Hifi Sean & David McAlmont "Twilight" (2025)

Twilight

udgivet: 14. feb. 2025

format: digital (12 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,90]

producer: Hifi Sean

selskab: Plastique Recordings - nationalitet: England, UK

Udvalgte numre: 1. "The Comedown" - 2. "Twilight" - 3. "Uptown / Downtown" - 4. "Driftaway" - 5. "Sorry I Made You Cry" - 6. "Goodbye Drama Queen" - 7. "Equinox's Children" - 8. "High with You" - 10. "Star"

3. album i træk fra samarbejdsprojektet mellem Hifi Sean & David McAlmont lander blot et halvt år efter Daylight (aug. 2024), og ligesom de to foregående udgivelser er dette produceret af Hifi Sean (aka Sean Dickson) og udgivet på Dicksons selskab, Plastique Recordings. Twilight er ikke overraskende alene en opfølger, men bør måske snarere ses som andet kapitel til det, der blev påbegyndt med duoens 2024-album. På duoens Bandcamp-side lyder det: "Twilight er en køretur gennem natten på tolv numre fra skumring til daggry, med alle øjeblikkene indimellem."

David McAlmont har mange gange bevist sine vokalevner i diverse samarbejdsprojekter - fx på to fine albums som McAlmont & Butler (med Bernard Butler), David McAlmont & Michael Nyman, i Fingersnap (med Guy Davies), McAlmont & Webb (med Alex Webb), og på sin solodebut McAlmont, som grundlæggende var bearbejdninger af numre fra det hedengangne duo-projekt Thieves, som McAlmont kortvarigt var halvdelen af sammen med Saul Freeman. At han nu arbejder sammen med Hifi Sean på tredje album i træk siger en del for aldrig tidligere er McAlmont blevet sammen med nogen anden kunstner i så lang tid, hvilket tydeligt skinner igennem som et livsdueligt projekt. Tre fuldlængde albums på blot tre år er efterhånden ret sjældent nu om dage, og Happy Ending (sep. 2022), Daylight og nu senest: Twilight er tre forskellige udspil, selvom de er i familie. Hvor forgængeren var uptempo og ubekymret dansabel, så fremstår dette album som den mørke tvillinge. Det er stadig neo-soul og house, der er det solide fundament, men tilstedeværelsen af jazzede 'blue notes' og melankoli er her i fuldt flor, og synthpop-inspirationen har transformeret sig til noget, der er mere velegnet til timerne efter midnat. Hifi Sean sørger for at skabe natlige scenarier, der udgør det perfekte lydtapet til McAlmont's delikate fraseringer.

Jeg håber virkelig, at McAlmont endelig har fundet sin musikalske partner til mange år fremover, for parret ser ud til at en udviklet fornemmelse for, hvordan man skaber fantastisk musik sammen. Twilight er modsætningen / bagsiden af noget andet, hvor Daylight er det, der er ansigtet udadtil, og som pænt og skinnende tager imod. De to albums er markant forskellige, men lige gode. Albummet her, er endnu et varmt anbefalet album fra en stærk duo.

[ Mojo, Record Collector, The Arts Desk 4 / 5, 👎Uncut 3 / 5 stjerner ]

Bob Mould "Here We Go Crazy" (2025)

Here We Go Crazy

udgivet: 7. mar. 2025

format: digital (11 x File, FLAC)

[vurdering: 3,5 / 5] [3,56]

producer: Bob Mould

selskab: BMG - nationalitet: USA

Udvalgte numre: 1. "Here We Go Crazy" - 2. "Neanderthal" - 3. "Breathing Room" - 4. "Hard to Get" - 9. "You Need to Shine" - 11. "Your Side"

14. studiealbum fra grunge-rockens far, Bob Mould, lander 4½ år efter Blue Hearts (sep. 2020) og er, ikke overraskende, et album fyldt med masser af energi. Albummet er Mould's første på BMG efter en lang række udgivelser på Merge Records, men da Mould selv indtager sine vante roller som sangskriver, komponist og producer, kan en ny udgivelse ikke give anledning til mange løftede øjenbryn, hvad angår stil eller temaer. Tidligere har Mould eksperimenteret med sit lydbillede og brugen af instrumentering, men siden Silver Age fra 2012 har han befundet sig ganske konsekvent på en energisk alt-rock-platform, dristigt formet af sin forkærlighed for power pop og med små strejf fra en fjernere fortid i Sugar og i Hüsker Dü i det, der var en mere traditionel guitar-rock-indpakning. Sammenlignet med hans seneste album, Blue Hearts, så er albummet her en smule mere råt, lidt mere direkte, lidt mindre politisk-orienteret og i stedet fyldt til randen af rendyrkede følelser. Det passer både godt til den mængde energi, der lægges for dagen, og det melodiske drive - og ja, til tider kunne man argumentere, at det tenderer til noget repetitivt, men nu taler vi altså om den fu*#ing Bob Mould! Den mand bør til evig tid gives ret og tilladelse til bare at sætte strøm til sin guitar, tænde for forstærkeren, skrue godt op, og have det godt med at råbe ad og konfrontere lige præcis, hvad han har lyst til - hvad enten det er verden som sådan, sig selv, sit parforhold, det at blive ældre eller landets utålelige regering! Bob Mould er en slags ventil for den moderne tid. Lad nu dampen slippe ud!

Jeg har fulgt Mould's solokariere siden de sidste to albums med Hüsker Dü, og han har altid været en kunstner, hvis værker jeg har haft et særligt svagt punkt for. Det meste af tiden har han formået at berige mit liv, hvilket er grunden til, at jeg forbliver en slags trofast fan. Han er ikke længere en kunstner, der genopfinder musikken, men han er en garant for kvalitet, og han er en stemme, der taler på vegne af menneskeheden samtidig med, at han tager afstand fra alverdens dumhed – hvilket er endnu en god grund til at følge denne store kunstner.

Here We Go Crazy er i bund og grund det, vi er kommet til at forvente fra Mr. Mould, og endnu en gang er det både relevant og anbefalelsesværdigt!

[ allmusic.com, Rolling Stone 4 / 5 stjerner ]