Cassandra Jenkins "My Light, My Massage Parlor" (2025)

My Light, My Massage Parlor

udgivet: 25. aug. 2025

format: digital (8 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,62]

producer: Cassandra Jenkins

selskab: Dead Oceans - nationalitet: USA

Udvalgte numre: 1. "Still Rambling" - 2. "Only Relaxation" - 3. "Omakase of Time" - 4. Delphinium Bliss" - 5. "Wormhold Music" - 6. "Betelgeuse Masseuse" - 7. "Haley"

4. album fra Cassandra Jenkins følger blot 1 år efter det flotte My Light, My Destroyer, og det er både en samling spritnye numre, men også noget, der mere end blot trækker tråde til hendes 2024-album. Albummet eksisterer tilsyneladende i en anden version på vinyl, hvor ikke bare coveret er anderledes, men også numrene har andre titler, men det har jeg ikke hørt. Måske er der en stor trang, et behov for at lade musikken vokse videre for Jenkins. I hvert fald er det ikke første gang hun henter inspiration fra en udgivelse og bruger det som musikalsk fundament for noget nyt. Albummet An Overview on Phenomenal Nature (feb. 2021) resulterede i efterfølgeren (An Overview On) An Overview on Phenomenal Nature indeholdt både demoer, alternative versioner og helt andre numre end forlægget, men det var tydeligt musik med et andet udtryk, som hun her viste frem. På lignende vis er det med dette album - på engelsk en 'companion', altså et slags tillæg - også tydeligt afspejlet i en ny meddigtende titel, men de fleste numre er 'bare' akustiske og instrumentale versioner af 2024-albummet, og så igen: det er mere end det, for stemningen er langt fra den samme. Nogle numre har som albumtitlen tydelige referencer, fx den oprindelige "Omakase" hedder her "Omakase of Time" og Delphinium Blue" kommer her som "Delphinium Bliss". Og så er der nummeret "Haley", som åbenbart bare skal være på et Cassandra Jenkins-album. På debut-albummet var der et "Halley" med reference til Halley's Komet, på 2021-albummet var "Hailey" med i en første version. På (An Overview On) An Overview on Phenomenal Nature hed nummeret nu "Hailey (Premix)", på 2023-albummet var nummeret med i to ulige versioner: "Hayley" og: "Hailey / Hayley (Only One)", men var her igen originale (nye) numre, hver især, og på dette album er så "Haley" med (igen), uden at ligne andre tidligere versioner, men altså også uden en ekstra tilføjelse til titlen, men med alternativ stavning (!). Så kan man allerede gætte på, at næste album har et "Heyley" eller "Heyli" eller "Hayli" med...

Musikalsk er det så laid-back og tæt på new age ambient uden decideret kun at være det, alene. Stemningsfuldt er det til overflod, og så har Jenkins tilføjet sine field recordings som små sløjfer, der løber eller flyver svagt i baggrunden. De første par gennemlytninger gav mig ikke samme positive oplevelse, som jeg har fået hen ad vejen. Det er et album, der bare vokser og som kræver tilvænning. Sikkert fordi det er så anderledes, end det, jeg troede, Jenkins var i gang med, men hun er tydeligvis noget mere sammensat end som så. Og så er det bare dejligt, at hun tør. Jazz'en har hun heldigvis med sig overalt på dette album. Det er ikke et album med flere ørehængere, men mere en helhed, der fungerer rigtig godt fra ende til anden.

Anbefalet.

[ PopMatters 3,5 / 5 stjerner ]

Bloc Party "The High Life EP" (2023)

The High Life EP

udgivet: 21 jul. 2023

format: digital (4 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,72]

producer: Charlie Andrew

selskab: Infectious Music - nationalitet: England, UK

Numre: 1. "High Life" - 2. "Keep It Rolling" (feat. KennyHoopla) - 3. "Blue" - 4. "The Blood Moon"

EP-udgivelse af Bloc Party udgivet 15 måneder efter albummet Alpha Games (apr. 2022) viser endnu en gang, hvordan bandet har svært ved at holde sammen i fast line-up og måske især ved rollen som tangentspiller. Albummet fra 2022 er eneste officielle udgivelse med Justin Harris, som havde afløst Gordon Moakes på bas og tangenter, og Harris er kortvarigt erstattet af Daniel Pugsley (fra walisiske Skindred) på ep'en her, men allerede umiddelbart efter udgivelsen overtog Harry Deacon bassist og tangent-rollen uden officielt at have forladt London-bandet Palace.

The High Life EP består af fire numre som indeholder nogle af tendenserne fra Alpha Games, og så alligevel ikke er holdes i helt samme boldgade med mere dansevenlige rytmer uden, at det på den måde ligner Next Waves Sessions eller Flux fra hhv. 2013 og 2007. Det er som om Bloc Party efter andre afstikkere på flere parametre har returneret til energien i de tidlige udgivelser blot tilsat mere dance. Og det er et udtryk, som jeg synes, klæder bandet. Guitaren er takket være Russell Lissack en allestedsnærværende grundingrediens, som uvilkårligt placerer bandet i rock-regi, mens forsanger Kele Okereke (forestiller jeg mig) er rundet af en masse andre stilarter, som han kontrolleret tilføjer Lissack's hvide støj, og på den måde tændes nye gnister. EP'en varsler måske nye toner, nye veje, sådan som Bloc Party har for vane at byde os, men uanset hvad næste skridt bliver, så er ep'en her endu et anbefalet lyt værd, sådan som det oftest er det med dette fremragende band.

Stor anbefaling.

[ DIY 4 / 5, LINE of BEST FIT, Mystic Sons 7 / 10 stars ]

Peter Murphy "Silver Shade" (2025)

Silver Shade

udgivet: 9. maj 2025

format: digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 3 / 5] [3,06]

producer: Youth (aka Martin Glover)

selskab: Metropolis - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Swoon" - 3. "Sherpa" - 4. "Silver Shade" - 5. "The Artroom Wonder" - 8. "Cochita Is Lame" - 11. "The Sailmaker's Charm"

10. studioalbum fra Peter Murphy følger mere end et årti efter Lion (jun. 2014) - 11 år er gået og alligevel lander albummet her ret meget i samme nabolag som forgængeren. Produceren er den samme, og der er jo intet overraskende i, at Murphy har et praktisk behov for musikalsk støtte i formgivningen af sin musik, da han ikke selv behersker et instrument, og Youth søger på bedste beskub at efterligne tidligere tiders Murphy-udgivelser i pompøse arrangementer med lige dele melodiøs gotisk og industrial rock. Siden Lion udgav Murphy flere live-albums - det seneste er fra 2024, og i 2017 blev han angiveligt ramt af et hjertestop, som betød,  at han i en periode var ukampdygtig, men alligevel genoptog en afbrudt live tour, og efter det har han udgivet yderligere tre live-udgivelser.

Silver Shade er i bund og grund mest af alt et genhør - et fint produceret mix af meget af det materiale Murphy tidligere har excelleret i. Noget genoptager stilen fra Bauhaus, mens andet lyder mere som forbillederne Iggy Pop og David Bowie, og så er der de fine små glimt af crooneren Peter Murphy, der viser sin gennemprøvede sangstyrke, men essencen er ikke desto mindre, at Murphy ikke formår at bidrage med synderligt nyt. Jeg har til tider svært ved at adskille numrene fra andre albums, men kan samtidig glædes ved melodiernes styrke uden, at de sætter sig som noget, jeg føler, jeg bare må høre igen.

Fint genhør uden at imponere.

[ 👍UnderTheRadar 3 / 5, 😲Spill Magazine 4,5 / 5 stjerner ]

CMAT "Euro-Country" (2025)

Euro-Country

udgivet: 29. aug. 2025

format: digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,78]

producer: Oli Deakin

selskab: CMATBaby / AWAL - nationalitet: Irland

Udvalgte numre: 2. "Euro-Country" (4 / 5) - 3. "When a Good Man Cries" (live) - 5. "Tree Six Foive" - 6. "Take a Sexy Picture of Me" (4 / 5) (live on Later) - 8. "Iceberg" - 10. "Lord, Let That Tesla Crash" - 11. "Running / Planning" (live on Later)

3. studiealbum fra CMAT, eller fra Ciara Mary-Alice Thompson, som hun retteligen hedder, er opfølgeren til 2023-albummet CrazyMad for Me (okt. 2023) [en omfortolkning af 'CMAT'] som igen efterfulgte den dengang 1½ år 'gamle' og ganske fine debut If My Wife New I’d Be Dead (feb. 2022).

