slip" - 9. "No Words" - 10. "Bodies Laughing" (live)

3. fuldlængde album fra The Smile følger kun 9 måneder efter Wall of Eyes (jan. 2024), og det er da også en samling af outtakes – "cutouts" – fra de samme indspilningssessioner, der blev til forgængeren. Der er tale om i alt ti numre med en samlet spilletid på ca. 44 minutter.
Ikke overraskende lyder Cutouts meget som det forrige, og ved første gennemlytning peger det ikke på nye oplagte singler, men giver man det tid, kan det faktisk ende med at fremstå som det bedste af de to albums. Det er ikke fordi, Jonny Greenwood og Thom Yorke har forsømt den eksperimenterende side i deres mange tidligere udgivelser, og Radiohead var ikke ligefrem berømte for deres normale rytmesektion, men det lader til, at der med inddragelsen af trommeslager Tom Skinner (Sons of Kemet) er sket en værdifuld tilføjelse i form af en jazz-vibe til Yorke og Greenwood's idéer. Skinner har en udforskende natur, hvor synkoper lægger sig oven i den naturlige særegenhed ved Greenwood og Yorke's kompositioner, hvilket forvandler alt til synkroniserede improvisationer med en stærk følelse af kreativ sammenhæng, og jazz-elementet gør det ekstra levende. Præcis som visse anmeldere antyder, tror jeg, at essensen af Cutouts er, at det repræsenterer mere fri improvisation og dermed understreger det eksperimenterende, og alligevel udgør udvalget af kompositioner en fin, sammenhængende helhed, hvor man virkelig får lov at høre, hvor fantastiske musikere de alle er. Hvilken af disse to udgivelser man foretrækker, er, som med al musik, en smagssag, og i det lange løb vil de formentlig blive betragtet som værende meget mere på niveau og måske egentlig bare som to kapitler.
Indtil videre foretrækker jeg faktisk dette album. Jeg synes, det er et helstøbt album, der vinder ved hver gennemlytning - men hold da op, tænk om de oprindeligt havde udgivet det hele som et dobbeltalbum!
Anbefalet.
[ 👍allmusic.com, Slant 3,5, The Guardian, NME, 👉Pitchfork 8 / 10, 😲MusicOMH 5 / 5 stjerner ]

17 December 2024

Signe Svendsen "Hvem vil ikke elskes igen" (2022)

Hvem vil ikke elskes igen
udgivet: 14. okt. 2022
format: vinyl (LGLP2201) / digital (10 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,86]
producer: Lars Skjærbæk
selskab: Lydia Gramophone - nationalitet: Danmark


5th studiealbum af Signe Svendsen følger lidt mere end 2½ år efter Det forlyder (jan. 2020). Albummet er som alle hendes udgivelser produceret af Lars Skjærbæk, som også medvirker som instrumentalist på guitar, mandolin, synthesizer og som korsanger - hans yngre bror Troels spiller bas, og Lars' datter Sofie Juliane er ligeledes med på kor. Albummet er blevet til i selskab med en tæt række kendte musikere, som også inkluderer multi-instrumentalisten Christoffer Møller, som i øvrigt ofte har dannet musikalsk partner med Skjærbæk i deres roste producer-duo Mahler & Bir. Signe Svendsens eget selskab Lydia Gramophone er i øvrigt opkaldt efter hendes bedstemor, som også er centrum for den stærke "Lydia" (sang #9), hvor Svendsen gendigter noget af den barske skæbne bedstemoren gennemlevede.
Hvem vil ikke elskes igen følger i Svendsens melankolsk-stilede folk og ballade-orienterede singer / songwriter udgivelser. Svendsens pen er gennem årene blevet skarpere, og sangene her står mere personligt skarpt og passer virkelig flot i det musikalske udtryk der manifesteres her, og albummet fremstår ganske enkelt som Svendsens hidtil bedste. Det er et album uden overflødigt fyldstof og efter min mening, kandiderer det til årets bedste danske udgivelse.
Stor anbefaling.
[ Gaffa.dk 4 / 6, Politiken, BT 5 / 6 stjerner ]

