udgivet: 4. okt. 2024
format: digital (10 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,72]
producer: Sam Petts-Davies
selskab: XL Recordings - nationalitet: England, UK
Udvalgte numre: 1. "Foreign Spies" - 2. "Instant Psalm" (4 / 5) - 3. "Zero Sum" - 4. "Colours Fly" - 8. "The Slip" - 9. "No Words" - 10. "Bodies Laughing" (live)
3. fuldlængde album fra The Smile følger kun 9 måneder efter Wall of Eyes (jan. 2024), og det er da også en samling af outtakes – "cutouts" – fra de samme indspilningssessioner, der blev til forgængeren. Der er tale om i alt ti numre med en samlet spilletid på ca. 44 minutter.
Ikke overraskende lyder Cutouts meget som det forrige, og ved første gennemlytning peger det ikke på nye oplagte singler, men giver man det tid, kan det faktisk ende med at fremstå som det bedste af de to albums. Det er ikke fordi, Jonny Greenwood og Thom Yorke har forsømt den eksperimenterende side i deres mange tidligere udgivelser, og Radiohead var ikke ligefrem berømte for deres normale rytmesektion, men det lader til, at der med inddragelsen af trommeslager Tom Skinner (Sons of Kemet) er sket en værdifuld tilføjelse i form af en jazz-vibe til Yorke og Greenwood's idéer. Skinner har en udforskende natur, hvor synkoper lægger sig oven i den naturlige særegenhed ved Greenwood og Yorke's kompositioner, hvilket forvandler alt til synkroniserede improvisationer med en stærk følelse af kreativ sammenhæng, og jazz-elementet gør det ekstra levende. Præcis som visse anmeldere antyder, tror jeg, at essensen af Cutouts er, at det repræsenterer mere fri improvisation og dermed understreger det eksperimenterende, og alligevel udgør udvalget af kompositioner en fin, sammenhængende helhed, hvor man virkelig får lov at høre, hvor fantastiske musikere de alle er. Hvilken af disse to udgivelser man foretrækker, er, som med al musik, en smagssag, og i det lange løb vil de formentlig blive betragtet som værende meget mere på niveau og måske egentlig bare som to kapitler.
Indtil videre foretrækker jeg faktisk dette album. Jeg synes, det er et helstøbt album, der vinder ved hver gennemlytning - men hold da op, tænk om de oprindeligt havde udgivet det hele som et dobbeltalbum!
Anbefalet.