CMAT er allerede garant for stærk sangskrivning med fokus på personlige emner med et twist - ofte med humoren i højsædet og en god portion irsk ironi. Hendes to øvrige albums indeholder begge iørefaldende numre, men med Euro-Country har hun givet den et godt nyk opad, og numre som titelnummeret, "When a Good Man Cries", "Runnin / Planning" og især "Take a Sexy Picture of Me" er allerede hyppigt spillede på allestedsnærværende streamingtjenester. Der er noget forfriskende syrligt og sødt over CMAT, som Lily Allen og The Streets for år tilbage viste deres styrker med, og der er da også særlige kendetegn, som måske kan siges kun at være hjemmehørende for de britiske øer. Der er masser af selvironi og finurlige samtidsperspektiver iblandet tydelig alvor, som gør det hele så godt.

Stilmæssigt, er det svært at placere - og det gør bestemt ikke noget. Indimellem er der strejf fra Lana Del Rey eller førnævnte Allen, mens det andre gange er mere særegent med tydelig inspiration fra traditionel pop / rock, fra indie og art pop, og selvsagt også fra country. Det hele er formfuldent arrangeret, produceret og mixet med stærk sans for variation og helstøbthed. På den måde hæver album og kunstner sig over det meste fra året, og derfor er Euro-Country også at finde på flere lister over årets bedste udgivelser.

Albummets cover spejler fint CMAT's musikalske univers, og det er første gang, hun selv optræder som front-figur, da de to øvrige albums og mange single-udgivelser har været kendetegnet af et særligt grafisk naiivistisk udtryk holdt i et tegneserieagtigt format.

Stor anbefaling.

[ NME, The Guardian 5 / 5, The Irish Times 4 / 5, 👍Pitchfork 7,7 / 10 stjerner ]

M.I.A. "M.I.7" (2026)

M.I.7

udgivet: 17. apr. 2026

format: digital (16 x File, FLAC)

[vurdering: 2,5 / 5] [2,56]

producer: diverse

selskab: Ohmni - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 2. "Prayer 777" - 5. "Sacred Heart (feat. Kala)" - 7. "Money" - 15. "Everything"

7. studiealbum fra M.I.A. følger 3½ år efter MATA (okt. 2022) og er allerede et meget omtalt album. Mest i negative vendinger. Der er dog også uenighed omkring både kunster og album, men uagtet, hvem man læner sig opad, så er M.I.7 et anderledes album fra M.I.A. alene ved at indeholde gennemført kristne budskaber, der tager afsæt i 'Johannes' Åbenbaring' [sic]. Tillige ses 7 symboler på albummets front cover, som skulle symbolisere 'Syv segl fra Åbenbaringen', hvilket gør albummet til et kristent konceptalbum. Det indeholder 16 numre og har en total spillelængde på 64 min., men det, der er ret væsentligt i den forbindelse, er måden hvorpå de mere end 60 min. fordeles. De første 15 numre alene varer i alt blot 31 min., og af albummets 16 numre er der 7 med titlen "Trumpet" efterfulgt af en fortløben nummerering fra 1-7 - alle disse fremstår som deklamationer á la "God thanked it. Said time for the [second] trumpet"... hvorefter nummeret er slut efter en varighed fra 27 til 60 sekunder. Disse kan derfor ses som afspejlinger af de 7 segl... Ja. Andre numre indeholder ikke overraskende tydelige kristne budskaber, som fx #1. "Prayer 777", #4. "Jesus (feat. Sunday Service Choir)", #5. "Sacred Heart (feat. Kala)", #11. "Calling (feat. Sunday Service Choir)", og hele albummet er generelt naturligt 'sovset godt ind' i tydelige kristne budskaber, som en afspejlning af M.I.A.'s nyeste positionering i hendes (hidtil) velbevandrede kunstneriske og personlige søgen. Efter nogle år med forsøg på at markedsføre diverse tøjkollektioner med fokus på bæredygtighed og skærmning mod 5G og 10G stråling [jo jo!] mm., hvilket bl.a. forklarer ventetiden siden sidste album, så ser det nu ud til, at hun har fundet meningen (med det hele) og derfor udbringer det glade budskab med M.I.7. Og deraf følgende har, som indledningsvis indikeret, album og kunstner været genstand for en del mestendels negativ kritik, men ikke kun, forstås.

Personligt, gør det ikke nødvendigvis musik til noget dårligt, hvis det afspejler en tydelig religiøs overbevisning. Det kan det ofte, men Ray Charles, Van Morrison og fx Stevie Wonder har alle lavet flere udmærkede albums, hvor deres spirituelle holdninger har fyldt en del, men hvor musikken alligevel har gjort det til originale og lytteværdige værker. Religiøsiteten fylder i den grad på dette album, og hvad værre er, så mangler albummet egentlig musikalsk resonans. Der er intet nyt fra M.I.A. andet end gentagelser af musikalske mønstre - og det er så, når det er bedst. For det meste føles det uden involvering og substans. Albummets sidste nummer "30 Minutes of Silence" [!] mere end fordobler albummets spilletid - det bemærkelsesværdige er, at nummeret kommer med 30 minutters stilhed [tid til spirituel eftertænksomhed] efterfulgt af et kristent budskab næsten uden hørbar instrumentering.

M.I.7 er en original udgivelse. Det er det utvivlsomt. Det er bare ikke én af den slags, der giver mig lyst til at finde lignende albums, og hvad M.I.A. angår, så lader hun til at være tilpas skråsikker i sit nervesystem til at forholde sig til nuancer, faldgruber, og diverse former for manipulation - nej vel!! Albummet her falder ganske hårdt eller fladt og placerer sig som hendes indtil videre suverænt ringeste.

Det er ikke anbefalet - som i slet ikke. Måske min vurdering ligger i den høje ende af skalaen? Som Fantano tænker jeg: Det.er.ikke.godt.

[ needledrop: 'NOT GOOD' , 👍Slant 2,5 / 5,👎Pitchfork 7,4 / 10 stjerner ]

Robyn "Sexistential" (2026)

Sexistential

udgivet: 27. mar. 2026

format: digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,76]

producer: Klas Åhlund

selskab: Konichiwa - nationalitet: Sverige

Udvalgte numre: 1. "Really Real" - 2. "Dopamine" (4 / 5) - 4. "Sucker for Love" - 6. "Talk to Me" - 8. "Light Up"

9. studiealbum fra svenske Robyn følger hele 7½ år efter albummet Honey (okt. 2018). Tilbage ses Klas Åhlund som medkomponist og producer efter at været fraværende / fravalgt på 2018-udgivelsen - og ellers har Åhlund været med Robyn på alle udgivelser siden det selvbetitlede 4. album fra 2005.

Robyn har lavet en del forskellige albums i årenes løb uden at lyde som andet end... Robyn, og i den kontekst har Åhlund nok en rolle at spille uden det er klart, hvor stor indflydelse han har i det store billede. Albummet er et af de kortere af slagsen med sine blot lidt over 29 minutters totale spilletid fordelt på 9 numre. På den måde minder det i format om de to første udgivelser i "Body Talk"-serien Body Talk Pt. 1 (jun. 2010) og Body Talk Pt. 2 (sep. 2010) uden at dette nye album nogen steder benævnes som et decideret 'Mini-album'. Sådanne format-angivelser er ligesom blevet underligt antikvariske størrelser efter streaming-tjenesternes dominans, hvor spilletid er blevet noget ganske sekundært, mens det primære synes at være at kunne fremvise nye udgivelser.

Udover Åhlund er der som vanligt et mindre sammenrend af medsangskrivere og komponister, hvor det er svært at pege på andre end Åhlund som gennemgående figurer, og på den måde fremstår albummet nok mere som en samling nye numre lavet med forskellige andre, som Åhlund og Robyn så i sidste ende har fået til at fungere som et samlet hele. De to første numre fremstår måske mere som en slags singler, som også er kendetegnet ved at være lavet i samspil med andre kendte kunstnere. "Really Real" er lavet med Jonathan Bates fra amerikanske rockband Mellowdrone - han er også medkomponist på "Sucker for Love" sammen med Svein Berge fra norske Röyksopp, og "Dopamine" er skrevet med hjælp fra britiske Taio Cruz, hvorimod resten af numrene er lavet under medvirken af især svenske kunstnere, sangskrivere og producenter som fx Oscar Holter, Elvira Anderfjärd og så et gensyn med Max Martin (aka Martin Sandberg), som tidligt i Robyns karriere stod bag flere af hendes første store hits.