12 December 2024

The American Breed "Bend Me, Shape Me" (1967) (single)

Bend Me, Shape Me
, 7'' single
udgivet: 1967
format: vinyl (KSS 6)
[vurdering: 4 / 5] [3,78]
producer: Bill Traut
selskab: Stateside - nationalitet: USA

Numre: A) "Bend Me, Shape Me" (4 / 5) (alt. mix) - - B) "Mindrocker"

Single med The American Breed taget fra det bandets kommende andet album Bend Me, Shape Me (feb. 1968). B-siden optræder også på samme album. Selvom titelsangen blev et internationalt hit takket være denne version, er nummeret oprindeligt en sang af den amerikanske sangskriverduo Scott English og Larry Weiss. Omkring et år tidligere blev sangen udgivet første gang af et andet amerikansk band: The Outsiders, og deres version af sangen findes på bandets tredje album In (udgivet feb. 1967 / indspillet i '66). Indimellem disse to udgaver, lavede et andet band den første coverudgave af sangen, og det var pigegruppen The Models med deres eneste (single) udgivelse i 1966 [The Models' version] (udgivet før The Outsiders' album, men indspillet efter). Det er en særpræget oplevelse at lytte til disse tre vidt forskellige versioner af den samme sang, som alle blev udgivet inden for et år. Set i bakspejlet er det mit indtryk, at versionen med The Models fremstår som den mest vovede udgave med sin syrede, psykedeliske og Phil Spector-agtige produktion. I den henseende er The Outsiders' version mere skrabet og en mere ligefrem sang, men det er også den, der fremstår som den reneste rock-udgave holdt i en typisk garage-rock-stil. Og så kom The American Breed og gjorde nummeret til et internationalt hit med en dristigere mainstream-appel. Når man lytter til de to tidligere versioner, virker det til, at The American Breed har lånt noget fra arrangementerne fra begge tidligere indspilninger, omend The American Breed står bag den mest polerede version af de tre. Sangen er senere blevet fortolket af diverse andre kunstnere, men gennem årene er det The American Breed, der er gået over i musikhistorien med den mest udbredte udgave af denne fine sang.
Lige netop denne single var en af mine favoritter, da jeg var 10-14 år gammel. Jeg går ud fra, at min bror må have købt den på et tidligt tidspunkt, før han kastede sig over 70’ernes britiske syrerock.


~ ~ ~
Dette opslag er en del af MyMusicJourney, som lister de vigtigste udgivelser, der har formet min musiksmag gennem min opvækst og frem til 14-årsalderen. De fleste af disse udgivelser stammer fra mine forældres og / eller min storebrors samling.

09 December 2024

Tommy Steele "Singing the Blues" (1957) (ep)

Singing the Blues, 7'' EP
udgivet: feb. 1957
format: vinyl (DFE 6389) (1957 genoptryk)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,45]
producer: ?
selskab: Decca - nationalitet: Engalnd, UK


