Showing posts with label 2025. Show all posts
Showing posts with label 2025. Show all posts

11 July 2026

Peter Murphy "Silver Shade" (2025)

Silver Shade
udgivet: 9. maj 2025
format: digital (12 x File, FLAC)
[vurdering: 3 / 5] [3,06]
producer: Youth (aka Martin Glover)
selskab: Metropolis - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Swoon" - 3. "Sherpa" - 4. "Silver Shade" - 5. "The Artroom Wonder" - 8. "Cochita Is Lame" - 11. "The Sailmaker's Charm"

10. studioalbum fra Peter Murphy følger mere end et årti efter Lion (jun. 2014) - 11 år er gået og alligevel lander albummet her ret meget i samme nabolag som forgængeren. Produceren er den samme, og der er jo intet overraskende i, at Murphy har et praktisk behov for musikalsk støtte i formgivningen af sin musik, da han ikke selv behersker et instrument, og Youth søger på bedste beskub at efterligne tidligere tiders Murphy-udgivelser i pompøse arrangementer med lige dele melodiøs gotisk og industrial rock. Siden Lion udgav Murphy flere live-albums - det seneste er fra 2024, og i 2017 blev han angiveligt ramt af et hjertestop, som betød,  at han i en periode var ukampdygtig, men alligevel genoptog en afbrudt live tour, og efter det har han udgivet yderligere tre live-udgivelser.
Silver Shade er i bund og grund mest af alt et genhør - et fint produceret mix af meget af det materiale Murphy tidligere har excelleret i. Noget genoptager stilen fra Bauhaus, mens andet lyder mere som forbillederne Iggy Pop og David Bowie, og så er der de fine små glimt af crooneren Peter Murphy, der viser sin gennemprøvede sangstyrke, men essencen er ikke desto mindre, at Murphy ikke formår at bidrage med synderligt nyt. Jeg har til tider svært ved at adskille numrene fra andre albums, men kan samtidig glædes ved melodiernes styrke uden, at de sætter sig som noget, jeg føler, jeg bare må høre igen.
Fint genhør uden at imponere.
[ 👍UnderTheRadar 3 / 5, 😲Spill Magazine 4,5 / 5 stjerner ]

05 June 2026

CMAT "Euro-Country" (2025)

Euro-Country
udgivet: 29. aug. 2025
format: digital (12 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,78]
producer: Oli Deakin
selskab: CMATBaby / AWAL - nationalitet: Irland


3. studiealbum fra CMAT, eller fra Ciara Mary-Alice Thompson, som hun retteligen hedder, er opfølgeren til 2023-albummet CrazyMad for Me (okt. 2023) [en omfortolkning af 'CMAT'] som igen efterfulgte den dengang 1½ år 'gamle' og ganske fine debut If My Wife New I’d Be Dead (feb. 2022).
CMAT er allerede garant for stærk sangskrivning med fokus på personlige emner med et twist - ofte med humoren i højsædet og en god portion irsk ironi. Hendes to øvrige albums indeholder begge iørefaldende numre, men med Euro-Country har hun givet den et godt nyk opad, og numre som titelnummeret, "When a Good Man Cries", "Runnin / Planning" og især "Take a Sexy Picture of Me" er allerede hyppigt spillede på allestedsnærværende streamingtjenester. Der er noget forfriskende syrligt og sødt over CMAT, som Lily Allen og The Streets for år tilbage viste deres styrker med, og der er da også særlige kendetegn, som måske kan siges kun at være hjemmehørende for de britiske øer. Der er masser af selvironi og finurlige samtidsperspektiver iblandet tydelig alvor, som gør det hele så godt.
Stilmæssigt, er det svært at placere - og det gør bestemt ikke noget. Indimellem er der strejf fra Lana Del Rey eller førnævnte Allen, mens det andre gange er mere særegent med tydelig inspiration fra traditionel pop / rock, fra indie og art pop, og selvsagt også fra country. Det hele er formfuldent arrangeret, produceret og mixet med stærk sans for variation og helstøbthed. På den måde hæver album og kunstner sig over det meste fra året, og derfor er Euro-Country også at finde på flere lister over årets bedste udgivelser.
Albummets cover spejler fint CMAT's musikalske univers, og det er første gang, hun selv optræder som front-figur, da de to øvrige albums og mange single-udgivelser har været kendetegnet af et særligt grafisk naiivistisk udtryk holdt i et tegneserieagtigt format.
Stor anbefaling.
[ NME, The Guardian 5 / 5, The Irish Times 4 / 5, 👍Pitchfork 7,7 / 10 stjerner ]

12 February 2026

Wet Leg "Moisturizer" (2025)

