M.I.A. "M.I.7" (2026)

M.I.7

udgivet: 17. apr. 2026

format: digital (16 x File, FLAC)

[vurdering: 2,5 / 5] [2,56]

producer: diverse

selskab: Ohmni - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 2. "Prayer 777" - 5. "Sacred Heart (feat. Kala)" - 7. "Money" - 15. "Everything"

7. studiealbum fra M.I.A. følger 3½ år efter MATA (okt. 2022) og er allerede et meget omtalt album. Mest i negative vendinger. Der er dog også uenighed omkring både kunster og album, men uagtet, hvem man læner sig opad, så er M.I.7 et anderledes album fra M.I.A. alene ved at indeholde gennemført kristne budskaber, der tager afsæt i 'Johannes' Åbenbaring' [sic]. Tillige ses 7 symboler på albummets front cover, som skulle symbolisere 'Syv segl fra Åbenbaringen', hvilket gør albummet til et kristent konceptalbum. Det indeholder 16 numre og har en total spillelængde på 64 min., men det, der er ret væsentligt i den forbindelse, er måden hvorpå de mere end 60 min. fordeles. De første 15 numre alene varer i alt blot 31 min., og af albummets 16 numre er der 7 med titlen "Trumpet" efterfulgt af en fortløben nummerering fra 1-7 - alle disse fremstår som deklamationer á la "God thanked it. Said time for the [second] trumpet"... hvorefter nummeret er slut efter en varighed fra 27 til 60 sekunder. Disse kan derfor ses som afspejlinger af de 7 segl... Ja. Andre numre indeholder ikke overraskende tydelige kristne budskaber, som fx #1. "Prayer 777", #4. "Jesus (feat. Sunday Service Choir)", #5. "Sacred Heart (feat. Kala)", #11. "Calling (feat. Sunday Service Choir)", og hele albummet er generelt naturligt 'sovset godt ind' i tydelige kristne budskaber, som en afspejlning af M.I.A.'s nyeste positionering i hendes (hidtil) velbevandrede kunstneriske og personlige søgen. Efter nogle år med forsøg på at markedsføre diverse tøjkollektioner med fokus på bæredygtighed og skærmning mod 5G og 10G stråling [jo jo!] mm., hvilket bl.a. forklarer ventetiden siden sidste album, så ser det nu ud til, at hun har fundet meningen (med det hele) og derfor udbringer det glade budskab med M.I.7. Og deraf følgende har, som indledningsvis indikeret, album og kunstner været genstand for en del mestendels negativ kritik, men ikke kun, forstås.

Personligt, gør det ikke nødvendigvis musik til noget dårligt, hvis det afspejler en tydelig religiøs overbevisning. Det kan det ofte, men Ray Charles, Van Morrison og fx Stevie Wonder har alle lavet flere udmærkede albums, hvor deres spirituelle holdninger har fyldt en del, men hvor musikken alligevel har gjort det til originale og lytteværdige værker. Religiøsiteten fylder i den grad på dette album, og hvad værre er, så mangler albummet egentlig musikalsk resonans. Der er intet nyt fra M.I.A. andet end gentagelser af musikalske mønstre - og det er så, når det er bedst. For det meste føles det uden involvering og substans. Albummets sidste nummer "30 Minutes of Silence" [!] mere end fordobler albummets spilletid - det bemærkelsesværdige er, at nummeret kommer med 30 minutters stilhed [tid til spirituel eftertænksomhed] efterfulgt af et kristent budskab næsten uden hørbar instrumentering.

M.I.7 er en original udgivelse. Det er det utvivlsomt. Det er bare ikke én af den slags, der giver mig lyst til at finde lignende albums, og hvad M.I.A. angår, så lader hun til at være tilpas skråsikker i sit nervesystem til at forholde sig til nuancer, faldgruber, og diverse former for manipulation - nej vel!! Albummet her falder ganske hårdt eller fladt og placerer sig som hendes indtil videre suverænt ringeste.

Det er ikke anbefalet - som i slet ikke. Måske min vurdering ligger i den høje ende af skalaen? Som Fantano tænker jeg: Det.er.ikke.godt.

[ needledrop: 'NOT GOOD' , 👍Slant 2,5 / 5,👎Pitchfork 7,4 / 10 stjerner ]

Robyn "Sexistential" (2026)

Sexistential

udgivet: 27. mar. 2026

format: digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,76]

producer: Klas Åhlund

selskab: Konichiwa - nationalitet: Sverige

Udvalgte numre: 1. "Really Real" - 2. "Dopamine" (4 / 5) - 4. "Sucker for Love" - 6. "Talk to Me" - 8. "Light Up"

9. studiealbum fra svenske Robyn følger hele 7½ år efter albummet Honey (okt. 2018). Tilbage ses Klas Åhlund som medkomponist og producer efter at været fraværende / fravalgt på 2018-udgivelsen - og ellers har Åhlund været med Robyn på alle udgivelser siden det selvbetitlede 4. album fra 2005.

