Salif Keita "So Kono" (2025)

So Kono

udgivet: 11. apr. 2025

format: digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,92]

producer: Lucille Reyboz, Yusuke Nakanishi & Laurent Bizot

selskab: No Format! / Nø Førmat! - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Aboubakrin" - 2. "Awa" - 3. "Tassi" (4 / 5) - 4. "Kanté Manfila" - 5. "Chérie" - 8. "Tu vas me manquer"

Studiealbum af Salif Keita udgivet på det franske pladeselskab No Format! lander hele 6½ år efter Keita's proklamerede sidste album Un autre blanc (okt. 2019). Keita er nu 76 år gammel, og da han nærmede sig de 70, har han muligvis ræsoneret, at albummet fra 2019 skulle blive hans sidste. Men når musik er det, man virkelig mestrer, er det formentlig svært at sige stop, og så kom der jo som bekendt en pandemi, der fik mange til at finde nye veje inden for skabende kunst. Mange kunstnere fortsætter jo helt enkelt uden at trække sig tilbage, hvilket er grunden til, at vi stadig får bemærkelsesværdig musik fra navne som Van Morrison, Bryan Ferry, Robert Plant, Neil Young, John Cale, Laurie Anderson og en lang række andre.

So Kono er ikke en fortsættelse af stilen fra Un autre blanc, som viste Keita i uvanligt orkestrerede arrangementer domineret af keyboards og synths. I den henseende er denne nye udgivelse i langt højere grad både en venden tilbage til rødderne og noget nyt. Det oprindelige islæt er uden de hurtige og danseorienterede kompositioner. Der er tale om en blidere produktion i malisk singer-songwriter-stil, hvor Keita's stadigt farverige og levende vokal udelukkende akkompagneres af få instrumenter som ngoni (et strengeinstrument, der minder om en kora), guitar og slagtøj. På den måde er det et nøgent udtryk vi får på albummet, og måske blev Keita inspireret til albummet gennem en nyligt overstået turné til Japan, hvor han netop spillede akustiske udgaver af sit repertoire. Jeg forstår ikke et ord af teksterne, der skifter fra malisk til lejlighedsvis fransk, men det fremstår som et album, der involverer dybe følelser. Jeg føler i hvert fald, at Keita lægger noget, jeg forstår som et inderligt engagement, i disse enkle, men smukke kompositioner. Nogle af numrene er mere nøgne genfortolkninger af hans egne tidligere sange.

So Kono hører allerede til blandt Keita's bedste albums. Det er et vidunderligt og varmt vidnesbyrd om Keita's styrke og vitalitet, og det er samtidig en stærk kandidat til årets album.

Stærkt anbefalet.

[ 👉Mojo, The Guardian, 👍Uncut, PopMatters 4 / 5 stjerner ]

Ali Farka Touré & Toumani Diabaté "Ali & Toumani" (2010)

Ali & Toumani
release date: Feb. 23, 2010
format: digital
[album rate: 4 / 5] [3,96]
producer: Nick Gold
label: World Circuit - nationality: Mali

2nd and final album for the collaboration work of Ali Farka Touré and Toumani Diabaté. The album was actually recorded in June 2005 shortly after the release of the acclaimed In the Heart of the Moon (2005) but somehow the album wasn't released until 2010 - four years after the death of Touré.
The album follows closely in the footsteps laid out on the debut by partly containing traditional Mandé folk songs arranged by either of the two or together, and also songs composed by Diabaté and Touré. Altogether, Ali & Toumani is yet another beautiful collection of songs by these two wonderful artists.
[ Uncut Magazine review ]

Toumani Diabaté "The Mande Variations" (2008)

The Mande Variations
release date: Feb. 25, 2008
format: cd
[album rate: 4 / 5] [3,86]
producer: Nick Gold
label: World Circuit - nationality: Mali

Track highlights: 1. "Si Naani" (4 / 5) - 2. "Elyne Road" (4,5 / 5) - 3. "Ali Farka Toure" - 4. "Kaouding Cissoko" (4 / 5) - 5. "Ismael Drame" (4 / 5) - 6. "Djourou Kara Nany" (4,5 / 5) - 8. "Cantelowes" (4 / 5)

Studio album by Toumani Diabaté released on World Circuit is a mighty fine solo album featuring Diabaté's wonderful kora play. The style is close to the collaboration works with Ali Farka Touré, which may also be seen in the reference in the homage track #3.