Moisturizer
udgivet: 11. jul. 2025
format: digital (12 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,52]
producer: Dan Carey
selskab: Domino - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "CPR" - 2. "Liquidize" - 3. "Catch These Fists" - 4. "Davina Mccall" - 5. "Jennifer's Body" - 6. "Mangetout" - 8. "Pokemon" - 11. "11:21"

2. studiealbum fra Isle of Wight-skabte band Wet Leg er opfølger til den selvbetitlede debut fra 2022. Oprindeligt var bandet et duo-projekt af forsanger og rytmeguitarist Rhian Teasdale og lead guitarist Hester Chambers, som havde startet musikprojektet omkring tre år før de albumdebuterede - en debut, der tog landet med storm, da det ikke bare toppede albumhitlisten i Storbritanien men også førte til to Grammy Awards for 'Best Alternative Music Performance' og for 'Best Alternative Music Album'. Alt dette skete som følge af flere positive hændelser og en række succesfulde singleudgivelser. Duoen udgav førstesinglen "Chaise Longue" jun. 2021, og den blev rost i flere magasiner og endte som et viralt hit takket været en (banal) original video, som duoen fulgte op med endnu et videohit i sep. '21 med sangen "Wet Dream". Allerede to måneder senere fulgte så en dobbeltsingle-udgivelse med sangene "Too Late Now" og "Oh No" - igen anset som hits og så fulgte femte- og sjette-singlerne "Angelica" og "Ur Mum" i hhv. feb. og apr. '22, inden albummet så udkom kort efter den sidste single. Albummet består af 12 numre og med halvdelen af sangene udgivet som singler, var det et album, der var imødeset som sjældent før, selvom bandet ikke havde taget vejen til udbredelse gennem mange års liveoptrædener og promoveringer på anden vis. Wet Leg blev først og fremmest et mediehit, der slog igennem både via traditionalle medier som magasiner og trykte medier, men måske især gennem visninger på sociale medier. Ganske vist fremstod Wet Leg på debuten som en duo, som her på Moisturizer er blevet udivdet til en kvintet med guitarist og tangentspiller Joshua Mobaraki, bassist Ellis Durand og trommelager Henry Holmes - både Mobaraki og Holmes medvirkede på debutalbummet. På Moisturizer er det især Teasdale og Durand der fungerer som sangskrivere, men også Mobaraki og Chambers er krediteret flere af sangene. "Catch These Fists" blev udvalgt som førstesingle, hvorefter tre følgende numre er udgivet som singler: "CPR", "Davina McCall" og "Mangetout".

Musikalsk og stimæssigt er der ikke meget nyt ved Wet Leg. De spiller også her en simpel og energisk rockmusik med rødder i indie rock og med navne som Pixies og The Breeders fra USA, engelske The Vaccines og elementer fra tidlig Björk som umiddelbare inspirationskilder, som måske kan ses som en slags revival og idolisering af girl-power. Albummet peger i flere retninger end den lidt enklere-skårede debut. Der har indsneget sig en portion inspiration og elementer fra den elektroniske musik, fra synth-pop og art pop, som både gør albummet til en original og samtidig ret enkel udgivelse båret frem af Teasdale's skarpe vokal, som alligevel ikke adskiller denne væsentligt fra debuten. Det er stadig forfriskende og ligefrem musik som bestemt er værd at lytte til. Som på '22-albummet savnes der lidt på originaliteten og jeg har det lidt sådan, at uden sociale medier, så havde bandet her nok blot været for de få - det er de jo så heldigvis ikke, kan man sige. Bandet er ikke mine nye personlige favoritter, men mindre kan bestemt gøre det. Wet Leg er værd at stifte bekendtskab med og albummet her fortjener en anbefaling uden, at det på den måde kandiderer til årets bedste albumudgivelse.
Anbefalet.
[ allmusic.com, Rolling Stone, NME, The Guardian, Slant 4 / 5, Pitchfork 7,8 / 10 stjerner ]


17 January 2026

Best of 2025:
Grant-Lee Phillips "In the Hour of Dust" (2025)

In the Hour of Dust
udgivet: 5. sep. 2025
format: vinyl (clear golden smoke vinyl) (signed) / digital (11 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [4,08]
producer: Grant-Lee Phillips
selskab: Yep Roc - nationalitet: USA