Resulatet er noget, der i mine ører umiddelbart falder mere i tråd med Body Talk-trilogien end en fortsættelse af Honey, men det er samtidig noget andet - noget nyt. Jeg synes ikke helt vi er på højde med tidligere tiders høje standarder, dertil er der et par helt anonyme numre med, hvilket er for meget, når vi er på så kort spilletid, mens de fremhævede numre alle har særlige kendetegn, der gør det til den temmelig unikke Robyn-musik.

I håb om en gentagelse af flere udgivelser samme år, så er dette dog indtil videre klart anbefalet.

[ allmusic.com, The Guardian, Rolling Stone, The Times 4 / 5, PopMatters, Uncut 3,5 / 5 stjerner ]

Morrissey "Make-Up Is a Lie" (2026)

Make-Up Is a Lie

udgivet: 6. mar. 2026

format: digital (12 x File, MP3)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,55]

producer: Joe Chiccarelli

selskab: Sire Records - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "You're Right, It's Time" - 2. "Make-Up Is a Lie" - 3. "Notre-Dame" - 4. "Amazona" - 8. "The Night Pop Dropped" - 9. "Kerching Kerching" - 10. "Lester Bangs"

14. studiealbum fra Morrissey udgivet hele 6 år efter hans seneste album I Am Not a Dog on a Chain (mar. 2020) er hans nu femte album i træk med producer Joe Chicarelli. Den samme kontinuitet ses ikke hvad angår pladeselskab og medlemmer i backing bandet. Morrissey har været på mange forskellige selskaber i årenes løb. Sidst var det Étienne, underselskab til mægtige BMG, der udgav tre albums fra 2017-2020, og før det var det Harvest, hvor han efter sigende bandt sig til en 2-albums kontrakt, men som kun manifesterede sig i World Peace Is None of Your Business (2014) - og før det Decca / Polydor, Sanctuary (under BMG), Island Records, RCA, Parlophone og: His Masters Voice - så jo, han har bestemt været omkring, kan man vist roligt sige. I 2022 var et album med titlen Bonfire of Teenagers rygtet på trapperne - det skulle være indspillet og produceret, men Capitol Records ønskede ikke længere at udgive det. Året senere forlød det så at et nyt album, Without Music the World Dies snart blev udgivet, men også det strandede - blev delvist genindspillet som albummet her, hvilket forklarer noget af den lange tid mellem hans seneste udgivelser. Lidt i samme boldgade er historierne om de musikalske partnerskaber, som han nødvendigvis har måttet indgå i, selvom han har holdt fast i ret faste komponister. Morrissey spiller ikke selv et instrument og har derfor ofte fundet sammen med skiftende guitarister, som hovedkomponister, såvel som bærende musikere på øvrige pladser. Gennem næsten alle årene har han lavet musik sammen med guitaristen Boz Boorer. Tidligere har multi-instrumentalist Alain Whyte har også været at finde som gennemgående komponist, og i de senere år har han fundet det nødvendige musikalske partnerskab i guitaristen Jesse Tobias. Whyte er her krediteret som komponist på tre numre, Tobias på to, hvilket også gælder den ofte benyttede tangentspiller Gustavo Manzur - både Whyte og Manzur medvirker i øvrigt blot på to numre hver, mens ny tangentspiller Camilla Grey er krediteret fire af numrene, ligesom hun står for programmering samt håndteringen af keyboards på alle numre. Ny guitarist Carmen Vandenberg har ligeledes fået en fremtrædende plads sammen med Tobias, og på trommer ses nu Brendan Buckley, der tilsyneladende har taget over fra Matt Walker. Nok har udskiftningen af centrale musikere været gennemgående hos Morrissey, men det musikalske udtryk har han alligevel bemærkelsesværdigt holdt godt fast i. Jeg tænker, hvis man ikke var vild med The Smiths eller ikke har syntes specielt meget om tidlig Morrissey, så er han nok bare svær at forene sig med - også på denne seneste udgivelse, for han lyder umiskendeligt som den 'gamle' Morrissey, hvilket jeg synes er en kvalitet i sig selv. En enkelt cover har sneget sig med på albummet: "Amazona" (nummer #4), skrevet af Bryan Ferry og Phil Manzanera - et nummer, der stammer fra Roxy Music-albummet Stranded (nov. 1973).

Sangmæssigt bevæger Morrissey sig som vanligt på grænserne af noget social-politisk og noget tidsmæssigt generaliserende eller stigmatiserende. Der er stort set altid sange med om grådighed, liv og død og skæve personligheder, som man ikke altid lige kan placere, men som på fascinerende vis alligevel bliver levendegjort i Morrissey's leg med rim og ord. I sangen "Lester Bangs" tager Morrissey os med tilbage til den virkelighed, der klæbede sig til den kendte og konfrontatoriske musikkritiker Bangs, med fokus på hans skarpe pen, der placerede kunstnere på den rigtige eller forkerte side - uden at Morrissey berører samme Bangs' fortrydelse over tidligere at have sympatiseret med kunstnere, der delte racistiske synspunkter, og som til sidst blev optaget af anti-rascistiske bevægelser... Sangen kan nogen måske se som Steven Morrissey i en slags ny erkendelse eller blot en henvisning til, hvordan medier og massebevægelser har det med at placere medansvar og rigtigte / forkerte holdninger - Morrissey synes at nøjes med at udpensle synet af den åh-så-roste anmelder, der udøvede sin magt og bestemte skæbner på vejen mod karriere eller forglemmelse - på den måde viser sangen også noget af den tvetydighed som næsten altid er en fast bestanddel i Morrissey's tekstlige univers. På albummet høres det tydeligt i "The Night Pop Dropped", som er en sang uden henvisninger, der angiver hvem eller hvad 'Pop' dækker over, og i titelnummeret kan Make-up referere til en bogstavlig brug af make-up, som skjuler det reelle udtryk, eller det kan ses som en mere generel kommentar via henvisningen til Paris, hvor 'hendes' skønhed er symbolsk, med deraf følgen: hvad impliceres underliggende? Morrissey taler her om både en eksplosion og en gravsten, men det forbliver skjult i tågerne. Alligevel er det som om, han ønsker at sige mere end blot noget antydet, og man kan lægge meget i tolkninger og skjulte referencer, men faktum er, at musikken endnu en gang fremstår levende, selvom der måske er genoptagelser af tidligere elementer i meget af musikken.

Jeg synes faktisk, han formår at bevare en vedkommendhed. Musikken lever, sangene er om end noget tvetydige, fulde af personlighed og ikke mindst: en iørefaldenhed, hvis man naturligvis som udgangspunkt overhovedet kan holde af (tidlig) Morrissey.

Anbefalet.

[ Rolling Stone 2,5 / 5, 👎The Guardian 2 / 5, Pitchfork 6,1 / 10, 👍Uncut, PopMatters 3,5 / 5, Mojo 4 / 5 stjerner ]

Wet Leg "Moisturizer" (2025)

Moisturizer

udgivet: 11. jul. 2025

format: digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,52]

producer: Dan Carey

selskab: Domino - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "CPR" - 2. "Liquidize" - 3. "Catch These Fists" - 4. "Davina Mccall" - 5. "Jennifer's Body" - 6. "Mangetout" - 8. "Pokemon" - 11. "11:21"

2. studiealbum fra Isle of Wight-skabte band Wet Leg er opfølger til den selvbetitlede debut fra 2022. Oprindeligt var bandet et duo-projekt af forsanger og rytmeguitarist Rhian Teasdale og lead guitarist Hester Chambers, som havde startet musikprojektet omkring tre år før de albumdebuterede - en debut, der tog landet med storm, da det ikke bare toppede albumhitlisten i Storbritanien men også førte til to Grammy Awards for 'Best Alternative Music Performance' og for 'Best Alternative Music Album'. Alt dette skete som følge af flere positive hændelser og en række succesfulde singleudgivelser. Duoen udgav førstesinglen "Chaise Longue" jun. 2021, og den blev rost i flere magasiner og endte som et viralt hit takket været en (banal) original video, som duoen fulgte op med endnu et videohit i sep. '21 med sangen "Wet Dream". Allerede to måneder senere fulgte så en dobbeltsingle-udgivelse med sangene "Too Late Now" og "Oh No" - igen anset som hits og så fulgte femte- og sjette-singlerne "Angelica" og "Ur Mum" i hhv. feb. og apr. '22, inden albummet så udkom kort efter den sidste single. Albummet består af 12 numre og med halvdelen af sangene udgivet som singler, var det et album, der var imødeset som sjældent før, selvom bandet ikke havde taget vejen til udbredelse gennem mange års liveoptrædener og promoveringer på anden vis. Wet Leg blev først og fremmest et mediehit, der slog igennem både via traditionalle medier som magasiner og trykte medier, men måske især gennem visninger på sociale medier. Ganske vist fremstod Wet Leg på debuten som en duo, som her på Moisturizer er blevet udivdet til en kvintet med guitarist og tangentspiller Joshua Mobaraki, bassist Ellis Durand og trommelager Henry Holmes - både Mobaraki og Holmes medvirkede på debutalbummet. På Moisturizer er det især Teasdale og Durand der fungerer som sangskrivere, men også Mobaraki og Chambers er krediteret flere af sangene. "Catch These Fists" blev udvalgt som førstesingle, hvorefter tre følgende numre er udgivet som singler: "CPR", "Davina McCall" og "Mangetout".

