Salif Keita "So Kono" (2025)

So Kono

udgivet: 11. apr. 2025

format: digital (9 x File, FLAC)

[vurdering: 4 / 5] [3,92]

producer: Lucille Reyboz, Yusuke Nakanishi & Laurent Bizot

selskab: No Format! / Nø Førmat! - nationalitet: Mali

Udvalgte numre: 1. "Aboubakrin" - 2. "Awa" - 3. "Tassi" (4 / 5) - 4. "Kanté Manfila" - 5. "Chérie" - 8. "Tu vas me manquer"

Studiealbum af Salif Keita udgivet på det franske pladeselskab No Format! lander hele 6½ år efter Keita's proklamerede sidste album Un autre blanc (okt. 2019). Keita er nu 76 år gammel, og da han nærmede sig de 70, har han muligvis ræsoneret, at albummet fra 2019 skulle blive hans sidste. Men når musik er det, man virkelig mestrer, er det formentlig svært at sige stop, og så kom der jo som bekendt en pandemi, der fik mange til at finde nye veje inden for skabende kunst. Mange kunstnere fortsætter jo helt enkelt uden at trække sig tilbage, hvilket er grunden til, at vi stadig får bemærkelsesværdig musik fra navne som Van Morrison, Bryan Ferry, Robert Plant, Neil Young, John Cale, Laurie Anderson og en lang række andre.

So Kono er ikke en fortsættelse af stilen fra Un autre blanc, som viste Keita i uvanligt orkestrerede arrangementer domineret af keyboards og synths. I den henseende er denne nye udgivelse i langt højere grad både en venden tilbage til rødderne og noget nyt. Det oprindelige islæt er uden de hurtige og danseorienterede kompositioner. Der er tale om en blidere produktion i malisk singer-songwriter-stil, hvor Keita's stadigt farverige og levende vokal udelukkende akkompagneres af få instrumenter som ngoni (et strengeinstrument, der minder om en kora), guitar og slagtøj. På den måde er det et nøgent udtryk vi får på albummet, og måske blev Keita inspireret til albummet gennem en nyligt overstået turné til Japan, hvor han netop spillede akustiske udgaver af sit repertoire. Jeg forstår ikke et ord af teksterne, der skifter fra malisk til lejlighedsvis fransk, men det fremstår som et album, der involverer dybe følelser. Jeg føler i hvert fald, at Keita lægger noget, jeg forstår som et inderligt engagement, i disse enkle, men smukke kompositioner. Nogle af numrene er mere nøgne genfortolkninger af hans egne tidligere sange.

So Kono hører allerede til blandt Keita's bedste albums. Det er et vidunderligt og varmt vidnesbyrd om Keita's styrke og vitalitet, og det er samtidig en stærk kandidat til årets album.

Stærkt anbefalet.

[ 👉Mojo, The Guardian, 👍Uncut, PopMatters 4 / 5 stjerner ]

Damien Dempsey "Seize the Day" (2003)

Seize the Day

udgivet: 16. maj 2003

format: cd

[vurdering: 4 / 5] [3,78]

producer: John Reynolds

selskab: Clear Records - nationalitet: Irland

Udvalgte numre: 1. "Negative Vibes" - 2. "Ghosts of Overdoses" - 3. "It's All Good" (live) - 4. "Factories" - 5. "Jar Song" - 6. "Celtic Tiger" - 7. "Apple of My Eye" - 11. "Seize the Day"

2. studiealbum fra den irske sanger og sangskriver Damien Dempsey som efterfølger til They Don't Teach This Shit at School (mar. 2000). Albummet er udgivet på Dempsey og producer John Reynolds' eget, nu hedengangne, pladeselskab. Navnet Damien Dempsey ringer måske ikke en klokke hos mange, men han er blevet intet mindre end et nationalikon i Irland. Det skyldes hans mange albums, der blander traditionel folkemusik og historiefortælling med et moderne livssyn samtidig med, at han har forstået at bygge bro mellem moderne folk-pop og en mere traditionelt funderet sangskrivning. Sinéad O’Connor er med på kor på tre af sangene (numrene #1, #3 og #6). Forud for indspilningen albummet inviterede O’Connor Dempsey med som opvarmning på en turné, hvor hun optrådte med noget af det materiale, der senere kom til at fylde hendes irske folk-album Sean-Nós Nua (okt. 2002). John Reynolds har produceret og / eller spillet på størstedelen af O’Connors albums, og han fik efter sigende øjnene op for Dempsey, da O’Connor havde rost hans talent som sangskriver. Dempsey spiller en slags moderniseret irsk folkemusik, der trækker tråde til både The Dubliners og The Pogues, eller rettere: Shane MacGowan - endnu en kunstner med hjertet bankende for irske traditioner og et irsk ikon i egen person, selvom han blev født og opvoksede i England.

Seize the Day er et fremragende album med sange om arbejderklassens moderne liv og sange om det, der virkelig betyder noget i livet - og så har Dempsey en fin og blid vokal. Sangen "It’s All Good" er også med på O’Connors album Collaborations (2005). En anmeldelse i Paste Magazine af Andy Whitman (fra 2004) siger en del om Dempseys status: "Den irske sjæl er en notorisk flygtig størrelse. Van Morrison har den - i hvert fald når han stadig gider. Sinéad O’Connor har den. Bono - trods alle hans mange ubestrideligt musikalske kvaliteter - har den ikke. Den 29-årige Dublin-indfødte Damien Dempsey, han har den, og hans næsten tøjlede passion og råstyrke løfter sangene på hans andet album 'Seize the Day' fra det gode til det ofte sublime."

Varmt anbefalet.

[ allmusic.com 3 / 5, 👉Paste Magazine 3,5 / 5, Sputnik Music 4,5 / 5 stars ]

alt. 2004 cover