CMAT "Euro-Country" (2025)

Euro-Country

udgivet: 29. aug. 2025

format: digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,78]

producer: Oli Deakin

selskab: CMATBaby / AWAL - nationalitet: Irland

Udvalgte numre: 2. "Euro-Country" (4 / 5) - 3. "When a Good Man Cries" (live) - 5. "Tree Six Foive" - 6. "Take a Sexy Picture of Me" (4 / 5) (live on Later) - 8. "Iceberg" - 10. "Lord, Let That Tesla Crash" - 11. "Running / Planning" (live on Later)

3. studiealbum fra CMAT, eller fra Ciara Mary-Alice Thompson, som hun retteligen hedder, er opfølgeren til 2023-albummet CrazyMad for Me (okt. 2023) [en omfortolkning af 'CMAT'] som igen efterfulgte den dengang 1½ år 'gamle' og ganske fine debut If My Wife New I’d Be Dead (feb. 2022).

CMAT er allerede garant for stærk sangskrivning med fokus på personlige emner med et twist - ofte med humoren i højsædet og en god portion irsk ironi. Hendes to øvrige albums indeholder begge iørefaldende numre, men med Euro-Country har hun givet den et godt nyk opad, og numre som titelnummeret, "When a Good Man Cries", "Runnin / Planning" og især "Take a Sexy Picture of Me" er allerede hyppigt spillede på allestedsnærværende streamingtjenester. Der er noget forfriskende syrligt og sødt over CMAT, som Lily Allen og The Streets for år tilbage viste deres styrker med, og der er da også særlige kendetegn, som måske kan siges kun at være hjemmehørende for de britiske øer. Der er masser af selvironi og finurlige samtidsperspektiver iblandet tydelig alvor, som gør det hele så godt.

Stilmæssigt, er det svært at placere - og det gør bestemt ikke noget. Indimellem er der strejf fra Lana Del Rey eller førnævnte Allen, mens det andre gange er mere særegent med tydelig inspiration fra traditionel pop / rock, fra indie og art pop, og selvsagt også fra country. Det hele er formfuldent arrangeret, produceret og mixet med stærk sans for variation og helstøbthed. På den måde hæver album og kunstner sig over det meste fra året, og derfor er Euro-Country også at finde på flere lister over årets bedste udgivelser.

Albummets cover spejler fint CMAT's musikalske univers, og det er første gang, hun selv optræder som front-figur, da de to øvrige albums og mange single-udgivelser har været kendetegnet af et særligt grafisk naiivistisk udtryk holdt i et tegneserieagtigt format.

Stor anbefaling.

[ NME, The Guardian 5 / 5, The Irish Times 4 / 5, 👍Pitchfork 7,7 / 10 stjerner ]

Robyn "Sexistential" (2026)

Sexistential

udgivet: 27. mar. 2026

format: digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,76]

producer: Klas Åhlund

selskab: Konichiwa - nationalitet: Sverige

Udvalgte numre: 1. "Really Real" - 2. "Dopamine" (4 / 5) - 4. "Sucker for Love" - 6. "Talk to Me" - 8. "Light Up"

9. studiealbum fra svenske Robyn følger hele 7½ år efter albummet Honey (okt. 2018). Tilbage ses Klas Åhlund som medkomponist og producer efter at været fraværende / fravalgt på 2018-udgivelsen - og ellers har Åhlund været med Robyn på alle udgivelser siden det selvbetitlede 4. album fra 2005.

Robyn har lavet en del forskellige albums i årenes løb uden at lyde som andet end... Robyn, og i den kontekst har Åhlund nok en rolle at spille uden det er klart, hvor stor indflydelse han har i det store billede. Albummet er et af de kortere af slagsen med sine blot lidt over 29 minutters totale spilletid fordelt på 9 numre. På den måde minder det i format om de to første udgivelser i "Body Talk"-serien Body Talk Pt. 1 (jun. 2010) og Body Talk Pt. 2 (sep. 2010) uden at dette nye album nogen steder benævnes som et decideret 'Mini-album'. Sådanne format-angivelser er ligesom blevet underligt antikvariske størrelser efter streaming-tjenesternes dominans, hvor spilletid er blevet noget ganske sekundært, mens det primære synes at være at kunne fremvise nye udgivelser.

Udover Åhlund er der som vanligt et mindre sammenrend af medsangskrivere og komponister, hvor det er svært at pege på andre end Åhlund som gennemgående figurer, og på den måde fremstår albummet nok mere som en samling nye numre lavet med forskellige andre, som Åhlund og Robyn så i sidste ende har fået til at fungere som et samlet hele. De to første numre fremstår måske mere som en slags singler, som også er kendetegnet ved at være lavet i samspil med andre kendte kunstnere. "Really Real" er lavet med Jonathan Bates fra amerikanske rockband Mellowdrone - han er også medkomponist på "Sucker for Love" sammen med Svein Berge fra norske Röyksopp, og "Dopamine" er skrevet med hjælp fra britiske Taio Cruz, hvorimod resten af numrene er lavet under medvirken af især svenske kunstnere, sangskrivere og producenter som fx Oscar Holter, Elvira Anderfjärd og så et gensyn med Max Martin (aka Martin Sandberg), som tidligt i Robyns karriere stod bag flere af hendes første store hits.

Resulatet er noget, der i mine ører umiddelbart falder mere i tråd med Body Talk-trilogien end en fortsættelse af Honey, men det er samtidig noget andet - noget nyt. Jeg synes ikke helt vi er på højde med tidligere tiders høje standarder, dertil er der et par helt anonyme numre med, hvilket er for meget, når vi er på så kort spilletid, mens de fremhævede numre alle har særlige kendetegn, der gør det til den temmelig unikke Robyn-musik.

I håb om en gentagelse af flere udgivelser samme år, så er dette dog indtil videre klart anbefalet.