Musikalsk og stimæssigt er der ikke meget nyt ved Wet Leg. De spiller også her en simpel og energisk rockmusik med rødder i indie rock og med navne som Pixies og The Breeders fra USA, engelske The Vaccines og elementer fra tidlig Björk som umiddelbare inspirationskilder, som måske kan ses som en slags revival og idolisering af girl-power. Albummet peger i flere retninger end den lidt enklere-skårede debut. Der har indsneget sig en portion inspiration og elementer fra den elektroniske musik, fra synth-pop og art pop, som både gør albummet til en original og samtidig ret enkel udgivelse båret frem af Teasdale's skarpe vokal, som alligevel ikke adskiller denne væsentligt fra debuten. Det er stadig forfriskende og ligefrem musik som bestemt er værd at lytte til. Som på '22-albummet savnes der lidt på originaliteten og jeg har det lidt sådan, at uden sociale medier, så havde bandet her nok blot været for de få - det er de jo så heldigvis ikke, kan man sige. Bandet er ikke mine nye personlige favoritter, men mindre kan bestemt gøre det. Wet Leg er værd at stifte bekendtskab med og albummet her fortjener en anbefaling uden, at det på den måde kandiderer til årets bedste albumudgivelse.

Anbefalet.

[ allmusic.com, Rolling Stone, NME, The Guardian, Slant 4 / 5, Pitchfork 7,8 / 10 stjerner ]

Best of 2025: Grant-Lee Phillips "In the Hour of Dust" (2025)

In the Hour of Dust

udgivet: 5. sep. 2025

format: vinyl (clear golden smoke vinyl) (signed) / digital (11 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [4,08]

producer: Grant-Lee Phillips

selskab: Yep Roc - nationalitet: USA

Udvalgte numre: 1. "Little Men" - 2. "Did You Make It Through the Night Okay" - 3. "Closer Tonight" - 4. "Bullies" - 6. "She Knows Me" (4 / 5) - 7. "Someone" - 8. "No Mistaking" - 9. "Dark Ages" - 10. "American Lions"

12. studiealbum fra Grant-Lee Phillips, som udkommer 3½ år efter All That You Can Dream (maj 2022), er skabt i Grant-Lee's velkendte stil, hvilket indebærer en god portion traditionel folk med et gran moderne strejf af country og americana. Når det er sagt, så er alle hans udgivelser alligevel ret unikke i deres udtryk - måske varierer de ikke så voldsomt, som man kan opleve det hos andre kunstnere, men alligevel fremstår de unikke via mere subtile nuancer.

Dette album er ganske enkelt et af hans stærkeste ballade-orienterede udgivelser, og det deler måske nogle af de samme stemninger som 2022-albummet. Der løber en melankolsk enkelhed gennem alle numre – Adam Sobsey fra PopMatters har kaldt albummet for "Lullabies for adults" – men uagtet sangenes langsommelighed, deres indre glød, så fremstår albummet enormt helstøbt og som intet mindre end en kandidat til Grant-Lee's næstbedste til dato.

Jeg har haft albummet på repeat gennem årets sidste måneder, og det er muligvis det album fra 2025, som jeg har lyttet oftest til. Ser vi bort fra Salif Keitas So Kono, så er der ikke andre udgivelser, der har rørt mig som dette. Lige nu anser jeg det for at være 2025's bedste album.

[ Mojo 4 / 5, PopMatters, Uncut 3,5 / 5 stjerner ]

Music is getting worse...

Jeg så for nylig 👉denne video af Rick Beato – en overvejende ret spændende fyr at følge, når det drejer sig om emner relateret til musik generelt og rockmusik i særdeleshed. Han er klog, en god fortæller og en meget høflig og rar interviewer – i hvert fald når man er interesseret i detaljerede musikhistorier fra "bag kulissen", fx historier om, hvordan en bestemt kunstner fandt på noget ud over det sædvanlige, hvad der fik ham eller hende til at tænke på dit eller dat, og så videre. I de senere år har Rick udkæmpet en (mildt sagt) hård kamp mod de store pladeselskaber, som mener, det er passende at undertrykke influencere og YouTubere, der skaber sig en lille levevej ved at præsentere og diskutere deres musikinteresse og / eller bare interesserer sig for at anmelde musik, dvs. eksplicit sige deres uforbeholdne mening om den musik, de hører. Det er helt rystende at lytte til den måde, Rick har kæmpet mod de store selskaber, der truer med sagsanlæg, blot fordi han siger sin mening om musik. Dette er endnu en vanvittig historie, man kan finde i hans videoudvalg – noget, der deler lighedspunkter med dynamikken i, hvordan politik fungerer nu om dage. Selvfølgelig er et af de værste scenarier adfærden fra den nuværende amerikanske administration, som ser ud til at være stærkt påvirket af, hvordan medierne og oppositionen behandles i Ru$$land. Men det viser grundlæggende også, hvordan verden styres af de få ultra-rige, og: "Hvis du har en anden mening, er det ikke op til dig at sprede eller ytre den, for det kan betyde, at vi sagsøger dig eller bringer dig til tavshed. Så pas lige på!!"

I videoen "The 2026 Grammys...Proof Music is Getting Worse" sammenligner Rick Beato musik skabt for omkring fire årtier siden med de nuværende nominerede til Grammy-uddelingen i 2025. Sammenligningen er slående, men alligevel fortæller den ikke noget om musikken i sig selv, men viser os derimod kun, hvordan interessen har ændret sig angående populærmusik / kunstnere. Dengang – hvornår var det helt præcis? Lad os sige 1980'erne, men det ville dybest set også gælde for de to foregående årtier og det efterfølgende – ja, dengang kunne store musikere faktisk opnå noget virkelig stort, som fx en Grammy-nominering, udelukkende på grund af kunstnerens musik. Det er altsammen ændret nu om dage, og det er derfor, en person som Taylor Swift (min mening) (undskyld, Swifties) er blevet så dominerende en kunstner, som hun er. Ikke på grund af hendes kunstneriske produktioner eller evner som sangskriver – hun passer bare så utroligt godt ind på Splotify / bApple Music / UTube-platformene, og det er dér, originale kunstnere og god musik (ofte) fejler. Grammy-showet handler om $, eller rettere: $$$$.$$$$.$$$. Hele vejen fra hvordan kunstneren promoveres, til hvilke platforme han / hun / de har mest succes på, om de har en fanbase på Clik-Clok osv. Forstår de at sælge sig selv som et produkt, og er de villige til at gøre, hvad end der kræves??? Swift-kvinden, hun ved dette ret godt, hvilket er grunden til, at hun er blevet så enormt et brand. Igen: ikke på grund af evner som hverken banebrydende instrumentalist, fabelagtig ordsmed eller sanger for den sags skyld. Antag fx, at Kate Bush ikke havde haft sin debut som kunstner i 1970'erne, men i stedet var blevet født ca. 40 år senere og debuterede omkring 2025. Så ville hun ikke have haft nogen som helst chance for at blive den anerkendte kunstner, hun retteligen blev, hovedsageligt fordi hun ikke brød sig om at optræde foran et live-publikum. Turnéer var ikke en del af hendes stil. I stedet nød hun virkelig at skrive, komponere, arrangere og producere musik, men ikke primært for at sælge den. Og hvad der er endnu mere fatalt i de nuværende "pengemænds" øjne: Hun krævede fuld kontrol over sin egen musik – og det er dér, det virkelig er blevet et "no-go" for en kunstner nu om dage!