Toumani Diabaté "Boulevard de l'Indépendance" (2006)

Boulevard de l'Indépendance
release date: Jul. 25, 2006
format: cd
[album rate: 3,5 / 5] [3,48]
producer: Nick Gold
label: World Circuit - nationality: Mali

Studio album by Toumani Diabaté released under the name of Toumani Diabaté's Symmetric Orchestra is the third and final of three albums on World Circuit in the "Hotel Mandé Sessions" series initiated by the fabulous collaboration album In the Heart of the Moon (2005) by Ali Farka Touré and Diabaté - and like that, this is also produced by Nick Gold.
The music is energetic, full of drums and horns, and seems quite similar to that of another great Malian musician: Salif Keita. It's rather far from his works with Ali Farka Touré. Here the kora plays a secondary part as a rhythm and / or background instrument to orchestrated music featuring vocals, brass and traditional instruments of the Mandé folk tradition.

Best of 2005:Ali Farka Touré & Toumani Diabaté "In the Heart of the Moon" (2005)

2021 vinyl reissue

In the Heart of the Moon [debut]
release date: Sep. 13, 2005
format: cd / 2lp vinyl (2021 reissue)
[album rate: 5 / 5] [4,88]
producer: Nick Gold
label: World Circuit - nationality: Mali

Tracklist: 1. "Debe" (5 / 5) (live in Brussels) - 2. "Kala" (4 / 5) - 3. "Mamadou Boutiquier" (5 / 5) - 4. "Monsieur le Maire de Niafunké" (4 / 5) - 5. "Kaira" (4 / 5) - 6. "Simbo" - 7. "Ai Ga Bani" - 8. "Soumbou Ya Ya" - 9. "Naweye Toro" - 10. "Kadi Kadi" - 11. "Gomni" (4 / 5) - 12. "Hawa Dolo"

G R E A T! That's what this is. It's the collaboration debut by Ali Farka Touré and Toumani Diabaté, two Malian musicians. The music is delicate, surreal and haunting. What rhythm, and what wonderful dreamy tunes these guys produce! Splendid music - and highly addictive. Play it when you drive to or from work, or just anywhere, when you read, or when you make love - just play it, and listen. It's extremely soothing for body and mind. I give it my warmest recommendations, and… I only need more of that kind! On this, Touré plays guitar and Diabeté plays the 21-stringed African kora, which is responsible for the spiderweb-like strings on this amazing release. The album received world-wide recognition and led to a World Live Tour with the two playing in Europe and USA.
Touré had been politically engaged and became mayor of the local town of Nianfunké in 2004, and although there are 25 years between these two musicians and they do sound as if having played together for years, when in fact the album was recorded without initial rehearsals and without Touré and Diabeté had played together for more than 3 hours in total over a span of 15 years.
Diabaté was 40 and Touré 65 years of age when this album was released, and most sadly, Touré died Mar. 2006 as a 66-year-old, only just experiencing the international acclaim this album was attributed. The album is the first in a series of three albums commonly known as the "Hotel Mandé Sessions" - the second would be Tourés last solo album Savane (released posthumously, Jul. 17, 2006) and Diabeté's Boulevard de l'Independence (credited Toumani Diabaté's Symmetric Orchestra was released Jul. 25, 2006).

EDIT Jan. 2022:
I only just received a vinyl copy of the album. Alas, the album wasn't released on vinyl until 2012. The vendor sold it filed as a 2012 issue, but it turns out, it's a 2021 re-issue. Anyway, the album is for me a cornerstone in 'world music' and simply is one of those must-have releases I wish more people knew of.
[ allmusic.com 4 / 5 stars ]

2005 Favourite releases: 1. Ali Farka Touré & Toumani Diabeté In the Heart of the Moon - 2. Sigur Rós Takk... - 3. Kent Du & jag döden

original CD front

Toumani Diabaté

~ ~ ~

Toumani Diabaté: (born Aug. 10, 1965, Bamako, Mali); aka: Toumani Diabate, Toumani Diabate's Symmetric Orchestra. Diabeté is a Malian kora player. In addition to performing the traditional folk music of Mali, he has also been involved in cross-cultural collaborations with flamenco, blues, jazz, and other international styles. In a collaboration work with Ali Farka Touré the two made a world-wide appraised album In the Heart of the Moon (2005) with Malian mandé folk music.