12. studiealbum fra Grant-Lee Phillips, som udkommer 3½ år efter All That You Can Dream (maj 2022), er skabt i Grant-Lee's velkendte stil, hvilket indebærer en god portion traditionel folk med et gran moderne strejf af country og americana. Når det er sagt, så er alle hans udgivelser alligevel ret unikke i deres udtryk - måske varierer de ikke så voldsomt, som man kan opleve det hos andre kunstnere, men alligevel fremstår de unikke via mere subtile nuancer.
Dette album er ganske enkelt et af hans stærkeste ballade-orienterede udgivelser, og det deler måske nogle af de samme stemninger som 2022-albummet. Der løber en melankolsk enkelhed gennem alle numre – Adam Sobsey fra PopMatters har kaldt albummet for "Lullabies for adults" – men uagtet sangenes langsommelighed, deres indre glød, så fremstår albummet enormt helstøbt og som intet mindre end en kandidat til Grant-Lee's næstbedste til dato.
Jeg har haft albummet på repeat gennem årets sidste måneder, og det er muligvis det album fra 2025, som jeg har lyttet oftest til. Ser vi bort fra Salif Keitas So Kono, så er der ikke andre udgivelser, der har rørt mig som dette. Lige nu anser jeg det for at være 2025's bedste album.
[ Mojo 4 / 5, PopMatters, Uncut 3,5 / 5 stjerner ]

20 December 2025

Paul Weller "Find El Dorado" (2025)

Find El Dorado
udgivet: 25. jul. 2025
format: digital (15 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,58]
producer: Steve Cradock
selskab: Parlophone - nationalitet: England, UK


18. studiealbum fra Paul Weller udkommer blot et enkelt år efter 'fødselsdagsalbummet' 66 (maj 2024). Som regel er Weller en kunstner, der udgiver albums med egne sange og kompositioner, og dette er en af de sjældne lejligheder, hvor han har fortolket andre kunstnere. Det er således kun hans andet coveralbum - det første var Studio 150 (2004). Albummet her er blevet modtaget med anmelderros, hvilket efterhånden er normen for Weller på dette senere stadie af en lang glorværdig karriere, der startede med trioen The Jam og bandets new wave- og punk-prægede debut In the City (1977).
The Jam var sprængfyldt med hvid energi, og selvom bandets seks fuldlængde studiealbums afslører stor variation og en gennemgående stilistisk udvikling, betød begrænsningerne i bandets lydbillede, at Weller endte med at måtte søge i nye retninger. Han startede det i begyndelsen ganske succesfulde projekt The Style Council i '83 - et band der bød på jazz-influeret pop-soul og sophisti-pop. Projektet viste sig måske som en endnu mere snæver affære, så fra '92 påbegyndte Weller sin lange og hyldede solokarriere som en af sin generations mest elskede britiske sangskrivere.
Weller's attende album afslører en kunstner, der har været hele paletten rundt inden for moderne rock - ofte knyttet til ældre genrer som soul og r&b, og tit stemplet som britpop, hvilket er en stil han ofte nævnes som én af ophavsfigurerne til. I de senere år har han fundet sin egen musikalske bryg: en blanding inspireret af mange stilarter, men som mest af alt lyder som ingen andre. Det er også dét, han forsøger sig med her, selvom de originale sange stammer fra vidt forskellige genrer. Så vidt jeg ved, er det ikke veldokumenterede eller vidtbesungne klassikere, han fortolker her, hvilket man kunne argumentere for kunne gøre det lettere at arrangere sangene præcis, som man lyster.
Som nævnt har albummet høstet positive anmeldelser, men for mig er det ikke en umiddelbar genistreg på højde med hans seneste seks udgivelser. I mine øjne skal man faktisk helt tilbage i Weller's bagkatalog til albummet Sonik Kicks fra 2012 for at finde et album, der ikke rigtig imponerer. Find El Dorado er dog milevidt fra middelmådigheden på netop 2012-albummet - faktisk minder det mere om en markant forbedret udgave af Studio 150, som ikke var specielt beundringsværdigt. Måske fungerer Weller's covernumre bare bedre, når han spiller live?
Personligt er jeg ikke enig i, at det er en af hans bedre udgivelser. Det er rigtig fint og mere end bare 'Okay'. Men ikke fantastisk. Måske forventer jeg bare mere af en type som Paul Weller, og måske var forlæggene bare ikke stærke nok. Men at påstå, at Weller her tilfører glemt materiale så meget ekstra, stemmer ikke helt overens med min smag for denne nye samling. Det er dog uden tvivl Paul Weller's absolut bedste coveralbum, men det siger så ikke så meget, da det andet ikke var synderligt mindeværdigt.
Find El Dorado er ikke desto mindre et solidt album, og måske vil jeg med tiden holde mere af det. Lige nu føles det dog en smule overvurderet, men stadig som et album fyldt med virkelig god musik, og måske især fordi Weller er en kunstner, der leverer velstrukturerede arrangementer og forstår sig på at få hvert ord til at tælle. Han er også nået til et punkt i sin karriere og i sit liv, hvor han ser ud til at forstå betydningen af 'less is more' ved at fremhæve nuancer med inderlighed i næsten enhver sang, så den lyder skarp og vital. På den måde har albummet unægteligt sine øjeblikke, og samlet set rangerer det som mere end blot et album på det jævne.
Anbefalet.
[ allmusic.com, Record Collector, Mojo 4 / 5, 👍Classic Rock Magazine 3,5 / 5 stjerner ]

17 December 2025

Hvalfugl "Bag vore øjne strømmer drømme sagte forbi" (2025)

Bag vore øjne strømmer drømme sagte forbi
udgivet: 24. jan. 2025
format: 2lp vinyl (gatefold)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,64]
producer: Hvalfugl
selskab: Hvalfugl Music (selvudgivet) - nationalitet: Danmark

Studiealbum fra den Aarhus-baserede trio Hvalfugl, bestående af guitarist Jeppe Lavsen, basist Anders Juel Bomholt og tangentspiller Jonathan Fjord Bredholt, er en selvudgivet dobbeltvinyl. Albummet er både en regulær studieudgivelse og en form for opsamling, da albummet bygger på en kombination af fire individuelle EP-udgivelser: Bag vore øjne (nov. 2022), Strømmer (sep. 2023), Drømme (jan. 2024) og Sagte forbi (sep. 2024). Det er dog ikke en direkte summering af disse fire udgivelser. Albummet her tæller 25 numre, og summen af de fire EP’er er 26 – men 'kun' 16 numre er hentet fra EP’erne og spredt med løs hånd ud over albummet. Det betyder, at der er 9 nye kompositioner på dette album sammenlignet med EP-udgivelserne, og det kan derfor med rette karakteriseres som et studiealbum. En anden interessant detalje er, at trioen gør stor brug af improvisationer. På tre af de fire EP’er finder man kompositionen "Kaskader af glemsel" efterfulgt af et nummer, der indikerer tre forskellige variationer af samme nummer. Men netop denne komposition findes ikke på albummet i nogen af variationerne, og det illustrerer måske i virkeligheden, hvordan trioen arbejder med improvisation som en måde at skabe nye, unikke øjeblikke på, hvilket på mange måder også vidner om en naturlig sammenhængskraft gennem hele albummet.
Stilmæssigt bevæger Hvalfugl sig i moderne instrumental nordisk jazz med stærk indflydelse fra traditionel folkemusik og folklore – og man burde måske kalde det 'jazz-folk'. Jeg kendte absolut intet til bandet, før jeg overværede en koncert i min hjemby i det tidlige efterår, hvor jeg mødte op helt uden forventninger. Det stod dog klart fra starten, at disse tre herrer er mere end blot kompetente instrumentalister - de mestrer kunsten at interagere musikalsk og den svære balance i at komplementere hinanden og samtidig formå at skabe sjælden synergi.
Stor anbefaling.
[ Gaffa.dk 5 / 6, Allaboutjazz 4,5 / 5 stjerner ]

19 November 2025

Salif Keita "So Kono" (2025)

So Kono
udgivet: 11. apr. 2025
format: digital (9 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,92]
producer: Lucille Reyboz, Yusuke Nakanishi & Laurent Bizot
selskab: No Format! / Nø Førmat! - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Aboubakrin" - 2. "Awa" - 3. "Tassi" (4 / 5) - 4. "Kanté Manfila" - 5. "Chérie" - 8. "Tu vas me manquer"

Studiealbum af Salif Keita udgivet på det franske pladeselskab No Format! lander hele 6½ år efter Keita's proklamerede sidste album Un autre blanc (okt. 2019). Keita er nu 76 år gammel, og da han nærmede sig de 70, har han muligvis ræsoneret, at albummet fra 2019 skulle blive hans sidste. Men når musik er det, man virkelig mestrer, er det formentlig svært at sige stop, og så kom der jo som bekendt en pandemi, der fik mange til at finde nye veje inden for skabende kunst. Mange kunstnere fortsætter jo helt enkelt uden at trække sig tilbage, hvilket er grunden til, at vi stadig får bemærkelsesværdig musik fra navne som Van Morrison, Bryan Ferry, Robert Plant, Neil Young, John Cale, Laurie Anderson og en lang række andre.
So Kono er ikke en fortsættelse af stilen fra Un autre blanc, som viste Keita i uvanligt orkestrerede arrangementer domineret af keyboards og synths. I den henseende er denne nye udgivelse i langt højere grad både en venden tilbage til rødderne og noget nyt. Det oprindelige islæt er uden de hurtige og danseorienterede kompositioner. Der er tale om en blidere produktion i malisk singer-songwriter-stil, hvor Keita's stadigt farverige og levende vokal udelukkende akkompagneres af få instrumenter som ngoni (et strengeinstrument, der minder om en kora), guitar og slagtøj. På den måde er det et nøgent udtryk vi får på albummet, og måske blev Keita inspireret til albummet gennem en nyligt overstået turné til Japan, hvor han netop spillede akustiske udgaver af sit repertoire. Jeg forstår ikke et ord af teksterne, der skifter fra malisk til lejlighedsvis fransk, men det fremstår som et album, der involverer dybe følelser. Jeg føler i hvert fald, at Keita lægger noget, jeg forstår som et inderligt engagement, i disse enkle, men smukke kompositioner. Nogle af numrene er mere nøgne genfortolkninger af hans egne tidligere sange.
So Kono hører allerede til blandt Keita's bedste albums. Det er et vidunderligt og varmt vidnesbyrd om Keita's styrke og vitalitet, og det er samtidig en stærk kandidat til årets album.
Stærkt anbefalet.
[ 👉Mojo, The Guardian, 👍Uncut, PopMatters 4 / 5 stjerner ]

