udgivet: 24. mar. 2023
format: digital (12 x File, FLAC)
[vurdering: 3,5 / 5] [3,68]
producer: Gethin Pearson
selskab: Kola - nationalitet: England, UK
Udvalgte numre: 1. "Never Have I Ever" - 2. "Reckless" - 4. "True Love Knows No Death" - 5. "Vandal" - 8. "Someone to Make Me Laugh" - 9. "I'm in Love with an Outline" - 11. "Kerosene"
6. studiealbum fra Kele følger omtrent to år efter COVID19-albummet The Waves Pt. 1 (maj 2021) og er altså ikke 2. del af dette - og mon så ikke alligevel? Der eksisterer (så vidt vides) ikke et 'The Flames pt. 1', og på den måde er det både en opfølger og ikke, selvom det kommer i forlængelse af 2021-albummet. Siden sit femte soloalbum har Kele med Bloc Party udgivet bandets sjette album: Alpha Games (apr. 2022) og blot tre måneder efter dette album udgav han med Bloc Party ep'en The High Life EP (jul. 2023). Alle disse udgivelser indimellem hinanden demonstrerer en vitalitet og samtidig afspejler de ret forskelligartede udgivelser. Med Bloc Party ved man aldrig helt, hvad der kommer - sådan er det for så vidt også med Kele's soloudgivelser - de ligner bare ikke hinanden, selvom der er elementer, der går igen. Siden Bloc Party debuterede i de tidligere nullere er der sket en del stilmæssigt. Bandet slog igennem med deres post-punk revival, som hurtigt ændrede udtryk, og siden da, har det været en tur gennem genre- og stil-varianter, som de færreste slipper afsted med uden at miste ikke bare fans, men også integritet, og det er faktisk noget, jeg synes, både Bloc Party og Kele er lykkedes ret flot med. Bevares, i starten var det en kamel at sluge, når bandet ikke levede op til ens forventninger, men dem kunne man jo så starte med at pakke væk.
The Flames pt. 2 er produceret af Gethin Pearson som også stod bag det fine 2042 (nov. 2019), og der er faktisk flere mindelser ved netop det album end hos den umiddelbare forgænger. Pearson og Kele er begge angivet som komponister alle numre. Bemærkelsesværdigt er det måske, at Kele også er angivet som eneste instrumentalist. Stilmæssigt er det noget vi har hørt før blandet med noget andet, og på den måde er der ikke store overraskelser på albummet. The Waves Pt. 1 var mere tilbagelænet og havde et mere følsomt udtryk, og blev også betegnet som et af mange tidstypiske albums, som havde baggrund i pandemien. Her er The Flames pt. 2 langt mere udadvendt med dansevenlige toner med et både aggressivt og indimellem hårdtslående ydre, men ikke alene det. Jeg synes faktisk, der er en god balance på albummet her, som på sin vis indeholder elementer, man kunne forvente fra en Bloc Party-udgivelse. Der er en ny bred variation i tempo og i stil, som er belevet en del af bandets DNA, og så er der blevet plads til Kele's ofte sete præference for danse-orienterede kompositioner.
I min optik er det intet mindre end et af Kele's klart bedste solo-albums. Det er bedre varieret end hans stringente debut, som stadig er min favorit, og så er det ret muntert og positivt trods et tekstunivers, hvor der udpensles en del personlige konflikter, men det er også bare en del af Kele's kilde til kompositioner.
Stor anbefaling.
[ Line of Best Fit, 👉Clash 3,5 / 5, Loud and Quiet 3 / 5 stjerner ]