[ allmusic.com, The Guardian, Rolling Stone, The Times 4 / 5, PopMatters, Uncut 3,5 / 5 stjerner ]

Best of 2025: Grant-Lee Phillips "In the Hour of Dust" (2025)

In the Hour of Dust

udgivet: 5. sep. 2025

format: vinyl (clear golden smoke vinyl) (signed) / digital (11 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [4,08]

producer: Grant-Lee Phillips

selskab: Yep Roc - nationalitet: USA

Udvalgte numre: 1. "Little Men" - 2. "Did You Make It Through the Night Okay" - 3. "Closer Tonight" - 4. "Bullies" - 6. "She Knows Me" (4 / 5) - 7. "Someone" - 8. "No Mistaking" - 9. "Dark Ages" - 10. "American Lions"

12. studiealbum fra Grant-Lee Phillips, som udkommer 3½ år efter All That You Can Dream (maj 2022), er skabt i Grant-Lee's velkendte stil, hvilket indebærer en god portion traditionel folk med et gran moderne strejf af country og americana. Når det er sagt, så er alle hans udgivelser alligevel ret unikke i deres udtryk - måske varierer de ikke så voldsomt, som man kan opleve det hos andre kunstnere, men alligevel fremstår de unikke via mere subtile nuancer.

Dette album er ganske enkelt et af hans stærkeste ballade-orienterede udgivelser, og det deler måske nogle af de samme stemninger som 2022-albummet. Der løber en melankolsk enkelhed gennem alle numre – Adam Sobsey fra PopMatters har kaldt albummet for "Lullabies for adults" – men uagtet sangenes langsommelighed, deres indre glød, så fremstår albummet enormt helstøbt og som intet mindre end en kandidat til Grant-Lee's næstbedste til dato.

Jeg har haft albummet på repeat gennem årets sidste måneder, og det er muligvis det album fra 2025, som jeg har lyttet oftest til. Ser vi bort fra Salif Keitas So Kono, så er der ikke andre udgivelser, der har rørt mig som dette. Lige nu anser jeg det for at være 2025's bedste album.

[ Mojo 4 / 5, PopMatters, Uncut 3,5 / 5 stjerner ]

Salif Keita "So Kono" (2025)

So Kono

udgivet: 11. apr. 2025

format: digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,92]

producer: Lucille Reyboz, Yusuke Nakanishi & Laurent Bizot

selskab: No Format! / Nø Førmat! - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Aboubakrin" - 2. "Awa" - 3. "Tassi" (4 / 5) - 4. "Kanté Manfila" - 5. "Chérie" - 8. "Tu vas me manquer"

Studiealbum af Salif Keita udgivet på det franske pladeselskab No Format! lander hele 6½ år efter Keita's proklamerede sidste album Un autre blanc (okt. 2019). Keita er nu 76 år gammel, og da han nærmede sig de 70, har han muligvis ræsoneret, at albummet fra 2019 skulle blive hans sidste. Men når musik er det, man virkelig mestrer, er det formentlig svært at sige stop, og så kom der jo som bekendt en pandemi, der fik mange til at finde nye veje inden for skabende kunst. Mange kunstnere fortsætter jo helt enkelt uden at trække sig tilbage, hvilket er grunden til, at vi stadig får bemærkelsesværdig musik fra navne som Van Morrison, Bryan Ferry, Robert Plant, Neil Young, John Cale, Laurie Anderson og en lang række andre.

So Kono er ikke en fortsættelse af stilen fra Un autre blanc, som viste Keita i uvanligt orkestrerede arrangementer domineret af keyboards og synths. I den henseende er denne nye udgivelse i langt højere grad både en venden tilbage til rødderne og noget nyt. Det oprindelige islæt er uden de hurtige og danseorienterede kompositioner. Der er tale om en blidere produktion i malisk singer-songwriter-stil, hvor Keita's stadigt farverige og levende vokal udelukkende akkompagneres af få instrumenter som ngoni (et strengeinstrument, der minder om en kora), guitar og slagtøj. På den måde er det et nøgent udtryk vi får på albummet, og måske blev Keita inspireret til albummet gennem en nyligt overstået turné til Japan, hvor han netop spillede akustiske udgaver af sit repertoire. Jeg forstår ikke et ord af teksterne, der skifter fra malisk til lejlighedsvis fransk, men det fremstår som et album, der involverer dybe følelser. Jeg føler i hvert fald, at Keita lægger noget, jeg forstår som et inderligt engagement, i disse enkle, men smukke kompositioner. Nogle af numrene er mere nøgne genfortolkninger af hans egne tidligere sange.

So Kono hører allerede til blandt Keita's bedste albums. Det er et vidunderligt og varmt vidnesbyrd om Keita's styrke og vitalitet, og det er samtidig en stærk kandidat til årets album.

Stærkt anbefalet.

[ 👉Mojo, The Guardian, 👍Uncut, PopMatters 4 / 5 stjerner ]

Damien Dempsey "Seize the Day" (2003)

Seize the Day

udgivet: 16. maj 2003

format: cd

[vurdering: 4 / 5] [3,78]

producer: John Reynolds

selskab: Clear Records - nationalitet: Irland

Udvalgte numre: 1. "Negative Vibes" - 2. "Ghosts of Overdoses" - 3. "It's All Good" (live) - 4. "Factories" - 5. "Jar Song" - 6. "Celtic Tiger" - 7. "Apple of My Eye" - 11. "Seize the Day"

2. studiealbum fra den irske sanger og sangskriver Damien Dempsey som efterfølger til They Don't Teach This Shit at School (mar. 2000). Albummet er udgivet på Dempsey og producer John Reynolds' eget, nu hedengangne, pladeselskab. Navnet Damien Dempsey ringer måske ikke en klokke hos mange, men han er blevet intet mindre end et nationalikon i Irland. Det skyldes hans mange albums, der blander traditionel folkemusik og historiefortælling med et moderne livssyn samtidig med, at han har forstået at bygge bro mellem moderne folk-pop og en mere traditionelt funderet sangskrivning. Sinéad O’Connor er med på kor på tre af sangene (numrene #1, #3 og #6). Forud for indspilningen albummet inviterede O’Connor Dempsey med som opvarmning på en turné, hvor hun optrådte med noget af det materiale, der senere kom til at fylde hendes irske folk-album Sean-Nós Nua (okt. 2002). John Reynolds har produceret og / eller spillet på størstedelen af O’Connors albums, og han fik efter sigende øjnene op for Dempsey, da O’Connor havde rost hans talent som sangskriver. Dempsey spiller en slags moderniseret irsk folkemusik, der trækker tråde til både The Dubliners og The Pogues, eller rettere: Shane MacGowan - endnu en kunstner med hjertet bankende for irske traditioner og et irsk ikon i egen person, selvom han blev født og opvoksede i England.