EP-udgivelse af Tommy Steele - på bagsiden af coveret og på selve vinyl-etiketterne er EP'en krediteret 'Tommy Steele and the Steelmen'. Numrene #A1 og #B1 er krediteret den amerikanske sangskriver Melvin Endsley, mens både #A2 og #B2 er sange skrevet af Tommy Steele selv. Endsleys titelsang var et stort hit i USA for Guy Mitchell og blev udgivet næsten samtidig med Steele's version; sidstnævnte blev til gengæld et britisk nummer 1-hit og et ret stort hit over hele Europa. Ganske finurligt skiftedes Mitchell's og Steele's versioner til at indtage førstepladsen på singlehitlisterne i adskillige lande.
Dette specifikke genoptryk stammer fra mine forældres pladesamling. Jeg husker tydeligt at have spillet den i 7-12-årsalderen, og den var en tidlig favorit på et tidspunkt, hvor jeg mest lyttede til The Beatles, til country, beat og rock & roll. Jeg husker også sangen "A Handful of Songs" (fra soundtrack The Tommy Steele Story fra maj 1957) som sandsynligvis den mest populære Steele-sang i mine barndomsår. De tidlige sceneoptrædener, hvor Steele mimede til sine mest populære sange, præsenterede ham som en mere velfriseret Bill Haley- eller Elvis Presley-klon. Det gjorde formentlig rock & roll mere acceptabelt for dem, der ellers forbandt genren med uopdragne og uregerlige unge mennesker. Tommy Steele er gået over i historien som den første britiske rock & roll-stjerne, men han blev hurtigt efterfulgt af Cliff Richard, der i længden viste sig som en mere holdbar popstjerne.
Set i bakspejlet er denne EP et vigtigt dokument over den tidlige rock & roll-historie, men den placerer også Steele i en kategori for sig selv som en kunstner, der ihærdigt forsøgte at kopiere amerikanske ikoner uden egentlig at have ret meget selvstændigt at byde på. Jo, han hjalp med at transformere rock & roll til noget mere letfordøjeligt, og han eksemplificerede en ny type rock-and-roller, men han leverede primært gennem sine covernumre. På denne EP lyder Steele's egne to bidrag kraftigt inspireret, eller måske endda som kopier af Bill Haley og Chuck Berry, og hans andet album - soundtracket til filmen 'The Tommy Steele Story' - vidner om en prioritering af form over indhold med kun lille relevans for, men også lille forståelse for, hvordan musik bliver til legende. Når det er sagt, har Steele bestemt en plads i historiebøgerne angående, hvordan rock & roll blev et internationalt fænomen, og han spiller en væsentlig rolle i populærmusikkens stilmæssige udvikling.



~ ~ ~
Dette opslag er en del af MyMusicJourney, som lister de vigtigste udgivelser, der har formet min musiksmag gennem min opvækst og frem til 14-årsalderen. De fleste af disse udgivelser stammer fra mine forældres og / eller min storebrors samling.

23 November 2024

Hifi Sean & David McAlmont "Daylight" (2024)

Daylight
release date: 16. aug 2024
format: vinyl / digital (12 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,90]
producer: Hifi Sean
selskab: Plastique Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Daylight" - 2. "Sun Come Up" - 3. "Coalition" - 4. "You Are My" - 5. "Meantime" - 7. "Sad Banger" - 8. "USB - USC" - 9. "Summery"

2. samarbejdsalbum fra elektroniske kunstner Hifi Sean og soul- og vocal jazz-sanger David McAlmont som efterfølger til det roste Happy Ending (sep. 2022). Debuten præsenterede os ligeledes for tolv sange, men hvor det albums samlede spilletid sneg sig op på knap en time (56 min.), afslører denne nye samling mere traditionelle spillelængder, der får udgivelsen til at lande på lige under 40 minutter. Det første udspil favnede dristige, eksperimenterende og stilistiske toner med plads nok til Hifi Sean's flair for kompositionsmæssig mangfoldighed; ikke desto mindre var slutresultatet en blanding af elektronisk house møder pop-soul iblandet disco-bidder og moderne synthpop - altsammen flot holdt sammen af især McAlmonts undervurderede blændende vokal, og det føltes stadig som et sammenhængende album.
Daylight fortsætter som en varm sommerbrise, og det ser også ud til netop at have været duoens intention. Ifølge deres Bandcamp-profil er albummet det første af to 'søskende'-albums - den anden er Twilight, som tiltænkes udgivet i starten af 2025. I mellemtiden er dette første kapitel en ret stærk og særdeles fin opfølger til en flot debut. Det handler om den lyse og varme side ved tingene, og duoen cementerer kun deres værd. Med den musikalske partner Hifi Sean er det en fornøjelse at være vidne til, hvordan McAlmont træder i karakter med det, han virker skæbnebestemt til: at synge, synge, synge, og når han får muligheden, fejler han aldrig.
Daylight er en varm og anbefalelsesværdig lytteoplevelse.