03 September 2025

Rumpistol "Nebula" (2025)

Nebula
udgivet: 13. maj 2025
format: digital (10 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,55]
producer: Jens Berents Christiansen
selskab: The Rust Music - nationalitet: Danmark


Studiealbum af den danske elektroniske kunster Rumpistol, som er et soloprojekt af Jens Berents Christiansen, som har overlevet i mere end et par årtier, siden han udgav sit selvbetitlede debut i 2003. Siden det har Rumpistol udgivet en lang række albums og har deltaget i forskellige samarbejdsprojekter, herunder det danske eksperimenterende world music-band Kalaha. Nebula kan vist betragtes som Rumpistols niende regulære udgivelse, og på dette album har Christiansen inviteret flere gæstemusikere med, hvilket tæller: Sven Dam Meinild på fløjte, EWI, klarinet og sax, Maria Jagd på violin og bratsch, Emil de Waal (også fra Kalaha) på trommer, percussion og 'bowed metal', Helene Tungelund på keltisk harpe, Anders Stig Møller på bas og Anna Roemer på guitar.
Nebula er et instrumentalt album, som for mig har ligheder med tidlig Trentemøller - det er idm- og micro-house-elementerne - men det er ikke 'bare' et ekko af andre kunstneres værker. Der er tydelige originale træk og facetter fra Rumpistols tidlige udgivelser, og albummet er en repræsentation af en grundlæggende stilpalette, der ikke er rent elektronisk. Rumpistol har været omkring mange forskellige genrer og stilarter gennem årene, og i den henseende fremviser Nebula elementer fra så forskelligartet musik som syrerock, ambience og hvad der normalt hører til jazzens verden, og som altsammen er spredt ud og høres i højere eller mindre grad på disse ret forskellige kompositioner. Under tiden opstår der ligheder eller fragmenter, der peger mod tidlig elektronisk synthpop og ambience, men i essensen viser det blot Rumpistols mangefacetterede styrker som en original kamæleon, der gør brug af hvad end, musikken kalder på.
Det siger næsten sig selv, at det som et instrumentalt værk er musik til fordybelse, og det udfolder sig for alvor, jo mere man lytter til det. Og givet den korte tid, jeg har kendt til dette nye album, formoder jeg kun, at det kommer til at vokse på mig. Jeg kan lide det, det er stemningsmættet musik og virkelig godt. Og hvis du ikke kender Rumpistols værker, kan jeg kun anbefale, at man tjekker det ud. Projektet er lidt af en international hemmelighed, og jeg holder af album som Mere rum (2005), Away (2014), After the Flood (2020) og Isola (2022).
Anbefalet.


10 August 2025

Lorde "Virgin" (2025)

Virgin
udgivet: 27. jun. 2025
format: digital (11 x File, MP3)
[vurdering: 3 / 5] [3,02]
producer: Lorde & Jim E-Stack
selskab: Universal Music New Zealand - nationalitet: New Zealand

Udvalgte numre: 1. "Hammer" - 2. "What Was That" - 4. "Man of the Year" - 6. "Current Affairs"

