Jeg så for nylig 👉
denne video af
Rick Beato – en overvejende ret spændende fyr at følge, når det drejer sig om emner relateret til musik generelt og rockmusik i særdeleshed. Han er klog, en god fortæller og en meget høflig og rar interviewer – i hvert fald når man er interesseret i detaljerede musikhistorier fra "bag kulissen", fx historier om, hvordan en bestemt kunstner fandt på noget ud over det sædvanlige, hvad der fik ham eller hende til at tænke på dit eller dat, og så videre. I de senere år har Rick udkæmpet en (mildt sagt) hård kamp mod de store pladeselskaber, som mener, det er passende at undertrykke influencere og YouTubere, der skaber sig en lille levevej ved at præsentere og diskutere deres musikinteresse og / eller bare interesserer sig for at anmelde musik, dvs. eksplicit sige deres uforbeholdne mening om den musik, de hører. Det er helt rystende at lytte til den måde, Rick har kæmpet mod de store selskaber, der truer med sagsanlæg, blot fordi han siger sin mening om musik. Dette er endnu en vanvittig historie, man kan finde i hans videoudvalg – noget, der deler lighedspunkter med dynamikken i, hvordan politik fungerer nu om dage. Selvfølgelig er et af de værste scenarier adfærden fra den nuværende amerikanske administration, som ser ud til at være stærkt påvirket af, hvordan medierne og oppositionen behandles i Ru$$land. Men det viser grundlæggende også, hvordan verden styres af de få ultra-rige, og:
"Hvis du har en anden mening, er det ikke op til dig at sprede eller ytre den, for det kan betyde, at vi sagsøger dig eller bringer dig til tavshed. Så pas lige på!!"
I videoen "The 2026 Grammys...Proof Music is Getting Worse" sammenligner Rick Beato musik skabt for omkring fire årtier siden med de nuværende nominerede til Grammy-uddelingen i 2025. Sammenligningen er slående, men alligevel fortæller den ikke noget om musikken i sig selv, men viser os derimod kun, hvordan interessen har ændret sig angående populærmusik / kunstnere. Dengang – hvornår var det helt præcis? Lad os sige 1980'erne, men det ville dybest set også gælde for de to foregående årtier og det efterfølgende – ja, dengang kunne store musikere faktisk opnå noget virkelig stort, som fx en Grammy-nominering, udelukkende på grund af kunstnerens musik. Det er altsammen ændret nu om dage, og det er derfor, en person som Taylor Swift (min mening) (undskyld, Swifties) er blevet så dominerende en kunstner, som hun er. Ikke på grund af hendes kunstneriske produktioner eller evner som sangskriver – hun passer bare så utroligt godt ind på Splotify / bApple Music / UTube-platformene, og det er dér, originale kunstnere og god musik (ofte) fejler. Grammy-showet handler om $, eller rettere: $$$$.$$$$.$$$. Hele vejen fra hvordan kunstneren promoveres, til hvilke platforme han / hun / de har mest succes på, om de har en fanbase på Clik-Clok osv. Forstår de at sælge sig selv som et produkt, og er de villige til at gøre, hvad end der kræves??? Swift-kvinden, hun ved dette ret godt, hvilket er grunden til, at hun er blevet så enormt et brand. Igen: ikke på grund af evner som hverken banebrydende instrumentalist, fabelagtig ordsmed eller sanger for den sags skyld. Antag fx, at Kate Bush ikke havde haft sin debut som kunstner i 1970'erne, men i stedet var blevet født ca. 40 år senere og debuterede omkring 2025. Så ville hun ikke have haft nogen som helst chance for at blive den anerkendte kunstner, hun retteligen blev, hovedsageligt fordi hun ikke brød sig om at optræde foran et live-publikum. Turnéer var ikke en del af hendes stil. I stedet nød hun virkelig at skrive, komponere, arrangere og producere musik, men ikke primært for at sælge den. Og hvad der er endnu mere fatalt i de nuværende "pengemænds" øjne: Hun krævede fuld kontrol over sin egen musik – og det er dér, det virkelig er blevet et "no-go" for en kunstner nu om dage!
Lad os vende tilbage til Beato's præmis om, at moderne musik er blevet dårligere... Han sammenligner, hvordan musik nu om dage bliver skabt ved at stjæle fra andre og / eller ved at bruge utallige sangskrivere og adskillige komponister for at kunne skabe ny musik, som så i bund og grund slet ikke er så ny, fordi meget af det er blevet klippet og samplet i stykker. Den nye sang er i forklædning. Det er det nye outfit, kunne man sige – "Kejserens nye klæder". Og så meget er ganske sandt. Sagen er den, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt den gode musik ikke findes, for der skabes stadig en overflod af fantastisk ny musik, måske endda mere end tidligere. Det eneste REELLE problem i dag er, at man skal være i stand til og have lyst til at gå ud og finde den, for streamingtjenesterne og de store selskaber er ikke interesserede, hvis det ikke er let profitabelt. Og hvorfor er det, at kvalitet ikke længere ser ud til at være en parameter i musikindustrien? Alt sammen fordi kunstnere har vist sig at være svære at styre – svære at dirigere og få til at gøre, som der bliver sagt. På trods af de ekstreme mængder af selvudgivet musik (fx udgivet via Bandcamp eller Soundcloud), er det sigende, at ca. 100% af de nominerede til Grammy-priserne er kunstnere på store pladeselskaber – dvs. kunstnere under total kontrol. Og det er... skræmmende.
*Afholdt af 'THE NATIONAL ACADEMY OF RECORDING ARTS & SCIENCES, INC.' [sic].
Her følger eksempler på musik som ville have været nomineret som 'Artist of the Year' / 'Album of the Year' hvis ikke pengemændene bestemte:
