Morrissey "Make-Up Is a Lie" (2026)

Make-Up Is a Lie

udgivet: 6. mar. 2026

format: digital (12 x File, MP3)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,55]

producer: Joe Chiccarelli

selskab: Sire Records - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "You're Right, It's Time" - 2. "Make-Up Is a Lie" - 3. "Notre-Dame" - 4. "Amazona" - 8. "The Night Pop Dropped" - 9. "Kerching Kerching" - 10. "Lester Bangs"

14. studiealbum fra Morrissey udgivet hele 6 år efter hans seneste album I Am Not a Dog on a Chain (mar. 2020) er hans nu femte album i træk med producer Joe Chicarelli. Den samme kontinuitet ses ikke hvad angår pladeselskab og medlemmer i backing bandet. Morrissey har været på mange forskellige selskaber i årenes løb. Sidst var det Étienne, underselskab til mægtige BMG, der udgav tre albums fra 2017-2020, og før det var det Harvest, hvor han efter sigende bandt sig til en 2-albums kontrakt, men som kun manifesterede sig i World Peace Is None of Your Business (2014) - og før det Decca / Polydor, Sanctuary (under BMG), Island Records, RCA, Parlophone og: His Masters Voice - så jo, han har bestemt været omkring, kan man vist roligt sige. I 2022 var et album med titlen Bonfire of Teenagers rygtet på trapperne - det skulle være indspillet og produceret, men Capitol Records ønskede ikke længere at udgive det. Året senere forlød det så at et nyt album, Without Music the World Dies snart blev udgivet, men også det strandede - blev delvist genindspillet som albummet her, hvilket forklarer noget af den lange tid mellem hans seneste udgivelser. Lidt i samme boldgade er historierne om de musikalske partnerskaber, som han nødvendigvis har måttet indgå i, selvom han har holdt fast i ret faste komponister. Morrissey spiller ikke selv et instrument og har derfor ofte fundet sammen med skiftende guitarister, som hovedkomponister, såvel som bærende musikere på øvrige pladser. Gennem næsten alle årene har han lavet musik sammen med guitaristen Boz Boorer. Tidligere har multi-instrumentalist Alain Whyte har også været at finde som gennemgående komponist, og i de senere år har han fundet det nødvendige musikalske partnerskab i guitaristen Jesse Tobias. Whyte er her krediteret som komponist på tre numre, Tobias på to, hvilket også gælder den ofte benyttede tangentspiller Gustavo Manzur - både Whyte og Manzur medvirker i øvrigt blot på to numre hver, mens ny tangentspiller Camilla Grey er krediteret fire af numrene, ligesom hun står for programmering samt håndteringen af keyboards på alle numre. Ny guitarist Carmen Vandenberg har ligeledes fået en fremtrædende plads sammen med Tobias, og på trommer ses nu Brendan Buckley, der tilsyneladende har taget over fra Matt Walker. Nok har udskiftningen af centrale musikere været gennemgående hos Morrissey, men det musikalske udtryk har han alligevel bemærkelsesværdigt holdt godt fast i. Jeg tænker, hvis man ikke var vild med The Smiths eller ikke har syntes specielt meget om tidlig Morrissey, så er han nok bare svær at forene sig med - også på denne seneste udgivelse, for han lyder umiskendeligt som den 'gamle' Morrissey, hvilket jeg synes er en kvalitet i sig selv. En enkelt cover har sneget sig med på albummet: "Amazona" (nummer #4), skrevet af Bryan Ferry og Phil Manzanera - et nummer, der stammer fra Roxy Music-albummet Stranded (nov. 1973).

Sangmæssigt bevæger Morrissey sig som vanligt på grænserne af noget social-politisk og noget tidsmæssigt generaliserende eller stigmatiserende. Der er stort set altid sange med om grådighed, liv og død og skæve personligheder, som man ikke altid lige kan placere, men som på fascinerende vis alligevel bliver levendegjort i Morrissey's leg med rim og ord. I sangen "Lester Bangs" tager Morrissey os med tilbage til den virkelighed, der klæbede sig til den kendte og konfrontatoriske musikkritiker Bangs, med fokus på hans skarpe pen, der placerede kunstnere på den rigtige eller forkerte side - uden at Morrissey berører samme Bangs' fortrydelse over tidligere at have sympatiseret med kunstnere, der delte racistiske synspunkter, og som til sidst blev optaget af anti-rascistiske bevægelser... Sangen kan nogen måske se som Steven Morrissey i en slags ny erkendelse eller blot en henvisning til, hvordan medier og massebevægelser har det med at placere medansvar og rigtigte / forkerte holdninger - Morrissey synes at nøjes med at udpensle synet af den åh-så-roste anmelder, der udøvede sin magt og bestemte skæbner på vejen mod karriere eller forglemmelse - på den måde viser sangen også noget af den tvetydighed som næsten altid er en fast bestanddel i Morrissey's tekstlige univers. På albummet høres det tydeligt i "The Night Pop Dropped", som er en sang uden henvisninger, der angiver hvem eller hvad 'Pop' dækker over, og i titelnummeret kan Make-up referere til en bogstavlig brug af make-up, som skjuler det reelle udtryk, eller det kan ses som en mere generel kommentar via henvisningen til Paris, hvor 'hendes' skønhed er symbolsk, med deraf følgen: hvad impliceres underliggende? Morrissey taler her om både en eksplosion og en gravsten, men det forbliver skjult i tågerne. Alligevel er det som om, han ønsker at sige mere end blot noget antydet, og man kan lægge meget i tolkninger og skjulte referencer, men faktum er, at musikken endnu en gang fremstår levende, selvom der måske er genoptagelser af tidligere elementer i meget af musikken.

Jeg synes faktisk, han formår at bevare en vedkommendhed. Musikken lever, sangene er om end noget tvetydige, fulde af personlighed og ikke mindst: en iørefaldenhed, hvis man naturligvis som udgangspunkt overhovedet kan holde af (tidlig) Morrissey.

Anbefalet.

[ Rolling Stone 2,5 / 5, 👎The Guardian 2 / 5, Pitchfork 6,1 / 10, 👍Uncut, PopMatters 3,5 / 5, Mojo 4 / 5 stjerner ]

Wet Leg "Moisturizer" (2025)

Moisturizer

udgivet: 11. jul. 2025

format: digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,58]

producer: Dan Carey

selskab: Domino - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "CPR" - 2. "Liquidize" - 3. "Catch These Fists" - 4. "Davina Mccall" - 5. "Jennifer's Body" - 6. "Mangetout" - 8. "Pokemon" - 11. "11:21"

2. studiealbum fra Isle of Wight-skabte band Wet Leg er opfølger til den selvbetitlede debut fra 2022. Oprindeligt var bandet et duo-projekt af forsanger og rytmeguitarist Rhian Teasdale og lead guitarist Hester Chambers, som havde startet musikprojektet omkring tre år før de albumdebuterede - en debut, der tog landet med storm, da det ikke bare toppede albumhitlisten i Storbritanien men også førte til to Grammy Awards for 'Best Alternative Music Performance' og for 'Best Alternative Music Album'. Alt dette skete som følge af flere positive hændelser og en række succesfulde singleudgivelser. Duoen udgav førstesinglen "Chaise Longue" jun. 2021, og den blev rost i flere magasiner og endte som et viralt hit takket været en (banal) original video, som duoen fulgte op med endnu et videohit i sep. '21 med sangen "Wet Dream". Allerede to måneder senere fulgte så en dobbeltsingle-udgivelse med sangene "Too Late Now" og "Oh No" - igen anset som hits og så fulgte femte- og sjette-singlerne "Angelica" og "Ur Mum" i hhv. feb. og apr. '22, inden albummet så udkom kort efter den sidste single. Albummet består af 12 numre og med halvdelen af sangene udgivet som singler, var det et album, der var imødeset som sjældent før, selvom bandet ikke havde taget vejen til udbredelse gennem mange års liveoptrædener og promoveringer på anden vis. Wet Leg blev først og fremmest et mediehit, der slog igennem både via traditionalle medier som magasiner og trykte medier, men måske især gennem visninger på sociale medier. Ganske vist fremstod Wet Leg på debuten som en duo, som her på Moisturizer er blevet udivdet til en kvintet med guitarist og tangentspiller Joshua Mobaraki, bassist Ellis Durand og trommelager Henry Holmes - både Mobaraki og Holmes medvirkede på debutalbummet. På Moisturizer er det især Teasdale og Durand der fungerer som sangskrivere, men også Mobaraki og Chambers er krediteret flere af sangene. "Catch These Fists" blev udvalgt som førstesingle, hvorefter tre følgende numre er udgivet som singler: "CPR", "Davina McCall" og "Mangetout".

Musikalsk og stimæssigt er der ikke meget nyt ved Wet Leg. De spiller også her en simpel og energisk rockmusik med rødder i indie rock og med navne som Pixies og The Breeders fra USA, engelske The Vaccines og elementer fra tidlig Björk som umiddelbare inspirationskilder, som måske kan ses som en slags revival og idolisering af girl-power. Albummet peger i flere retninger end den list enklere-skårede debut. Der har indsneget sig en portion inspiration og elementer fra den elektroniske musik, fra synth-pop og art pop, som gør albummet til en både original og stadig ret enkel udgivelse båret frem af Teasdale's skarpe vokal, som ikke adskiller denne meget fra debuten. Det er stadig forfriskende og ligefrem musik som bestemt er værd at lytte til. Som på '22-albummet savnes der lidt på originaliteten og jeg har det lidt sådan, at uden sociale medier havde bandet her nok blot været for de få - det er de jo så heldigvis ikke, kan man sige. Bandet er ikke mine nye personlige favoritter, men mindre kan bestemt gøre det. Wet Leg er værd at stifte bekendtskab med og albummet her fortjener en anbefaling uden, at det kandiderer til årets bedste albumudgivelse.

Anbefalet.

[ allmusic.com, Rolling Stone, NME, The Guardian, Slant 4 / 5, Pitchfork 7,8 / 10 stjerner ]

Best of 2025: Grant-Lee Phillips "In the Hour of Dust" (2025)

In the Hour of Dust

udgivet: 5. sep. 2025

format: digital (11 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [4,08]

producer: Grant-Lee Phillips

selskab: Yep Roc - nationalitet: USA

Udvalgte numre: 1. "Little Men" - 2. "Did You Make It Through the Night Okay" - 3. "Closer Tonight" - 4. "Bullies" - 6. "She Knows Me" (4 / 5) - 7. "Someone" - 8. "No Mistaking" - 9. "Dark Ages" - 10. "American Lions"

12. studiealbum fra Grant-Lee Phillips, som udkommer 3½ år efter All That You Can Dream (maj 2022), er skabt i Grant-Lee's velkendte stil, hvilket indebærer en god portion traditionel folk med et gran moderne strejf af country og americana. Når det er sagt, så er alle hans udgivelser alligevel ret unikke i deres udtryk - måske varierer de ikke så voldsomt, som man kan opleve det hos andre kunstnere, men alligevel fremstår de unikke via mere subtile nuancer.

Dette album er ganske enkelt et af hans stærkeste ballade-orienterede udgivelser, og det deler måske nogle af de samme stemninger som 2022-albummet. Der løber en melankolsk enkelhed gennem alle numre – Adam Sobsey fra PopMatters har kaldt albummet for "Lullabies for adults" – men uagtet sangenes langsommelighed, deres indre glød, så fremstår albummet enormt helstøbt og som intet mindre end en kandidat til Grant-Lee's næstbedste til dato.

Jeg har haft albummet på repeat gennem årets sidste måneder, og det er muligvis det album fra 2025, som jeg har lyttet oftest til. Ser vi bort fra Salif Keitas So Kono, så er der ikke andre udgivelser, der har rørt mig som dette. Lige nu anser jeg det for at være 2025's bedste album.

[ Mojo 4 / 5, PopMatters, Uncut 3,5 / 5 stjerner ]

Music is getting worse...

Jeg så for nylig 👉denne video af Rick Beato – en overvejende ret spændende fyr at følge, når det drejer sig om emner relateret til musik generelt og rockmusik i særdeleshed. Han er klog, en god fortæller og en meget høflig og rar interviewer – i hvert fald når man er interesseret i detaljerede musikhistorier fra "bag kulissen", fx historier om, hvordan en bestemt kunstner fandt på noget ud over det sædvanlige, hvad der fik ham eller hende til at tænke på dit eller dat, og så videre. I de senere år har Rick udkæmpet en (mildt sagt) hård kamp mod de store pladeselskaber, som mener, det er passende at undertrykke influencere og YouTubere, der skaber sig en lille levevej ved at præsentere og diskutere deres musikinteresse og / eller bare interesserer sig for at anmelde musik, dvs. eksplicit sige deres uforbeholdne mening om den musik, de hører. Det er helt rystende at lytte til den måde, Rick har kæmpet mod de store selskaber, der truer med sagsanlæg, blot fordi han siger sin mening om musik. Dette er endnu en vanvittig historie, man kan finde i hans videoudvalg – noget, der deler lighedspunkter med dynamikken i, hvordan politik fungerer nu om dage. Selvfølgelig er et af de værste scenarier adfærden fra den nuværende amerikanske administration, som ser ud til at være stærkt påvirket af, hvordan medierne og oppositionen behandles i Ru$$land. Men det viser grundlæggende også, hvordan verden styres af de få ultra-rige, og: "Hvis du har en anden mening, er det ikke op til dig at sprede eller ytre den, for det kan betyde, at vi sagsøger dig eller bringer dig til tavshed. Så pas lige på!!"

I videoen "The 2026 Grammys...Proof Music is Getting Worse" sammenligner Rick Beato musik skabt for omkring fire årtier siden med de nuværende nominerede til Grammy-uddelingen i 2025. Sammenligningen er slående, men alligevel fortæller den ikke noget om musikken i sig selv, men viser os derimod kun, hvordan interessen har ændret sig angående populærmusik / kunstnere. Dengang – hvornår var det helt præcis? Lad os sige 1980'erne, men det ville dybest set også gælde for de to foregående årtier og det efterfølgende – ja, dengang kunne store musikere faktisk opnå noget virkelig stort, som fx en Grammy-nominering, udelukkende på grund af kunstnerens musik. Det er altsammen ændret nu om dage, og det er derfor, en person som Taylor Swift (min mening) (undskyld, Swifties) er blevet så dominerende en kunstner, som hun er. Ikke på grund af hendes kunstneriske produktioner eller evner som sangskriver – hun passer bare så utroligt godt ind på Splotify / bApple Music / UTube-platformene, og det er dér, originale kunstnere og god musik (ofte) fejler. Grammy-showet handler om $, eller rettere: $$$$.$$$$.$$$. Hele vejen fra hvordan kunstneren promoveres, til hvilke platforme han / hun / de har mest succes på, om de har en fanbase på Clik-Clok osv. Forstår de at sælge sig selv som et produkt, og er de villige til at gøre, hvad end der kræves??? Swift-kvinden, hun ved dette ret godt, hvilket er grunden til, at hun er blevet så enormt et brand. Igen: ikke på grund af evner som hverken banebrydende instrumentalist, fabelagtig ordsmed eller sanger for den sags skyld. Antag fx, at Kate Bush ikke havde haft sin debut som kunstner i 1970'erne, men i stedet var blevet født ca. 40 år senere og debuterede omkring 2025. Så ville hun ikke have haft nogen som helst chance for at blive den anerkendte kunstner, hun retteligen blev, hovedsageligt fordi hun ikke brød sig om at optræde foran et live-publikum. Turnéer var ikke en del af hendes stil. I stedet nød hun virkelig at skrive, komponere, arrangere og producere musik, men ikke primært for at sælge den. Og hvad der er endnu mere fatalt i de nuværende "pengemænds" øjne: Hun krævede fuld kontrol over sin egen musik – og det er dér, det virkelig er blevet et "no-go" for en kunstner nu om dage!

Lad os vende tilbage til Beato's præmis om, at moderne musik er blevet dårligere... Han sammenligner, hvordan musik nu om dage bliver skabt ved at stjæle fra andre og / eller ved at bruge utallige sangskrivere og adskillige komponister for at kunne skabe ny musik, som så i bund og grund slet ikke er så ny, fordi meget af det er blevet klippet og samplet i stykker. Den nye sang er i forklædning. Det er det nye outfit, kunne man sige – "Kejserens nye klæder". Og så meget er ganske sandt. Sagen er den, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt den gode musik ikke findes, for der skabes stadig en overflod af fantastisk ny musik, måske endda mere end tidligere. Det eneste REELLE problem i dag er, at man skal være i stand til og have lyst til at gå ud og finde den, for streamingtjenesterne og de store selskaber er ikke interesserede, hvis det ikke er let profitabelt. Og hvorfor er det, at kvalitet ikke længere ser ud til at være en parameter i musikindustrien? Alt sammen fordi kunstnere har vist sig at være svære at styre – svære at dirigere og få til at gøre, som der bliver sagt. På trods af de ekstreme mængder af selvudgivet musik (fx udgivet via Bandcamp eller Soundcloud), er det sigende, at ca. 100% af de nominerede til Grammy-priserne er kunstnere på store pladeselskaber – dvs. kunstnere under total kontrol. Og det er... skræmmende.

*Afholdt af 'THE NATIONAL ACADEMY OF RECORDING ARTS & SCIENCES, INC.' [sic].

Her følger eksempler på musik som ville have været nomineret som 'Artist of the Year' / 'Album of the Year' hvis ikke pengemændene bestemte:

Grant Lee Phillips "In the Hour of Dust"

HiFi Sean & David McAlmont "Twilight"

Lisa Nilsson "Uteblivna vi"

Jens Lekman "Songs for Other People's Weddings"

Anna Ternheim "Psalmer från sjunde himlen"

Bob Mould "Here We Go Crazy"

Blaue Blume "Regnvåde sale"

CMAT "Euro-Country"

Sababa 5 "Nadir"

Anna von Hauswolff "Iconoclasts"

Salif Keita "So Kono"

Edwyn Collins "Nation Shall Speak Unto Nation"

Lucrecia Dalt "A Danger to Ourselves"