Robyn har lavet en del forskellige albums i årenes løb uden at lyde som andet end... Robyn, og i den kontekst har Åhlund nok en rolle at spille uden det er klart, hvor stor indflydelse han har i det store billede. Albummet er et af de kortere af slagsen med sine blot lidt over 29 minutters totale spilletid fordelt på 9 numre. På den måde minder det i format om de to første udgivelser i "Body Talk"-serien Body Talk Pt. 1 (jun. 2010) og Body Talk Pt. 2 (sep. 2010) uden at dette nye album nogen steder benævnes som et decideret 'Mini-album'. Sådanne format-angivelser er ligesom blevet underligt antikvariske størrelser efter streaming-tjenesternes dominans, hvor spilletid er blevet noget ganske sekundært, mens det primære synes at være at kunne fremvise nye udgivelser.

Udover Åhlund er der som vanligt et mindre sammenrend af medsangskrivere og komponister, hvor det er svært at pege på andre end Åhlund som gennemgående figurer, og på den måde fremstår albummet nok mere som en samling nye numre lavet med forskellige andre, som Åhlund og Robyn så i sidste ende har fået til at fungere som et samlet hele. De to første numre fremstår måske mere som en slags singler, som også er kendetegnet ved at være lavet i samspil med andre kendte kunstnere. "Really Real" er lavet med Jonathan Bates fra amerikanske rockband Mellowdrone - han er også medkomponist på "Sucker for Love" sammen med Svein Berge fra norske Röyksopp, og "Dopamine" er skrevet med hjælp fra britiske Taio Cruz, hvorimod resten af numrene er lavet under medvirken af især svenske kunstnere, sangskrivere og producenter som fx Oscar Holter, Elvira Anderfjärd og så et gensyn med Max Martin (aka Martin Sandberg), som tidligt i Robyns karriere stod bag flere af hendes første store hits.

Resulatet er noget, der i mine ører umiddelbart falder mere i tråd med Body Talk-trilogien end en fortsættelse af Honey, men det er samtidig noget andet - noget nyt. Jeg synes ikke helt vi er på højde med tidligere tiders høje standarder, dertil er der et par helt anonyme numre med, hvilket er for meget, når vi er på så kort spilletid, mens de fremhævede numre alle har særlige kendetegn, der gør det til den temmelig unikke Robyn-musik.

I håb om en gentagelse af flere udgivelser samme år, så er dette dog indtil videre klart anbefalet.

[ allmusic.com, The Guardian, Rolling Stone, The Times 4 / 5, PopMatters, Uncut 3,5 / 5 stjerner ]

Morrissey "Make-Up Is a Lie" (2026)

Make-Up Is a Lie

udgivet: 6. mar. 2026

format: digital (12 x File, MP3)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,55]

producer: Joe Chiccarelli

selskab: Sire Records - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "You're Right, It's Time" - 2. "Make-Up Is a Lie" - 3. "Notre-Dame" - 4. "Amazona" - 8. "The Night Pop Dropped" - 9. "Kerching Kerching" - 10. "Lester Bangs"