Lad os vende tilbage til Beato's præmis om, at moderne musik er blevet dårligere... Han sammenligner, hvordan musik nu om dage bliver skabt ved at stjæle fra andre og / eller ved at bruge utallige sangskrivere og adskillige komponister for at kunne skabe ny musik, som så i bund og grund slet ikke er så ny, fordi meget af det er blevet klippet og samplet i stykker. Den nye sang er i forklædning. Det er det nye outfit, kunne man sige – "Kejserens nye klæder". Og så meget er ganske sandt. Sagen er den, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt den gode musik ikke findes, for der skabes stadig en overflod af fantastisk ny musik, måske endda mere end tidligere. Det eneste REELLE problem i dag er, at man skal være i stand til og have lyst til at gå ud og finde den, for streamingtjenesterne og de store selskaber er ikke interesserede, hvis det ikke er let profitabelt. Og hvorfor er det, at kvalitet ikke længere ser ud til at være en parameter i musikindustrien? Alt sammen fordi kunstnere har vist sig at være svære at styre – svære at dirigere og få til at gøre, som der bliver sagt. På trods af de ekstreme mængder af selvudgivet musik (fx udgivet via Bandcamp eller Soundcloud), er det sigende, at ca. 100% af de nominerede til Grammy-priserne er kunstnere på store pladeselskaber – dvs. kunstnere under total kontrol. Og det er... skræmmende.

*Afholdt af 'THE NATIONAL ACADEMY OF RECORDING ARTS & SCIENCES, INC.' [sic].

Her følger eksempler på musik som ville have været nomineret som 'Artist of the Year' / 'Album of the Year' hvis ikke pengemændene bestemte:

Grant Lee Phillips "In the Hour of Dust"

HiFi Sean & David McAlmont "Twilight"

Lisa Nilsson "Uteblivna vi"

Jens Lekman "Songs for Other People's Weddings"

Anna Ternheim "Psalmer från sjunde himlen"

Bob Mould "Here We Go Crazy"

Blaue Blume "Regnvåde sale"

CMAT "Euro-Country"

Sababa 5 "Nadir"

Anna von Hauswolff "Iconoclasts"

Salif Keita "So Kono"

Edwyn Collins "Nation Shall Speak Unto Nation"

Lucrecia Dalt "A Danger to Ourselves"

Paul Weller "Find El Dorado" (2025)

Find El Dorado

udgivet: 25. jul. 2025

format: digital (15 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,58]

producer: Steve Cradock

selskab: Parlophone - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Handouts in the Rain" - 2. "Small Town Talk" - 3. "El Dorado" - 4. "White Line Fever" - 8. "Where There’s Smoke, There’s Fire" - 11. "Lawdy Rolla" - 12. "Nobody's Fool" - 15. "Clive's Song"

18. studiealbum fra Paul Weller udkommer blot et enkelt år efter 'fødselsdagsalbummet' 66 (maj 2024). Som regel er Weller en kunstner, der udgiver albums med egne sange og kompositioner, og dette er en af de sjældne lejligheder, hvor han har fortolket andre kunstnere. Det er således kun hans andet coveralbum - det første var Studio 150 (2004). Albummet her er blevet modtaget med anmelderros, hvilket efterhånden er normen for Weller på dette senere stadie af en lang glorværdig karriere, der startede med trioen The Jam og bandets new wave- og punk-prægede debut In the City (1977).

The Jam var sprængfyldt med hvid energi, og selvom bandets seks fuldlængde studiealbums afslører stor variation og en gennemgående stilistisk udvikling, betød begrænsningerne i bandets lydbillede, at Weller endte med at måtte søge i nye retninger. Han startede det i begyndelsen ganske succesfulde projekt The Style Council i '83 - et band der bød på jazz-influeret pop-soul og sophisti-pop. Projektet viste sig måske som en endnu mere snæver affære, så fra '92 påbegyndte Weller sin lange og hyldede solokarriere som en af sin generations mest elskede britiske sangskrivere.

Weller's attende album afslører en kunstner, der har været hele paletten rundt inden for moderne rock - ofte knyttet til ældre genrer som soul og r&b, og tit stemplet som britpop, hvilket er en stil han ofte nævnes som én af ophavsfigurerne til. I de senere år har han fundet sin egen musikalske bryg: en blanding inspireret af mange stilarter, men som mest af alt lyder som ingen andre. Det er også dét, han forsøger sig med her, selvom de originale sange stammer fra vidt forskellige genrer. Så vidt jeg ved, er det ikke veldokumenterede eller vidtbesungne klassikere, han fortolker her, hvilket man kunne argumentere for kunne gøre det lettere at arrangere sangene præcis, som man lyster.

Som nævnt har albummet høstet positive anmeldelser, men for mig er det ikke en umiddelbar genistreg på højde med hans seneste seks udgivelser. I mine øjne skal man faktisk helt tilbage i Weller's bagkatalog til albummet Sonik Kicks fra 2012 for at finde et album, der ikke rigtig imponerer. Find El Dorado er dog milevidt fra middelmådigheden på netop 2012-albummet - faktisk minder det mere om en markant forbedret udgave af Studio 150, som ikke var specielt beundringsværdigt. Måske fungerer Weller's covernumre bare bedre, når han spiller live?

Personligt er jeg ikke enig i, at det er en af hans bedre udgivelser. Det er rigtig fint og mere end bare 'Okay'. Men ikke fantastisk. Måske forventer jeg bare mere af en type som Paul Weller, og måske var forlæggene bare ikke stærke nok. Men at påstå, at Weller her tilfører glemt materiale så meget ekstra, stemmer ikke helt overens med min smag for denne nye samling. Det er dog uden tvivl Paul Weller's absolut bedste coveralbum, men det siger så ikke så meget, da det andet ikke var synderligt mindeværdigt.

Find El Dorado er ikke desto mindre et solidt album, og måske vil jeg med tiden holde mere af det. Lige nu føles det dog en smule overvurderet, men stadig som et album fyldt med virkelig god musik, og måske især fordi Weller er en kunstner, der leverer velstrukturerede arrangementer og forstår sig på at få hvert ord til at tælle. Han er også nået til et punkt i sin karriere og i sit liv, hvor han ser ud til at forstå betydningen af 'less is more' ved at fremhæve nuancer med inderlighed i næsten enhver sang, så den lyder skarp og vital. På den måde har albummet unægteligt sine øjeblikke, og samlet set rangerer det som mere end blot et album på det jævne.

Anbefalet.

[ allmusic.com, Record Collector, Mojo 4 / 5, 👍Classic Rock Magazine 3,5 / 5 stjerner ]

Hvalfugl "Bag vore øjne strømmer drømme sagte forbi" (2025)

Bag vore øjne strømmer drømme sagte forbi

udgivet: 24. jan. 2025

format: 2lp vinyl (gatefold)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,64]

producer: Hvalfugl

selskab: Hvalfugl Music (selvudgivet) - nationalitet: Danmark

Studiealbum fra den Aarhus-baserede trio Hvalfugl, bestående af guitarist Jeppe Lavsen, basist Anders Juel Bomholt og tangentspiller Jonathan Fjord Bredholt, er en selvudgivet dobbeltvinyl. Albummet er både en regulær studieudgivelse og en form for opsamling, da albummet bygger på en kombination af fire individuelle EP-udgivelser: Bag vore øjne (nov. 2022), Strømmer (sep. 2023), Drømme (jan. 2024) og Sagte forbi (sep. 2024). Det er dog ikke en direkte summering af disse fire udgivelser. Albummet her tæller 25 numre, og summen af de fire EP’er er 26 – men 'kun' 16 numre er hentet fra EP’erne og spredt med løs hånd ud over albummet. Det betyder, at der er 9 nye kompositioner på dette album sammenlignet med EP-udgivelserne, og det kan derfor med rette karakteriseres som et studiealbum. En anden interessant detalje er, at trioen gør stor brug af improvisationer. På tre af de fire EP’er finder man kompositionen "Kaskader af glemsel" efterfulgt af et nummer, der indikerer tre forskellige variationer af samme nummer. Men netop denne komposition findes ikke på albummet i nogen af variationerne, og det illustrerer måske i virkeligheden, hvordan trioen arbejder med improvisation som en måde at skabe nye, unikke øjeblikke på, hvilket på mange måder også vidner om en naturlig sammenhængskraft gennem hele albummet.