15 November 2024

Barry Ryan "We Did It Together" (1970) (single)

We Did It Together
, 7'' single
udgivet: 1970
format: vinyl
[vurdering: 2,5 / 5] [2,58]
producer: Paul Ryan
selskab: Polydor - nationalitet: England, UK


Singleudgivelse af den engelske sangskriver og fotograf Barry Ryan (Sapherson, også kendt som Barry Davison) fra tvillingebroder-duoen Paul & Barry Ryan. Denne single ser ud til at stamme fra en tid, hvor Barry koncentrerede sig om en solokarriere, mens tvillingebroderen Paul havde trukket sig tilbage fra rampelyset for at hjælpe Barry med sangskrivning og produktion. Titelnummeret her fungerer på sin vis som en passende beskrivelse af, hvordan de to brødre fandt deres vej i showbizz.
Denne specifikke danske udgave stammer sandsynligvis fra min storebrors pladesamling. Jeg kan huske, at jeg spillede den i 7-12-årsalderen, men den fangede aldrig rigtig min interesse. Stilistisk lyder den inspireret af The Walker Brothers og deres kærlighed for tunge, orkestrerede arrangementer. Barry og Paul oplevede en del succes, efter Barry gik solo – for eksempel med hit-singlen "Eloise" (1968), som et årti senere også blev et singlehit for punkrockbandet The Damned.



~ ~ ~
Dette opslag er en del af MyMusicJourney, som lister de vigtigste udgivelser, der har formet min musiksmag gennem min opvækst og frem til 14-årsalderen. De fleste af disse udgivelser stammer fra mine forældres og / eller min storebrors samling.

05 November 2024

Johnny Madsen "Godt nyt" (2015)

Godt nyt
udgivet: 25. sep. 2015
format: cd
[vurdering: 3,5 / 5] [3,58]
producer: Chief 1 (aka Lars Pedersen)
selskab: REO / Universal - nationalitet: Danmark

15. og sidste solo studiealbum fra Johnny Madsen. Indlægget her er lagt op på dagen, hvor det blev offentliggjort, at Madsen er gået bort, 4. nov. 2024 (73 år gammel). Albummet er det eneste af Madsens, som jeg købte kort efter, det udkom. Jeg var aldrig en kæmpe fan, men jeg nød virkelig meget af den musik, han lavede fra 1982 til 2015, og også i den holdbare trio Dalton sammen med Lars Lilholt og Allan Olsen satte Madsen et kvalitetsmæssigt præg på musikken. Jeg tror, jeg først lagde mærke til en af hans sange, efter han havde udgivet sit tredje album Chinatown, Yellow Moon og Den sorte fugl i 1987, da jeg faldt over titelnummeret og "Halgal halbal" – to sange, der fik en del spilletid i radioen. Jeg anså disse sange for at være yderst originale og ikke uden appel, selvom jeg ikke var den store fan af blues og simpelthen ikke var klar til hans til tider surrealistiske, originale tilgang til genren dengang. Hans opfølger Udenfor sæsonen (aug. 1988) var et nationalt gennembrud, og det er et album, der bragte flere klassikere med sig, inkl. titelnummeret, "Færgemanden", "Komadibovser" og "Tidlig mandag morgen". Med det etablerede han sig som en moderne kunstner med et usædvanligt stærkt, originalt bud på blød blues rock i en yderst original stil, og han var bestemt bemærkelsesværdig for sit øre for den lokale dialekt, krydret med stærke tekster og en ganske raspende sangstemme.
Godt nyt kan lyde som en upassende titel at vælge på netop denne dag, men med Madsens sans for det surrealistiske, en overflod af ironi og et talent for ordspil, kunne titlen være lige så god som enhver anden til at hylde hans begavede sjæl. Albummet giver os et modent og personligt blik på det moderne liv med velplacerede kommentarer til sociale medier, globalisme, traditioner og de små ting fra hverdagen - som en slags bånd til sjælevennen Dan Turréll. Jeg kan virkelig godt lide det her album. Det indeholder både gode hooks og velsmurte, kraftfulde arrangementer, men det har også en vis Lo-Fi-tone over sig, der får mig til at tænke på noget, der lyder som tidlige udkast på en organisk måde – som en ingrediens af autenticitet, hvilket er en kvalitet, jeg synes knytter sig til alle hans plader. Han efterlader os med en solid diskografi, som jeg er nødt til at dykke mere ned i, for hans musik er her stadig, og jeg kender flere af hans album, og de er bestemt alle værd at kende.
Tak for musikken, Johnny. Keep rockin'!