Seize the Day er et fremragende album med sange om arbejderklassens moderne liv og sange om det, der virkelig betyder noget i livet - og så har Dempsey en fin og blid vokal. Sangen "It’s All Good" er også med på O’Connors album Collaborations (2005). En anmeldelse i Paste Magazine af Andy Whitman (fra 2004) siger en del om Dempseys status: "Den irske sjæl er en notorisk flygtig størrelse. Van Morrison har den - i hvert fald når han stadig gider. Sinéad O’Connor har den. Bono - trods alle hans mange ubestrideligt musikalske kvaliteter - har den ikke. Den 29-årige Dublin-indfødte Damien Dempsey, han har den, og hans næsten tøjlede passion og råstyrke løfter sangene på hans andet album 'Seize the Day' fra det gode til det ofte sublime."

Varmt anbefalet.

[ allmusic.com 3 / 5, 👉Paste Magazine 3,5 / 5, Sputnik Music 4,5 / 5 stjerner ]

alt. 2004 cover

Janis Joplin "Pearl" (1971)

Pearl

udgivet: 11. jan. 1971

format: cd (1999 remaster) / vinyl (2020 reissue)

[vurdering: 4 / 5] [4,02]

producer: Paul A. Rothchild

selskab: Columbia - nationalitet: USA

Udvalgte numre: A) 1. "Move Over" - 2. "Cry Baby" (4,5 / 5) - 4. "Half Moon" - 5. "Buried Alive in the Blues"

B) 2. "Me and Bobby McGee" (4 / 5) - 3. "Mercedes Benz" (4,5 / 5) - 4. "Trust Me" - 5. "Get It While You Can"

2. og sidste solo-studiealbum fra Janis Joplin er hendes fjerde i alt, hvis man medregner de to albums med Big Brother and the Holding Company. Pearl er et blues rock-album af ypperste karat, der følger lidt mindre end 1½ år efter den mindre succesfulde solodebut I Got Dem Ol' Kozmic Blues Again Mama! (sep. 1969). Janis levede livet i overhalingsbanen, og hun var den ledende stjerne på to ikoniske studiealbums fra 1967 til 1971 - det andet store album er Cheap Thrills (aug. 1968) udgivet, mens Joplin endnu var en del af Big Brother and the Holding Company.

CD-remasteren fra 1999 indeholder fire live-numre fra den såkaldte Festival Express-turné - numre, der alle er optaget d. 4. jul. 1970 ved koncerten i Calgary. Denne særlige turné var arrangeret med en række forskellige kunstnere, der alle rejste med samme tog tværs gennem Canada fra øst til vest, fra Toronto via Winnipeg og med afslutning i Calgary, og med store navne som Buddy Guy Blues Band, The Flying Burrito Brothers, Grateful Dead, samt The Band. Turnéen var oprindeligt planlagt til at omfatte fem programsatte koncerter, men programmerne for Montreal og Vancouver endte med at blive aflyst.

Pearl blev udgivet tre måneder efter Joplins død (okt. 1970), som indtraf under indspilningerne til albummet, hvilket bl.a. betyder, at "Buried Alive in the Blues" ufrivilligt endte som et instrumentalnummer. Albummet er en naturlig del af "1001 Albums You Must Hear Before You Die" og er ligeledes at finde på Rolling Stones liste "The 500 Greatest Albums of All Time", og det er bestemt stadig et meget anbefalelsesværdigt album at kende.

[ allmusic.com 5 / 5, Rolling Stone 4 / 5 stjerner ]

Hifi Sean & David McAlmont "Twilight" (2025)

vinyl cover

Twilight

udgivet: 14. feb. 2025

format: vinyl (blue dusk vinyl) / digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,86]

producer: Hifi Sean

selskab: Plastique Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "The Comedown" - 2. "Twilight" - 3. "Uptown / Downtown" - 4. "Driftaway" - 5. "Sorry I Made You Cry" - 6. "Goodbye Drama Queen" - 7. "Equinox's Children" - 8. "High with You" - 10. "Star"

3. album i træk fra samarbejdsprojektet mellem Hifi Sean & David McAlmont lander blot et halvt år efter Daylight (aug. 2024), og ligesom de to foregående udgivelser er dette produceret af Hifi Sean (aka Sean Dickson) og udgivet på Dicksons selskab, Plastique Recordings. Twilight er ikke overraskende alene en opfølger, men bør måske snarere ses som andet kapitel til det, der blev påbegyndt med duoens 2024-album. På duoens Bandcamp-side lyder det: "Twilight er en køretur gennem natten på tolv numre fra skumring til daggry, med alle øjeblikkene indimellem."

David McAlmont har mange gange bevist sine vokalevner i diverse samarbejdsprojekter - fx på to fine albums som McAlmont & Butler (med Bernard Butler), David McAlmont & Michael Nyman, i Fingersnap (med Guy Davies), McAlmont & Webb (med Alex Webb), og på sin solodebut McAlmont, som grundlæggende var bearbejdninger af numre fra det hedengangne duo-projekt Thieves, som McAlmont kortvarigt var halvdelen af sammen med Saul Freeman. At han nu arbejder sammen med Hifi Sean på tredje album i træk siger en del for aldrig tidligere er McAlmont blevet sammen med nogen anden kunstner i så lang tid, hvilket tydeligt skinner igennem som et livsdueligt projekt. Tre fuldlængde albums på blot tre år er efterhånden ret sjældent nu om dage, og Happy Ending (sep. 2022), Daylight og nu senest: Twilight er tre forskellige udspil, selvom de er i familie. Hvor forgængeren var uptempo og ubekymret dansabel, så fremstår dette album som den mørke tvillinge. Det er stadig neo-soul og house, der er det solide fundament, men tilstedeværelsen af jazzede 'blue notes' og melankoli er her i fuldt flor, og synthpop-inspirationen har transformeret sig til noget, der er mere velegnet til timerne efter midnat. Hifi Sean sørger for at skabe natlige scenarier, der udgør det perfekte lydtapet til McAlmont's delikate fraseringer.

Jeg håber virkelig, at McAlmont endelig har fundet sin musikalske partner til mange år fremover, for parret ser ud til at besidde en udviklet fornemmelse for, hvordan man skaber fantastisk musik sammen. Twilight er modsætningen / bagsiden af noget andet, hvor Daylight er det, der er ansigtet udadtil, og som pænt og skinnende tager imod. De to albums er markant forskellige, men stort set lige gode. Albummet her, er endnu et varmt anbefalet album fra en stærk duo.

[ Mojo, Record Collector, The Arts Desk 4 / 5, 👎Uncut 3 / 5 stjerner ]

Underworld "Strawberry Hotel" (2024)

Strawberry Hotel

udgivet: 25. okt. 2024

format: digital (15 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,86]

producer: Rick Smith, Esme Bronwen-Smith

selskab: Smith Hyde Productions - nationalitet: UK

Udvalgte numre: 1. "Black Poppies" - 2. "Denver Luna" - 3. "Techno Shinkansen" - 4. "And the Colour Red" - 5. "Sweet Lands Experience" - 6. "Lewis in Pomona" - 9. "King of Haarlem" - 10. "Ottavia" - 12. "Gene Pool" - 14. "Iron Bones"

11. studiealbum fra det mere end 3 årtier gamle elektroniske duo-projekt Underworld - grundlagt i Cardiff, Wales og bestående af walisisk-fødte Rick Smith og engelskfødte Karl Hyde. Albummet følger fem år efter deres massive Drift-projekt, som blev kondenseret til det regulære album Drift Series 1 - Sampler Edition (nov. 2019). Normaltvis har Rick Smith været eneproducer på Underworlds udgivelser, men her har han slået sig sammen med Esme Bronwen-Smith, som 'tilfældigvis' er Rick's datter, men som samtidig er kendt som operasanger, og hun bidrager desuden med vokal på fire numre (sporene #5 til #7 og #10). Albummet indeholder 15 numre med en samlet spilletid på mere end 68 minutter.

Hvor den kondenserede Drift Series 1 - Sampler Edition kan betragtes som en form for moderne elektronisk opsamling - givet dens oprindelse som udvalgt fra mere end 40 kompositioners materiale - så er dette nye album mere af en traditionel støbning. Albummet knytter tilmed bånd til langt tidligere udgivelser som A Hundred Days Off (sep. 2002) og helt tilbage til Second Toughest in the Infants (mar. 1996) ved betoningen af progressive elektroniske lydstrukturer med medrivende drum & bass og den mere dansegulvsvenlige partymusik; musik, der ikke bare er kun det, men som burde kunne invitere store menneskemængder til at motionere fødder, arme og ben, når det spilles højt.

Strawberry Hotel er et perfekt eksempel på, hvordan disse to erfarne musikere har forstået at holde ilden brændende ved at producere ny og relevant musik til yngre generationer, og det er virkelig en fornøjelse at høre Karl Hyde lyde på omtrent samme måde som han gjorde på albums produceret for tre årtier siden.

Stor anbefaling.

[ allmusic.com 3,5 / 5, Uncut 4,5 / 5, Record Collector, 👍The Guardian, Mojo 4 / 5, SputnikMusic 3,7 / 5 stjerner ]

Sarah Vaughan "Crazy and Mixed Up" (1982)

Crazy and Mixed Up

udgivet: 1982

format: vinyl / cd (1985 genoptryk)

[vurdering: 4 / 5] [3,85]

producer: Sarah Vaughan

selskab: Pablo Records - nationalitet: USA

Studiealbum af Sarah Vaughan udgivet på Pablo anses som et af hendes bedre albums fra det sidste årti i hendes lange karriere. Albummet følger umiddelbart lige efter Send in the Clowns (1981) optaget sammen med Count Basie Orchestra, ligeledes på Pablo.

Crazy and Mixed Up er en samling standarder og vokaljazz sange, som tæller to krediteret Rodgers & Hart: "I Didn't Know What Time It Was" og "You Are Too Beautiful", Kosma og Prévet kompositionen "Autumn Leaves" (org. "Les Feuilles mortes") med engelsk tekst af Johnny Mercer, Haymes og Brandt klassikeren "That's All", samt fire andre fine og godt valgte numre skrevet af andre. Alle numre demonstrerer, at Vaughan i sine slut-50'ere stadig var sprællevende og i stand til at fortolke andres sange med stor passion og indfølelse.

Stor anbefaling.

[ allmusic.com 4,5 / 5, Penguin Guide to Jazz Recordings 4 / 4 stjerner ]

Tindersticks "Soft Tissue" (2024)

Soft Tissue

udgivet: 13. sep. 2024

format: vinyl (Lucky Dog41LP) / digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,96]

producer: Stuart A. Staples

selskab: Lucky Dog / City Slang - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: A) 1. "New World" - 3. "Nancy" - 4. "Falling, the Light" (4 / 5) - - B) 1. "Always a Stranger" (4 / 5) - "The Secret of Breathing" - 3. "Turned My Back" (4 / 5) - 4. "Soon to Be April"

14. studiealbum fra Tibdersticks følger 3½ år efter Distractions (feb. 2021) er som vanligt produceret af sangskriver og frontfigur Stuart A. Staples. Han er krediteret alle sange, dog er to numre (numrene #A4 og #B4) komponeret sammen med basist og tangentspiller Dan McKinna.

Lige fra starten er det tydeligt, at Soft Tissue bevæger sig i en anden retning end de elektroniske elementer, forgængeren forsigtigt lagde op til - med undtagelse af trommeprogrammeringen på nummer #2, "Don't Walk, Run". Disse otte / ni sange - vinyludgaven indeholder otte numre, mens den digitale har et niende bonusnummer, "New World (Edit)" - holder sig til mere ordinære spilletider, der varierer fra 3:35 til 6:15 minutter. Det mest slående på albummet, er den tydelige dominans af strygerinstrumenter, hvilket gør det til et ret karakteristisk chamber pop-album. Og når strygerne ikke lige dominerer sangarrangementet så meget, er det oftest keyboards med lyd som harmonika, et Wurlitzer-klaver, et orgel, som i stedet indtager den ledende plads i lydbilledet. Måske med undtagelse af nummer #B3, som er et varmt soul-agtigt og kor-baseret sidespring, men overordnet set er sangene arrangeret i ret stille, enkle og bløde arrangementer. Ordinære trommer høres stort set ikke på albummet - i stedet benyttes en subtil jazz-agtig perkussion, klokkespil eller bongos som musikalsk akkompagnement.

Endnu en gang kommer Tindersticks med et album, hvor Staples' fortællende og hjemsøgte vokal er altdominerende, men han gør det med stor delikatesse og en nødvendige variation, der gør det hele så meget mere appetitligt.

Som med albummet fra 2021 er coveret krediteret Staples' datter, Sidonie Osborne Staples.

Med Soft Tissue leverer Tindersticks endnu en gang en solid og stærk samling sange til en lang liste af moderne klassikere.

Anbefalet.

[ 👍allmusic.com, Rolling Stone, 👍The Guardian 4 / 5, Gaffa.dk 4 / 6 stjerner ]

Signe Svendsen "Hvem vil ikke elskes igen" (2022)

Hvem vil ikke elskes igen

udgivet: 14. okt. 2022

format: vinyl (LGLP2201) / digital (10 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,86]

producer: Lars Skjærbæk

selskab: Lydia Gramophone - nationalitet: Danmark

Udvalgte numre: 1. "Tiden" - 2. "Du fik hendes øjne" - 3. "Hvem vil ikke elskes igen" - 4. "Sig at solen rejser sig" - 6. "Ville give dig alt" - 7. "Hun sagde det" - 9 "Lydia" - 10. "Uden aftale"

5th studiealbum af Signe Svendsen følger lidt mere end 2½ år efter Det forlyder (jan. 2020). Albummet er som alle hendes udgivelser produceret af Lars Skjærbæk, som også medvirker som instrumentalist på guitar, mandolin, synthesizer og som korsanger - hans yngre bror Troels spiller bas, og Lars' datter Sofie Juliane er ligeledes med på kor. Albummet er blevet til i selskab med en tæt række kendte musikere, som også inkluderer multi-instrumentalisten Christoffer Møller, som i øvrigt ofte har dannet musikalsk partner med Skjærbæk i deres roste producer-duo Mahler & Bir. Signe Svendsens eget selskab Lydia Gramophone er i øvrigt opkaldt efter hendes bedstemor, som også er centrum for den stærke "Lydia" (sang #9), hvor Svendsen gendigter noget af den barske skæbne bedstemoren gennemlevede.

Hvem vil ikke elskes igen følger i Svendsens melankolsk-stilede folk og ballade-orienterede singer / songwriter udgivelser. Svendsens pen er gennem årene blevet skarpere, og sangene her står mere personligt skarpt og passer virkelig flot i det musikalske udtryk der manifesteres her, og albummet fremstår ganske enkelt som Svendsens hidtil bedste. Det er et album uden overflødigt fyldstof og efter min mening, kandiderer det til årets bedste danske udgivelse.

Stor anbefaling.

[ Gaffa.dk 4 / 6, Politiken, BT 5 / 6 stjerner ]

The American Breed "Bend Me, Shape Me" (1967) (single)

Bend Me, Shape Me, 7'' single

udgivet: 1967

format: vinyl (KSS 6)

[vurdering: 4 / 5] [3,78]

producer: Bill Traut

selskab: Stateside - nationalitet: USA

Numre: A) "Bend Me, Shape Me" (4 / 5) (alt. mix) - - B) "Mindrocker"

Single med The American Breed taget fra det bandets kommende andet album Bend Me, Shape Me (feb. 1968). B-siden optræder også på samme album. Selvom titelsangen blev et internationalt hit takket være denne version, er nummeret oprindeligt en sang af den amerikanske sangskriverduo Scott English og Larry Weiss. Omkring et år tidligere blev sangen udgivet første gang af et andet amerikansk band: The Outsiders, og deres version af sangen findes på bandets tredje album In (udgivet feb. 1967 / indspillet i '66). Indimellem disse to udgaver, lavede et andet band den første coverudgave af sangen, og det var pigegruppen The Models med deres eneste (single) udgivelse i 1966 [The Models' version] (udgivet før The Outsiders' album, men indspillet efter). Det er en særpræget oplevelse at lytte til disse tre vidt forskellige versioner af den samme sang, som alle blev udgivet inden for et år. Set i bakspejlet er det mit indtryk, at versionen med The Models fremstår som den mest vovede udgave med sin syrede, psykedeliske og Phil Spector-agtige produktion. I den henseende er The Outsiders' version mere skrabet og en mere ligefrem sang, men det er også den, der fremstår som den reneste rock-udgave holdt i en typisk garage-rock-stil. Og så kom The American Breed og gjorde nummeret til et internationalt hit med en dristigere mainstream-appel. Når man lytter til de to tidligere versioner, virker det til, at The American Breed har lånt noget fra arrangementerne fra begge tidligere indspilninger, omend The American Breed står bag den mest polerede version af de tre. Sangen er senere blevet fortolket af diverse andre kunstnere, men gennem årene er det The American Breed, der er gået over i musikhistorien med den mest udbredte udgave af denne fine sang.