4. studiealbum fra den newzealandske popkunstner Lorde, også kendt som Ella Marija Lani Yelich-O’Connor. Albummet udkommer fire år efter Solar Power (aug. 2024), som var genstand for begejstrede anmeldelser. Enkelte fandt det poleret og formløst, mens andre så det som et potentielt mesterværk. I den henseende har Lorde delt vandene hos fans og kritikere siden sin internationale debut med albummet Pure Heroine (sep. 2013). Det var et album, som vakte en del opmærksomhed, selvom opfølgeren Melodrama fra 2017 i vid udstrækning nok må anses som hendes egentlige gennembrudsalbum. Det toppede både albumlister verden over og sikrede kunstneren flere internationale musikpriser, men det var også så massiv en succes, at Lorde efterfølgende forsvandt fra rampelyset i en periode. Hun har allerede oplevet den form for succes, som mange drømmer om, men de færreste opnår, og den korte rejse mod toppen inden for pop er uundgåeligt forbundet med en pris.
Personligt er jeg ikke i målgruppen, og jeg har det lunkent med den musik, hun er udkommet med indtil videre. Lorde er et navn, der på det nærmeste er umuligt at komme udenom, og det er den eneste grund til, at jeg har lyttet til hendes albums. Igen: Jeg er ikke en del af målgruppen, og jeg har ganske enkelt svært ved at nyde dette album. For mig, er det en generisk popmusik, der lyder som så rigtig meget andet derude, og som jeg ikke finder nogen glæder ved. Det er uden tvivl uptempo, det er flot produceret, og det holdes primært i en positiv stemning - der er bare for mange ting ved det, jeg ikke bryder mig om. Fx er arrangementerne for tætpakkede - det opleves som effekter til at udfylde huller for at undgå kedsomhed eller tomrum? Desuden lyder mange numre ens, og jeg formoder, det er en god indikator for, at det ikke er min stil - lidt ligesom når jeg prøver at forstå en Wagner-opera: Jeg ender med at kede mig og synes, det grænser til det usmagelige.
Hvorfor så 3 ud af 5 stjerner i stedet for et sted under 2,5, kunne man spørge. Tja, jeg anerkender vel iboende kvaliteter... Det er ikke sådan, at jeg føler mig udsat for noget skadeligt, og der er bestemt god energi at hente i musikken, som jeg også finder velegnet til fysisk udfoldelse; jeg ville sikkert endda værdsætte albummet i det lokale fitnesscenter. Især "Hammer" vil jeg karakterisere som et ret iørefaldende electropop-nummer. Ganske hæderlig baggrundsmusik. Jeg er heller ikke på bølgelængde med kritikerne, da de fleste priser Virgin som Lorde's næstbedste album til dato, og jeg forstår ikke hypen. Mange sammenligner hende med Kate Bush: et ungt, ekstraordinært talent, der skriver og komponerer musik i en alder, hvor det burde være umuligt... Jeg ser bare ikke sammenligningen, men finder den villet, fordi der savnes en ny Kate Bush (?). Men det må være god musik, bare ikke for mig, og hvis dette er en reel udfordrer til hendes bedste nogensinde, forstår jeg vinket: Jeg bør nok ikke lede efter skjulte perler i denne boldgade – hvilket muligvis gør dette til min eneste kommentar til musikken fra denne nutidige popgigant. Man skal dog vare sig med at sige 'aldrig', eller jeg kunne tilføje Never for Ever [!]..
Ikke anbefalet.
[ allmusic.com 4,5 / 5, The Guardian, NME 4 / 5, Pitchfork 7,6 / 10 stjerner ]

24 May 2025

Hifi Sean & David McAlmont "Twilight" (2025)

vinyl cover
Twilight
udgivet: 14. feb. 2025
format: vinyl (blue dusk vinyl) / digital (12 x File, FLAC)
[vurdering: 4 / 5] [3,86]
producer: Hifi Sean
selskab: Plastique Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "The Comedown" - 2. "Twilight" - 3. "Uptown / Downtown" - 4. "Driftaway" - 5. "Sorry I Made You Cry" - 6. "Goodbye Drama Queen" - 7. "Equinox's Children" - 8. "High with You" - 10. "Star"