02 November 2024

The Walker Brothers "Living Above Your Head" (1966) (single)

Living Above Your Head
, 7'' single
release date: 1966
format: vinyl
[single rate: 3,5 / 5] [3,68]
producer: John Franz
label: Philips - nationality: USA


Single release by US pop trio The Walker Brothers consisting of John Walker (aka John Maus), Scott Walker (aka Noel Scott Engel), and Gary Walker (aka Gary Leeds) none of which were related. The single is a Spanish, Dutch, and Danish only release with the title track taken from the trio's second album Portrait (1966). The title track is a cover by US pop group Jay & The Americans taken [original] from the album Living Above Your Head (1966) - the B-side is credited Scott Walker and producer John Franz.
This particular Danish print comes from my parents' record collection. I recall playing this at 7-12 years of age, and remember finding it one of my prefered singles. Stylewise, it's vocal harmony-based baroque pop.



~ ~ ~
This post is part of MyMusicJourney, which enlists key releases that have shaped my musical taste when growing up and until age 14. Most of these releases come from my parents' and / or my older brother's collection.

11 October 2024

Illeborg & Lysdal "Hjertekamre" (2004)

Hjertekamre
release date: 2004
format: cd (APCD 60067)
[album rate: 3,5 / 5] [3,48]
producer: Jens Lysdal
label: ArtPeople - nationality: Denmark


Collaboration album by the two folk and singer / songwriter soloists Laura Illeborg and Jens Lysdal. Admittedly, neither have taken up much space in my music collection, as I have always found it difficult to listen to Danish contemporary soft folk which mostly comes with bonds to a schlager genre I associate with kitch and an indefinable ingredient of something non-professional, which of course is completely ungrounded and also is an undeserved criticism. I have no idea from where that has its foundation, but when consciously approaching music you tend to reject, for whatever reason and all because of a judgemental position, not to forget (ugly) double-standards - meaning: the poorest reasons of all, then you should instead try to be more open-minded and focus on a want to dig out an understanding of the obvious qualities that many others see so easily.
The sudden death of Laura Illeborg early October this year made me curious about her music, as I simply had no idea of what she had produced. Illeborg only lived to be 55 years of age but she has made a solid list of releases in what I understand is a varied discography. Initially, she performed as backing vocalist on various releases for a vast number of artists from all genres and styles, and from 1996 as soloist - her debut album is Lyv mig natten lys (1996) - as collaborator, and featuring vocalist, she has long gone ensured her name in Danish music history. Jens Lysdal is likewise an artist who started out accompanying others, primarily as guitarist and backing vocalist, after which he initiated a solo career with A Matter of Time (1995). Lysdal is a multi-facetted musician with roots in jazz, folk, country, and everything in between and close by, and in company with Illeborg the two showcase a wide repertoire in a soft corner of contemporary Danish folk. And I do enjoy it. The album contains 11 songs of which nine have lyrics by Illebord and music by Lysdal. Track #8 is co-written by Lysdal, and the end-track is exclusively credited Lysdal, who also performs as multi-instrumentalist and as producer. Stylewise, you could label it ballads with elements from jazz, pop, and folk, and it's music arranged with a classic set of minimal instrumentation, focusing on vocal, electric (jazz) guitar, bass, percussion and a small doze of keyboard. It's music made with melancholy as a centre point but balanced with a lightness running through the whole album. Some songs stand more alone as quiet vocal performances, while others engage with more tempo without being uptempo arrangements.
Laura Illeborg performs with her strong original vocal, and she obviously masters the slow intimate parts as well as more uptempo pop variants. No wonder, she has a long record as featuring vocalist in the studio, and together, Illeborg and Lysdal appear like a strong duo. In Illeborg's discography, the album follows what may be regarded as her national breakthrough, the album Lidt in Love (2002), and it's succeeded by the well-received album God vagt (2007).
Hjertekamre is a solid and well-executed album in the soft corner of folk that should appeal to fans of jazz, ballads, and folk.