Lige netop denne single var en af mine favoritter, da jeg var 10-14 år gammel. Jeg går ud fra, at min bror må have købt den på et tidligt tidspunkt, før han kastede sig over 70’ernes britiske syrerock.

~ ~ ~

Dette opslag er en del af MyMusicJourney, som lister de vigtigste udgivelser, der har formet min musiksmag gennem min opvækst og frem til 14-årsalderen. De fleste af disse udgivelser stammer fra mine forældres og / eller min storebrors samling.

Hifi Sean & David McAlmont "Daylight" (2024)

Daylight

release date: 16. aug 2024

format: vinyl / digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,90]

producer: Hifi Sean

selskab: Plastique Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Daylight" - 2. "Sun Come Up" - 3. "Coalition" - 4. "You Are My" - 5. "Meantime" - 7. "Sad Banger" - 8. "USB - USC" - 9. "Summery"

2. samarbejdsalbum fra elektroniske kunstner Hifi Sean og soul- og vocal jazz-sanger David McAlmont som efterfølger til det roste Happy Ending (sep. 2022). Debuten præsenterede os ligeledes for tolv sange, men hvor det albums samlede spilletid sneg sig op på knap en time (56 min.), afslører denne nye samling mere traditionelle spillelængder, der får udgivelsen til at lande på lige under 40 minutter. Det første udspil favnede dristige, eksperimenterende og stilistiske toner med plads nok til Hifi Sean's flair for kompositionsmæssig mangfoldighed; ikke desto mindre var slutresultatet en blanding af elektronisk house møder pop-soul iblandet disco-bidder og moderne synthpop - altsammen flot holdt sammen af især McAlmonts undervurderede blændende vokal, og det føltes stadig som et sammenhængende album.

Daylight fortsætter som en varm sommerbrise, og det ser også ud til netop at have været duoens intention. Ifølge deres Bandcamp-profil er albummet det første af to 'søskende'-albums - den anden er Twilight, som tiltænkes udgivet i starten af 2025. I mellemtiden er dette første kapitel en ret stærk og særdeles fin opfølger til en flot debut. Det handler om den lyse og varme side ved tingene, og duoen cementerer kun deres værd. Med den musikalske partner Hifi Sean er det en fornøjelse at være vidne til, hvordan McAlmont træder i karakter med det, han virker skæbnebestemt til: at synge, synge, synge, og når han får muligheden, fejler han aldrig.

Daylight er en varm og anbefalelsesværdig lytteoplevelse.

[ The Guardian, The Line of Best Fit 4 / 5 stjerner ]

Daniel Norgren "Wooh Dang" (2019)

Wooh Dang

release date: Apr. 19, 2019

format: vinyl / digital (10 x File, FLAC)

[album rate: 4 / 5] [3,84]

producer: Daniel Norgren

label: Superpuma / self-released - nationality: Sweden

Track highlights: 2. "The Flow" - 3. "Dandelion Time" - 4. "The Power" (4 / 5) (live) - 5. "Rolling Rolling Rolling" - 6. "So Glad" - 8. "The Day That´s Just Begun" (live on KEXP)

[ full perfomance on KEXP ]

Studio album by Swedish guitarist and songwriter Daniel Norgren originally released on vinyl and cd on Superpuma Records, and released as digital album via Norgren's bandcamp profile. The album is filed as Norgren's seventh full-length studio album and it follows two studio albums released in 2015: The Green Stone (Oct. 2015) and Alabursy (Apr. 2015). Since then, he has released a US-promotion compilation Skogens frukter (May. 2017) released on vinyl for the American market only.

I only recently knowingly discovered the music by Norgren. I was watching the 2022 Italian film "Le otto montagne" ("The Eight Mountains"), an adaptation by directors Felix van Groeningen and Charlotte Vandermeerschof of the 2016 novel debut by Paolo Cognetti, and I then made sure to pay attention to the music credits at the end of the film, and there I noticed that Daniel Norgren was credited all music. The music score was a most fitting mesmerising dimension to a beautiful film and it left me curious to check out more about this artist. I then discovered Norgren's bandcamp site - understood he is Swedish, although, I had been convinced it was an American artist - I then purchased several of his digital albums after receiving Wooh Dang, which appears to be his most recent studio album, and one that made me want more. All of his albums, or at least all of his seven full-length studio albums that I have come to know of, seem differently shaped. From his first album out Kerosene Dreams (2006) - an album which for some reason isn't included on his bandcamp site and an album I have come to know of via a major streaming service (and which isn't part of my six purchases) - through to Outskirts (2008) and Horrifying Deatheating Bloodspider (2010), Norgren appears much influenced by especially Tom Waits and Captain Beefheart, and then from Buck (2013), Alabursy and Green Stone, his music influences appear more complex with a stronger country foundation, and they all represent music with bonds to more original blues traditions with a bolder accentuated folk at the base, and then you could also say similar things of his more apparent experimental approach on his later albums.

Wooh Dang is modern indie folk with an experimental touch from someone who must be familiar with bluegrass, roots rock and a whole world of country. In that way, it's hard to pin out other Swedish acts as natural influences when Norgren's touch mostly sounds if shaped through the ages of American outback culture. Daniel Norgren is not only a great songwriter and composer, he also narrates and sings in a highly original tone. You can't always tell where it's going, but the journey, so far, is only a most delightful and pleasant one.

Highly recommended.

