udgivet: 25. jul. 2025
format: digital (15 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,58]
producer: Steve Cradock
selskab: Parlophone - nationalitet: England, UK
Udvalgte numre: 1. "Handouts in the Rain" - 2. "Small Town Talk" - 3. "El Dorado" - 4. "White Line Fever" - 8. "Where There’s Smoke, There’s Fire" - 11. "Lawdy Rolla" - 12. "Nobody's Fool" - 15. "Clive's Song"
18. studiealbum fra Paul Weller udkommer blot et enkelt år efter 'fødselsdagsalbummet' 66 (maj 2024). Som regel er Weller en kunstner, der udgiver albums med egne sange og kompositioner, og dette er en af de sjældne lejligheder, hvor han har fortolket andre kunstnere. Det er således kun hans andet coveralbum - det første var Studio 150 (2004). Albummet her er blevet modtaget med anmelderros, hvilket efterhånden er normen for Weller på dette senere stadie af en lang glorværdig karriere, der startede med trioen The Jam og bandets new wave- og punk-prægede debut In the City (1977).
The Jam var sprængfyldt med hvid energi, og selvom bandets seks fuldlængde studiealbums afslører stor variation og en gennemgående stilistisk udvikling, betød begrænsningerne i bandets lydbillede, at Weller endte med at måtte søge i nye retninger. Han startede det i begyndelsen ganske succesfulde projekt The Style Council i '83 - et band der bød på jazz-influeret pop-soul og sophisti-pop. Projektet viste sig måske som en endnu mere snæver affære, så fra '92 påbegyndte Weller sin lange og hyldede solokarriere som en af sin generations mest elskede britiske sangskrivere.
Weller's attende album afslører en kunstner, der har været hele paletten rundt inden for moderne rock - ofte knyttet til ældre genrer som soul og r&b, og tit stemplet som britpop, hvilket er en stil han ofte nævnes som én af ophavsfigurerne til. I de senere år har han fundet sin egen musikalske bryg: en blanding inspireret af mange stilarter, men som mest af alt lyder som ingen andre. Det er også dét, han forsøger sig med her, selvom de originale sange stammer fra vidt forskellige genrer. Så vidt jeg ved, er det ikke veldokumenterede eller vidtbesungne klassikere, han fortolker her, hvilket man kunne argumentere for kunne gøre det lettere at arrangere sangene præcis, som man lyster.
Som nævnt har albummet høstet positive anmeldelser, men for mig er det ikke en umiddelbar genistreg på højde med hans seneste seks udgivelser. I mine øjne skal man faktisk helt tilbage i Weller's bagkatalog til albummet Sonik Kicks fra 2012 for at finde et album, der ikke rigtig imponerer. Find El Dorado er dog milevidt fra middelmådigheden på netop 2012-albummet - faktisk minder det mere om en markant forbedret udgave af Studio 150, som ikke var specielt beundringsværdigt. Måske fungerer Weller's covernumre bare bedre, når han spiller live?
Personligt er jeg ikke enig i, at det er en af hans bedre udgivelser. Det er rigtig fint og mere end bare 'Okay'. Men ikke fantastisk. Måske forventer jeg bare mere af en type som Paul Weller, og måske var forlæggene bare ikke stærke nok. Men at påstå, at Weller her tilfører glemt materiale så meget ekstra, stemmer ikke helt overens med min smag for denne nye samling. Det er dog uden tvivl Paul Weller's absolut bedste coveralbum, men det siger så ikke så meget, da det andet ikke var synderligt mindeværdigt.
Find El Dorado er ikke desto mindre et solidt album, og måske vil jeg med tiden holde mere af det. Lige nu føles det dog en smule overvurderet, men stadig som et album fyldt med virkelig god musik, og måske især fordi Weller er en kunstner, der leverer velstrukturerede arrangementer og forstår sig på at få hvert ord til at tælle. Han er også nået til et punkt i sin karriere og i sit liv, hvor han ser ud til at forstå betydningen af 'less is more' ved at fremhæve nuancer med inderlighed i næsten enhver sang, så den lyder skarp og vital. På den måde har albummet unægteligt sine øjeblikke, og samlet set rangerer det som mere end blot et album på det jævne.
Anbefalet.
[ allmusic.com, Record Collector, Mojo 4 / 5, 👍Classic Rock Magazine 3,5 / 5 stjerner ]
