Strange Angelsudgivet: 13. okt. 1989
format: cd (1998 reissue)
[vurdering: 3 / 5] [3,22]
producer: Laurie Anderson og Roma Baran
selskab: Warner Bros. - nationalitet: USA
Udvalgte numre: 1. "Strange Angels" - 2. "Monkey's Paw" - 4. "Ramon" - 5. "Babydoll" (4 / 5) - 7. "The Day the Devil" - 9. "My Eyes"
4. studiealbum fra Laurie Anderson følger 3½ år efter Home of the Brave (apr. 1986), og det viser primært Anderson tage et stort skridt ind i en mere traditionel mainstream-musik; skønt den stadig er funderet i det eksperimentelle, så gør hun tydeligt brug af lidt skæve art-pop-melodilinjer, som hun blander med sin egen version af art-rock og små bidder fra pop / rock. Det er ikke dårligt, slet ikke, men det er heller ikke for alvor rigtig godt. Selvom jeg bedst kan lide hendes mest eksperimenterende avantgarde-musik, så er "Babydoll" - som er det mest vovede popnummer på albummet - alligevel mit yndlingsnummer på dette album. Det kunne se ud som om, Anderson var blevet fanget mellem sit eget kunstneriske ønske om blot at skabe musik, som kunne pege i rigtig mange retninger, og på den anden side: pladeselskabet og deres ønsker / 'pengemændenes ønsker, som mest ser et potentiale i at kunne forvandle Laurie Anderson til noget med stærkere mainstream-appel. Og derfor peger numrene i alle mulige retninger. Nogle sange er pop-funderede med traditionel melodistruktur med omkvæd, vers, baggrundsmusikere og flotte arrangementer - her falder førnævte "Babydoll" så absolut ind på den heldige måde - mens andre numre peger mere mod Anderson's vilje til at udtrykke sig originalt, hvilket i den grad konfronterer grænserne for moderne klassisk musik, og det man kunne kalde art-rock. Lydproduktionen emmer af sene 80’ere med et lydmix, der fokuserer på tunge arrangementer med bas og trommer helt fremme i lydbilledet, hvilket ikke ligger fjernt fra værker af Tina Turner, Genesis, Bruce Springsteen, Peter Gabriel, Kate Bush osv., når man gentænker 80'erne, og det er ikke ment som noget positivt.
Jeg har altid syntes, at dette album især var usammenhængende og uden meget nyt fra en af de mest talentfulde og originale amerikanske kunstnere i det 20. århundrede. Og i den henseende giver Strange Angels os simpelthen ikke det, Anderson er i stand til.
Ikke entydigt dårligt, men bestemt ikke dét album, jeg ville anbefale nogen at starte ud med.
[ allmusic.com 4,5 / 5 stjerner ]
