udgivet: 7. mar. 2025
format: digital (11 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,56]
producer: Bob Mould
selskab: BMG - nationalitet: USA
Udvalgte numre: 1. "Here We Go Crazy" - 2. "Neanderthal" - 3. "Breathing Room" - 4. "Hard to Get" - 9. "You Need to Shine" - 11. "Your Side"
14. studiealbum fra grunge-rockens far, Bob Mould, lander 4½ år efter Blue Hearts (sep. 2020) og er, ikke overraskende, et album fyldt med masser af energi. Albummet er Mould's første på BMG efter en lang række udgivelser på Merge Records, men da Mould selv indtager sine vante roller som sangskriver, komponist og producer, kan en ny udgivelse ikke give anledning til mange løftede øjenbryn, hvad angår stil eller temaer. Tidligere har Mould eksperimenteret med sit lydbillede og brugen af instrumentering, men siden Silver Age fra 2012 har han befundet sig ganske konsekvent på en energisk alt-rock-platform, dristigt formet af sin forkærlighed for power pop og med små strejf fra en fjernere fortid i Sugar og i Hüsker Dü i det, der var en mere traditionel guitar-rock-indpakning. Sammenlignet med hans seneste album, Blue Hearts, så er albummet her en smule mere råt, lidt mere direkte, lidt mindre politisk-orienteret og i stedet fyldt til randen af rendyrkede følelser. Det passer både godt til den mængde energi, der lægges for dagen, og det melodiske drive - og ja, til tider kunne man argumentere, at det tenderer til noget repetitivt, men nu taler vi altså om den fu*#ing Bob Mould! Den mand bør til evig tid gives ret og tilladelse til bare at sætte strøm til sin guitar, tænde for forstærkeren, skrue godt op, og have det godt med at råbe ad og konfrontere lige præcis, hvad han har lyst til - hvad enten det er verden som sådan, sig selv, sit parforhold, det at blive ældre eller landets utålelige regering! Bob Mould er en slags ventil for den moderne tid. Lad nu dampen slippe ud!
Jeg har fulgt Mould's solokariere siden de sidste to albums med Hüsker Dü, og han har altid været en kunstner, hvis værker jeg har haft et særligt svagt punkt for. Det meste af tiden har han formået at berige mit liv, hvilket er grunden til, at jeg forbliver en slags trofast fan. Han er ikke længere en kunstner, der genopfinder musikken, men han er en garant for kvalitet, og han er en stemme, der taler på vegne af menneskeheden samtidig med, at han tager afstand fra alverdens dumhed – hvilket er endnu en god grund til at følge denne store kunstner.
Here We Go Crazy er i bund og grund det, vi er kommet til at forvente fra Mr. Mould, og endnu en gang er det både relevant og anbefalelsesværdigt!
[ allmusic.com, Rolling Stone 4 / 5 stjerner ]