3. album i træk fra samarbejdsprojektet mellem Hifi Sean & David McAlmont lander blot et halvt år efter Daylight (aug. 2024), og ligesom de to foregående udgivelser er dette produceret af Hifi Sean (aka Sean Dickson) og udgivet på Dicksons selskab, Plastique Recordings. Twilight er ikke overraskende alene en opfølger, men bør måske snarere ses som andet kapitel til det, der blev påbegyndt med duoens 2024-album. På duoens Bandcamp-side lyder det: "Twilight er en køretur gennem natten på tolv numre fra skumring til daggry, med alle øjeblikkene indimellem."
David McAlmont har mange gange bevist sine vokalevner i diverse samarbejdsprojekter - fx på to fine albums som McAlmont & Butler (med Bernard Butler), David McAlmont & Michael Nyman, i Fingersnap (med Guy Davies), McAlmont & Webb (med Alex Webb), og på sin solodebut McAlmont, som grundlæggende var bearbejdninger af numre fra det hedengangne duo-projekt Thieves, som McAlmont kortvarigt var halvdelen af sammen med Saul Freeman. At han nu arbejder sammen med Hifi Sean på tredje album i træk siger en del for aldrig tidligere er McAlmont blevet sammen med nogen anden kunstner i så lang tid, hvilket tydeligt skinner igennem som et livsdueligt projekt. Tre fuldlængde albums på blot tre år er efterhånden ret sjældent nu om dage, og Happy Ending (sep. 2022), Daylight og nu senest: Twilight er tre forskellige udspil, selvom de er i familie. Hvor forgængeren var uptempo og ubekymret dansabel, så fremstår dette album som den mørke tvillinge. Det er stadig neo-soul og house, der er det solide fundament, men tilstedeværelsen af jazzede 'blue notes' og melankoli er her i fuldt flor, og synthpop-inspirationen har transformeret sig til noget, der er mere velegnet til timerne efter midnat. Hifi Sean sørger for at skabe natlige scenarier, der udgør det perfekte lydtapet til McAlmont's delikate fraseringer.
Jeg håber virkelig, at McAlmont endelig har fundet sin musikalske partner til mange år fremover, for parret ser ud til at besidde en udviklet fornemmelse for, hvordan man skaber fantastisk musik sammen. Twilight er modsætningen / bagsiden af noget andet, hvor Daylight er det, der er ansigtet udadtil, og som pænt og skinnende tager imod. De to albums er markant forskellige, men stort set lige gode. Albummet her, er endnu et varmt anbefalet album fra en stærk duo.
[ Mojo, Record Collector, The Arts Desk 4 / 5, 👎Uncut 3 / 5 stjerner ]

14 May 2025

Bob Mould "Here We Go Crazy" (2025)

Here We Go Crazy
udgivet: 7. mar. 2025
format: digital (11 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,56]
producer: Bob Mould
selskab: BMG - nationalitet: USA


14. studiealbum fra grunge-rockens far, Bob Mould, lander 4½ år efter Blue Hearts (sep. 2020) og er, ikke overraskende, et album fyldt med masser af energi. Albummet er Mould's første på BMG efter en lang række udgivelser på Merge Records, men da Mould selv indtager sine vante roller som sangskriver, komponist og producer, kan en ny udgivelse ikke give anledning til mange løftede øjenbryn, hvad angår stil eller temaer. Tidligere har Mould eksperimenteret med sit lydbillede og brugen af instrumentering, men siden Silver Age fra 2012 har han befundet sig ganske konsekvent på en energisk alt-rock-platform, dristigt formet af sin forkærlighed for power pop og med små strejf fra en fjernere fortid i Sugar og i Hüsker Dü i det, der var en mere traditionel guitar-rock-indpakning. Sammenlignet med hans seneste album, Blue Hearts, så er albummet her en smule mere råt, lidt mere direkte, lidt mindre politisk-orienteret og i stedet fyldt til randen af rendyrkede følelser. Det passer både godt til den mængde energi, der lægges for dagen, og det melodiske drive - og ja, til tider kunne man argumentere, at det tenderer til noget repetitivt, men nu taler vi altså om den fu*#ing Bob Mould! Den mand bør til evig tid gives ret og tilladelse til bare at sætte strøm til sin guitar, tænde for forstærkeren, skrue godt op, og have det godt med at råbe ad og konfrontere lige præcis, hvad han har lyst til - hvad enten det er verden som sådan, sig selv, sit parforhold, det at blive ældre eller landets utålelige regering! Bob Mould er en slags ventil for den moderne tid. Lad nu dampen slippe ud!
Jeg har fulgt Mould's solokariere siden de sidste to albums med Hüsker Dü, og han har altid været en kunstner, hvis værker jeg har haft et særligt svagt punkt for. Det meste af tiden har han formået at berige mit liv, hvilket er grunden til, at jeg forbliver en slags trofast fan. Han er ikke længere en kunstner, der genopfinder musikken, men han er en garant for kvalitet, og han er en stemme, der taler på vegne af menneskeheden samtidig med, at han tager afstand fra alverdens dumhed – hvilket er endnu en god grund til at følge denne store kunstner.
Here We Go Crazy er i bund og grund det, vi er kommet til at forvente fra Mr. Mould, og endnu en gang er det både relevant og anbefalelsesværdigt!
[ allmusic.com, Rolling Stone 4 / 5 stjerner ]

24 April 2025

Anna Ternheim "Psalmer från sjunde himlen" (2025)

Psalmer från sjunde himlen
udgivet: 17. jan. 2025
format: digital (10 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,66]
producer: Joakim Berg, Martin Sköld
selskab: Universal - nationalitet: Sverige