~ ~ ~

Ali Farka Touré

~ ~ ~

Ali Farka Touré: Touré is a multi-instrumentalist but is mainly known for playing the guitar. Ali Farka Touré died in 2006 (from bone cancer) but has released a number of acclaimed albums (including Talking Timbuktu, 1994, as a collaboration with Ry Cooder), and he became known as Africa's blues man or John Lee Hooker of Africa, anyway, a man of the blues. In a collaboration work with Toumani Diabaté, the two made a world-wide appraised album In the Heart of the Moon (2005) with Malian mandé folk music. Interesting music from Mali seems like an endless pot. I'm not saying it's the only interesting country in Africa but it's really amazing how much music has come from Mali, and these two are the exquisite artists of Malian mandé music.

~ ~ ~

Salif Keita "Folon" [The Past] (1995)

Folon [The Past]
udgivet: 1995
format: cd
[vurdering: 4 / 5] [3,78]
producer: Wally Badarou
selskab: Mango Records - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Tekere" (5 / 5) - 3. "Africa" - 4. "Myanyama" - 5. "Mandela" (4 / 5) - 6. "Sumun" - 7. "Seydou" - 8. "Dakan-Fe" - 9. "Folon"

4. internationale studiealbum af Salif Keita efter albummet Amen (1991) udgivet på Mango (underlabel til Island Records for deres 'world'-udgivelser) og produceret af Wally Badarou (Jean-Philippe Rykiel producerede spor #5 og #9).
Albummet var et af de første, jeg lyttede til af Keita. Nummeret "Tekere" er helt fantastisk og har den samme vidunderlige up-tempo afrikanske / mandé-stil, som jeg havde opdaget på forskellige udgivelser fra de tidlige 1980'ere med traditionel afrikansk folkemusik og / eller 'afrikansk jazz'. Keita spiller ikke selv nogen instrumenter, men komponerer og synger, og han har en strålende og varm sangstemme, der lyder som... ingen andre. Som oftest betegnes hans musik som world musik, hvilket jeg anser for at være et ekstremt dårlig mærkat for musik produceret og / eller udgivet i Afrika, Asien, Skandinavien, Sydamerika eller steder, der ikke er Europa eller USA. Keita laver mandé-folkemusik og afrikansk populærmusik inspireret af lokale traditioner og vestlig populærkultur, og han kombinerer elementer fra jazz, reggae, latin, blues... Oven i det, tilføjer han ofte en et element af 'dance'. Hvorfor findes der egentlig ikke en musikstil med betegnelsen 'folk dance'? For det er virkelig det, dette er... men ikke kun. På trods af at det er et album med (afrikanske, mandé) tekster, som jeg absolut ikke forstår et ord af, har jeg læst, at det vidunderlige nummer "Tekere" er en sang 'om jalousi, om at for meget jalousi let bliver til ondskabsfuldhed'. Uanset hvad, er musikken her ganske original og helt vidunderlig.
Folon er næsten lige så god som Amen og kommer naturligvis med en varm anbefaling.
[ allmusic.com 4 / 5 stjerner ]

Salif Keita "Amen" (1991)

Amen

udgivet: 1991

format: cd

[vurdering: 4 / 5] [3,96]

producer: Joe Zawinul

selskab: Mango Records - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Yele N Na" (4 / 5) - 2. "Waraya" - 3. "Tono" - 4. "Kuma" - 5 . "Nyanafin" - 6. "Karifa" - 7. "N B'I Fe" - 8. "Lony"

Studiealbum af Salif Keita efterfølger albummet Ko-Yan (1989), også udgivet på Mango. Det er album, der af mange anses som Keita's første kommercielle gennembrud, og det er virkelig flot produceret af det 'gamle' Weather Report medlem Joe Zawinul, som er lykkedes med at skabe et klassisk 'world fusion' album.

Det der fungerer så godt ved albummet er Keita's særlige vokal, hans færdigheder som komponist og afholdelsen fra at skabe afrikansk musik med tydelig vestlig indlydelse. Jo, det omfatter tydelige spor fra en traditional jazz pop men uden at kompromitere de maliske rødder, og så nyder jeg bare den kendsgerning, at disse otte kompositioner ikke bare er tre-minutters sange - de varierer fra 4:09 til 7:56 og er på den måde mange mil fra oplagt radio-venlig musik. Bortset fra Zawinul, byder albummet også på en genforening af Keita's tidligere band-guitarist, Kante Manfila tilbage fra den gang, de begge spillede sammen i Les Amassadeurs i Malis hovedstad: Bamako.

Amen er helt uden fyldnumre, og det er intet miondre end et af de absolut bedste af Salif Keita.