14. studiealbum fra Morrissey udgivet hele 6 år efter hans seneste album I Am Not a Dog on a Chain (mar. 2020) er hans nu femte album i træk med producer Joe Chicarelli. Den samme kontinuitet ses ikke hvad angår pladeselskab og medlemmer i backing bandet. Morrissey har været på mange forskellige selskaber i årenes løb. Sidst var det Étienne, underselskab til mægtige BMG, der udgav tre albums fra 2017-2020, og før det var det Harvest, hvor han efter sigende bandt sig til en 2-albums kontrakt, men som kun manifesterede sig i World Peace Is None of Your Business (2014) - og før det Decca / Polydor, Sanctuary (under BMG), Island Records, RCA, Parlophone og: His Masters Voice - så jo, han har bestemt været omkring, kan man vist roligt sige. I 2022 var et album med titlen Bonfire of Teenagers rygtet på trapperne - det skulle være indspillet og produceret, men Capitol Records ønskede ikke længere at udgive det. Året senere forlød det så at et nyt album, Without Music the World Dies snart blev udgivet, men også det strandede - blev delvist genindspillet som albummet her, hvilket forklarer noget af den lange tid mellem hans seneste udgivelser. Lidt i samme boldgade er historierne om de musikalske partnerskaber, som han nødvendigvis har måttet indgå i, selvom han har holdt fast i ret faste komponister. Morrissey spiller ikke selv et instrument og har derfor ofte fundet sammen med skiftende guitarister, som hovedkomponister, såvel som bærende musikere på øvrige pladser. Gennem næsten alle årene har han lavet musik sammen med guitaristen Boz Boorer. Tidligere har multi-instrumentalist Alain Whyte har også været at finde som gennemgående komponist, og i de senere år har han fundet det nødvendige musikalske partnerskab i guitaristen Jesse Tobias. Whyte er her krediteret som komponist på tre numre, Tobias på to, hvilket også gælder den ofte benyttede tangentspiller Gustavo Manzur - både Whyte og Manzur medvirker i øvrigt blot på to numre hver, mens ny tangentspiller Camilla Grey er krediteret fire af numrene, ligesom hun står for programmering samt håndteringen af keyboards på alle numre. Ny guitarist Carmen Vandenberg har ligeledes fået en fremtrædende plads sammen med Tobias, og på trommer ses nu Brendan Buckley, der tilsyneladende har taget over fra Matt Walker. Nok har udskiftningen af centrale musikere været gennemgående hos Morrissey, men det musikalske udtryk har han alligevel bemærkelsesværdigt holdt godt fast i. Jeg tænker, hvis man ikke var vild med The Smiths eller ikke har syntes specielt meget om tidlig Morrissey, så er han nok bare svær at forene sig med - også på denne seneste udgivelse, for han lyder umiskendeligt som den 'gamle' Morrissey, hvilket jeg synes er en kvalitet i sig selv. En enkelt cover har sneget sig med på albummet: "Amazona" (nummer #4), skrevet af Bryan Ferry og Phil Manzanera - et nummer, der stammer fra Roxy Music-albummet Stranded (nov. 1973).

Sangmæssigt bevæger Morrissey sig som vanligt på grænserne af noget social-politisk og noget tidsmæssigt generaliserende eller stigmatiserende. Der er stort set altid sange med om grådighed, liv og død og skæve personligheder, som man ikke altid lige kan placere, men som på fascinerende vis alligevel bliver levendegjort i Morrissey's leg med rim og ord. I sangen "Lester Bangs" tager Morrissey os med tilbage til den virkelighed, der klæbede sig til den kendte og konfrontatoriske musikkritiker Bangs, med fokus på hans skarpe pen, der placerede kunstnere på den rigtige eller forkerte side - uden at Morrissey berører samme Bangs' fortrydelse over tidligere at have sympatiseret med kunstnere, der delte racistiske synspunkter, og som til sidst blev optaget af anti-rascistiske bevægelser... Sangen kan nogen måske se som Steven Morrissey i en slags ny erkendelse eller blot en henvisning til, hvordan medier og massebevægelser har det med at placere medansvar og rigtigte / forkerte holdninger - Morrissey synes at nøjes med at udpensle synet af den åh-så-roste anmelder, der udøvede sin magt og bestemte skæbner på vejen mod karriere eller forglemmelse - på den måde viser sangen også noget af den tvetydighed som næsten altid er en fast bestanddel i Morrissey's tekstlige univers. På albummet høres det tydeligt i "The Night Pop Dropped", som er en sang uden henvisninger, der angiver hvem eller hvad 'Pop' dækker over, og i titelnummeret kan Make-up referere til en bogstavlig brug af make-up, som skjuler det reelle udtryk, eller det kan ses som en mere generel kommentar via henvisningen til Paris, hvor 'hendes' skønhed er symbolsk, med deraf følgen: hvad impliceres underliggende? Morrissey taler her om både en eksplosion og en gravsten, men det forbliver skjult i tågerne. Alligevel er det som om, han ønsker at sige mere end blot noget antydet, og man kan lægge meget i tolkninger og skjulte referencer, men faktum er, at musikken endnu en gang fremstår levende, selvom der måske er genoptagelser af tidligere elementer i meget af musikken.

Jeg synes faktisk, han formår at bevare en vedkommendhed. Musikken lever, sangene er om end noget tvetydige, fulde af personlighed og ikke mindst: en iørefaldenhed, hvis man naturligvis som udgangspunkt overhovedet kan holde af (tidlig) Morrissey.

Anbefalet.

[ Rolling Stone 2,5 / 5, 👎The Guardian 2 / 5, Pitchfork 6,1 / 10, 👍Uncut, PopMatters 3,5 / 5, Mojo 4 / 5 stjerner ]