👉[ Norgren on bandcamp]

Paul Weller "66" (2024)

66

udgivet: 24. maj 2024

format: vinyl (Ltd. udgave) (blå vinyl) / digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,98]

producer: Paul Weller

selskab: Polydor - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "Ship of Fools" - 2. "Flying Fish" - 4. "Nothing" (4 / 5) - 5. "My Best Friend's Coat" - 6. "Rise Up Singing" - 7. "I Woke Up" - 9. "Sleepy Hollow" - 11. "Soul Wandering" (4 / 5)

17. studiealbum fra Paul Weller følger tre år efter den stærkeFat Pop (Volume 1) (maj 2021), og det er - hvis man fokuserer på titlen - måske ikke den forventede Volume 2. Det er dog tæt nok på, for faktum er, at Weller i sandhed har fundet sin musikalske skattekiste de seneste år og simpelthen virker ude af stand til at lave et irrelevant album. '66' har i øvrigt en dobbeltbetydning, idet titlen både refererer til året 1966 - en tid hvor musikken brød igennem med stor styrke rent produktionsmæssigt og i forhold til fyldigere arrangementer, og specifikke soul-hits fra netop det år - og så selvfølgelig til hans nuværende alder. Forside-coveret af Peter Blake (som også lavede coveret til Stanley Road) rammer ganske fint stilen fra netop det år. Albummet udgives dagen før hans 66-års fødselsdag og er Wellers første i en lang række, der ikke har deltagelse af hans nærmeste musikalske åndsfælle: tekniker, producer, multiinstrumentalist og medkomponist Jan 'Stan' Kybert. Albummet byder dog både på faste instrumentalister samt adskillige prominente gæsteoptrædener, som tæller Suggs (aka Graham McPherson fra Madness), Bobby Gillespie (fra Primal Scream), Christophe Vaillant (fra Le SuperHomard), Erland Copper, Steve Cradock, Noel Gallagher, Richard Hawley, Dr. Robert (aka Robert Howard) og Hannah Peel. Hertil har Weller både skrevet og komponeret selv, men han har også fundet matchende melodier med inspiration fra andre sangskrivere eller skrevet sange sammen med forskellige andre. Det bemærkelsesværdige ved dette er en stærk, sammenhængende samling af forskelligartede sange, hvor Weller's vokal sjældent har lydt så ekspressiv.

Albummet kunne lige så godt have heddet 'Volume 2 (66)' eller noget lignende, da det tager stafetten op fra 2021-albummet. Det er ikke strengt taget fra den samme tur i byen, da '21-albummet bød på flere uptempo-sange, mens dette fremstår som en mere afdæmpet udgivelse - måske fulgt af en melankoli over alle de år, der er gået? Nogle numre indeholder et vist strejf af The Style Council, i hvert fald, når vi taler kvalitet i stil med Café Bleu-perioden, hvilket er en nostalgisk tendens, der også høres på hans seneste forgængere. Generelt set er det et velafbalanceret album, der beroliger i blå og disede nuancer af blødhed, som ikke desto mindre stadig byder dig indenfor med den umulige blanding af musikalsk aristokrati og arbejderklasse-appel, og med en stærk sans for stilistisk mangfoldighed uden på nogen måde at miste sammenhængskraften. Oven i det, står melodierne side om side og kalder på lytterens opmærksomhed - det er et album fyldt med stærke sange, som allerede kandiderer til et af hans hovedværker. Imponerende, det er hvad det er, og naturligvis varmt anbefalet.

[ allmusic.com, 👍The Guardian, 4 / 5, Clash 3,5 / 5, Record Collector 5 / 5 stjerner ]

Cassandra Jenkins "My Light, My Destroyer" (2024)

My Light, My Destroyer

release date: Jul. 12, 2024

format: vinyl / digital (18 x File, FLAC) (Deluxe Edition)

[album rate: 4 / 5] [4,06]

producer: Andrew Lappin, Cassandra Jenkins

label: Dead Oceans - nationality: USA

Track highlights: 1. "Devotion" (4 / 5) - 2. "Clams Casino" - 3. "Delphinium Blue" (4 / 5) - 5. "Aurora, IL" - 6. "Betelgeuse" (4 / 5) - 7. "Omakase" (4 / 5) - 9. "Petco" - 11. "Tape and Tissue" - 12. "Only One" - *15. "Hailey / Hayley (Only One)" - *17. "Stardust"

* Bonus track on Deluxe Edition

3rd studio album by Cassandra Jenkins following the acclaimed An Overview on Phenomenal Nature (Feb. 2021) and more recently the following release of demos and outtakes released as (An Overview on) An Overview on Phenomenal Nature (Nov. 2021). The standard vinyl and cd issues of the album contains 13 tracks with a total running time of just under 37 minutes. The digital Deluxe Edition (and the 2-disc cd issue) extends the running time to 52 minutes [ find it on bandcamp ]. The title of the album comes from the song "Omakase" and its chorus lines: "My lover - My light - My destroyer - My meteorite".

The album is held in the same original style and tone as her 2021 album. It's therefore made with a distinct sense for sophistication. It's a perfect blend of new age, jazz, indie rock, sophisti-pop, and with delicate use of field recordings. A couple of the bonus tracks are more experimental with bold use of field recordings and less focus on coherency - especially track #17, "Stardust" appears as one long experimental. The album is, however, no less than yet another amazing release. The whole album is meant for attentive listening and it works as a complete work - and more so than a collection of individual songs.

My Light, My Destroyer is one of this year's absolute best albums. For now, it's in my top-3, but I only suspect it to go higher.

Highly recommended.