Stor anbefaling.

[ allmusic.com 4,5 / 5 stjerner ]

Salif Keita "Soro" (1987)

Soro

udgivet: dec. 1987

format: cd

[vurdering: 3,5 / 5] [3,52]

producer: Francois Breant

selskab: Stern's Africa - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Wamba" - 2. "Soro (Afriki)" - 5. "Cono" - 6. "Sanni Kegniba"

Album af Salif Keita, som er kendt som hans internationale debut, og som blev udgivet på forskellige pladeselskaber. Island Records ser ud til at have udgivet det i Tyskland og Italien, og dets underselskab Mango udgav albummet på det nordamerikanske marked og det australske, mens det i Frankrig er både Mango og EMI (Pathé Marconi EMI), der står bag udgivelsen. Styllart Records har udgivet albummet i tidligere franske kolonier, og Stern's Africa har udgivet albummet i Storbritannien, men også på CD-format i Tyskland og i Sydafrika. Det er svært at sige, hvilket selskab der havde distributionsrettighederne, men det er utvivlsomt, at Keita på dette tidspunkt allerede havde forladt Afrika og nu var bosiddende i Paris, hvor hans solokarriere blev cementeret med netop Soro. Før det, havde Keita påbegyndt sin musikalske karriere omkring 1970, da han opstrådte som den første forsanger i Rail Band (senere kendt som Super Rail Band og Bamako Rail Band, og et år senere blev også Mory Kanté en del af bandet). Efter ca. tre år forlod Keita Rail Band og var med til at stifte Les Ambassadeurs (alias Les Ambassadeurs du Motel de Bamako, alias Ambassadeurs du Motel), som oplevede en tilsyneladende flittigt skiftende besætning, som også talte Kante Manfila og Sekou Bembeya Diabaté. I slutningen af 70'erne skiftede bandet så navn til Les Ambassadeurs Internationaux (alias Ambassadeur International, alias Salif Keita et Les Ambassadeurs Internationaux). Albummet Ambassadeur International (1981) er senere blevet udgivet som Seydou Bathily som er et opsamlingsalbum i Salif Keita's diskografi.

Soro adskiller sig stilmæssigt fra den tempofyldte blanding af afrikansk jazz og latin-jazz-indflydelse, som lader til at have karakteriseret Keita's musik i 70'erne; en stil, der er blevet kaldt 'Afro-Cuban son'. Her er der et stærkere Mandé / malisk præg, som igen blander stilarter, men den egentlige fællesnævner og mærkbare styrke er Keita's originale vokal, som binder det hele sammen. Alle numre her er krediteret Keita, og selvom det primært er et album bestående af tempofyldt musik med vokalharmonier, er disse numre længere end traditionel popmusik. Albummet indeholder 'blot' seks numre med spilletider fra 4:46 til 9:50 minutter.

Når man sammenligner med musikken skabt af Keita's tidligere bands, er det tydeligt, at Keita her har fundet et produktionsmæssigt bedre udtryk. Opsamlinger med musik af Rail Band og Les Ambassadeurs underbygger kun Keita's evner som komponist, men de er også præget af en markant flad lyd.

Soro er efter min mening ikke Keita's bedste, men det dokumenterer hans alsidighed og hans øre for hooks og komplekse arrangementer.

[ allmusic.com 4,5 / 5 stjerner ]

"Sound d'Afrique" (1981)

Sound d'Afrique (compilation)
release date: 1981
format: vinyl (MLPS 9697) / digital (1989 reissue)
[album rate: 4 / 5]
producer: various
label: Mango / Island Records - nationality: various African countries

Tracklist: A) 1. Mekongo President "Me bowa ya" - 2. Eba Aka Jerome "Massoua mo" - 3. Kambou Clement "Dounougnan" - - B) 1. Pablo "Bo mbanda" - 2. Etoile de Dakar "Jalo" - 3. Menga Mokombi "Moboma"

Compilation album later aka Sound d'Afrique, Vol. 1 with six different artists and only six tracks but it's not just a Mini-Album as it has a running time of 44 minutes playing time. The six artists come from [as listed on back cover]: Cameroun, Ivory Coast, Upper Volta, Zaire, Senegal, and Congo.
This is perhaps the first African compilation album I have come across, and I think I must have found it at the library around 1982 or '83. I just fell for the energy and wonderful original songs. The first track just... makes me feel happy, I guess. The original vinyl album was re-issued on cd in '89.
Highly recommended.