Stilmæssigt bevæger Hvalfugl sig i moderne instrumental nordisk jazz med stærk indflydelse fra traditionel folkemusik og folklore – og man burde måske kalde det 'jazz-folk'. Jeg kendte absolut intet til bandet, før jeg overværede en koncert i min hjemby i det tidlige efterår, hvor jeg mødte op helt uden forventninger. Det stod dog klart fra starten, at disse tre herrer er mere end blot kompetente instrumentalister - de mestrer kunsten at interagere musikalsk og den svære balance i at komplementere hinanden og samtidig formå at skabe sjælden synergi.

Stor anbefaling.

[ Gaffa.dk 5 / 6, Allaboutjazz 4,5 / 5 stjerner ]

Salif Keita "So Kono" (2025)

So Kono

udgivet: 11. apr. 2025

format: digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,92]

producer: Lucille Reyboz, Yusuke Nakanishi & Laurent Bizot

selskab: No Format! / Nø Førmat! - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Aboubakrin" - 2. "Awa" - 3. "Tassi" (4 / 5) - 4. "Kanté Manfila" - 5. "Chérie" - 8. "Tu vas me manquer"

Studiealbum af Salif Keita udgivet på det franske pladeselskab No Format! lander hele 6½ år efter Keita's proklamerede sidste album Un autre blanc (okt. 2019). Keita er nu 76 år gammel, og da han nærmede sig de 70, har han muligvis ræsoneret, at albummet fra 2019 skulle blive hans sidste. Men når musik er det, man virkelig mestrer, er det formentlig svært at sige stop, og så kom der jo som bekendt en pandemi, der fik mange til at finde nye veje inden for skabende kunst. Mange kunstnere fortsætter jo helt enkelt uden at trække sig tilbage, hvilket er grunden til, at vi stadig får bemærkelsesværdig musik fra navne som Van Morrison, Bryan Ferry, Robert Plant, Neil Young, John Cale, Laurie Anderson og en lang række andre.

So Kono er ikke en fortsættelse af stilen fra Un autre blanc, som viste Keita i uvanligt orkestrerede arrangementer domineret af keyboards og synths. I den henseende er denne nye udgivelse i langt højere grad både en venden tilbage til rødderne og noget nyt. Det oprindelige islæt er uden de hurtige og danseorienterede kompositioner. Der er tale om en blidere produktion i malisk singer-songwriter-stil, hvor Keita's stadigt farverige og levende vokal udelukkende akkompagneres af få instrumenter som ngoni (et strengeinstrument, der minder om en kora), guitar og slagtøj. På den måde er det et nøgent udtryk vi får på albummet, og måske blev Keita inspireret til albummet gennem en nyligt overstået turné til Japan, hvor han netop spillede akustiske udgaver af sit repertoire. Jeg forstår ikke et ord af teksterne, der skifter fra malisk til lejlighedsvis fransk, men det fremstår som et album, der involverer dybe følelser. Jeg føler i hvert fald, at Keita lægger noget, jeg forstår som et inderligt engagement, i disse enkle, men smukke kompositioner. Nogle af numrene er mere nøgne genfortolkninger af hans egne tidligere sange.

So Kono hører allerede til blandt Keita's bedste albums. Det er et vidunderligt og varmt vidnesbyrd om Keita's styrke og vitalitet, og det er samtidig en stærk kandidat til årets album.

Stærkt anbefalet.

[ 👉Mojo, The Guardian, 👍Uncut, PopMatters 4 / 5 stjerner ]

Damien Dempsey "Seize the Day" (2003)

Seize the Day

udgivet: 16. maj 2003

format: cd

[vurdering: 4 / 5] [3,78]

producer: John Reynolds

selskab: Clear Records - nationalitet: Irland

Udvalgte numre: 1. "Negative Vibes" - 2. "Ghosts of Overdoses" - 3. "It's All Good" (live) - 4. "Factories" - 5. "Jar Song" - 6. "Celtic Tiger" - 7. "Apple of My Eye" - 11. "Seize the Day"

2. studiealbum fra den irske sanger og sangskriver Damien Dempsey som efterfølger til They Don't Teach This Shit at School (mar. 2000). Albummet er udgivet på Dempsey og producer John Reynolds' eget, nu hedengangne, pladeselskab. Navnet Damien Dempsey ringer måske ikke en klokke hos mange, men han er blevet intet mindre end et nationalikon i Irland. Det skyldes hans mange albums, der blander traditionel folkemusik og historiefortælling med et moderne livssyn samtidig med, at han har forstået at bygge bro mellem moderne folk-pop og en mere traditionelt funderet sangskrivning. Sinéad O’Connor er med på kor på tre af sangene (numrene #1, #3 og #6). Forud for indspilningen albummet inviterede O’Connor Dempsey med som opvarmning på en turné, hvor hun optrådte med noget af det materiale, der senere kom til at fylde hendes irske folk-album Sean-Nós Nua (okt. 2002). John Reynolds har produceret og / eller spillet på størstedelen af O’Connors albums, og han fik efter sigende øjnene op for Dempsey, da O’Connor havde rost hans talent som sangskriver. Dempsey spiller en slags moderniseret irsk folkemusik, der trækker tråde til både The Dubliners og The Pogues, eller rettere: Shane MacGowan - endnu en kunstner med hjertet bankende for irske traditioner og et irsk ikon i egen person, selvom han blev født og opvoksede i England.

Seize the Day er et fremragende album med sange om arbejderklassens moderne liv og sange om det, der virkelig betyder noget i livet - og så har Dempsey en fin og blid vokal. Sangen "It’s All Good" er også med på O’Connors album Collaborations (2005). En anmeldelse i Paste Magazine af Andy Whitman (fra 2004) siger en del om Dempseys status: "Den irske sjæl er en notorisk flygtig størrelse. Van Morrison har den - i hvert fald når han stadig gider. Sinéad O’Connor har den. Bono - trods alle hans mange ubestrideligt musikalske kvaliteter - har den ikke. Den 29-årige Dublin-indfødte Damien Dempsey, han har den, og hans næsten tøjlede passion og råstyrke løfter sangene på hans andet album 'Seize the Day' fra det gode til det ofte sublime."

Varmt anbefalet.

[ allmusic.com 3 / 5, 👉Paste Magazine 3,5 / 5, Sputnik Music 4,5 / 5 stjerner ]

alt. 2004 cover

Laurie Anderson "Amelia" (2024)

Amelia

udgivet: 20. aug. 2024

format: vinyl (gatefold) / digital (22 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,74]

producer: Laurie Anderson

selskab: Nonesuch - nationalitet: USA

Udvalgte numre: 1. "To Circle the World" - 3. "Take-Off" - 4. "Aloft (feat. ANOHNI)" - 5. "San Juan" - 7. "Crossing the Equator (feat. ANOHNI)" - 10. "The Letter" - 11. "India and on Down to Australia (feat. ANOHNI)" - 13. "Flying at Night" - 15. "Road to Mandalay" - 21. "Radio (feat. ANOHNI)"

[ playliste ]

8. studiealbum af Laurie Anderson udkommer mere end 14 år [!] efter Homeland (juni 2010) er et konceptuelt album baseret på den sidste ekspedition i 1937 foretaget af den amerikanske luftfartspioner Amelia Earhart. Ikke overraskende har Anderson i løbet af mere end et årti været optaget af andre projekter - fx sin egen film og soundtrack Heart of a Dog (okt. 2015) og en række samarbejdsprojekter, herunder Landfall (feb. 2018) lavet sammen med Kronos Quartet, Songs From the Bardo (2019) skabt sammen med Tenzin Choegyal og Jesse Paris Smith, samt albummet Dokument #2 (2020) lavet med Brian Eno og Ebe Oke. Så nej, Laurie Anderson er langt fra gået på pension!

På mange måder er Amelia et værk, som vi genkender som typisk Andersonsk – ikke fordi det er, hvad man ville have forventet, for det er ikke sådan, at Anderson i en moden alder har fundet sig en tryg base, hvor hun holder sig til en velkendt formel, som mange andre kunstnere med de bedste år bag sig. Det er mere i den forstand, at det ganske enkelt ikke kunne være lavet af nogen anden. Albummet består af 22 navngivne numre - og ja, det er en hel del, men med en samlet spilletid på knap 35 minutter er det jo ikke som sådan en lang udgivelse, da de fleste numre kun varer omkring ét minut - fra 29 sekunder til næsten 4 minutter - men igen, de fleste numre er på under to minutter, og det forklarer den relativt korte spilletid. Lidt paradoksalt fungerer det virkelig godt på grund af sangenes struktur, som gør, at de hænger uløseligt sammen og føjer sig naturligt ind i rækkefølgen.