[ allmusic.com, Uncut 4,5 / 5, 👍Pitchfork 8,0 / 10, 👍Mojo, The Guardian, Slant 4 / 5 stars ]

2024 Favourite releases: 1. Adrienne Lenker Bright Future - 2. Hurray for the Riff-Raff The Past Is Still Alive - 3. Cassandra Jenkins My Light, My Destroyer

Jessica Pratt "Here in the Pitch" (2024)

Here in the Pitch

release date: May 3, 2024

format: digital (9 x File, FLAC)

[album rate: 4 / 5] [3,92]

producer: Jessica Pratt & Al Carlson; Peter Mudge; Matt McDermott

label: City Slang - nationality: USA

Track highlights: 1. "Life Is" (TV performance) - 2. "Better Hate" (4 / 5) - 3. "World on a String" (4 / 5) - 4. "Get Your Head Out" - 7. "Empires Never Knows" - 9. "The Last Year"

[ Live on KEXP ]

4th studio album by Californian folk artist Jessica Pratt, which follows more than five years after Quiet Signs (Feb. 2019), and just like that this new album counts nine tracks and a total running time of just under 28 minutes.

It's not far from her 2019 album, but that doesn't necessarily mean lesser. Listening to Pratt in 2024 is like being transported on a time machine revisting the 1960s easy listening / baroque pop-period where she could have listened to Phil Spector, The Carpenters, Nick Drake, and / or Stan Getz and João Gilberto. It's... oh so quiet, a bit other-worldly but altogether very relaxing and comforting like a plaid gently swept over your cold legs on a Winter's night. Pratt has a distinct laid-back alto vocal. At times she reminds me of Richard Hawley but mostly she sounds like no one else, and Here in the Pitch is simply Pratt's best album to date, and what a wondrous release that is.

Here in the Pitch is no less than one of this year's absolute best and a highly recommended release.

[ allmusic.com, Under the Radar 4,5 / 5, Pitchfork 8,8 / 10, 👍The Line of Best Fit 4 / 5 stars ]

Jan Johansson "Jazz på svenska" (1964)

Jazz på svenska

release date: 1964

format: vinyl (2013 reissue) (HELP-030)

[album rate: 4 / 5] [4,16]

producer: (rec. by Oluf Swembel)

label: Heptagon Records - nationality: Sweden

Studio album by Jan Johansson originally released on Swedish label Megafon is Johansson's third album and it's no less than the best sold Swedish jazz album ever. The album consists Johansson's arrangements of Swedish folk songs, which are characterised by minimalist instrumentation with Johansson on piano accompanied by Georg Ridel on double bass. The abum count twelve compositions with a total playing time of approx. 34 minutes. The 2013 vinyl reissue is based on remastering of the original tape recordings and have been made by Jens and Anders Johansson, who are also founders of Heptagon Records and sons of legendary Jan Johansson.

This album is a must-have in any collection of jazz, and if you think Getz / Gilberto is one of the best jazz albums from '64, you really need to know this one.

Highly recommended.

Anita Lindblom "Sån't är livet" (1961) (single)

Sån't är livet, 7'' single

release date: 1961

format: vinyl (271 201 TF)

[single rate: 4 / 5] [4,12]

producer: ?

label: Fontana - nationality: Sweden

Tracklist: A) "Sån't är livet" (5 / 5) (fan video) - - B) "Det är nå't mysko"

Single release by Anita Lindblom is a cover of a Roy Hamilton 1961 song "You Can Have Her" written by Bill Cook. The Swedish version has lyrics by Stig Rossner (aka Stikkan Anderson), and Lindblom's version was a major hit in all of Scandinavia.

This single was part of my parents' record collection, it's a song I vividly remember from my childhood as a song I have always loved. Not only was the song played on our turntable, but it was and it has been a stable song on national radio ever since the 1960s. It may not be played that often nowadays, but it has status as one of the most played and a highly loved modern standard.

Hamilton's version of the song is fine and strong, and he is one of the many forgotten stars who experienced lesser careers all because Elvis found inspiration in their performances and vocal styles, and he rightfully deserves more recognition. That said, Lindblom's version outshines the original. Her powerful vocal is up there among the greatest, although, she didn't exclusively choose a singing career, but this song more than proves her worth.

~ ~ ~

This post is part of MyMusicJourney, which enlists key releases that have shaped my musical taste when growing up and until age 14. Most of these releases come from my parents' and / or my older brother's collection.

And Also the Trees "Mother-of-pearl Moon" (2024)

Mother-of-pearl Moon

release date: Feb. 23, 2024

format: digital (11 x File, FLAC)

[album rate: 4 / 5] [3,85]

producer: Matthew Devenish

label: AATT - nationality: England, UK

Track highlights: 2. "The Whaler" (4 / 5) - 3. "Town Square" - 4. "Mother-of-pearl Moon" - 5. "This Path Through the Meadow" - 6. "Valdrada" - 8. "Visions of a Stray" - 9. "Field After Field" - 10. "Ypsilon"

[ album playlist ]

16th studio album by And Also the Trees follows 1½ years after The Bone Carver (Sep. 2023) and is like that made with producer Matthew Devenish and to the usual procedure the album is released on the band's own label.

The album shows a will to explore stylistic ground anew, and in that regard this new collection of songs differ from the band's most recent releases, which have all shown a stronger audible bond to the band's origins in a gothic rock setting. Mother-of-Pearl Moon invites us on a more mellow and subtle type of transport, which is both like a movement through different familiar places as well as a journey through time - and not as such back to the 1980s as much as much further back to another Century. Songwriter Simon Jones shapes these poetic pieces with his dark vocal as centre structure coloured by delicate percussion, bass and strings, which takes us through ancient European landscapes, often inspired by an atmosphere you would be likely to locate to 19th Century Paris or London. Originally, the band expressed itself with excessive theatrical postures - the link to a world of plays still lures on all tracks but in a much more refined manner provoking to your stolen attention, because the music cannot lie when it opens up and reveal its true nature. And that's a truly remarkable and fascinating creature they have come up with this time.

Mother-of-pearl Moon is no less than a great release from one of Britain's underestimated acts.

Highly recommended.

[ SputnikMusic 4 / 5 stars ]

[ bandcamp ]