udgivet: 11. aug. 2014
format: digital (15 x File, FLAC) (Deluxe udgave)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,54]
producer: John Reynolds
selskab: Nettwerk - nationalitet: Irland
Udvalgte numre: 1. "How About I Be Me" - 2. "Dense Water Deeper Down" - 4. "Your Green Jacket" - 5. "The Vishnu Room" - 6. "The Voice of My Doctor" - 9. "8 Good Reasons" - 10. "Take Me to Church" - 11. "Where Have You Been?"
10. og sidste studiealbum fra Sinéad O'Connor udkom 2½ år efter How About I Be Me (And You Be You)? (feb. 2012). De ordinære digitale udgivelser samt cd- og vinylversioner omfatter 12 numre, mens en digital og cd-'Limited Deluxe' udgave tilføjer yderligere tre numre til sætlisten og forlænger den samlede spilletid fra 41 til 50 minutter. Som det var tilfældet med O'Connor's fine 2012-album, er dette produceret af John Reynolds, der også spiller trommer og keyboards og derudover står for programmering og mixing af albummet. Han er O'Connor's første eksmand og har medvirket på størstedelen af hendes albums og her er han samtidig medkomponist på mere end halvdelen af sangene. Guitaristen Graham Kearns er krediteret som medkomponist på fem sange. Guitaristen Justin Adams har været med til at skrive to numre – han spillede i øvrigt også på hendes album fra 2012 samt på Gospel Oak-ep’en (1997), men Reynolds er det eneste tilbagevendende navn fra hendes tidligste albums, som medvirker her, idet han optræder som O'Connors eneste faste instrumentalist gennem hele hendes karriere. Desuden er Sean Kuti krediteret for saxofon på et album, der også har Brian Eno på keyboards, ligesom han var det på 2012-albummet.
Stilmæssigt følger albummet rock-energien fra forgængeren, og på mange måder føles det meget som en slags andet kapitel til det. Der er naturligvis O'Connors nye, markante persona, som får dette album til at skille sig ud i hele hendes diskografi. Til albummet er hun blevet stylet som en slags ny Joan Jett-inspireret dominatrix, hvilket både tjener til at skabe distance til hendes eget liv og ikke helt formår at distancere sig som noget forceret, eller i bedste fald: et nyt kostume til at repræsentere et nyt image, som føles nødvendigt for at kunne skabe den rette afstand – et skjold. Musikalsk fortsætter albummet blandingen med enkelte bløde ballader og en overvægt af energiske rocknumre. Det er blevet mere tydeligt, at O'Connor ikke længere besidder samme fabelagtige vokal-instrument, som hun i sin tid vandt stor berømmelse for. Alder og rygning (?) har tæret på stemmebåndene, hvilket nødvendigvis giver et andet udtryk. Det er ikke fordi hendes vokalpræstation efter normale standarder er dårlig eller særlig begrænset, det er blot blevet tydeligt, at der er sket en forandring og der ses en begrænsning. Når det er sagt, er albummet langt fra et af hendes ringere. Det er faktisk som om, hun her har genfundet nogle af sine oprindelige styrker, hvilket også præger det forrige album, og som kunne have tjent karrieren godt fremover. Nogle kritikere ser albummet som endnu et skridt opad med mere nerve og bedre arrangementer og bedre produktion sammenlignet med det, der på en måde blev hendes 'comeback'-album i 2012. Enkelte fremhæver albummet som en slags svanesang og betoner, at det lykkes hende at afstå fra tekster om sine egne livserfaringer. Dette sidste mener jeg snarere er et spørgsmål om stil og en overforenkling, for albummet er fyldt til randen med sange, der ligeså let kunne ses som værende rent selvbiografiske, som mange af hendes tidligere sange. I stedet kunne man argumentere, at hendes evner som sangskriver er blevet forfinet, hvilket ikke er det samme som at sige, at hendes udgangspunkt og kilde til sange har ændret sig. I privatlivet synes O'Connor at fortsat sine kampe med tilværelsen og med parforhold. I 2006 fødte hun sønnen Yeshua – faren, Frank Bonadio, og O'Connor gik angiveligt fra hinanden i 2007. I 2010 blev O'Connor så gift med Steve Cooney – parret skulle være gået fra hinanden i starten af 2011, og i slutningen af samme år blev hun så gift med terapeuten Barry Herridge i Las Vegas – et ægteskab, der vist kun varede en enkelt uge.
To numre fra albummet blev udvalgt som singler: "Take Me to Church" (jul. 2014) som promoveringssingle efterfulgt af "8 Good Reasons" (okt. 2014), hvoraf ingen af disse gjorde det store indtryk på hitlisterne. I'm Not Bossy, I'm the Boss er et fint og solidt album at afslutte en strålende karriere med, selvom det blev en uforudset tidlig afslutning. Hendes sidste år ser ud til at have været overskygget af personlige vanskeligheder, hvilket også forklarer, hvorfor en opfølger til netop dette album aldrig blev indspillet. I 2017 ændrede O'Connor sit navn til Magda Davitt, da hun eksplicit ønskede at frigøre sig fra 'patriarkalske slavenavne', og et år senere konverterede hun til islam og antog navnet Shuhada' Sadaqat.
O'Connor gik bort i juli 2023 efter en periode med ustabilt helbred. Hun talte åbent om psykisk sygdom, og hun var i en periode inde og ude af hospitalet efter udgivelsen af netop dette album, ligesom hun kæmpede mod sin afhængighed af cannabis. I 2022 var O'Connor åbenhjertig omkring et nyt mentalt lavpunkt, efter hendes søn Shane havde begået selvmord, og hun blev igen indlagt med psykiske udfordringer. O'Connors død i 2023 i en alder af 56 år blev alligevel erklæret som værende begrundet ved naturlige årsager.
I noterne til de fleste af hendes albums har O'Connor ofte rettet opmærksomheden mod andre – ægtemænd, folk, religioner – men på I'm Not Bossy, I'm the Boss dedikerer O'Connor albummet til sig selv. Hun udgav selvbiografien "Rememberings" i 2021, som er hendes kritikerroste memoirer. Albummet her er måske ikke blandt hendes top 5-albums, men mindre kan også gøre det, og det er bestemt et i rækken, man bør kende. Efter min mening, og ud af hendes i alt 10 studiealbums, placerer dette sig komfortabelt som hendes sjettebedste.
Anbefalet.