Overordnet fortæller Anderson med Amelia historien om Earharts sidste ekspedition, hvor Anderson både skildrer, hvad der er historisk kendt - hvor og hvornår påbegyndte Earhart sin sidste rejse? Hvad var hendes mission? - Og samtidig inddrager Anderson faktuelle notater fra dagbøger og radiologs med de autentiske beskeder, der blev sendt fra kontroltårnet, mens man forsøgte at holde fast i radiokontakten efter, at Earhart var forsvundet. Albummets enkelte numre fungerer som små dagbogsnotater over, hvad hun kunne have oplevet på rejsen en given dag. På den måde bliver det en form for fiktionaliseret historiefortælling iblandet noget dokumentaristisk.

Selvfølgelig fortæller Anderson ikke historien kronologisk - hun skifter klogt perspektiv fra at beskrive det overordnede projekt til at zoome ind på detaljerede episoder - frem og tilbage. Hun starter med idéen bag Earharts projekt: at flyve jorden rundt fra øst til vest, fra Oakland, Californien og tilbage igen. Et lydklip med Earhart optræder pludseligt midt i et nummer (nummer #12 "This Modern World") - næsten placeret i albummets midte - og Anderson fortsætter fortællingen, mens lytteren ledes dybere ind i mysteriet. Det føles som at overvære en film, man tvinges til kun at opleve via ørerne, og Anderson demonstrerer sin evne til at strukturere sine værker på et ekstraordinært niveau. Der er altid den ekstra dimension ved værker af Anderson. Det får mig til at tænke på hendes fascinerende film Heart of a Dog, som også findes som et stærkt selvstændigt soundtrack. Amelia er på den måde den musikalske fortælling uden en tilhørende film.

Instrumenteringen består af klassisk orkestermusik med vokale indslag, hvor Anderson præger fortællingen med sin særlige frasering og klang. Der er også noget specielt dragende ved tilstedeværelsen af ANOHNI, der beriger udvalgte numre med sin himmelske stemme. Alt er arrangeret for fuldt orkester, inklusive Filharmonie Brno og Trimbach Trio, med stor vægt på strygere.

Det er ikke et album med traditionelle sange. Det er overvejende spoken-word, men der er masser af musik, som understøtter følelser og handlinger - præcis som var det understøttelsen af noget visuelt. Anderson har sin helt egen karakteristiske stemme og diktion, som for mig næsten altid fungerer som en magnet for øret - se blot førnævnte film, og lyt dernæst til dette album.

Dette er et af Andersons bedste værker, og jeg bliver lettere konfus i forhold til, hvordan man skal bedømme et så bemærkelsesværdigt værk. Jeg har haft albummet på repeat - og det fungerer fremragende ved at køre i loop. Og igen: der er stort set ikke nogen traditionelle sange her - måske kommer nummer #21 tættest på noget der ligner - men det, der bør fremhæves, er albummet i sin helhed. Albummet er én ‘lang’ fortælling, skabt til at blive hørt fra start til slut, og det rejser faktisk spørgsmålet: burde det i virkeligheden betragtes som én lang komposition opdelt i musikalske segmenter, lidt á la en opera / operette?

Uagtet hvilken kategori albummet kan placeres i, er det med en stærk anbefaling.

[ allmusic.com 3,5 / 5, Pitchfork 7,1 / 10, Uncut 4 / 5, PopMatters, Clash 4,5 / 5 stjerner ]

=> The Story of 'Amelia' by Laurie Anderson

Sinéad O'Connor "I'm Not Bossy I'm the Boss" (2014)

I'm Not Bossy I'm the Boss

udgivet: 11. aug. 2014

format: digital (15 x File, FLAC) (Deluxe udgave)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,54]

producer: John Reynolds

selskab: Nettwerk - nationalitet: Irland

Udvalgte numre: 1. "How About I Be Me" - 2. "Dense Water Deeper Down" - 4. "Your Green Jacket" - 5. "The Vishnu Room" - 6. "The Voice of My Doctor" - 9. "8 Good Reasons" - 10. "Take Me to Church" - 11. "Where Have You Been?"

10. og sidste studiealbum fra Sinéad O'Connor udkom 2½ år efter How About I Be Me (And You Be You)? (feb. 2012). De ordinære digitale udgivelser samt cd- og vinylversioner omfatter 12 numre, mens en digital og cd-'Limited Deluxe' udgave tilføjer yderligere tre numre til sætlisten og forlænger den samlede spilletid fra 41 til 50 minutter. Som det var tilfældet med O'Connor's fine 2012-album, er dette produceret af John Reynolds, der også spiller trommer og keyboards og derudover står for programmering og mixing af albummet. Han er O'Connor's første eksmand og har medvirket på størstedelen af hendes albums og her er han samtidig medkomponist på mere end halvdelen af sangene. Guitaristen Graham Kearns er krediteret som medkomponist på fem sange. Guitaristen Justin Adams har været med til at skrive to numre – han spillede i øvrigt også på hendes album fra 2012 samt på Gospel Oak-ep’en (1997), men Reynolds er det eneste tilbagevendende navn fra hendes tidligste albums, som medvirker her, idet han optræder som O'Connors eneste faste instrumentalist gennem hele hendes karriere. Desuden er Sean Kuti krediteret for saxofon på et album, der også har Brian Eno på keyboards, ligesom han var det på 2012-albummet.

Stilmæssigt følger albummet rock-energien fra forgængeren, og på mange måder føles det meget som en slags andet kapitel til det. Der er naturligvis O'Connors nye, markante persona, som får dette album til at skille sig ud i hele hendes diskografi. Til albummet er hun blevet stylet som en slags ny Joan Jett-inspireret dominatrix, hvilket både tjener til at skabe distance til hendes eget liv og ikke helt formår at distancere sig som noget forceret, eller i bedste fald: et nyt kostume til at repræsentere et nyt image, som føles nødvendigt for at kunne skabe den rette afstand – et skjold. Musikalsk fortsætter albummet blandingen med enkelte bløde ballader og en overvægt af energiske rocknumre. Det er blevet mere tydeligt, at O'Connor ikke længere besidder samme fabelagtige vokal-instrument, som hun i sin tid vandt stor berømmelse for. Alder og rygning (?) har tæret på stemmebåndene, hvilket nødvendigvis giver et andet udtryk. Det er ikke fordi hendes vokalpræstation efter normale standarder er dårlig eller særlig begrænset, det er blot blevet tydeligt, at der er sket en forandring og der ses en begrænsning. Når det er sagt, er albummet langt fra et af hendes ringere. Det er faktisk som om, hun her har genfundet nogle af sine oprindelige styrker, hvilket også præger det forrige album, og som kunne have tjent karrieren godt fremover. Nogle kritikere ser albummet som endnu et skridt opad med mere nerve og bedre arrangementer og bedre produktion sammenlignet med det, der på en måde blev hendes 'comeback'-album i 2012. Enkelte fremhæver albummet som en slags svanesang og betoner, at det lykkes hende at afstå fra tekster om sine egne livserfaringer. Dette sidste mener jeg snarere er et spørgsmål om stil og en overforenkling, for albummet er fyldt til randen med sange, der ligeså let kunne ses som værende rent selvbiografiske, som mange af hendes tidligere sange. I stedet kunne man argumentere, at hendes evner som sangskriver er blevet forfinet, hvilket ikke er det samme som at sige, at hendes udgangspunkt og kilde til sange har ændret sig. I privatlivet synes O'Connor at fortsat sine kampe med tilværelsen og med parforhold. I 2006 fødte hun sønnen Yeshua – faren, Frank Bonadio, og O'Connor gik angiveligt fra hinanden i 2007. I 2010 blev O'Connor så gift med Steve Cooney – parret skulle være gået fra hinanden i starten af 2011, og i slutningen af samme år blev hun så gift med terapeuten Barry Herridge i Las Vegas – et ægteskab, der vist kun varede en enkelt uge.

To numre fra albummet blev udvalgt som singler: "Take Me to Church" (jul. 2014) som promoveringssingle efterfulgt af "8 Good Reasons" (okt. 2014), hvoraf ingen af disse gjorde det store indtryk på hitlisterne. I'm Not Bossy, I'm the Boss er et fint og solidt album at afslutte en strålende karriere med, selvom det blev en uforudset tidlig afslutning. Hendes sidste år ser ud til at have været overskygget af personlige vanskeligheder, hvilket også forklarer, hvorfor en opfølger til netop dette album aldrig blev indspillet. I 2017 ændrede O'Connor sit navn til Magda Davitt, da hun eksplicit ønskede at frigøre sig fra 'patriarkalske slavenavne', og et år senere konverterede hun til islam og antog navnet Shuhada' Sadaqat.

