udgivet: 6. mar. 2026
format: digital (12 x File, MP3)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,55]
producer: Joe Chiccarelli
selskab: Sire Records - nationalitet: England, UK
Udvalgte numre: 1. "You're Right, It's Time" - 2. "Make-Up Is a Lie" - 3. "Notre-Dame" - 4. "Amazona" - 8. "The Night Pop Dropped" - 9. "Kerching Kerching" - 10. "Lester Bangs"
14. studiealbum fra Morrissey udgivet hele 6 år efter hans seneste album I Am Not a Dog on a Chain (mar. 2020) er hans nu femte album i træk med producer Joe Chicarelli. Den samme kontinuitet ses ikke hvad angår pladeselskab og medlemmer i backing bandet. Morrissey har været på mange forskellige selskaber i årenes løb. Sidst var det Étienne, underselskab til mægtige BMG, der udgav tre albums fra 2017-2020, og før det var det Harvest, hvor han efter sigende bandt sig til en 2-albums kontrakt, men som kun manifesterede sig i World Peace Is None of Your Business (2014) - og før det Decca / Polydor, Sanctuary (under BMG), Island Records, RCA, Parlophone og: His Masters Voice - så jo, han har bestemt været omkring, kan man vist roligt sige. I 2022 var et album med titlen Bonfire of Teenagers rygtet på trapperne - det skulle være indspillet og produceret, men Capitol Records ønskede ikke længere at udgive det. Året senere forlød det så at et nyt album, Without Music the World Dies snart blev udgivet, men også det strandede - blev delvist genindspillet som albummet her, hvilket forklarer noget af den lange tid mellem hans seneste udgivelser. Lidt i samme boldgade er historierne om de musikalske partnerskaber, som han nødvendigvis har måttet indgå i, selvom han har holdt fast i ret faste komponister. Morrissey spiller ikke selv et instrument og har derfor ofte fundet sammen med skiftende guitarister, som hovedkomponister, såvel som bærende musikere på øvrige pladser. Gennem næsten alle årene har han lavet musik sammen med guitaristen Boz Boorer. Tidligere har multi-instrumentalist Alain Whyte har også været at finde som gennemgående komponist, og i de senere år har han fundet det nødvendige musikalske partnerskab i guitaristen Jesse Tobias. Whyte er her krediteret som komponist på tre numre, Tobias på to, hvilket også gælder den ofte benyttede tangentspiller Gustavo Manzur - både Whyte og Manzur medvirker i øvrigt blot på to numre hver, mens ny tangentspiller Camilla Grey er krediteret fire af numrene, ligesom hun står for programmering samt håndteringen af keyboards på alle numre. Ny guitarist Carmen Vandenberg har ligeledes fået en fremtrædende plads sammen med Tobias, og på trommer ses nu Brendan Buckley, der tilsyneladende har taget over fra Matt Walker. Nok har udskiftningen af centrale musikere været gennemgående hos Morrissey, men det musikalske udtryk har han alligevel bemærkelsesværdigt holdt godt fast i. Jeg tænker, hvis man ikke var vild med The Smiths eller ikke har syntes specielt meget om tidlig Morrissey, så er han nok bare svær at forene sig med - også på denne seneste udgivelse, for han lyder umiskendeligt som den 'gamle' Morrissey, hvilket jeg synes er en kvalitet i sig selv. En enkelt cover har sneget sig med på albummet: "Amazona" (nummer #4), skrevet af Bryan Ferry og Phil Manzanera - et nummer, der stammer fra Roxy Music-albummet Stranded (nov. 1973).
Sangmæssigt bevæger Morrissey sig som vanligt på grænserne af noget social-politisk og noget tidsmæssigt generaliserende eller stigmatiserende. Der er stort set altid sange med om grådighed, liv og død og skæve personligheder, som man ikke altid lige kan placere, men som på fascinerende vis alligevel bliver levendegjort i Morrissey's leg med rim og ord. I sangen "Lester Bangs" tager Morrissey os med tilbage til den virkelighed, der klæbede sig til den kendte og konfrontatoriske musikkritiker Bangs, med fokus på hans skarpe pen, der placerede kunstnere på den rigtige eller forkerte side - uden at Morrissey berører samme Bangs' fortrydelse over tidligere at have sympatiseret med kunstnere, der delte racistiske synspunkter, og som til sidst blev optaget af anti-rascistiske bevægelser... Sangen kan nogen måske se som Steven Morrissey i en slags ny erkendelse eller blot en henvisning til, hvordan medier og massebevægelser har det med at placere medansvar og rigtigte / forkerte holdninger - Morrissey synes at nøjes med at udpensle synet af den åh-så-roste anmelder, der udøvede sin magt og bestemte skæbner på vejen mod karriere eller forglemmelse - på den måde viser sangen også noget af den tvetydighed som næsten altid er en fast bestanddel i Morrissey's tekstlige univers. På albummet høres det tydeligt i "The Night Pop Dropped", som er en sang uden henvisninger, der angiver hvem eller hvad 'Pop' dækker over, og i titelnummeret kan Make-up referere til en bogstavlig brug af make-up, som skjuler det reelle udtryk, eller det kan ses som en mere generel kommentar via henvisningen til Paris, hvor 'hendes' skønhed er symbolsk, med deraf følgen: hvad impliceres underliggende? Morrissey taler her om både en eksplosion og en gravsten, men det forbliver skjult i tågerne. Alligevel er det som om, han ønsker at sige mere end blot noget antydet, og man kan lægge meget i tolkninger og skjulte referencer, men faktum er, at musikken endnu en gang fremstår levende, selvom der måske er genoptagelser af tidligere elementer i meget af musikken.
Jeg synes faktisk, han formår at bevare en vedkommendhed. Musikken lever, sangene er om end noget tvetydige, fulde af personlighed og ikke mindst: en iørefaldenhed, hvis man naturligvis som udgangspunkt overhovedet kan holde af (tidlig) Morrissey.
Anbefalet.
[ Rolling Stone 2,5 / 5, 👎The Guardian 2 / 5, Pitchfork 6,1 / 10, 👍Uncut, PopMatters 3,5 / 5, Mojo 4 / 5 stjerner ]
.jpg)
.jpg)