8. studiealbum fra Anna Ternheim, som følger op på albummet A Space for Lost Time fra 2019, byder på noget markant anderledes end det, hun hidtil har udgivet som solist. Den tidligere Kent-frontfigur Joakim Berg er her krediteret som komponist på samtlige numre, og den tidligere Kent-bassist og producer Martin Sköld er ligeledes krediteret som medkomponist på halvdelen af disse ti nye sange. Berg og Ternheim udgør desuden 2/3 af projektbandet Dead People, som gav i 2022 albumdebuterede med We Love - et album, der afspejler en stil, som blander folk-pop og synthpop, hvilket i bund og grund også er det, der møder os på albummet her fra Ternheim. I den forstand markerer det et stort skifte fra hendes mere nøgne folk-udgivelse fra 2019. Berg arbejdede tidligere sammen med Veronica Maggio på hendes Fiender är tråkigt (okt. 2019), hvor Berg var medkomponist på 9 sange, og det er fristende at pege på netop dét album, når man lytter til Psalmer från sjunde himlen. Vokalisten er skiftet ud, men Bergs fingeraftryk er overalt på dette album, og han har virkelig en gave for at kunne skrive melodiske popsange. For at færdiggøre den fristende sammenligning med Maggios soloudgivelse, så er den holdt i mere uptempo synthpop-arrangementer, hvilket på mange måder passer bedre til hendes vokal, hvorimod Ternheim i højere grad fremstår som en sangerinde, der har det med at brillere i de blå toner. Når det er sagt, er albummet bemærkelsesværdigt uptempo sammenlignet med Ternheims øvrige diskografi, og det er samtidig hendes første, som udelukkende er med tekster på svensk.
Alt i alt er albummet et forfriskende nyt træk på Ternheims musikalske sti. Til tider fornemmer jeg referencer til Kents bagkatalog, og visse sange oser af en vis forenklet naivitet - men omvendt er der netop eksplicit tale om "salmer fra den 7. himmel", og det bør ikke komme som et chok for nogen, at det primært indebærer positive melodier. Det er mest af alt bare honning for ører og sind, og i sidste ende føles hele albummet som et frisk pust. Og har vi ikke allesammen brug for det? Psalmer från sjunde himlen hører til blandt Ternheims bedste albums, og det får en varm anbefaling herfra.
[ Aftonbladet.se 4 / 5 stjerner ]

24 March 2025

Mogwai "The Bad Fire" (2025)

The Bad Fire
udgivet: 24. jan. 2025
format: digital (10 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,68]
producer: John Congleton
selskab: Rock Action - nationalitet: Skotland, UK


11. studiealbum fra skotske Mogwai lander fire år efter As the Love Continues (feb. 2021) markerer et skifte til det helt hotte producernavn John Congleton (Lana Del Rey, The Killers, Sharon Van Etten, Modest Mouse, St. Vincent... for blot at nævne nogle få) - et navn, der efter min mening ikke forekommer som det oplagte førstevalg, men hvad, bandet eller dets manager har måske følt, at bandet havde brug for et promoverings-kneb (?). Måske havde Dave Fridmann bare ikke tid? Jeg synes, Fridmann har bevist, at han passer bandet rigtig, rigtig godt, og han har altid været en garanti for en flot og original produktion.
Sammenlignet med det fremragende 2021 album, er det ikke en mærkbar anderledes udgivelse, men den føles umiddelbart som en svagere samling af kompositioner, hvor det sædvanlige brede spænd er blevet betydeligt indsnævret. Indespærret. Begrænset. Slutresultatet er noget, hvor der bestemt er damp på kedlerne, men ikke nok kul til at gøre en forskel. Undtagelserne er "Hi Chaos", som lyder mere som et overskydende bonusnummer fra '21-albummet, og "Fanzine Made of Flesh", som er det tætteste, bandet har været på et decideret skifte til indie-pop.
The Bad Fire er ikke et dårligt album. Slet ikke. Men efter så store bedrifter føles det mindre væsentligt. Lidt som en blød landing. Det, jeg isæt savner her, er en tydelig retning - hvad er det egentlig for en størrelse? Det er tydeligt, at bandet er kommet langt siden Come on Die Young (1999), og at synthesizere nu er blevet en mere integreret del af bandets primære instrumentering. Men hvor As the Love Continues fremviste et flot mix, der lod guitarerne blive brugt fuldt ud, side om side med eller skiftevis med store elektroniske arrangementer, så blender denne nye udgivelse ligesom det hele sammen i én stor gryde, hvor nye grænser ikke længere rykkes, og nyt terræn ikke berøres. For mig er dette utvivlsomt Mogwai, hvilket betyder, at det ikke kan være dårligt, og det er det... aldrig. Det er bare, som om musikken lyder, som om den er blevet forhindret i at folde sig så frit ud, som den kunne.
Anbefalet.
[ allmusic.com, The Guardian, Mojo 4 / 5, Pitchfork 7,4 / 10, Rolling Stone, 👍PopMatters 3,5 / 5 stjerner ]