O'Connor gik bort i juli 2023 efter en periode med ustabilt helbred. Hun talte åbent om psykisk sygdom, og hun var i en periode inde og ude af hospitalet efter udgivelsen af netop dette album, ligesom hun kæmpede mod sin afhængighed af cannabis. I 2022 var O'Connor åbenhjertig omkring et nyt mentalt lavpunkt, efter hendes søn Shane havde begået selvmord, og hun blev igen indlagt med psykiske udfordringer. O'Connors død i 2023 i en alder af 56 år blev alligevel erklæret som værende begrundet ved naturlige årsager.

I noterne til de fleste af hendes albums har O'Connor ofte rettet opmærksomheden mod andre – ægtemænd, folk, religioner – men på I'm Not Bossy, I'm the Boss dedikerer O'Connor albummet til sig selv. Hun udgav selvbiografien "Rememberings" i 2021, som er hendes kritikerroste memoirer. Albummet her er måske ikke blandt hendes top 5-albums, men mindre kan også gøre det, og det er bestemt et i rækken, man bør kende. Efter min mening, og ud af hendes i alt 10 studiealbums, placerer dette sig komfortabelt som hendes sjettebedste.

Anbefalet.

[ 👍allmusic.com 3,5 / 5, 👉Pitchfork 7,3 / 10, Mojo 4 / 5, The Guardian, Slant 3 / 5 stjerner ]

Rumpistol "Nebula" (2025)

Nebula

udgivet: 13. maj 2025

format: digital (10 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,55]

producer: Jens Berents Christiansen

selskab: The Rust Music - nationalitet: Danmark

Udvalgte numre: 1. "Ascension" - 2. "Stargazer" - 3. "Nebula" - 4. "Pale Blue Dot" - 5. "Above the Horizon" - 6. "Celestial Awe" - 9. "Silver Seed"

Studiealbum af den danske elektroniske kunster Rumpistol, som er et soloprojekt af Jens Berents Christiansen, som har overlevet i mere end et par årtier, siden han udgav sit selvbetitlede debut i 2003. Siden det har Rumpistol udgivet en lang række albums og har deltaget i forskellige samarbejdsprojekter, herunder det danske eksperimenterende world music-band Kalaha. Nebula kan vist betragtes som Rumpistols niende regulære udgivelse, og på dette album har Christiansen inviteret flere gæstemusikere med, hvilket tæller: Sven Dam Meinild på fløjte, EWI, klarinet og sax, Maria Jagd på violin og bratsch, Emil de Waal (også fra Kalaha) på trommer, percussion og 'bowed metal', Helene Tungelund på keltisk harpe, Anders Stig Møller på bas og Anna Roemer på guitar.

Nebula er et instrumentalt album, som for mig har ligheder med tidlig Trentemøller - det er idm- og micro-house-elementerne - men det er ikke 'bare' et ekko af andre kunstneres værker. Der er tydelige originale træk og facetter fra Rumpistols tidlige udgivelser, og albummet er en repræsentation af en grundlæggende stilpalette, der ikke er rent elektronisk. Rumpistol har været omkring mange forskellige genrer og stilarter gennem årene, og i den henseende fremviser Nebula elementer fra så forskelligartet musik som syrerock, ambience og hvad der normalt hører til jazzens verden, og som altsammen er spredt ud og høres i højere eller mindre grad på disse ret forskellige kompositioner. Under tiden opstår der ligheder eller fragmenter, der peger mod tidlig elektronisk synthpop og ambience, men i essensen viser det blot Rumpistols mangefacetterede styrker som en original kamæleon, der gør brug af hvad end, musikken kalder på.

Det siger næsten sig selv, at det som et instrumentalt værk er musik til fordybelse, og det udfolder sig for alvor, jo mere man lytter til det. Og givet den korte tid, jeg har kendt til dette nye album, formoder jeg kun, at det kommer til at vokse på mig. Jeg kan lide det, det er stemningsmættet musik og virkelig godt. Og hvis du ikke kender Rumpistols værker, kan jeg kun anbefale, at man tjekker det ud. Projektet er lidt af en international hemmelighed, og jeg holder af album som Mere rum (2005), Away (2014), After the Flood (2020) og Isola (2022).

Anbefalet.

[ Nebula på bandcamp ]

Lorde "Virgin" (2025)

Virgin

udgivet: 27. jun. 2025

format: digital (11 x File, MP3)

[vurdering: 3 / 5] [3,02]

producer: Lorde & Jim E-Stack

selskab: Universal Music New Zealand - nationalitet: New Zealand

Udvalgte numre: 1. "Hammer" - 2. "What Was That" - 4. "Man of the Year" - 6. "Current Affairs"

4. studiealbum fra den newzealandske popkunstner Lorde, også kendt som Ella Marija Lani Yelich-O’Connor. Albummet udkommer fire år efter Solar Power (aug. 2024), som var genstand for begejstrede anmeldelser. Enkelte fandt det poleret og formløst, mens andre så det som et potentielt mesterværk. I den henseende har Lorde delt vandene hos fans og kritikere siden sin internationale debut med albummet Pure Heroine (sep. 2013). Det var et album, som vakte en del opmærksomhed, selvom opfølgeren Melodrama fra 2017 i vid udstrækning nok må anses som hendes egentlige gennembrudsalbum. Det toppede både albumlister verden over og sikrede kunstneren flere internationale musikpriser, men det var også så massiv en succes, at Lorde efterfølgende forsvandt fra rampelyset i en periode. Hun har allerede oplevet den form for succes, som mange drømmer om, men de færreste opnår, og den korte rejse mod toppen inden for pop er uundgåeligt forbundet med en pris.

Personligt er jeg ikke i målgruppen, og jeg har det lunkent med den musik, hun er udkommet med indtil videre. Lorde er et navn, der på det nærmeste er umuligt at komme udenom, og det er den eneste grund til, at jeg har lyttet til hendes albums. Igen: Jeg er ikke en del af målgruppen, og jeg har ganske enkelt svært ved at nyde dette album. For mig, er det en generisk popmusik, der lyder som så rigtig meget andet derude, og som jeg ikke finder nogen glæder ved. Det er uden tvivl uptempo, det er flot produceret, og det holdes primært i en positiv stemning - der er bare for mange ting ved det, jeg ikke bryder mig om. Fx er arrangementerne for tætpakkede - det opleves som effekter til at udfylde huller for at undgå kedsomhed eller tomrum? Desuden lyder mange numre ens, og jeg formoder, det er en god indikator for, at det ikke er min stil - lidt ligesom når jeg prøver at forstå en Wagner-opera: Jeg ender med at kede mig og synes, det grænser til det usmagelige.

Hvorfor så 3 ud af 5 stjerner i stedet for et sted under 2,5, kunne man spørge. Tja, jeg anerkender vel iboende kvaliteter... Det er ikke sådan, at jeg føler mig udsat for noget skadeligt, og der er bestemt god energi at hente i musikken, som jeg også finder velegnet til fysisk udfoldelse; jeg ville sikkert endda værdsætte albummet i det lokale fitnesscenter. Især "Hammer" vil jeg karakterisere som et ret iørefaldende electropop-nummer. Ganske hæderlig baggrundsmusik. Jeg er heller ikke på bølgelængde med kritikerne, da de fleste priser Virgin som Lorde's næstbedste album til dato, og jeg forstår ikke hypen. Mange sammenligner hende med Kate Bush: et ungt, ekstraordinært talent, der skriver og komponerer musik i en alder, hvor det burde være umuligt... Jeg ser bare ikke sammenligningen, men finder den villet, fordi der savnes en ny Kate Bush (?). Men det må være god musik, bare ikke for mig, og hvis dette er en reel udfordrer til hendes bedste nogensinde, forstår jeg vinket: Jeg bør nok ikke lede efter skjulte perler i denne boldgade – hvilket muligvis gør dette til min eneste kommentar til musikken fra denne nutidige popgigant. Man skal dog vare sig med at sige 'aldrig', eller jeg kunne tilføje Never for Ever [!]..

Ikke anbefalet.

[ allmusic.com 4,5 / 5, The Guardian, NME 4 / 5, Pitchfork 7,6 / 10 stjerner ]